Tid til tulipanløg – haven uge 41

af

Vi er nået til uge 41 i haveåret. Efteråret er årets travleste tid i haven og også ofte også den smukkeste tid. Der har været høst de seneste uger. Hos mig er det tomater, æbler, valnødder og snart også spisekastanjer, der samles og ordnes. De sidste hortensier plukkes som buketter og bindes til kranse (se hvordan nederst). Der er visne blade, som skal fejes lidt sammen og måske over i komposten. Der er stauder, som skal klippes ned, bindes, sås, deles og plantes. Der er bærbuske, som skal flyttes eller indkøbes og plantes: Solbær, hindbær, stikkelsbær. Og så er det frem for alt nu, venner, at vi skal have forårsløg i jorden!

Hvorfor skal vi det? Hvorfor skal vi lægge løg?

Jamen, som jeg ser det, er der i alt havearbejde egentlig ikke noget, vi som sådan skal.

Vi skal ikke noget. Andet, end at nyde haven og så overlade vores lille stykke land i en bedre forfatning til dem, der kommer efter os. Bedre, end vi selv overtog jorden. Det vil sige, at vi eneste, vi efter min mening virkelig skal i haven, er noget vi skal undlade: Nemlig, at vi skal bruge nul roundup. Vi skal gøre jorden og grundvandet bedre for de næste, ikke værre. Vi kan derudover sagtens lade stå til og rode i hjørnerne og lade væltede træer ligge og flyde og lade være med at stresse over haven. Biodiversiteten og havens fauna vil takke os. Men. Når det er sagt, så er vi altså nået dertil i haveåret, hvor vi skal lægge løg, hvis vi gerne vil have blomster fra løg til foråret.

Og hvem vil ikke det. Man bliver jo simpelthen så glad af blomsterne og løgene! At lægge løg er som at lægge små honningdepoter ud: Noget at glæde sig til. Jeg har i mit arbejde talt med deprimerede havemennesker, mange, som fortæller, at man jo ikke kan tænke alt for sort om vinteren, i de værste vinterdepressioner, når man nu ved, at man skal holde den gående til at se sine forårsløg komme op af jorden.

Ved du hvad, haveven? Alene af den grund så synes jeg, at vi skal lægge løg nu.

Her kommer lige noget vigtigt, før vi fortsætter med tulipanerne

Kan du lide at læse med her? På POV og på min blog? Har du tænkt over hvordan det fungerer, når man ikke rigtig er abonnent og ikke får en betalingsmur op og ikke rigtig bliver udsat for reklamer? Det fungerer sådan, at jeg beder dig, der læser med om at støtte mit videre arbejde via crowdfunding på mobilepay.

Sådan har vi valgt at gøre det på POV.International. Er det pinligt? Underligt? Bestemt ikke. Det er ikke mere mærkeligt, end hvis jeg sælger en bog på et marked – det gør jeg tit – og får en betaling via mobilepay på 21 43 54 63. Så siger jeg også tak for, at nogen har gidet købe mine ord. Jeg ved, at mange af jer ikke har vidst, at det her var sådan det fungerede. Det hører jeg, når jeg taler med jer. Derfor tillader jeg mig, at gøre opmærksom på det. Lidt tydeligere denne gang. Og du skal vide: Jeg bliver simpelthen så glad, når jeg hører lyden af mobilepay, der for mig er lyden af, at I værdsætter mit arbejde som jeres udsendte haveskribent. Der ligger haveklummer fra hele året frit tilgængeligt til jer. Link til alle nederst. Fra uge 1 og frem.

Hvis du er fattig, studerende eller pensionist, så læs med uden at betale! Nyd, at der er et sted, hvor du kan læse med uden betalingsmur, du er velkommen!

Omvendt, hvis du har råd til en pose tulipanløg og et medieforbrug, så må du gerne betale. Du kan sende opbakning og skulderklap på MOBILE PAY: 21 43 54 63.

Tulipaner står så tæt, når de skal plukkes til buketter. Så tæt skal de ikke stå i en almindelig have.

 

Løgene skal have blødt materiale om sig

Jeg er meget fascineret af folk, der lægger mange tusinde løg i deres have. Og af dem, der går så meget op i have, at de tager tulipanløgene op hvert år og passer på dem under tag som små guldæg. Eller dem, som har tegninger med en løgplan over deres have og skifter løg i bedene hele tiden og som har løg stående helt tæt, som man har, der hvor tulipaner ikke skal blive boende i jorden. Men mindre kan måske også gøre det.

Det er virkelig vidunderligt at putte tulipaner i jorden om efteråret for så at sætte sig ind og vente en hel lang vinter på, at der kommer tulipaner og andre løg i haven til foråret. Måske endda nok til at plukke af.

