Terrorister efter lukketid

af

”Et samfund skal kendes på sine fjender”. Sådan siger et af de unge mennesker i Bertrand Bonellos nye film Nocturama. Han taler om franske revolutionære i 1800-tallet, men hans ord mønter sig naturligvis også på filmen selv, hvis skildring af fransk terrorisme efter sigende var for kontroversiel for Cannes. Bertrand Bonello har i årevis skildret samfundets ”monstre”, skriver Frederik Bojer Bové, og denne gang rammer han plet med en film, der er både indigneret politisk og lagdelt.

Genre: Thriller
Premiere: 30. marts 2017
Instruktør: Bertrand Bonello
Varighed: 2 timer og 10 minutter.

Unge mennesker i en metro. Ser sig omkring, genkender hinanden. Én efter én stiger de ud, springer på nye tog, går op på de parisiske gader. Det er eftermiddag i Frankrig, og noget er under opsejling. I den første del af filmen følger vi gruppen af unge, mens de fører deres omfattende planer ud i livet. Det er ekstra kompliceret, og de unge har tydeligvis planlagt, hvordan de skal få rystet overvågning af sig – og er en filmtilskuer andet end en betalende overvåger? Læg hertil også instruktørens forkærlighed for at springe i tid uden forklaring, og man må nok acceptere ikke at få det hele med. Jeg har set filmen to gange, og jeg forstår stadig ikke helt, hvordan planerne hænger sammen.

Det er ikke katastrofalt, at filmen ikke reelt fungerer som manual i parisisk terror. Sekvensen er stadigvæk medrivende og intens, og er desuden nærmest mere et forspil til filmens centrale del, for efter planerne er ført ud i livet, mødes de unge i et stormagasin efter lukketid, hvor de har planlagt at tilbringe natten, indtil tingene er faldet mere til ro. Med en blanding af kedsomhed og adrenalin kaster de sig over magasinets varer, klæder sig ud, og optræder for hinanden. Filmen udvikler sig med andre ord til en skildring af, hvordan de unge ser sig selv.

Monstrøse portrætter

For et par år siden viste CPH:PIX en art portrætfilm om Bertrand Bonello. Den hed Portrait of the Artist, og havde Bonello i hovedrollen som filminstruktør, der ledte efter et passende maleri der skulle bruges som rekvisit i hans nye film. Det meste af filmen gik han på museer og diskuterede forskellige opfattelser af det ‘monstrøse’, om det skulle være rendyrket uhyggeligt, eller om han f.eks. skulle trække på frygten for den kvindelige seksualitet.

Den forholdsvist ukendte film fungerer fortsat som den bedste nøgle til Bonellos filmiske univers. Han har skildret seksuelle ‘afvigerere’; prostituerede i House of Tolerance, pornografer i The Pornographer, transkønnede i den med nutidige øjne lidt uheldige Tiresia – der er vitterlig sket en forbløffende udvikling på det felt siden 2003, omend kampen for forståelse naturligvis fortsætter.

Med House of Tolerance’s 1900-tals glædespiger, Saint Laurent’s 60’er-mode, og nu Nocturama’s hypermoderne unge har han nærmest lavet en historiografisk trilogi om tre epokers outsidere.

Hans seneste film, Saint Laurent fra 2014, var et omfattende portræt af modeskaberen Yves Saint Laurent, der bl.a. fokuserede på, hvordan tøjet udfordrede det gængse syn på mænd og kvinders udseende. Med House of Tolerance’s 1900-tals glædespiger, Saint Laurent’s 60’er-mode, og nu Nocturama’s hypermoderne unge har han nærmest lavet en historiografisk trilogi om tre epokers outsidere.

Den ustabile stat

MERE POV
Intet varer evigt

Nogle vil påpege, at gruppen i Nocturama ikke minder ret meget om de grupper, der i virkeligheden har udført angreb i Europa de seneste år. Bonellos terrorcelle er sociologisk og kulturelt sammensat, og blot et enkelt af medlemmerne synes religiøst motiveret. Deres sindrige bombeplot, rettet mod lokationer med stor symbolik, minder heller ikke om umenneskelige angreb som Bataclan, der udelukkende synes møntet på at dræbe og sprede frygt.

