Theils Cantina: Hvad jeg spiser hjemme og ude

af

Engang som 13-årig tog jeg med veninden Pia en test om, hvilken årstid vi var i. Det var før internettet, så vi sad med kuglepenne og Mit Livs Novelle og talte sammen bagefter, om man havde fået krydset flest gange i A,B, C eller D. I dag må Lone Theils erkende, at hun er en efterårspige.

Dengang var det meget moderne at grovsortere folk i kategorier efter øjen- og hårfarve, og så havde man det mærkat siddende på sig for livstid. Pia var med sit lyse hår og lette sind en oplagt sommerpige.

Jeg har nærmest ikke fået en værre farvediagnose i mit liv, når man bortser fra den indiske håndlæser i Rajahstan, der på det kraftigste anbefalede mig at gå mere i gul for at trække kærligheden ind i mit liv

Men jeg blev efterår. Til min præteen-forfærdelse kunne jeg læse, at brun var en god farve for mig. Brun? Really? Brun som i hessiantapeter fra 1970’erne eller brun som den strikkede slipover, jeg var i på det der skolebillede fra forrige år med det skæve pandehår og mildest talt goofy grin med alt for mange tænder på.

Jeg har nærmest ikke fået en værre farvediagnose i mit liv, når man bortser fra den indiske håndlæser i Rajahstan, der på det kraftigste anbefalede mig at gå mere i gul for at trække kærligheden ind i mit liv.

Selvfølgelig er og bliver jeg en efterårspige

Så nej. Mit 13-årige rebelske jeg, nægtede at være efterår og klædte mig herefter i alle andre farver end de anbefalede. Det var nok mere noget med sort nat i Jylland og måske en januarmorgen med havgus, jeg gik efter.
Men selvfølgelig er og bliver jeg en efterårspige.

Som voksen erkender jeg det hver eneste gang, bladene begynder at gyldne, og især, når jeg går på grøntmarked og ser hvad efteråret virkelig har at byde på.
Det er frugt og bær, der efter et langt lykkeligt sommerliv nu præsenterer sig i deres allerbedste version og tigger om at blive taget med hjem.

Det er et overflødighedshorn af farver og fest, og jeg elsker det simpelthen. En særlig forkærlighed har jeg for kantareller.

Det er en slags svampesentimentalitet, der kom til at koste mig dyrt, sidste gang jeg købte kantareller

Da jeg boede i London var de svære at få fingre i, og jeg sørgede for at få en lille håndfuld med mig, hvis jeg alligevel var forbi Harrod’s, hvor jeg vidste, de havde dem i grøntsagsafdelingen.

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

I København er der slet ikke den samme mangelvare, men jeg føler mig både lykkelig og heldig, når jeg pludselig får øje på, at kantarellernes tid er kommet.

Små trompeter varsler kantareller

De små gyldne trompeter minder minder mig om min barndom i Vestjylland, hvor mine forældre tog os børn med ud i granplantagerne på svampejagt. Vi havde en hemmelig skovvej, vi lige skulle dreje ned ad, og så var det ellers ud med en kurv under armen.

Duften af jord, mos og grannåle, fornemmelsen af den bløde skovbund under gummistøvlerne og glæden, når man så det lille orange glimt i skovbunden, der varslede kantareller. Det er en slags svampesentimentalitet, der kom til at koste mig dyrt, sidste gang jeg købte kantareller.

Sidste efterår var jeg i Sverige i forbindelse med et bogfremstød, der fandt sted i nærheden af Hötorget i Stockholm. Og netop da jeg skulle tilbage til lufthavnen, kom jeg forbi boder, der bugnede af kantareller, karljohan-svampe og tyttebær. Det var aldeles uimodståeligt, selvfølgelig. Og jeg henvendte mig til grønthandleren, der talte svensk med en etnisk accent, der gjorde det lige så svært for mig at forstå ham, som omvendt.

Jeg synes, jeg var ganske tydelig med det der med ”bare en smule kantareller”, men han skovlede og skovlede svampe op i posen.

”Stop, stop, snälla!”, sagde jeg.

Men han insisterede. Det var sidst på dagen, det var nærmest gratis og lige hopla, lidt mere og fire karljohanner i stedet for én.

Noget af byttet beholdt jeg og lavede dejlig mad med. Resten røg i fryseren, hvor det led den ondeste skæbne

Mine damer og herrer. Jeg havde nærmest to kilo duftende svampe med hjem på det SAS-fly til København. Jeg skyndte mig straks at holde ind ved en veninde her i haveforeningen, hvor jeg bor og afsætte en ordentlig portion til hende.

Noget af byttet beholdt jeg og lavede dejlig mad med. Resten røg i fryseren, hvor det led den ondeste skæbne. For ruinen her blev så kold i vinters, at ikke alene blev olivenolien i køkkenet tykflydende, køleskabet satte også ud, og kantarellerne fra fryserboksen var lige til at smide ud.

De svampe jeg dog havde, blev børste pænt fri for jord (man må aldrig vaske svampe, man skyller smagen væk), skåret i mundbidder, smidt på en pande, hvor jeg lige havde svitset et hakket løg i lidt smør.

MERE POV
Genbrug med japansk grundighed

Efter det kom jeg fløde ved og så en håndfuld friske tyttebær, der røg direkte i saucen, sure som de var. Jeg maste dem lidt rundt med en grydeske og så serverede jeg saucen sammen med et ovnstegt kyllingelår og en grov hjemmelavet kartoffelmos. Fantastisk efterårsmad.

Tak for at jeg ikke blev en vinterpige

I den her uge havde jeg lært kunsten af beherske mig. Kun en lille håndfuld kantareller og lidt marksvampe tog jeg med fra Torvehallerne. Og jeg gjorde det ved dem, som vi altid gjorde, når vi kom trætte hjem fra plantagen i Vestjylland: På panden til de er ristede gyldenbrune i smør, så lidt fløde – og en lille smule kulør, for det gjorde min mor altid – lidt flagesalt og så som min egen lille tilføjelse en smule revet ost for lige at jævne det hele lidt.

Den slags serverer man på godt ristet brød, mens man takker sin skaber for at man ikke blev en vinterpige.

Fotos: Lone Theils

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Lone Theils

Forfatter, journalist, gastronørd. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1996 og har tilbragt 16 år af karrieren som London-korrespondent for Berlingske Tidende og senere Politiken. Har desuden arbejdet for Danmarks Radio, TV2, Radio 24Syv og en række magasiner og blade. Underviser på bl.a. DJMX og kursusleder på DjE.
Debuterede som forfatter i 2015 med Pigerne fra Englandsbåden, der er solgt til oversættelse i 15 lande. Forfatter til biografen Globetrotter sammen med Jens Bjerre, der også udkom i 2015. Andet bind i serien om Nora Sand "Den blå digters kone" udkom i juli 2016
Har desuden bidraget til rejsebøger om London og Dublin i serien Vide Verden. Kickbokser og uforfærdet amatørkok.

Seneste indlæg fra

Gå til Top