mm

Lone Theils

Forfatter, journalist, gastronørd. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1996 og har tilbragt 16 år af karrieren som London-korrespondent for Berlingske Tidende og senere Politiken. Har desuden arbejdet for Danmarks Radio, TV2, Radio 24Syv og en række magasiner og blade. Underviser på bl.a. DJMX og kursusleder på DjE.
Debuterede som forfatter i 2015 med Pigerne fra Englandsbåden, der er solgt til oversættelse i 16 lande. Forfatter til biografen Globetrotter sammen med Jens Bjerre, der også udkom i 2015. Andet bind i serien om Nora Sand "Den blå digters kone" udkom i juli 2016. I 2017 kom radiokrimiromanen 87 Sekunder i samarbejde med DRs P1. Samme år blev Lone Theils nomineret til Martha-prisen som danskernes yndlingsforfatter. Tredje bog i Nora Sand-serien Heksedrengen udkommer i februar 2018.
Har desuden bidraget til rejsebøger om London og Dublin i serien Vide Verden. Kickbokser og uforfærdet amatørkok.
Hvis man vil bidrage til Lones skriverier på POV kan man donere direkte til hende på hendes Mobile Pay: 23 61 24 00

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Lone Theils
på Mobile Pay: 23612400

Theils Cantina: Hvad jeg spiser hjemme og ude

MAD OG LIV – Lone Theils har travlt. I den her uge har hun faret rundt som en forvirret februarflue i en flaske. Hun mener, at man i den slags situationer er nødt til at stoppe op og bage – fx fastelavnsboller. Selv om man ikke synes, man på nogen måde har tid, så er det sundt – travlhed eller ej.

Der har været masser af møder i ugen, de fleste af dem dejlige, søvnløse timer over mit byggeprojekt og transporttid frem og tilbage og papirer og flere møder og arbejdsopgaver, der begynder at tårne sig op i horisonten.

Jeg er tæt på at få den lidelse, jeg har døbt kalenderklaustrofobi, hvor man kan se ned over de næste mange uger og kun se små indelukkede rum af frihed midt i alle de arrangementer og deadlines, der breder sig ud over siderne som mynte i en velgødet forhave.

Det er i den slags situationer, man er nødt til at stoppe op og bage. Selv om man ikke synes, man på nogen måde har tid, så er det faktisk noget af det sundeste man kan gøre.

Det er som om kroppen genlærer det helt fundamentale princip om, at ting faktisk tager den tid, de nu engang tager. Der findes ikke nogen app eller nem genvej. Det tager en time for dejen at hæve. Mindst

Der er et eller andet ved at finde ingredienserne frem, få fingrene i en dej, der helst skal æltes, og så derefter simpelthen være tvunget til at vente på, at dejen hæver.

Det er som om kroppen genlærer det helt fundamentale princip om, at ting faktisk tager den tid, de nu engang tager. Der findes ikke nogen app eller nem genvej. Det tager en time for dejen at hæve. Mindst.

De bedste fastelavnsboller
Godt inspireret af min veninde Sarah, der ikke bare er fortaler, men nærmest missionær for denne herlige spise, faldt valget på fastelavnsboller. Og jeg har egentlig bare brugt hendes ganske fremragende opskrift, som man kan finde i Berlingske, hvis man søger på:

Verdens bedste fastelavnsboller.

Jeg følger det meste af hendes opskrift og varierer den kun med appelsin, fordi jeg synes, det passer så fint til bollerne.

Ellers laver jeg dejen efter forskrifterne, og jeg laver også cremen, der skal inden i fra grunden. Kun med den ene lille variation, at jeg godt kan lide at rive lidt økologisk appelsinskal i cremen for lige at give den ekstra pift.

Mens jeg lige så bort, i hvad der føltes som syv sekunder, var den mørke chokolade forvandlet til en masse, der var lige så sort og knubret som en sørøversjæl

Og denne gang fik bollerne et ekstra skud appelsin, for jeg skulle smelte mørk chokolade på min mors induktionskomfur, og jeg er nok bare ikke rigtigt et induktionsmenneske.

