mm

Dorthe Boss Kyhn

Dorthe Boss Kyhn, 58 år, journalist og tilrettelægger, de sidste 14 år i DR med sundhedsstof som fokus. Hun bor i Kgs. Lyngby med sin familie. Sammen med sin datter driver hun bloggen https://momsemeddemens.wordpress.com/

Se alle skribentens artikler

Jeg skal til forældremøde på plejehjemmet

KLUMMESERIE – Netop som Dorthe Boss Kyhns børn blev flyvefærdige og forældredage, samtaler i skolen og andet tidskrævende sluttede og blev til minder, kaldte plejehjemmet på hendes tid og omsorg. Dorthes mor har Alzheimers og hun fortæller hver fredag om sine oplevelser som pårørende. Hun drømmer også lidt om en bamsekrammer fra en politiker for den opgave, hun tager for samfundet. For hvad er løsningen på den enorme omsorgsopgave det er både at passe på f.eks. demente – og sørge for at de pårørende, der også har et lønarbejde, ikke nedslides af stress?

Jeg kan godt huske tiden med forældreintra, skole-hjem samtaler, sommerfester, kaffemik, juleklippehygge og så videre. Det kunne være svært at få kabalen til at gå op, når alle de gøremål, der havde med forældreansvaret at gøre, skulle forenes med et travlt liv på arbejdsmarkedet.

Jeg husker dog også tilbage på alle de arrangementer med en vemodig varme. Det var hyggeligt, og jeg følte også en stor glæde ved at følge mine børn i de år. Måske kompenserede jeg for min egen opvækst, der glimrede ved mangel på dialog mellem skole og hjem, og hvor betegnelsen curling stadig kun havde noget med en sport på is at gøre og ikke det fjerneste med forældreskab.

Ungerne blev imidlertid voksne – hov, hvor blev den tid lige af – og netop som alle mine kyllinger var sendt ud i verden, kunne jeg begynde forfra. Sådan helt forfra. Denne gang med omvendt fortegn, hvis man kan sige det sådan. For samtidig med, at jeg blev børnefri, fik min mor konstateret Alzheimers sygdom.

Jeg sov også dårligt i nat

Jeg har mange gange hørt mine yngre kolleger sukke over de talrige forpligtelser, der er med poderne, over syge børn og manglende nattesøvn med mere. Og jeg har mange gange kommenteret det med  ‘ja, jeg skal også til forældremøde – men på plejehjemmet’ eller ‘jeg har også sovet dårligt i nat, for jeg spekulerer så meget på min mor, der står op og tænder for gryder på komfuret, som hun siden glemmer alt om; bare hun dog ikke brænder huset af’ – og mere af samme demensskuffe.

Og næsten altid har mine kolleger spøgefuldt kommenteret det med et ‘nå, bekymringerne holder åbenbart aldrig op!’

Det føles lidt som at få børn igen. Men denne gang er det udelukkende hårdt arbejde og der er intet lys for enden af tunnelen. For nu er der ikke tale om børn, der vokser til, op og flyver fra reden. Nu er det en dement forælder, eller ægtefælle, der udsigtsløst sygner mere og mere hen.

Nej, det gør de åbenbart ikke. I hvert fald ikke hvis dit familiemedlem bliver dement. Så bliver det pludselig dobbelt så hårdt, som det var engang.

Det føles lidt som at få børn igen. Men denne gang er det udelukkende hårdt arbejde og der er intet lys for enden af tunnelen. For nu er der ikke tale om børn, der vokser til, op og flyver fra reden. Nu er det en dement forælder, eller ægtefælle, der udsigtsløst sygner mere og mere hen.

Demens er ’no go’ på arbejdsmarkedet

Mit problem i disse år, hvor jeg er blevet mere og mere primær pårørende for min mor – og ved siden af har haft mit fuldtidsarbejde –  har blandt andet været, at jeg ikke har været i stand til at tage en ‘mors første sygedag’, når det hele var ved at brænde sammen. Jeg har længe haft følelsen af, at min mors sygdom ikke var grund nok for mig til at sige, at jeg syntes tingene var drøje.

Jeg husker tiden, hvor mine forældre skulle flytte, og hvor jeg måtte tage orlov for at pakke barndomshjemmet ned og flytte mine forældre på plejehjem. Orloven skulle ellers – ifølge fundatsen på mit daværende arbejde –  bruges til at tage ud i verden og hente ny inspiration til ens professionelle virke.

Jeg kom tilbage på arbejde efter en måned og følte mig som en udslidt karklud, fordi jeg havde brugt dagene på at knokle for mine forældre. Jeg kan godt huske, at der blev set lidt skævt til mig, da jeg sagde til mine kolleger – ‘puuuh, det var hårdt, nu har jeg selv brug for ferie’.

Det var der ikke rigtig nogen, der forstod – jeg havde jo lige haft fri en hel måned.

Vi er 400.000, der skønnes at være pårørende til et menneske med en eller anden form for demens. Tænk hvis bare halvdelen af de 400.000 går ned med en sygdom, der er relateret til dét at være pårørende. I så fald har vi at gøre med et samfundsproblem af dimensioner, for så har vi jo ikke kræfter til også at være pårørende

Jeg havde følelsen af, at mit fravær nu betød, at jeg skyldte på arbejdskontoen. Jeg skyldte at lægge mig ekstra i selen, indhente det forsømte og helst have masser af gå-på-mod og c-r-a-z-y ideer, så min chef ikke ville straffe mig med en dårlig MUS senere på året.

At have en tyngende rygsæk med en dement forælder er ‘no go’ på arbejdsmarkedet. Sådan opfattede jeg det i hvert fald. Og det var ved at tage pusten fra mig.

Vi er så mange

Jeg læser mange steder, at vi er 400.000, der skønnes at være pårørende til et menneske med en eller anden form for demens. Tænk hvis bare halvdelen af de 400.000 går ned med en sygdom, der er relateret til dét at være pårørende.

I så fald har vi at gøre med et samfundsproblem af dimensioner, for så har vi jo ikke kræfter til også at være pårørende. Jeg tænker tit på, at hvis ikke jeg havde været der for at tage med mine forældre til læge, på sygehus, til beboermøder osv., vile det have været personalet på plejehjemmet, der skulle stilleop. Så jeg sparer dem for en hel del arbejde.

Jeg har ikke løsningen. Men jeg håber, at hvis vi råber længe og højt nok, vil nogle politikere måske en dag indse, at de der hårdt prøvede pårørende til demente – ja, de har måske brug for anerkendelse og en kæmpe bamsekrammer.

Jeg synes, vi skal råbe det ud til alt og alle: vores liv er altså ikke skruet således sammen, at der bare – uden konsekvenser – kan blive føjet endnu et lag på et i forvejen presset hverdagsliv. For mit vedkommende læser jeg næsten dagligt, at politikerne vil fastholde os seniorer på arbejdsmarkedet så længe som muligt.

Så duer det bare ikke, at jeg når at gå ned med stress, angst eller depression, fordi jeg både skal holde dampen oppe på arbejdsmarkedet og samtidig skal agere sygehjælper for mine gamle forældre. Det hænger ikke sammen.

Jeg har ikke løsningen. Men jeg håber, at hvis vi råber længe og højt nok, vil nogle politikere måske en dag indse, at de der hårdt prøvede pårørende til demente – ja, de har måske brug for anerkendelse og en kæmpe bamsekrammer.

Jeg har i hvert fald.

Topillustration: https://pxhere.com/en/photo/764428

Kategorier