mm

Lone Theils

Forfatter, journalist, gastronørd. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1996 og har tilbragt 16 år af karrieren som London-korrespondent for Berlingske Tidende og senere Politiken. Har desuden arbejdet for Danmarks Radio, TV2, Radio 24Syv og en række magasiner og blade. Underviser på bl.a. DJMX og kursusleder på DjE. Debuterede som forfatter i 2015 med Pigerne fra Englandsbåden, der er solgt til oversættelse i 16 lande. Forfatter til biografen Globetrotter sammen med Jens Bjerre, der også udkom i 2015. Andet bind i serien om Nora Sand "Den blå digters kone" udkom i juli 2016. I 2017 kom radiokrimiromanen 87 Sekunder i samarbejde med DRs P1. Samme år blev Lone Theils nomineret til Martha-prisen som danskernes yndlingsforfatter. Tredje bog i Nora Sand-serien Heksedrengen udkommer i februar 2018. Har desuden bidraget til rejsebøger om London og Dublin i serien Vide Verden. Kickbokser og uforfærdet amatørkok.

Se alle skribentens artikler

Theils Cantina: Hvad jeg spiser hjemme og ude

MAD- OG REJSEBREV Noget af det bedste ved at komme hjem fra rejser er at pakke sin kuffert ud og bese alle de skatte, man har slæbt med hjem fra fjerne riger og lande som en opdagelsesrejsende. I Lone Theils tilfælde blev glæden udsat lidt ufrivilligt efter sidste uges tur til Firenze, for selv om hun med hiv og sving nåede sin flyforbindelse under mellemlandingen i Frankfurt, så var hendes kuffert ikke i samme situation. Det var først næste dag, at kufferten ankom, og hun kunne pakke skattene ud i al deres italienske herlighed.

Det er altid lidt af en kunst at købe madvarer og andre godter med hjem. Ting, der virker helt fortryllende, mens man sidder på en solbeskinnet bjergside med udsigt over havet, kan godt miste lidt af glansen, når man kommer hjem i den danske virkelighed i januar.

For mig er den italienske citronlikør Limoncello det perfekte eksempel på den slags ting. Det smager forførende og perfekt i Amalfi, mens det bare ikke helt er det samme på Amager. Der bliver det mere sukret og klistret.

Metaxa og Ouzo smager egentlig også bare allerbedst i Grækenland, og jeg havde engang en flaske klar whisky fra Isle of Man, der holdt i det meste af 10 år, fordi den egentlig bare smagte bedst i de omgivelser, den var lavet i.

Men jeg elsker Italien, og jeg ved efterhånden, hvad der mere end holder til hjemkomsten, og hvad der gør mig glad på den måde, at rejsen forlænges.

Da min kuffert endelig kom, kunne jeg pakke et skatkammer ud: I bunken er der en skøn blanding af råvarer, jeg kender og elsker, og nye, jeg har opdaget på denne rejse. Det kræver ikke nogen kulinarisk Sherlock Holmes at regne ud, at jeg har en fiksering på tartufo, trøffel.

Her er trøffelsauce, trøffelsmør og trøffelsalt. Foruden tørrede porchinier og morelsvampe. Her er min yndlingspastiller Leone (der laver de smukkeste små dåser, der er halvdelen af fornøjelsen), italiensk lakrids, en ny og interessant vanilje-balsamico, jeg smagte mig frem til på Firenzes vidunderlige gourmetmarked Mercato Centrale.

Jeg føler mig tryg og glad, når jeg har mit italienske lager fyldt op på den måde og har ro med, at der den her gang ikke blev plads i kufferten til pasta eller min yndlingstun. For jeg har Italien nok til de næste mange måltider

Økologisk olivenolie er der selvfølgelig også, en kogebog, en sød og krydret panforte, sæber fra Dante di Nesti (de skal ikke spises, men deres sæbe med mandelmælk og figen er den bedste duft i verden), og til at drikke er der en fin lille hasselnøddelikør.