Den mindste lille altan, gårdhave eller terrasse kan rumme en kasse og et par store potter med forårsløg. Alt fra vinkasser og tønder og metalkasser kan bruges til at lægge løg i. Løg lagt i potter blomstrer endda ofte hurtigere end dem, der har været i den kolde jord.

For alle løg gælder det, at man skal lægge dem med rødderne nedad og toppen opad. (Du kan godt finde gamle bøger, hvor der står det modsatte, men ignorer det).

Man skal putte organisk materiale omkring løgene, så de ikke fryser. Tænk på noget blødt – visne blade, halm, hestemøg med halm (ikke for stærkt), bunden fra kaninburet, bunden fra hønsegården eller fin, dyr tulipanposejord.

Og så skal de have næring i form af god jord eller jord tilsat lidt gødning. Man kan få noget særlig fint pulver, som er gødning til løg (fås på planteskoler). Men du kan også have en bunke jord med hønsemøg, hestepærer eller kompost tilsat, så ved du, der er næring i.

Der har været mange haveår, hvor jeg på grund af min dårlige ryg ikke har fået lagt alle de løg, jeg gerne ville lægge. Det har givet mig en god vane. De sidste løg lægger jeg i drivhuset, der hvor tomaterne alligevel er færdige. De kommer meget før alle andre tulipaner og så kan man sidde ude i drivhuset og juble lidt over det.

Tulipaner som de sås i drivhuset her i 2017. De var lagt løst ned i tomatjorden.

Tulipaner i mit gamle drivhus.

Da mine børn var mindre, var det en fast tradition, at vi lagde løg i efterårsferien. Vi tog ikke kartofler op, som børn gjorde i kartoffelferien i gamle dage, men vi lagde løg, lavede kastanjedyr og samlede visne blade.

Forberedelsen til at få lagt løg er at få købt løg. Se links nederst på siden. Jeg ved ikke med dig, men lige meget hvor meget, jeg forsøger at styre mig, så køber jeg altid mange løg – fordi jeg altid drømmer om mange forårsblomster.

Forleden. Da jeg bare lige skulle have en lille smule løg på planteskolen. Og blev fristet.

Nu hvor jeg bor i en have, som jeg har tænkt mig at beholde altid, så må det ende med, at her er helt fyldt med forårsløg engang. Når jeg har gentaget mit efterårsritual tilpas mange gange og forudsat, at løgene får lov til at blive i jorden. Det foregår sådan her: Jeg kører i plantecenter. Jeg siger til mig selv: Jeg skal kun have et par poser af de mest nødvendige forårsløg og et par krydderurter, der kan klare vinteren. Klip til at jeg igen fylder bagagerummet fuldkommen op. Jeg kan ikke styre mig. Og det gør heller ikke noget. For der er intet forbrug, der giver mere mening for mig end at købe planter og blomster.

Bilen. Da jeg bare lige skulle have et par løg…

Hjemme i haven går arbejdet i gang. Jeg graver store huller til store partier af løg nogle steder. Sidste år fik jeg hjælp af min fantastiske nabo, Carsten, der er kloakmester og sommetider kan tage sådan en gravemaskine med hjem, som han sidder ovenpå. Så bliver der gravet igennem! Sidste år havde jeg igen alt for mange løg, der skulle i jorden, fordi – og her kommer et godt tip – jeg havde fået lov til at købe alle resterne af Nettos løg for 100 kroner samlet. Etiketterne var grimme, men løgene fejlede ikke noget.

Sådan kom rosenbedet til at se ud. I april. Carsten havde gravet med gravemaskine, så der var plads til de mange løg. Haven bærer stadig præg af at være nyanlagt og på vej…

Hvis jeg skal anbefale bare en ting, du skal foretage dig i haven i oktober, så er det at lægge løg. Og tænke på, hvor skønt det bliver til foråret med alle de blomster.

Sådan gør du – mine bedste tips om forårsløg

Jeg har fået en del spørgsmål om løg på min Facebookside – og har skrevet denne liste, så der er svar på alle spørgsmålene.

Læg blomsterløg nu og frem til slutningen af november.

Blomsterløg skal være faste og store, dem, man køber som løg, bliver altid bedre end dem, man lægger i haven, efter at man har klippet dem af en buket fra blomsterhandleren.

En løglægger er et unødvendigt redskab. Du kan bruge en håndskovl eller en spade.

Læg løgene, så toppen er opad og rødderne nedad. 

