Theils Cantina: Hvad jeg spiser hjemme og ude

af

Jeg har været til litteraturfestival i den smukke by Ilkley i Yorkshire. Den lille by ved floden Wharfe er rammen for Nordenglands største litteraturfestival, og ud over byens glæde ved bøger er det et sted, der trækker turister til på grund af det smukke landskab med Ilkley Moor, der ligger lige uden for døren. Lone Theils beretter om mad fra en nordengelsk hedeby.

Der er historie om næsten hvert gadehjørne. Hvad enten det er de smalle brostensbelagte gader, anglikanske kirker eller ruinerne fra en romersk borg.

Her er forhaver med blomstrende roser og sirlige bed, victorianske bygninger, parker med formklippede hække og sorte smedejernslåger, der fik deres første lag maling længe inden dronning Elizabeth II besteg tronen.

Det her er, hvad jeg tænker på som Storbritannien Classic. Når jeg hører britiske politikere stå og fable om Great Britain, så er det byer som Ilkley jeg tænker på. Steder, hvor den gammeldags slagter stadig pakker lammekoteletterne ind i vokspapir, hvor den lokale pub fører en kampagne for virkelig god ale og mænd i hvidt tøj spiller cricket om sommeren.

Det er måske så ikke nødvendigvis de steder, man spiser bedst i hele kongeriget. I hvert tilfælde ikke, hvis man griber det forkert an. Hvis man kommer susende ned med toget fra London og kommer med storbymanerer, så er det ikke sikkert, man finder god mad alle steder i den britiske provins.

Men jeg har fundet tricket, der er så indlysende og banalt. Man skal jo i virkeligheden gøre det, man altid bør gøre, når man rejser: Man skal spise lokalt med de lokale

I Ilkley findes der faktisk en restaurant (The Box Tree) med Michelin-stjerne. Men sådan i det mellemlag af steder, hvor almindelige mennesker, der bare lige har en enkelt overnatning, befinder sig, kan det være svært at finde fantastisk mad. Jeg ved det af erfaring efter at have rejst landet tyndt i mange år som korrespondent.

Men jeg har også fundet tricket, der er så indlysende og banalt. Man skal jo i virkeligheden gøre det, man altid bør gøre, når man rejser: Man skal spise lokalt med de lokale. Man skal ikke valse ind på en italiensk restaurant i Yorkshire og tro, man får en trøffelrisotto, der er bedre end noget, man nogensinde har smagt i Firenze. Eller bilde sig selv ind, at den confit de Canard, der står på menuen i den franskinspirerede bistro er lige så fænomenal som noget, man vil kunne få i Toulouse.

Til te hos Betty 

Nej. Man skal gå ind til Betty, skal man. I Yorkshire skal man gå på tesalon. Og det var præcis, hvad jeg gjorde, da jeg efterhånden var blevet lidt gennemblødt af at traske rundt i de små gader i silende regn. Her blev jeg bænket af en servitrice, der ikke ville have set forkert ud i Lauras køkken i Matador. Hvidt forklæde, en lille hat og ulastelige manerer.

Her kunne jeg sidde og se ud over de orangegule flammende efterårstræer, mens jeg fik serveret te, the proper way i en lille metalkande. Tebladene i vandet, en lille si til at sortere dem fra inden teen rammer koppen, og selvfølgelig varmt vand til at fylde efter med, når teen bliver for stærk i kanden.

Jeg fik husets egen blanding og måtte desværre melde pas på det helt store traditionelle Five o Clock-arrangement, der helt efter forskrifterne indeholder forskellige små sandwich (næsten altid agurk, æggesalat og laks) på hvidt blødt toastbrød og med kanterne skåret af i små lokkende trekanter. Efter det er der næsten altid scones serveret med tyk clotted cream og jordbærsyltetøj.

Mine damer og herrer. Jeg fik svar. Men ikke det oplysende svar jeg havde forventet

For nogen år siden ærgrede jeg mig sådan over, at den lækre specialitet, der i øvrigt stammer fra Cornwall, slet ikke fås i Danmark. Jeg gik så vidt som til at faktisk skrive ind til Arla, der på det tidspunkt havde en brevkasse på nettet, hvor man kunne stille spørgsmål relateret til mejeriprodukter.

MERE POV
Kan man nedlægge sine forældres gravsted?

Så jeg skrev til Arla og spurgte, om man overhovedet kunne få clotted cream i landet eller om de havde et forslag til hvilket produkt, man kunne bruge til at lave sin egen.

Mine damer og herrer. Jeg fik svar. Men ikke det oplysende svar jeg havde forventet. I stedet fik jeg en lettere formanende forelæsning om, at nej, dette produkt fandtes ikke i Danmark og var jeg klar over, at det havde et ”fedtindhold på over 60 procent?!!!”
Og det havde den gode Arla-skribent jo ret i.

Clotted cream er en af verdens mest fedtholdige fødevarer. Fedtprocenten er gennemsnitligt på 64, men kan sagtens være højere. Dog minimum 55 pct. Sagt på en anden måde, så får man med 100 gram af det her råhvide guld det samme antal kalorier, som hvis man spiser en 200 grams cheeseburger.

Hvis man kan spise mere efter en scone med det traditionelle tilbehør, og det kan de fleste mennesker faktisk, hvis de først har sat sig ned til en Five o´Clock, så er der kager. Og på Bettys så de ret fine ud. Medaljer, pæretærter og mere traditionelle tunge britiske frugtkager i dåser til at tage med hjem. Sådan nogle, der lige har ligget og hygget sig i slåengin et par måneder, inden man sætter gebisset i den og hælder efter med stærk Earl Grey.

