Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle være veninde med en pakistansk kassedame på den erfarne side af tres. Men jeg blev ikke spurgt. Hun havde besluttet sig, og sådan blev det. Hun arbejdede ved en af de tre kasser i den lokale Sainsbury’s, hvor jeg boede i det nordvestlige London, og næsten kom forbi hver dag. Enten for at købe aviser eller en pint mælk eller hvad det nu er man lige står og mangler. Lone Theils fortæller om kassedamer, mangoer og kogt kød.
Først begyndte hun at kommentere hvor mange aviser, jeg købte. Ingen andre kunder smed tre-fire aviser på kassebåndet hver morgen. Jeg fortalte, at jeg var journalist.
Så begyndte hun at holde lidt øje med mig. Hvornår jeg kom og gik.
Hvis jeg kom om aftenen fra kickboxing med handskerne stikkende ud af tasken, måtte jeg lige forklare mig. Hvis jeg kom fra svømning med vådt hår, gik hun i gang med at planlægge, at jeg skulle lære hende at svømme en dag.
Og inden jeg vidste af det, fik jeg at høre for hvis jeg ikke stod ved hendes kasse.
”Du var her i går. Jeg så dig godt”, sagde hun med rimpemund. Som om jeg personligt havde valgt hende fra, bare fordi en af hendes kollegers kø var kortere.
Det lyder måske lidt for intenst, men det var jo kun et par minutters samtale nogen gange om ugen, så det var egentlig bare som at have en nysgerrig tante man lige så hver dag.
Forskellen på dem og de mangoer, der sædvanligvis er alment tilgængelige i Europa er nogenlunde som forskellen på at køre på en udboret Puch Maxi og i en Rolls Royce med chauffør. Tro mig, jeg har prøvet begge dele
Jeg lærte hende godt at kende i løbet af de år jeg boede i Golders Green.
Det begyndte med de små betroelser. Hun havde ondt i fingrene på kolde dage, for sin gigt. Og jeg kunne med ét blik på hendes ansigt se, når det var ramadan uden at konsultere en kalender.
Hun var af den hårde skole, hvor man ikke engang må drikke vand mellem solopgang og solnedgang og på de dage lignede hun et menneske, der havde gået kilometer i ørkenen uden vådt eller tørt. Men de store betroelser kunne også melde sig, når jeg stod der og pakkede mine aviser ned i posen med et par bagels og seks æg.
Den dag hun fortalte mig, at det var 14 årsdagen for sin mands død og sad med tårer i øjnene, kunne jeg næsten ikke bære at gå fra hende som hun sad der og skannede varer ind. Jeg hørte om hendes søn, som hun var meget stolt af. Lige indtil den dag, hvor han skamfuldt kom hjem med en kvinde, der var ældre end han.
”Jamen hvor meget ældre da?”, spurgte jeg uskyldigt.
”To år!!!”; hvislede hun af indestængt indignation.
Min kassedameveninde begyndte til sidst at se mig så meget som familie, at hun endda måtte sige fra overfor nogen af mine indkøb. Jeg har nemlig en svaghed for mango. Men de træagtige, hårde frugter, jeg stod og ville betale gode penge for, var en fejl, måtte jeg forstå. Hun rystede teatralsk på hovedet.
”Du skal ikke købe mango her. De er alt for dårlige og alt for dyre”, sagde hun og forklarede, at jeg i stedet skulle tage ned til den indiske grønthandler på Cricklewood Lane og købe Alfonso-mangoer i kassevis.
”Men kun i sæsonen. Jeg skal nok sige til dig, når det er sæson”, lovede hun.
Og hun holdt sit løfte, og jeg fandt ud af, at der er noget der hedder Alfonso-mangoer.
Frugtkødet er perfekt som det første kys, og hvis jeg kun måtte spise én frugt resten af mit liv, ville det være den
Forskellen på dem og de mangoer, der sædvanligvis er alment tilgængelige i Europa er nogenlunde som forskellen på at køre på en udboret Puch Maxi og i en Rolls Royce med chauffør. Tro mig, jeg har prøvet begge dele.