Sætter du rigtig mange løg, så grav store, brede huller med spaden (eller hjælp fra en gravko!) og smid mange løg i et hul med cirka 5-10 cm’s afstand mellem løgene (det må man ikke ifølge bøgerne, men det virker, jeg har prøvet mange gange, på grund af min dumme ryg).

Husk rækkefølgen. Ikke kun lægge løg, der blomstrer en uge i maj.

Krokus i haven

Plant forårsløg med forskudt blomstringstidspunkt. Vintergækker og erantis er de første forårsblomster. Afhængigt af vejret kan de springe ud allerede i februar måned. Derefter kommer botaniske krokus, almindelige krokus, botaniske narcisser, dorothealiljer, botaniske tulipaner, tidlige tulipaner, påskeliljer, halvtidlige tulipaner, sene tulipaner, pinseliljer og til sidst allium eller prydløg, det er dem med runde hoveder.

Glem heller ikke: Vibeæg, kejserkrone, perlehyacinter, gul og blå iris, gul og blå snepryd (stjerne), schilla (russisk og spansk), nøgen jomfru = høsttidløs (uden blade), efterårskrokus (med blade, oktober) og så videre.

 Vælg de solrige steder i haven. Hvis du har en stor have, kan du have større partier af løgplanter. Det er så flot.

Hvis du har en lille have, som jeg har haft det meste af mit haveliv, så tænk på løg i potter og kasser.

Når du lægger løg i krukker, så sørg for at der er luft og dræn. Det gøres ved, at have potteskår, småsten og let materiale i bunden. Brug hjemmelavet kompost, lidt gratis hestemøg eller indkøbt let muldjord (løgjord) til løgplanter i krukkerne.

Løg lægges i tre gange løgets dybde. Altså ret dybt.

Krukkerne skal ikke vandes i løbet af vinteren. De er bare i dvale. Når foråret kommer, skal krukkerne stå på solrige steder og der kan vandes på dage med plusgrader. Så vil løgplanterne røre på sig.

Husk, krukkerne med løg skal også stå så de får en solstråle i det tidlige forår.

I krukker kan man have sine blomsterløg meget tættere end man kan i haven, i de bede, hvor man har tænkt sig at løgene skal blive liggende.

Jeg kan godt lide at have tulipaner og påskeliljer ude i siderne og ikke inde i græsset. Men det er en gammel vane, fordi jeg har haft fodbolddrenge i mange år, nu er de store teenagere. Og jeg tænker, at det kan være flot at lægge løg i dele af plænen. De kan køres over med græsslåmaskine, når de er blevet helt trætte i bladene.

Tulipaner, der næsten smiler til os om foråret.

Læg løg i rosenbede og de staudebede, der er kedelige i det tidlige forår. Roser kommer jo meget sent, så det ser trist ud længe, hvis der ikke er løg.

Løgblomster tiltrækker bier og insekter på et tidspunkt, hvor der ikke er meget andet i haven. Endnu en god grund til at købe rigtig mange løg til blomster.

Hvis du har et sted i haven med træer – eksempelvis nødder – som springer ud sent, så kan du have løgplanter ”i bunden”. Tænk i det hele taget over, at løg får masser af lys, i al tiden frem til maj, hvor træerne springer ud.

Bland gerne mange forskellige slags gule og hvide påske- og pinseliljer i et bed. Det er så fint og godt at have pynt til påskebordet.

Kig godt på tulipanløgene, når du køber dem. De store saftige løg giver store flotte blomster og er sunde.

Bland farver og højder på de tulipaner, der kommer i haven til foråret. Igen: Sørg for både tidlige og sene tulipaner.

Læg altid tørt organisk materiale som fx blade, halm eller græsafklip ned sammen med løgene som en vinterdyne. Bruger du græsafklip, må det ikke være hvidligt eller vådt og svampeagtigt.

Løg gror også fint i potter og kasser. De kan tages op og gemmes (efter blomstring), hvis man vil bruge krukken til noget andet om sommeren (løg gemmes tørt i lag i trækasse eller på bedstemormåden: I nylonstrømper i garagen).

Et gammelt råd lyder: Sæt aldrig løg ved roser, da løgene skal tages op efter nogle år, og man derved kan skade roserne. Men helt ærligt. Man kan også bare lade være med at tage løgene op!

Tulipaner i min have 2017.

Udnyt tomme rækker i køkkenhaven til tulipaner. Sæt tulipaner der, hvor du har tænkt dig at så, når tulipaner er afblomstrede.

Sæt trådnet foran de mest udsatte tulipanbede. Det holder børn, fodbolde og høns væk fra de skrøbelige tulipaner om foråret.

Tulipanløgene kan blandes eller sættes i farveorden efter temperament. Men læs på pakkerne med løg, sådan at de kan afløse hinanden i blomstring og står til hinanden i højde og drøjde.