Mens jeg lige så bort, i hvad der føltes som syv sekunder, var den mørke chokolade forvandlet til en masse, der var lige så sort og knubret som en sørøversjæl, og jeg måtte se mig om efter en anden løsning til glasur.

Der lå heldigvis resterne af noget Marabou med appelsinkrokant i skuffen og så endte det hele lykkeligt. Især hvis man skal tro den ældste niece, der guffede dem i sig med stor fornøjelse.

Jeg kan ikke bage fastelavnsboller hver eneste dag, men det var en fin påmindelse om, at det kan være afstressende at stå i køkkenet og frembringe et eller andet, man kan dele eller forære væk.

Født til brunch
For mange år siden udtænkte jeg en slags gastro-astronomi med en veninde i vistnok en idehistorisk time. Vi forsøgte at gentænke hele systemet med stjernetegn og i stedet inddele folks personligheder og skæbne i måltider, selvfølgelig efter hvornår, man er født.

Jeg er eksempelvis født klokken 11.20 (cirka), og det betyder naturligvis, at jeg er født i brunchens tegn med ascendant i frokosten. Folk i brunchens tegn er som regel livsnydere, der godt kan lide at sove længe.

De går sjældent af vejen for bacon eller frisk frugt, men de kan også virke vægelsindede især i selskab med veldefinerede morgenmadsmennesker, der ofte ikke forstår brunchernes livsglæde og langsommelighed. Det passer jo godt til mig.

Derfor elsker jeg, når jeg kan fejre min fødselsdag med en brunch og gør det, når der er mulighed for det. Mit liv er lidt omtumlet i disse år, så nogen tradition kan man vel næppe kalde det.

Der var det år i London, hvor jeg stod og pressede to kilo blodappelsiner i hånden og blandede dem med prosecco for at lave Bloody Mimosas og små pandekager til 14 mennesker, der på en eller anden måde blev passet ind i en lejlighed med et værelse.

Der var den fødselsdag, hvor Nora (altså ikke min fiktive krimi-hovedperson) på halvandet år løb ned til krydset i et ubevogtet øjeblik og heldigvis blev fundet af en af mine andre gæster inden nogen fik hjerteslag.

Hun hed Jytte, er ryger, foretrækker at stå ude i kulden med brysterne skudt frem. Og vi taler ikke om (især ikke overfor min mor, hvis have det er), at hendes arme er frembragt af de fineste rosengrene. Men smuk var hun. Og nu er hun væk. Akkurat som de amerikanske vafler

Sidste år holdt jeg min fødselsdag på en båd i Thailand i en marinepark, hvor jeg dykkede efter farvestrålende fisk, blev solskoldet på næsen og diskuterede Trump med en jødisk pige, der egentlig hellere ville tale om et vildt familietrekantsdrama, der udspillede sig mellem hende selv, søsteren og moderen – de to sidste var blevet om bord på båden, mens vi var gået i land til frokost på grund af en eller anden fornærmelse, der virkede meget indforstået. Ikke bare for mig, men også min frokostpartner, der ikke var vant til at rejse med sin søster.

I år var det brunch i Kalundborg, hvor jeg låner hus, mens byggekatastrofen udfolder sig på Amager, og det var med sne og niecer, så det var uden de store dikkedarer: Æg, bacon, pølser, brød, chorizo, lidt grøntsager, frugt, ost, de sidste italienske salami og amerikanske vafler.

Vaflerne var lidt af en satsning, for de var med chokoladestykker og ”pumpkin flavour” og altså derfor afvigende fra normalområdet, hvor mine niecers smagsløg har det bedst.

Jeg nævnte derfor ikke lige det der med de spændende krydderier og understregede egentlig bare aspektet med chokoladen. Det var en triumf. Og det gav faktisk nok energi til, at niecerne efterfølgende kunne rydde hele haven for sne for at frembringe en snemand på størrelse med en smølf.

Eller rettere sagt en snekone. For hun hed Jytte, er ryger, foretrækker at stå ude i kulden med brysterne skudt frem. Og vi taler ikke om (især ikke overfor min mor, hvis have det er), at hendes arme er frembragt af de fineste rosengrene.

Men smuk var hun. Og nu er hun væk. Akkurat som de amerikanske vafler.

Foto: Skribentens

Kategorier