mm

Lone Theils

Forfatter, journalist, gastronørd. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1996 og har tilbragt 16 år af karrieren som London-korrespondent for Berlingske Tidende og senere Politiken. Har desuden arbejdet for Danmarks Radio, TV2, Radio 24Syv og en række magasiner og blade. Underviser på bl.a. DJMX og kursusleder på DjE. Debuterede som forfatter i 2015 med Pigerne fra Englandsbåden, der er solgt til oversættelse i 16 lande. Forfatter til biografen Globetrotter sammen med Jens Bjerre, der også udkom i 2015. Andet bind i serien om Nora Sand "Den blå digters kone" udkom i juli 2016. I 2017 kom radiokrimiromanen 87 Sekunder i samarbejde med DRs P1. Samme år blev Lone Theils nomineret til Martha-prisen som danskernes yndlingsforfatter. Tredje bog i Nora Sand-serien Heksedrengen udkommer i februar 2018. Har desuden bidraget til rejsebøger om London og Dublin i serien Vide Verden. Kickbokser og uforfærdet amatørkok.

Se alle skribentens artikler

Theils Cantina: Hvad jeg spiser ude og hjemme

MAD – OG REJSEBREV – I denne uge er Theils Cantina rykket til Firenze. Lone Theils elsker byen, hvor den italienske renæssance blev født og hvor kunst og skønhed løber gennem stort set hver eneste gade med samme selvfølgelighed, som man trækker vejret. De store kupler, der strækker sig op mod himlen med de bløde bakker og cyprestræernes spyd i baggrunden. Følg med rundt i hendes version af den sagnomspundne kulturby.

FIRENZE -Jeg elsker denne by. Her er kirkerne, reliefferne og den fuldstændig skamløse brug af guld, udskæringer, marmor og krystallysekroner, som på en eller anden måde aldrig rigtig bliver kvalmende, fordi det her er Firenze og byen kan bære det.

I eftermiddag mens jeg gik over en af floden Arnos broer, kom en smuk italiensk herre gående imod mig. Han var gråhåret og vel på den pæne side af 70 med sølvgråt hår, en veltrimmet moustache og naturligvis en ung smuk kvinde ved armen.

Det er i sig selv ikke noget særsyn i Italien. Dét, der fik min opmærksomhed var, at han simpelthen havde en fuldstændig græsgrøn overfrakke på af et godt snit.

Jeg mener lysende Kermit-grøn, der pådrog sig opmærksomhed som den allerførste grønne spire fra en vintergæk kan gøre det i et jordsort havebed.
På mænd af stort set enhver nationalitet, jeg kan komme i tanker om, havde den jakke set latterlig ud. Men han bar den med værdighed og bravour.

Mens jeg senere sad og spiste frokost med min rejseledsager, kom en italiensk familie forbi med oldemor i kørestol. Hvis fru Fernando Møghe havde været italiensk og levet i 2018, havde hun set præcis sådan ud.

Hun sad strunk i kørestolen som en galionsfigur, som ledte den uvigtige familie, der ligesom befandt sig i hendes kølvand på rette vej. Hendes sorte handsker var besat med et virvar af uægte blinkende perler og en mobil var fast trykket mod det ene øre, mens hun med fast stemme udstødte ordrer til, hvad jeg forestillede mig måtte være en sagfører.

Jeg elsker italiensk mad. Af alle store verdenskøkkener, indrømmet, jeg kan se noget smukt i de fleste, så er det italienske på mange måder det, der står mit hjerte nærmest

Min krimiforfatterhjerne bestemte, at hun helt sikkert var i færd med at ændre testamentet for 37. gang og at arvediademet nu skulle gå til Luigi, fordi Francesca simpelthen ikke havde levet op til forventningerne.

Jeg glemte næsten helt at spise mine cappelletti. Men også kun næsten.

Den italienske turistmad 
For jeg elsker italiensk mad. Af alle store verdenskøkkener, og indrømmet, jeg kan se noget smukt i de fleste, så er det italienske på mange måder det, der står mit hjerte nærmest.

Det er ikke bare dét, at den allerførste ret jeg skrev ind i min notesbog med opskrifter var lasagne. Det handler mere om, at jeg elsker den filosofi, der ligger i det italienske køkken: Tag gode råvarer. Don’t fuck them up. Så enkelt kan det egentlig siges.

På en italiensk tallerken kan man som en regel se præcis, hvilke råvarer, der er brugt til denne ret, og de har for det meste af kokken kun lige fået den nødvendige hjælp til at vise sig fra deres bedste side.

Mens andre køkkener (ingen nævnt ingen glemt) pisker, blender, mousserer, hælder skum og fermenterer i en uendelighed, så man næsten ikke kan gætte, hvad man spiser, før man har sunket det, så tror italienerne for det meste på det enkle.

Og det passer godt til mit temperament.

Trods det, kan det være lidt af en udfordring at spise godt i Firenze, og det hænger selvfølgelig sammen med, at Firenze er sådan et turistmål, at selv her i januar kan man høre amerikansk og kinesisk for hver 10 meter, man går.

Her er selvfølgelig alle de frygtelige turistting, man aldrig ville røre med en ildtang eller en grillhandske: Farvet pasta formet som tissemænd og Limoncello hældt på glasflasker formet som dødningehoveder

Det gør noget ved en by og dens gastronomiske ambitioner, at der kommer så mange turister. For det er dem, man skal leve af, og det kan ende med, at der sættes ting på menuen, som i højere grad lever op til turisternes forestilling om, hvad der er italiensk mad, end det egentlig er mad fra det toscanske køkken, der sætter dagsordenen.