At undersøge nutidig terror i den kontekst er i sig selv et modigt standpunkt.

I stedet trækker Nocturama som nævnt tråde til 1800-tallets mange franske oprørere. Den franske stat er faktisk på sin femte republik efter forfatningsændringen i 1958, og listen over oprør tæller både revolutioner i 1789, 1830, 1848, 1968 (næsten) samt borgerkrigsfrygt efter såvel krigen mod Tyskland i 1870 som den mod Algeriet i 50’erne og 60’erne. Frankrig er med andre ord en stærkt ustabil stat, hvor folket ofte er gået imod sine ledere. At undersøge nutidig terror i den kontekst er i sig selv et modigt standpunkt.

Tematikken i filmen rummer da også i høj grad kritik af kapitalisme og ungdomsarbejdsløshed. Der fokuseres lidt i øst og i vest, lidt på samme måde som da Gus van Sant med Elephant rettede blikket mod skoleskyderier, og det er ikke rigtig i de sociologiske indsigter, at filmen har sin styrke.

Den findes til gengæld i det rent filmiske. I den formidable første sekvens, der næsten er Hitchcock værdig, og i de mange forunderlige scener, der følger i filmens anden del. Sjældent har mannequin-dukker virket så foruroligende. Der optrædes med gammeldags popmusik og danses indædt til den nyere; fra punk til mørk ‘drill’ hip-hop. Sekvens efter sekvens går efter det blændende, og der rammes sjældent forbi.

Kronikør af det monstrøse

Bonello er ikke nogen Godard’sk fornyer af filmsproget, og har ej heller en personlig visuel stil som f.eks. Maren Ade (Toni Erdmann) eller Dardenne-brødrene (Kvinde, Ukendt). I stedet har han modet til at tilpasse sin æstetik til det emne, han undersøger, og af den led skabe nye billeder. Hans leg med tid, med rum, med tøj og med køn er især det, som kendetegner hans arbejde. Han bør læses i selskab med f.eks. græske Yorgos Lanthimos (Dogtooth, The Lobster) og italienske Paolo Sorrentino (Den Store Skønhed, Youth); blandt de bedste af de forholdsvis unge instruktører, der fortæller os tydeligst om Europa i dag.

Et samfund skal kendes på sine fjender. Eller måske snarere på sine forestillinger om dets fjender. Bertrand Bonellos film er måske ikke noget 1:1-portræt af terrorister, men det er omvendt ikke mere skævt end mediernes billede. Til gengæld er det kunst.

Sidste sommer, efter terrorangrebet i Nice, så jeg en spiseseddel: Et billede af en teddybjørn på jorden med teksten Nu dræber de også børn! En overraskende overskrift, taget i betragtning, at terrorister er gået målrettet efter f.eks. skoler i Mellemøsten i årevis. Det virkede som om, at ‘de’ ikke blot henviste til ISIS, til terrorister, eller til radikale islamister, men skulle forstås langt snævrere. ‘De’ er specifikt dem, der kan finde på at slå ‘os’ ihjel. ‘De’ kunne ikke forstås uden ‘os’, så hvis ikke det var ‘vore’ børn, der var blevet slået ihjel, så talte det ikke. Og ligesom de ikke kan forstås uden os, så kan vi heller ikke forstås uden dem.

MERE POV
Manden, der rejste efter døden

Et samfund skal kendes på sine fjender. Eller måske snarere på sine forestillinger om dets fjender. Bertrand Bonellos film er måske ikke noget 1:1-portræt af terrorister, men det er omvendt ikke mere skævt end mediernes billede. Til gengæld er det kunst. Bonello rykker sig et nøk tættere på titlen som Europas vigtigste kronikør af det monstrøse, det fjendtlige, det utilpasse. Måske han denne gang slår sit navn endegyldigt fast.

Hovedfoto: Another World Entertainment.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste indlæg fra

Gå til Top