Som det første kys
Alfonso-mangoer skal man bare tage, hvor man finder dem. Den orange smag af sollys, der lægger sig på tungen som gylden silke behøver ikke andet. Måske lige et par strint af en grøn limefrugt for at sætte deres glatte sødme i sammenhæng, men i virkeligheden har Alfonso-mangoer ikke brug for hjælp til noget som helst. Frugtkødet er perfekt som det første kys, og hvis jeg kun måtte spise én frugt resten af mit liv, ville det være den.
Det var ikke Alfonso-mangoer, der lå i min frugtskål, men ikke desto mindre mindede de mig om min pakistanske kassedame. Og til hendes ære var jeg nødt til at lave mango-lassi i den her uge. Det er den perfekte måde at bruge mangoer, der er lige på kanten til at være overmodne.
Jeg knuste et par grønne kardemommefrø og tog skallerne fra. Så skar jeg kødet fra frugterne, lagde det i skålen med kardemomme og en halv håndfuld friske mynteblade. Efter det hældte jeg yoghurt naturel i skålen og lod stavblenderen gøre resten af arbejdet.
Så hældte jeg det i mit fine blå glas og serverede sammen med en kyllingecurry.
Senere på ugen opdagede jeg, at jeg åbenbart ikke helt var færdig med karry. Jeg har et meget ambivalent forhold til den danske ret boller i karry. Egentlig hader jeg det, og går som jeg har lært af min far i en lang bue uden om kogt hakket kød, sådan lidt ligesom Lærer Andersen i Matador der ikke tolererer kødrand. Det var den slags vi til min mor, søster og brors store glæde altid fik, når min far ikke var hjemme til aftensmad. Jeg stod det bare igennem.
Jeg underkrydrede lidt bevidst ud fra devisen om, at man kan altid putte flere krydderier i, mens det er sværere at tage dem op igen
Og så alligevel sker det omkring én eneste gang om året, at jeg må have den her ret. Når jeg først får tanken, giver den ikke slip igen før jeg sætter gaflen i en kødbolle dækket i karrysauce. Jeg har ingen logisk forklaring på, at det er sådan fat, men jeg må lystre, når det kommer.
Jeg fik det da ned som barn, men det er ikke min mors version, jeg sætter på bordet, når jeg en sjælden gang går om bord i den her ret, der vistnok er opfundet omkring 1935 med henblik på at finde en kreativ anvendelse for svinekød.
Jeg læner mig mere op af en Camilla Plum-agtig version, hvor den store verden er inviteret ind på tallerkenen. Man kan finde opskriften på nettet, men kort fortalt er kødbollerne af lammekød med krydderier og mynte, og saucen er lavet på kokosmælk, æbler og drysses med korender (i mit tilfælde rosiner) i sidste øjeblik.
En fræk blanding
Da jeg alligevel var i Torvehallerne, gik jeg forbi krydderiboden der for at købe tørret mynte, og der gik ikke længe før jeg kom i snak med den meget vidende indehaver om karry.
Han fik mig lykkeligvis overbevist om at droppe den traditionelle og måske også lidt kedelige gurkemeje-drevne karry, vi kender til bevidstløshed, og prøve en lidt fræk blanding, der hedder Sambhar.
Den udmærker sig især ved at have asafoetida i sig. Det er en pulveriseret rod, der går under det lidt sjove danske navn Dyvelsdræk, og blandt andet forstærker andre smage og selv har en lidt løgagtig duft.
I det indiske køkken, hvor den er helt almindelig, mener man også den virker gavnligt på fordøjelsen. Jeg underkrydrede lidt bevidst og puttede bare tre teskefulde i min sauce i stedet for de foreskrevne fem. Ud fra devisen om, at man kan altid putte flere krydderier i, mens det er sværere at tage dem op igen. Det viste sig at være perfekt.
Det var selvfølgelig lidt bøvlet at få det hele til at gå op i en højere enhed på de to miserable kogeplader, der lige nu er mit køkken. Men heldigvis var der en kæmpe portion, så jeg kan få til frokost i morgen, og der er endda til fryseren.
Og den gode nyhed er selvfølgelig, at nu skal jeg slet ikke lave boller i karry i et helt år.
Foto: Privat
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her