Min tommelfingerregel (udover almen research om gode steder) er at sætte mig ind i, hvad  der er lokale gode retter. Og det toscanske køkken er solidt. Det er bønnesuppe, florentinsk bøf (en moppedreng på et kilo til deling mellem to mennesker) ragout med vildsvinekød og enkle ting som spaghetti med trøffelsmør.

I går aftes var vi trætte og sultne og endte desværre på en restaurant, der var lidt træls på den gastronomiske front.

Jeg havde bestilt kødsauce med vildsvin, men da retten kom i en stor hvid tallerken, der så ud som om den var fundet i et baglokale fra en cafe, der lukkede i 1982 til tonerne af Eros Ramazotti, var min fettuccine  halvkold og klistret sammen. Og saucen var bare middelmådig.

Der er nærmest ikke noget mere foruroligende end en italiensk restaurant, der ikke kan finde ud af at koge pasta. Jeg mener… Det er ikke svært.

Det var af den slags måltider, man ikke engang gider lave en scene over: For godt til at sende tilbage og for dårligt til at nogensinde vende tilbage. Men der var heldigvis rigelig med rødvin og på vej hjem fik vi gelato med tiramisu-smag og på den måde kan man jo genvinde troen på det meste.

På marked, Mercado Central, i Firenze. Eget foto.

Juvelerne på markedet
Her til formiddag har jeg besøgt et af mine yndlingssteder i Firenze. Og nej, det er ikke et kunstmuseum eller en kirke. Det er selvfølgelig det store Mercado Central, der bugner af smukke fødevarer og giver en fornemmelsen af, at man befinder sig i den berømte italienske digter Dante Alighieris mere kedelige bog Paradiso, der handler om himlen.

Her er selvfølgelig alle de frygtelige turistting, man aldrig ville røre med en ildtang eller en grillhandske: Farvet pasta formet som tissemænd og Limoncello hældt på glasflasker formet som dødningehoveder.

Ligesom de fleste mennesker falder jeg nemt i fælden med at købe de samme råvarer ind igen og igen. Og når jeg rejser, samler jeg nu inspiration og tvinger mig selv til at overveje nye smagskombinationer og oplevelser.

Men hvis man styrer uden om det, så er der smukke fødevarer, som man kan se på og længes efter. Jeg faldt i svime over en skinnende skål med Mostarda di frutta.

Det er en særlig blanding af frugt og sennep, der bruges som en slags pickles eller chutney. De lå og lignede juveler fra Tusind og En Nat. Og jeg stod i et stykke tid og så et ældre par, der metodisk rensede og klargjorde artiskokker. Jeg så på grøntsager – og selvfølgelig røg der også noget til spisekammeret med hjem i tasken.

Hos Stefano, der har specialiseret sig i både tørrede og friske svampe, købte jeg en pose tørrede Karl Johan-svampe, der skal bruges til en svamperisotto snart, og så købte jeg en lille bitte håndfuld morelsvampe.

Ikke flere, for de var hvinende dyre, 50 euro (370 kr.) for 100 gram. Dem har jeg ikke helt fundet ud af, hvad jeg vil bruge til endnu. Det er helt okay. Bare at vide, at de findes i mit vinterforråd giver en god fornemmelse.

Det handler nok i virkeligheden om, at jeg ligesom de fleste mennesker nemt falder i fælden med at købe de samme råvarer ind igen og igen. Og når jeg rejser, samler jeg nu inspiration og tvinger mig selv til at overveje nye smagskombinationer og oplevelser.

Jeg har allerede aftalt med min rejsekammerat, at vi skal på markedet på morgenen og købe letfordærvelige varer til kufferten. Jeg skal have parmesanost, artiskokker, måske squashblomster, og salami med fennikelfrø.

Jeg leder stadig også efter den enebærbalsamico jeg købte her for mange år siden og for længst har brugt. Jeg kan stadig huske den helt unikke smag, der især smagte fantastisk på ovnristede rødbeder.

Og så fik jeg cappelletti til frokost. Små pastahatte fyldt med ricotta og spinat, vendt i lidt smør og med en smule salvie.

Det var helt enkelt og italiensk, og det smagte ganske udmærket, opdagede jeg da Signora Møghe var trillet forbi med sit følge.

Jeg elsker Firenze.

Fotos: Lone Theils

mm
Lone Theils

Forfatter, journalist, gastronørd. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1996 og har tilbragt 16 år af karrieren som London-korrespondent for Berlingske Tidende og senere Politiken. Har desuden arbejdet for Danmarks Radio, TV2, Radio 24Syv og en række magasiner og blade. Underviser på bl.a. DJMX og kursusleder på DjE.
Debuterede som forfatter i 2015 med Pigerne fra Englandsbåden, der er solgt til oversættelse i 16 lande. Forfatter til biografen Globetrotter sammen med Jens Bjerre, der også udkom i 2015. Andet bind i serien om Nora Sand "Den blå digters kone" udkom i juli 2016. I 2017 kom radiokrimiromanen 87 Sekunder i samarbejde med DRs P1. Samme år blev Lone Theils nomineret til Martha-prisen som danskernes yndlingsforfatter. Tredje bog i Nora Sand-serien Heksedrengen udkommer i februar 2018.
Har desuden bidraget til rejsebøger om London og Dublin i serien Vide Verden. Kickbokser og uforfærdet amatørkok.

Kategorier