Da jeg boede i London, var der ikke noget, jeg elskede mere end at gå ud og opdage nye spisesteder. Men ak, nu hvor jeg er flyttet fra byen, er jeg som en lille honningbi, der vender tilbage til de samme blomstermarker, når jeg er tilbage i byen.
Det er ren nostalgi og Londonlængsel, når jeg på et besøg forsøger at få klemt så mange besøg som muligt ind på mine gamle favoritsteder.
Mindst én gang er jeg nødt til at spise morgenmad på LEON, der blandt andet har en filial på Ludgate Circus, hvor jeg skrev en pæn del af min første roman, Pigerne fra Englandsbåden.
Jeg elsker simpelthen deres små bægre med et pocheret æg med grove lyserøde trevler af ham hock og en lille diskret ostetrøffelsauce.
Anglo-indisk breakfast
Et andet sted jeg næsten altid besøger er den indiske kæde Dishoom, der efter min mening laver det bedste indiske mad i verden. Ja, intet mindre.
Dishooms restaurant i Covent Garden er et sted, der har særlig betydning og mange minder for mig. Jeg har stået utallige gange i køen udenfor og varmet mig med hænderne om deres fortrinlige chai samme med veninder, venner og kolleger.
Det var også på dette sted, at jeg havde et møde, som på mange måder kom til at ændre mit liv
Der er nemlig næsten altid kø, for man kan ikke bestille bord. Og det er værd at stå i kø for at blive lukket ind – og for derefter at sætte tænderne i husets dahl lavet på sorte linser, deres Chicken Ruby Curry og den lille salat bhel med puffed rice og granatæblekerner. For slet ikke at tale om stedets frisklavede roti-brød og mangolassier, der er drysset med et armygrønt lag af fennikelfrø.
Men det var også på dette sted, at jeg havde et møde, som på mange måder kom til at ændre mit liv.
For to mennesker fra det forlag jeg udgiver mine bøger på, fløj nemlig til London og inviterede mig ud til middag lige præcis her for at fortælle mig over chaihitos (tænk Mojito men med chai-essens) at de troede på Nora Sand og kunne se et forfatterskab for sig, der rakte ud over en enkelt bog.
Jeg har holdt fødselsdage her, talt om russisk politik, flirtet, delt og trøstet hjertsorger og altså fået min fremtid ordnet på den her restaurant, så den har en særlig plads i mit univers.
Under mit nyeste besøg havde jeg ikke tid til at stå i kø, så jeg valgte at spise min morgenmad stående på min sidste dag i London.
Jeg har forgæves ledt efter en Dishoom-kogebog. Den findes desværre ikke endnu, men når den gør, så står jeg i kø ved den nærmeste boghandler. Jeg har simpelthen aldrig fået mad på den restaurant som jeg ikke elsker
Jeg fik et chapati-brød smurt med chilimarmelade og lidt smøreost inden det var blevet rullet om et spejlæg med æg så frisk, at blommen var solgul; hertil en prisvindende britisk pølse lavet på økologisk svin og krydret igennem med peber.
Som tilbehør fik jeg baked beans, men ikke den britiske version. De var tilsmagt med masala-krydderier, der løftede den lidt specielle britiske ret til nye højder. Den morgen var jeg ikke i humør til chai, så jeg fik et stort krus kaffe med mælk. Det er den bedste morgenmad jeg har fået længe.
Jeg har forgæves ledt efter en Dishoom-kogebog. Den findes desværre ikke endnu, men når den gør, så står jeg i kø ved den nærmeste boghandler. Jeg har simpelthen aldrig fået mad på den restaurant som jeg ikke elsker.
Fra mortadella til mozarella
På samme måde har jeg det med restauranten ved Petersham Nurseries i Richmond. Det er en plet af paradis her på jord i form af en restaurant etableret i et gigantisk drivhus.
Møblerne af indiske og umage, gulvet er jord og tjenerne går rundt i gummistøvler. Men maden er så fabelagtig, at jeg vender tilbage til det sted igen og igen.
Det er selve oplevelsen af at gå hen over engen i Richmond og langs floden, mens tænderne løber i vand. At dreje ind på planteskolen og vandre igennem en skov af antikke og dekorativt rustne havemøbler, der ser ud som om de er hentet i Provence.
Om vinteren er der julepynt i butikken og mandrin-sorbet på menuen. Om sommeren er der Dahliaer (som den tilhørende planteskole specialiserer sig i). Og maden er altid udsøgt.
Men det er ikke altid at tiden og pengene tillader et besøg på den restaurant, der har fået en Michelin-stjerne selvom der ikke er en eneste hvid dug i sigte på hele restauranten.
Stor var derfor min glæde, da jeg så at Petersham havde åbnet en deli i Covent Garden. Som at være der selv uden at bruge en dag og flere hundrede kroner på et måltid, ræsonnerede jeg.
Desværre nej. Det var bare… en deli. Med fine sandwiches, bevares. Og salat i plasticbøtter og alt for dyr olivenolie.
Jeg bestilte en sandwich med mortadella og modtog en ganske fin sandwich med mozarella. Den var egentlig så god, at jeg ikke gad klage. Men alligevel.
Jeg elsker den by på godt og ondt. Der er ingen der helt kan kopiere det mirakel, der er London
Det var bare ikke helt den ægte vare. Jeg manglede den der tilfældige skønhed som den oprindelige Petersham Nurseries har ude i Richmond.
Og så kom jeg i tanker om første gang jeg besøgte stedet og interviewede den daværende kok Skye Glyngell.
Hun var lidt forsinket til interviewet, fordi hun havde været sammen med en gruppe besøgende forretningsmænd fra Californien, der havde været på besøg med henblik på at kopiere hvad de kaldte ”konceptet”. Til det formål havde de gennemfotograferet planteskole, cafe, butik og restaurant.
”Kan man virkelig det?”, spurgte jeg.
Skye slog ud med hånden.
”Lad dem bare prøve. Det vil alligevel ikke lykkes. Det her sted er helt unikt”.
Hun havde så evigt ret.
Og sådan har jeg det også med London. Den er i konstant forandring og alligevel den samme. Og jeg elsker den by på godt og ondt.
Der er ingen der helt kan kopiere det mirakel, der er London.
Topillustration og indsatte fotos: Lone Theils
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her