mm

Amalie Keren Maarbjerg

Amalie er freelancejournalist og videnskabsredaktør på Point of View International. Hun interesserer sig for videnskab, religion og kultur og har skrevet til bl.a. Weekendavisen, Information og Kristeligt Dagblad. På POV skriver hun om kultur og videnskab. Amalie er født i 1986 og uddannet webdesigner og webfilminstruktør fra Kort- og Dokumentarfilmskolen i Lyngby. Kunne du lide artiklen? Så har du mulighed for støtte Amalies skriveri på POV direkte via Mobilepay på: 42209468

Donér, hvad du selv synes er rimeligt. Eller lad være, det er ganske frivilligt.

Se alle skribentens artikler
Made with Repix (http://repix.it)

“Der er ikke så mange debattører, der kommer fra Lystrup”

Der er spænding i luften og kaffe i de musselmalede porcelænskopper. En forsamling på omkring 50 mennesker sidder klar på ukomfortable blå træstole og venter på en debat mellem to mennesker, som mange ville tro ikke kunne fordrage hinanden. Journalisten, der skal lede forestillingen, venter også.

Vi befinder os på Københavns Rådhus, hvor Institut for Menneskerettigheder sammen med Rådet for Etniske Minoriteter  er værter for arrangementet “Virtuel racisme – virkelige konsekvenser” i anledning af FN-dagen mod racisme.

Spændingen skyldes at vi om lidt skal opleve noget i disse tiden ret så sjældent: To af Danmarks mest politisk uenige debattører vil om lidt tale om den gensidige respekt de nærer for hinanden –  trods alt – og om vigtigheden af den personlige dialog. Den ene er Niddal El-Jabri, debattør med palæstinensisk baggrund og fan af multikulturelle samfund, den anden Kim Møller, debattør, historiker og manden bag den nationalkonservative blog Uriasposten. Trods vidt forskellige holdninger har de to dog én ting til fælles: De er begge er opvokset i Lystrup, en lille by nord for Aarhus og det var ud fra dette fælles udgangspunkt at de for to år siden besluttede at lære hinanden at kende.

Arven fra Lystrup

I Lystrup boede primært den hvide middel- og underklasse og her voksede Kim og Niddal op i den samme betonblok:

”Vi spillede fodbold ude på græsplænen, blev sure på hinanden og blev glade sammen. Det var meget klassisk og almindeligt,” fortæller Niddal El-Jabri og fortsætter: “Det er også derfra vi begge to kender Maren, Polle og Palle, Fede Henrik og Morten Morgenhår og resten af gutterne”

Genforeningen mellem de to skete på nettet, og det var Kim Møller, der tog kontakten.

Det skete efter at Niddal El-Jabri i august 2014 var kommet ind på barndommen i Lystrup i et indlæg i Information.

Men hvorfor ligefrem tage kontakt? vil journalisten vide.

Kim Møller tøver før han svarer: ”Der er ikke så mange debattører, der kommer fra Lystrup. Det var underklassen, der boede der. Jeg tror vi var de eneste fra området, der fik en lang uddannelse.” fortæller han.

Vi spillede fodbold ude på græsplænen, blev sure på hinanden og blev glade sammen. Det var meget klassisk og almindeligt. Det er også derfra vi begge to kender Maren, Polle og Palle, Fede Henrik og Morten Morgenhår og resten af gutterne.

I den lille stationsby handlede dagligdagen om andre jordnære ting; Som knallerter for eksempel. Og for Kim Møllers vedkommende at spille billard i den lokale klub: ”Lystrup er en del af mig. Foldboldklubben, idrætsforeningen… det hele! Det er jo min barndom” uddyber han – og understreger at det var på godt og ondt:

”Der var grønjakker overalt og to-tre rockerklubber. Det var et hårdt miljø og jeg har da også fået tæsk en hel del gange, fordi jeg stod det forkerte sted på det forkerte tidspunkt,” fortæller han.

Ansigt til ansigt

Kims henvendelse på Facebook vakte Niddals nysgerrighed og han besluttede sig for at tage initiativ til en kaffeaftale. Han kendte kun Uriasposten perifert, men han vidste med sig selv, at han ikke magtede at diskutere politik over Facebooks chat:

”Jeg syntes, at det var beundringsværdigt at Kim skrev, og så havde vi jo en fælles historie. Jeg måtte vide, om jeg kunne se denne her mand i øjnene og have en dialog med ham, der kunne blive en god oplevelse for os begge to,” fortæller han. Da de to mødes første gang gav Niddal endda Kim en garanti: ”Intet du siger i dag, kan få mig til at forlade stedet” lover han.

I løbet af mødet oplever han endvidere, at Kim forsøger at afmontere de fordomme, han fra starten tror, at Niddal har om ham: ”Kim havde mange bekymringer i forhold til den verden, vi lever i. Det er ikke fordi jeg ikke anerkender dem, men jeg mener der mangler nogle nuancer i den måde han ser tingene på.” forklarer Niddal.

For ham er den menneskelige kontakt altafgørende – omend i nogle diskussioner mere end i andre: ”Når vi for eksempel kommer ind på Israel og Palæstina, kan vi grine ad hinanden i stedet, og jeg kan fortælle Kim, at jeg synes han er skør. Det havde vi ikke kunnet på chatten. Dér havde jeg enten hidset mig op eller bare lukket diskussionen ned,” fortæller han.