Det er den slags mad, man skal gå efter i Yorkshire. Så bliver man aldrig skuffet. De kan deres kram, pointen er bare, at man skal lede efter det rigtige kram.

Baked beans-paradokset 

En anden ting, de selvfølgelig mestrer på disse kanter, er den traditionelle store britiske morgenmad: Æg og bacon må der være. Gerne en pølse og fordi man jo skal have sine fem grøntsager om dagen, er der tit også en lille champignon og en tomat at finde på en morgenmadstallerken.

Og så de der baked beans. Jeg tror det faktisk var i forbindelse med baked beans, at jeg første gang hørte udtrykket ”aquired taste”, altså noget man ikke umiddelbart synes, man kan lide, men som man lærer at komme til at holde af.

Som eksempelvis de fleste børn hader smagen af kaffe eller øl, to smagsoplevelser mange med tiden kommer til at påskønne.

Der er utallige opskrifter på nettet, så jeg vil anbefale, at man kigger lidt rundt, hvis man har mod på at prøve at lave den her ret, der passer perfekt til efteråret

Jeg forstod simpelthen ikke fidusen med at åbne en dåse halvsmattede hvide bønner i en sødlig tomatsauce, varme det (evt. i mikroovn), smide det på et stykke ristet toastbrød og kalde det for frokost eller aftensmad.

Men jeg kunne se mange gjorde det. Så jeg prøvede det. For den fulde kulturelle oplevelse. Jeg var ikke imponeret.

Så jeg levede i en del år i fredelig sameksistens med baked beans. Kom de på en tallerken, der blev sat foran mig, så tog jeg som en regel et par gaffelfulde for at vise min gode vilje. Men det blev aldrig rigtig et kærlighedsforhold. Lige indtil jeg fandt ud af, at man jo bare kan lave sine egne.

Der er utallige opskrifter på nettet, så jeg vil anbefale, at man kigger lidt rundt, hvis man har mod på at prøve at lave den her ret, der passer perfekt til efteråret.

Fælles for dem alle er, at man begynder med tørrede bønner (hvide bønner er fine, men man kan i princippet bruge alle slags tørrede bønner) og at man er forudseende nok til at lægge dem i blød i koldt vand natten over.

MERE POV
Vælg din chef med omtanke

Næste dag skal man væbne sig med tålmodighed. Det kræver mindst to en halv time – og kan meget vel tage omkring fire timer – at opnå det perfekte resultat. Om man sætter bønnerne i ovnen eller har dem på simrevarme på komfuret er et spørgsmål om temperament. Jeg kan personligt godt lide at gå og røre lidt i gryden og lige for øjeblikket er min dårlige kolonihaveundskyldning for et køkken alligevel uden ovn.

Ud over bønnerne, bruger man enten bacon eller en god skinke (meget gerne på ben, hvis man kan få det hos sin slagter) til at smagsgive. Amerikanske versioner (og baked beans kommer faktisk fra Boston) bruger gerne molasses på dansk melasse – en slags spildprodukt fra sukkerindustrien.

 Eller et skvæt Jack Daniels som et lille nik med cowboyhatten til det dybe syd. I virkeligheden er det her et eksempel på en af den slags kreative retter, hvor man kan skræddersy et velfungerende koncept præcis til ens egen smag

Det kan fint erstattes af almindelig sirup og måske også med noget puddersukker, så man får den mørke lidt karamelagtige smag med sig. Man kan hælde et hakket løg eller flere i gryden, laurbærblade, paprika (gerne røget) tomater af en eller anden slags, friske, flåede eller pure, alt efter smag. Sennepspulver kan også være med til at give lidt bid. Eller timian. Og peber og hvorfor egentlig ikke chili?

Eller et skvæt Jack Daniels som et lille nik med cowboyhatten til det dybe syd. I virkeligheden er det her et eksempel på en af den slags kreative retter, hvor man kan skræddersy et velfungerende koncept præcis til ens egen smag.

Uanset hvilken opskrift, du kaster dig over, så er mit råd at lave rigeligt, for det er nemlig endnu bedre dagen efter. Spis det på godt ristet brød, til morgenmad med æg eller som tilbehør til hovedretter.

Det bliver nok ikke i Yorkshire, man får den version af baked beans. Men hey, hvad betyder det også. Man kan bare gå ind til Betty og få en pikelet i stedet for. Hvis de da ikke er udsolgt. Jeg siger ikke, hvad det er, men de smager forrygende med koldt smør på.

Alle foto: Lone Theils

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Lone Theils

Forfatter, journalist, gastronørd. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1996 og har tilbragt 16 år af karrieren som London-korrespondent for Berlingske Tidende og senere Politiken. Har desuden arbejdet for Danmarks Radio, TV2, Radio 24Syv og en række magasiner og blade. Underviser på bl.a. DJMX og kursusleder på DjE.
Debuterede som forfatter i 2015 med Pigerne fra Englandsbåden, der er solgt til oversættelse i 15 lande. Forfatter til biografen Globetrotter sammen med Jens Bjerre, der også udkom i 2015. Andet bind i serien om Nora Sand "Den blå digters kone" udkom i juli 2016
Har desuden bidraget til rejsebøger om London og Dublin i serien Vide Verden. Kickbokser og uforfærdet amatørkok.

Seneste indlæg fra

CPH PIX: Custody

SLACK-CHAT – På falderebet nåede POV’s udsendte Emilie Kellberg (EK), Sebastian Cordes
Gå til Top