Den købte jeg af en sød dame, der fortalte, at stort set hele hendes varelager stammede fra familiens farm i de toscanske bakker, og at den var perfekt at bruge i en tiramisu frem for den traditionelle mandellikør og kolde kaffe, man normalt dypper de små ladyfingers (eller savoardi om man vil) i, inden man lægger dem i lag med mascarpone, der er rørt op med æg, sukker og vanilje og senere drysser med kakaopulver.

Drømme og trøffelsmør
Jeg føler mig tryg og glad, når jeg har mit italienske lager fyldt op på den måde og har ro med, at der den her gang ikke blev plads i kufferten til pasta eller min yndlingstun. For jeg har Italien nok til de næste mange måltider.

Men jeg må også sige, at efter at have spist på hotel og restauranter fem dage i træk, så er jeg også glad for at komme hjem og lave min egen slags mad. Med italiensk islæt.

Jeg har savnet min morgenmad med humus, tomater, avocado, æg og brunt brød. Den får et lille strejf af italien med lidt salami købt i lufthavnen med fennikelblomster.

Til frokost har jeg tømt køleskabet for en rest skinke og ost ved at lave toast i ovnen, men finten er at brødet under er smurt med trøffelsmør. Og her til aften har jeg varmet en rest kartoffelmos fra i går og lige rørt en skefuld trøffelsmør i for at give den et ekstra pift.

Mens jeg sidder og spiser rester kan jeg sidde og lægge planer for mit nye skatkammer. De tørrede porchini-svampe skal blødes op i varmt vand og bruges til en svamperisotto (og hvorfor ikke bruge lidt mere af mit trøffelsmør til lige at runde risottoen af)? Og hvorfor ikke bruge saltet med hvid trøffel til at fremhæve smagen endnu bedre?

Og når jeg løber tør for det hele, så er jeg vel bare nødt til at tage til Italien igen. Med en meget stor kuffert

Morellerne er så dyrebare, at dem har jeg kun en håndfuld af. Så jeg kigger efter de bedste opskrifter, der virkelig kan få dem til at fremstå som de superstjerner, de er. Måske en lille tærte? Måske en ren pastasauce uden andre dikkedarer end dem. Vanilje-balsamicoen skal måske bruges til en tomatsalat. Der er et eller andet i vanilje, der går i en forunderlig symbiose med tomater, hvis man doserer rigtigt. Måske vil den også passe til grønne bønner?

Hasselnøddelikøren er som sagt stort set allerede afsat til tiramisu, og det lille panforte med den fede lille engel på, gemmer jeg til det engang sner. Så vil jeg tænde et stearinlys, lave mig en stærk kop te og nippe til den fortættede lille kage, der minder mig om jul. Måske vil jeg tage et tæppe over mig og læse lidt i min nye bog om Catarine di Medici. Og hvis jeg orker, vil jeg måske lige se, om der lige er en rest likør tilbage i bunden af flasken.

Og når jeg løber tør for det hele, så er jeg vel bare nødt til at tage til Italien igen. Med en meget stor kuffert.

Alle fotos: Skribenten

mm
Lone Theils

Forfatter, journalist, gastronørd. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1996 og har tilbragt 16 år af karrieren som London-korrespondent for Berlingske Tidende og senere Politiken. Har desuden arbejdet for Danmarks Radio, TV2, Radio 24Syv og en række magasiner og blade. Underviser på bl.a. DJMX og kursusleder på DjE.
Debuterede som forfatter i 2015 med Pigerne fra Englandsbåden, der er solgt til oversættelse i 16 lande. Forfatter til biografen Globetrotter sammen med Jens Bjerre, der også udkom i 2015. Andet bind i serien om Nora Sand "Den blå digters kone" udkom i juli 2016. I 2017 kom radiokrimiromanen 87 Sekunder i samarbejde med DRs P1. Samme år blev Lone Theils nomineret til Martha-prisen som danskernes yndlingsforfatter. Tredje bog i Nora Sand-serien Heksedrengen udkommer i februar 2018.
Har desuden bidraget til rejsebøger om London og Dublin i serien Vide Verden. Kickbokser og uforfærdet amatørkok.

Kategorier