Det republikanske partis bestræbelser på at skille sig af med sin egen favorit til posten som partiets kandidat ved præsidentvalget til november hev i går en lille men altafgørende sejr hjem, da Ted Cruz vandt en stor sejr over Donald Trump ved primærvalget i staten Wisconson.
Sejren var så eftertrykkelig, at den værdikonservative senator endte med 33 af statens 36 delegerede, da denne artikel blev lagt op, mens Trump måtte nøjes med sølle tre. Den sidste kandidat i opløbet, guvernør John Kasich endte på et rundt nul, men han har også selv fremført, at han satser på et såkaldt “contested convention” hvor de delegerede stemmer om kandidaterne på partikonventet, fordi ingen af dem til den tid vil have opnået de nødvendige 1237 delegerede som det kræver at lukke og slukke for festen og erklære sig som sejrherre.
Her er det foreløbige resultat på et kort hentet fra Washington Post:
Sejren var Cruz’ største siden han vandt the Iowa caucues i februar, og han var heller ikke sen til at slå fast over for sine forsamlede ekstatiske tilhængere, at valgkampen har nået et vendepunkt. Og at det vendepunkt vil ende med ham selv som kandidaten:
“Tonight is a turning point. It is a rallying cry. It is a call from the hardworking men and women of Wisconsin to the people of America: We have a choice — a real choice, lød det.
Ydmygelse for Trump men han satser på sejr i New York
Nederlaget sved i Trump-lejren, hvor man havde ført en intens kampagne, men fra kandidaten selv lød der de vanligt sejrssikre toner, om end han afstod fra et holde sin sædvanlige tale efter at resultatet stod klart. I stedet sendte hans kampagne følgende ud:
“Ted Cruz is worse than a puppet — he is a Trojan horse, being used by the party bosses attempting to steal the nomination from Mr. Trump. We have total confidence that Mr. Trump will go on to win in New York, where he holds a substantial lead in all the polls, and beyond.”
Og Trump har meget at have sin optimisme i. Han står stærkt i sin egen hjemstat, New York, hvor han godt nok er kontroversiel, men hvor der ikke er meget at komme efter for en kristen værdikriger som Cruz. Der til gengæld har travlt med at gøre sig lidt mindre upopulær hos den vigtige partiledelse i hovedstaden, der rundt regnet ikke kan fordrage ham.
Læs en omfattende analyse af baggrunden for byggematadorens nederlag og hvad der var på spil i Wisconsin her fra Washington Post.
Sanders er lige i hælene på Clinton – og hun er irriteret
Men det var ikke kun Trump, der led nederlag tirsdag. Hillary Clinton – den anden favorit bare hos demokraterne – tabte også med et brag til sin udfordrer, senator Bernie Sanders fra Vermont. Her løb den aldrende socialist med 47 delegerede, mens Hillary fik 37.
Sanders fejrede sin sejr i byen Laramie i Wyoming, hvor demokraterne har deres caucuses på lørdag. Sanders understregede foran en flok ekstatiske støtter der jublede og klappede, så det var svært for den i stigende grad hæse Sanders at få ørenlyd, at hans kampagne havde vundet momentum. I talen brugte han de berømte ord fra Abraham Lincolns Gettysburg addres This is a campaign of the people, by the people, and for the people
Han tilføjede på bedste græsrodsvis, at “Real change never, ever takes place from the top on down. It always takes place from the bottom on up.”
Hillary Clinton nyder dog fortsat et betydeligt flertal i sammenligningen med Sanders nu de begge flytter kampplads til New York. For om end Wyoming kommer først (Sanders står til sejr) så bliver det i New York, at det afgørende slag kommer til at stå.
Real change never, ever takes place from the top on down. It always takes place from the bottom on up – Bernie Sanders 5. april 2016
Sanders har vundet de sidste seks ud af syv primærvalg og står som sagt også til sejr i Wyoming på lørdag. Hvis han også vinder New York om to uger kan det begynde at gøre virkelig ondt på Clinton, der selv var senator for staten, før hun blev udnævnt som udenrigsminister under Obama i 2008. Der er da heller ingen tvivl om, at den tidligere førstedame er blevet mere og mere irriteret på sin modstander – også selv om tonen mellem dem er urban, grænsende til det høflige, selv når de går ind i hårde verbale konfrontationer. I et nyligt interview med websitet Politico med titlen, “Hillary Clinton har fået nok af Bernie Sanders” kunne man læse, hvor irriteret hun faktisk er.
Læs en længere analyse af New York og hvad det betyder i den demokratiske lejr her fra Politico.
Der er ingen tvivl om, at vi i virkeligheden ser en lige så stor konfrontation mellem “det etablerede” og “det oprørske” hos Demokraterne, som hos republikanerne. Så når det er Donald Trump, der er løbet med broderparten af omtalen, har det mindre med indholdet at gøre, og mere med det simple faktum, at den tidligere reality stjerne, Trump, er eminent til mediestyring, hvilket man ikke kan beskylde hverken Hillary Clinton eller Bernie Sanders for. De taler pænere til hinanden, de taler også mere om politik. Og sjovt nok – eller trist nok – er det lige præcis det, der får de medier, der ellers lever og ånder for det politiske stof 24-7 til at tabe fascinationen og interessen en smule.
Topfofo: Image compilation of candidates, Getty Images via JTA.
Holder du særligt af det jeg skriver? Så kan du betale mig for mit arbejde – og det er da en rigtig god ide, hvis du spørger mig. Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. Eller lad være, det er helt frivilligt. Jeg modtager beløb direkte via Mobile Pay: 93 85 05 85
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her