Theils Cantina: Hvad jeg spiser hjemme og ude

af

I det meste af min ungdom havde jeg nogenlunde den samme respons, når min mor begyndte at tale om have: Jeg rullede med øjnene og tænkte på, hvornår den uendelige snak om blah blah klematis blah blah lægning af efterårsløg blah blah hortensia mon holdt op. Det var så helt ufattelig kedeligt. Men den dag, jeg fyldte 35, ændredes alt med et trylleslag.

Pludselig var jeg levende interesseret i alt, hvad der var i haven. Det hang nok allermest sammen med, at jeg selv havde fået en i form af en stor sommerhushave, og at det lige pludselig gav mening at tage med min mor på planteskole og bruge løs af hendes store erfaring.

Nu er det en tradition, at jeg skal på en havevandring, når jeg besøger mine forældre. Det er sådan en hyggelig lille skik, hvor jeg lige kommenterer min mors blåregn, der vist står særligt godt i år, beser vindruerne i drivhuset og slår hænderne sammen i beundring over, hvor stort det valnøddetræ, der er dyrket fra en enkelt valnød fundet ved Rhinen et efterår nu er blevet.

Og så er det ekstra gode jo, at der næsten altid lige falder lidt af til mit køkken. Nogen gange får jeg en dusk rosmarin fra den gigantiske busk, der på en eller anden måde altid overlever vinteren selv om rosmarin vist officielt ikke tåler frost. Andre gange er det et bundt saftspændte lyserøde rabarber. Eller æbler, hindbær eller jordbær.

Nu hvor det endegyldigt er blevet efterår, gik min far i haven lige inden jeg skulle hjem, og med en spade løftede han et par jordskokplanter og samlede en hel lille pose af de lysebrune knortede knolde til mig. Jeg elsker at få friske grøntsager på den måde. Jeg ved præcis, hvor de kommer fra, og ved, at de bliver ikke friskere og sundere end det.

Rødderne blev i øvrigt opdaget af europæere i 1603 i Cape Cod, hvor de indfødte indianere havde dyrket dem længe.

På engelsk hedder de Jerusalem-artiskokker, og det forstår man let, hvis man har smagt jordskokker, der smager lidt hen af artiskokkernes sart lysegrønne smag.
Men rødderne er faktisk ikke i familie med den tidselblomst, der giver os de grønne skællede glober.

Den er sjovt nok en nærmere slægtning til solsikken. Har man først plantet den i sin have, kan man være sikker på, at man næsten ikke kan få den til at dø igen, og man risikerer at få langt flere jordskokker, end man egentlig kan nå at spise, medmindre man er en helt ualmindelig stor entusiast.

MERE POV
Intet varer evigt

Den jordnære suppe 

Jeg bor stadigvæk i ruinen uden ovn, så jeg kunne ikke tilberede jordskokker på den måde, jeg elsker mest: Jeg holder af at bare putte dem i ovnen og vende dem let i noget olie og drysse dem med groft salt og lade deres lidt sødlige nøddeagtige smag udvikle sig.

Det smager fantastisk til kyllingelår, man har ladet riste med i ovnen eller dagen efter som et festligt indslag i en grøn salat.

Jeg skrællede rødderne (det ville jeg ikke gøre, hvis de skulle i ovnen, bare vaske dem) og skar dem i små tern. Vendte dem i lidt olivenolie med et hakket løg og tilsatte en smule trøffelolie, jeg har købt på et eller anden fancy marked i London engang

Men i stedet for at lade ærgrelsen løbe helt af med mig, besluttede jeg mig for i stedet at lave jordskokke-suppe. Et par dage forinden havde jeg lige fået en lille mundsmag af en champignonsuppe, der var helt fantastisk og med afsæt i den, besluttede jeg mig for, at når trøffel og jordskok klæder hinanden (hvad de gør), så er der egentlig ikke så langt igen til at parre rødderne med champignoner til en jordnær suppe.

Jeg skrællede rødderne (det ville jeg ikke gøre, hvis de skulle i ovnen, bare vaske dem) og skar dem i små tern. Vendte dem i lidt olivenolie med et hakket løg og tilsatte en smule trøffelolie, jeg har købt på et eller anden fancy marked i London engang.

Herefter skar jeg en pakke med fem fuldfede portobello-svampe i små stykker og hældte dem i gryden, så de kunne nå at brune lidt med. Da alt så ud til at have nået en gylden farve, tilsatte jeg kogende vand direkte fra elkedlen og derefter lidt kyllingefond.

Hvis man vil gå all in på det vegetariske er der intet som helst til hinder for at bruge f.eks. en kantarelfond eller almindelig grønsagsbouillon. Jeg lod suppen småsimre, til jordskokkerne var møre.

Så skruede jeg ned og stak stavblenderen ned i herligheden. Set i bakspejlet ville jeg nok anbefale at tilsætte en enkelt kartoffel eller to, bare for at få en tykkere konsistens.

Mens jeg forsøgte at rette op på det med en skvæt fløde og lidt trøffelost, jeg havde medbragt i triumf hjem fra Holland i forventning om, hvor helt igennem fantastisk det ville være til min næste portion Mac n’ Cheese med blomkål.

Dem dryssede jeg direkte oven på suppen, så jeg havde små brune stykker af champignonsmag, der kunne udløse deres magi inde i munden. Jeg dryppede også lidt mere trøffelolie ud over hele herligheden

Den har så ikke rigtigt manifesteret sig endnu. Jeg tilsatte salt og peber og så rev jeg osten direkte ned i suppen. Mens den smeltede, tog jeg lige en halv bakke markchampignon og ristede på en pande for lige igen at slå temaet fast overfor suppen.

MERE POV
Skal jeg bare være lidt mere robust?

Dem dryssede jeg direkte oven på suppen, så jeg havde små brune stykker af champignonsmag, der kunne udløse deres magi inde i munden. Jeg dryppede også lidt mere trøffelolie ud over hele herligheden.

Det var en slags aftensmad på en god efterårsdag, og der var rigeligt med rester til, at jeg kunne få det til frokost i et par dage efter.

Måske var det ikke lige sådan indianerne spiste dem i Massachusetts, men det var godt nok til mig. Nu skal jeg bare lige finde på, hvad jeg stiller op med resten af den store pose jordskokker, der ligger der og venter.

Foto: Lone Theils

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Lone Theils

Forfatter, journalist, gastronørd. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1996 og har tilbragt 16 år af karrieren som London-korrespondent for Berlingske Tidende og senere Politiken. Har desuden arbejdet for Danmarks Radio, TV2, Radio 24Syv og en række magasiner og blade. Underviser på bl.a. DJMX og kursusleder på DjE.
Debuterede som forfatter i 2015 med Pigerne fra Englandsbåden, der er solgt til oversættelse i 15 lande. Forfatter til biografen Globetrotter sammen med Jens Bjerre, der også udkom i 2015. Andet bind i serien om Nora Sand "Den blå digters kone" udkom i juli 2016
Har desuden bidraget til rejsebøger om London og Dublin i serien Vide Verden. Kickbokser og uforfærdet amatørkok.

Seneste indlæg fra

CPH PIX: Custody

SLACK-CHAT – På falderebet nåede POV’s udsendte Emilie Kellberg (EK), Sebastian Cordes
Gå til Top