Husk, når den tid kommer, at klippe hovederne af tulipanerne, når de er afblomstret, men lad al grøn vækst visne væk af sig selv. Det er løgenes ”madpakke”.

Tulipaner – tidlige og sene…

Ugens havebog

Anna Pavord har skrevet den bedste bog om tulipaner, der nogensinde er skrevet. Tror jeg. Det er en stor tung klassiker. Anna Pavord er haveredaktør på The Independent og medredaktør på mit yndlingsblad om haven ”Gardens Illustrated”. Hun har skrevet tulipanløgenes og tulipanblomsternes historie og den er ikke kedelig – der er mennesker, som har sat deres familieformuer over styr på grund af tulipanløg, som engang var deres vægt værd i guld.

CITAT: – Som i enhver anden kærlighedsaffære vil man efter den indledende coup de foudre vide mere om genstanden for sin passion. Tulipanen skuffer ikke. Dens baggrundshistorie rummer flere mysterier, dramaer, dilemmaer, katastrofer og triumfer end nogen forblændet aficionado med rimelighed kunne forvente. Anna Pavord.

TULIPANADRESSER

www.havenyt.dk – den bedste brevkasse

www.albertines.dk (det var før www.asger-f.dk – hvor man kunne få store partier)

www.haveselskabet.dk – tulipantips

www.gavnoe.dk – slot på Sydsjælland med flotte tulipanplæner

www.lundhede.dk – gamle sorter

www.plantetorvet.dk – marked og tips til haven

www.isabellasmith.com – meget flotte farver

www.weibulls.com – svensk hjemmeside med hårdføre løg i gode farver

www.plantorama.com – her har jeg købt tulipaner i år, der var et overraskende stort og friskt udvalg

www.bilka.dk – gå efter Claus Dalbys legendariske løg.

www.fluwel.dk – mange løg, store sendinger.

www.fuglebjerggaard.dk – der er så mange fine aktiviteter her op til efterårsferien, eksempelvis gratis frøworkshop med børn og tilbud på de flotteste tulipanløg (som jeg har købt mange af gennem tiden).

OBS! Hvis jeg har glemt en indlysende adresse, så send den endelig, så kan jeg tilføje. Det er jo fordelen ved en digital/online tekst.

Og som altid en lille ting efter rulleteksterne

Bind en hortensiakrans. Af de sidste hortensier. Bland gerne farverne på blomsterne og hav længde på stilkene. Tag alle blade af. Læg blomsterne en efter en efter hinanden og bind med grønt naturgarn eller grøn ståltråd. Hvis man vil holde liv i kransen, kan man binde kransen oven på en krans af oasis, der kan vandes (købes i supermarkeder og hos blomsterhandlere). Eller man kan binde den oven på rester af gamle kranse eller oven på en billig grankrans. Man kan også ’flette frit’, som man gør, når man om sommeren binder en mælkebøttekrans. Og man kan bare lægge et lille fint lag af hortensiablomster ovenpå en metalwire, som her, og binde det sammen.

*****

Fotokreditering: Alle billeder her er taget af mig og må ikke hapses uden tilladelse.

Mine blogindlæg læses på www.pov.international.

Foredrag kan bookes direkte af mig – kontaktinfo her: www.signewenneberg.dk

Her er link til alle tidligere ugentlige haveklummer – fra uge 1 og frem til nu. http://pov.international/author/signewenneberg/ Værsgo!

OBS OBS… Hvis du læser sidste uges klumme, så får du en masse tips, som ikke handler om tulipaner.

Følg med på Instagram, hvor jeg gør mig umage for at formidle årstidens blomster, haver og natur. www.instagram.com/signewenneberg

 

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Signe Wenneberg

Støt skribententens arbejde på 21 43 54 63.
Signe Wenneberg er medstifter af POV. Skriver især i kategorierne "Grønt", "Liv" og "Kultur & Medier". Er uddannet retoriker og lever af at være foredragsholder og ordstyrer. Har skrevet en del bøger. Se bogliste og kontaktinfo på www.signewenneberg.dk. Se det daglige grønne feed på www.instagram.com/signewenneberg
Husk at intet medieforbrug er gratis. Her på POV lønnes skribenterne direkte af jer læsere via crowdfunding. Hvis alle (der kan) betaler en lille smule - 20 kr, 50 kr, 100 kr - så kan alle slippe for betalingsmure, telefonsælgere, pop-up-reklamer. Tak på forhånd for donationer til flere grønne tekster her på POV. Signes Mobilepay er 21 43 54 63 - mange tak på forhånd!

Seneste indlæg fra

Gå til Top