Deres fælles arv er også mere tydelig in real life, for i Lystrup kaldte man en spade for en spade og selvom tonen kan være hård fungerer det udmærket når bare man, som Niddal udtrykker det ”er med på jargonen”

Møderne med Kim har dog ikke fået Niddal til at læse Uriasposten. Faktisk vælger han bevidst at lade være. Han vil gerne blive ved med at kende Kim for de møder de har sammen, siger han og så tager han gerne med, at andre kalder ham naiv: ”Det er nu engang min tilgang til tingene, og det er okay. At være naiv er jo for helvede også at se det bedste i dig” siger han henvendt til Kim på den anden side af bordet.

”Du har ret til at kalde mig racist – og jeg har ret til at være ligeglad”

Det personlige møde er altså vigtigt for Niddal, men betyder det ligeså meget for Kim, vil journalisten vide. Sætter Kim – ligesom Niddal – en ære i at mødes med nogle af dem, han er allermest uenig med? Kim svarer ikke på spørgsmålet men han fortæller dog, at han har henvendt sig til mange på Facebook. Når han tager fat i folk, er det dog mest fordi han gerne vil være dér, hvor debatten er: ”Som blogger skal jeg jo helst vide tingene, før de sker. Facebook er også et værktøj for mig, men jeg gider ikke læse alenlange debatter, hvor folk onanerer med ord. Det bliver meget træls,” bekendtgør han.

Kim er i øvrigt helt åben om sine politiske holdninger. Om at han ”ikke gider masseindvandring,” og at han mener ”Danmark skal forblive dansk.” Af samme grund er han flere gange blevet kaldt racist på nettet. Det er dog ikke noge,  der holder ham vågen om natten: ”Jeg plejer at sige: du har ret til at kalde mig racist og jeg har ret til at være ligeglad. Jeg føler mig ikke krænket,” bedyrer han. I det personlige møde med muslimer er det dog ikke hans politiske holdninger, der fylder ,ligesom det ikke har fyldt i mødet med Niddal: ”Det kan godt være, det ikke er alle på Facebook, der kan skille tingene ad, men det kan jeg. Det ligger dybt i mig,” understreger han.

En fri debat?

Kim og Niddal er ikke enige om, hvor meget man skal moderere debatter på nettet.

Når folk kommer i mit hjem, så skal der være godt og rart at være. Det er det samme med min Facebook-profil. Der kan sagtens være en kritisk dialog, men når det konstruktive forsvinder, så sletter jeg det altså – Niddal El-Jabri

Hvor Kim aldrig fjerner selv meget grove kommentarer på Uriaspostens kommentarspor, sletter Niddal gerne kommentarer på sin Facebook-side, hvis han mener at nogen er gået over stregen. Lader man alle slags hadske kommentarer blive, skræmmer man nemlig de konstruktive stemmer væk, mener han: ”

Når folk kommer i mit hjem, så skal der være godt og rart at være. Det er det samme med min Facebook-profil. Der kan sagtens være en kritisk dialog, men når det konstruktive forsvinder, så sletter jeg det altså,” fortæller han. Kim mener omvendt ikke det ville gøre den store forskel, om han slettede de hadefulde beskeder, der tikker ind på Uriasposten. Noget andet er også, at der ligger ca. 300.000 kommentarer, så det ville være et uoverskueligt arbejde:

“Jeg tror ikke vi får et bedre samfund ved at slette kommentarer,” vurderer han og tilføjer: ”Jeg kan egentlig godt lide den fri debat – på godt og ondt! Og hvad er alternativet? Det er jo at der er en journalist der sidder og sorterer i hvad der konstruktivt og hvad der ikke er.”

Drømme om fremtiden

Tiden er ved at være gået og kaffekopperne tomme, men inden vi om lidt bevæger os ud i den københavnske forårsaften, har journalisten et sidste spørgsmål: Vil de to runde af med at beskrive hinanden?

Det vil de gerne. Kim kalder Niddal en “Average Joe” – hvad han så end mener med det – men han har respekt for, at Niddal vil mødes med ham overhovedet: ”De fleste muslimer havde nok sagt ”jeg gider ikke mødes med Kim fordi han hader islam så meget” siger han og fortsætter, henvendt til Niddal: ”Men du er stor nok til at sige ”okay, lad os tage debatten!” Da det lidt efter bliver Niddals tur, bliver der stille et øjeblik. En bil dytter hidsigt nede på gaden og solens sidste stråler falder ind gennem vinduet.

Jeg tror ikke vi får et bedre samfund ved at slette kommentarer. Jeg kan egentlig godt lide den fri debat – på godt og ondt! Og hvad er alternativet? Det er jo at der er en journalist der sidder og sorterer i hvad der konstruktivt og hvad der ikke er – Kim Møller

”Kim er Lystrup” udbryder han så: “I al sin storhed og fantastiskhed. Det lyder måske mærkeligt, men jeg finder noget tryghed i Kim, for i ham ser jeg dét, jeg er vokset op med hele mit liv. Lige siden vores møde har jeg haft en drøm om, at vi bare kunne være naboer igen.” fortsætter han og ser direkte på Kim. “Vi kunne drikke kaffe sammen hver søndag og måske ville du så, lidt efter lidt, finde en bedre vej ud af dine bekymringer og få nogle flere nuancer på verden. Det er den drøm, jeg har for os to.”

Topfoto: Amalie Keren Maarbjerg

Kunne du lide denne artikel, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Så får du også alle links til vores nye artikler. Bliv ven med os her. Holder du af POV International så bliv abonnent for 20 kr. om måneden via PayPal. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.

Kategorier