ROM – ‘En eller anden har lært dem at sige Ciao bella, når de ser noget smukt bevæge sig. Kastanjefarvede øjne kaster kærligheden lige tilbage i ansigtet på dem. Og med lidt bredere små skuldre går de videre ud i livet’. Poul Hauch Fenger er rejst med sin hustru og to sønner tilbage til den italienske hovedstad, hvor han boede som gymnasieelev.
Rom, Dag 5. Byen ligger nede for hælen af Monte Mario og ulmer i mørket. Det er midnat nu i Europa. Børnene sover. Det kan jeg godt forstå. På bordet på altanen står en Nastro Azzurro, en flaske tør siciliansk hvidvin, og en pakke Marlboro Lights, der kun venter på at blive åbnet og tændt.
Vi bor på nøjagtig det samme hotel, vi altid bor på. Et hotel med historie.
Et hotel, hvor Marcello Mastroiani, alt efter behag, kunne sidde i hemmelighedsfuld samtale med Gina Lollobrigida eller Sophia Loren, i en krog i en bar, og tale om den kærlighed, der kunne have været. Et hotel, hvor Federico Fellini ville give Anita Ekberg de sidste instruktioner, inden de ville tage ind og bade i Trevi-fontænen.
Vi lærte ejeren at kende ved et tilfælde. En bonvivant. En silverback med azurblå øjne, der glimter om kap i solen, skarpe kæber og en stemme som Robert Mitchums. Rig på kærlighed og kildevand.
Hver morgen vender vi verdenssituationen over den måske bedste morgenmad, der findes i Latineuropa. Han introducerede os for et par år siden for den serbiske toptennisspiller Novak Djokovic, som gav mine sønner gode råd med på vejen
Har kunne tale smilet frem i enhver kvindes øjne. Huse i Acapulco, Paris, Portugal. Søn af en italiensk karriere-diplomat, der tog ham med til udstationeringer i Latinamerika og Det Fjerne Østen. Faderen, der fjernede den tyngende tryghed.
Dér fik han, i de år, allerede som lille dreng, og som ung mand smag for det internationale, mærkede suset fra de syv verdenshave og kunne aldrig igen vende den vind ryggen.
Verdenssituationen vendes
Hver morgen vender vi verdenssituationen over den måske bedste morgenmad, der findes i Latineuropa. Han introducerede os for et par år siden for den serbiske toptennisspiller Novak Djokovic, som gav mine sønner gode råd med på vejen.
Ikke nogen lille oplevelse. Så vi vender også lige hans dagsform og chancen for, at han når Federers sytten grand slams. Det mener vi nok han skal.
Det er 24 år siden jeg boede her i byen. Fra 1992 til 1993. Min far arbejdede for Verdenssundhedsorganisationen WHO, og jeg gik i 2.g på en international skole. Et af de vigtigste år i mit liv. Fra Falster, hvor man helst ikke måtte være for dygtig til noget som helst, det gav rekyl, til Rom, hvor alle heppede på en.
Glæden på andres vegne. Ingen jantelov. Autenticitet og ikke noget med at være andre end lige præcis den, du er. Ellers faldt du igennem. Brystet frem og hagen op. Kædedans er kedsommelig
Blev man Lolland-Falster-mester i tennis, var der ingen dunk i ryggen i skolegården, men skulle man være så heldig at blive Lazio-mester, så sprang champagnen sikkert med sabel. Omvendte verdener. Glæden på andres vegne. Ingen jantelov. Autenticitet og ikke noget med at være andre end lige præcis den, du er. Ellers faldt du igennem. Brystet frem og hagen op. Kædedans er kedsommelig.
Complimenti og Cotillard
Mange fra de skandinaviske provinser har nok haft svært ved at håndtere en kompliment. Inklusive mig selv. De hang ikke just på de gamle egetræer langs Falster ellers smukke kyster. Men i Rom deltes disse mellemmenneskelige gaver ud med kyshånd, og man lærte at tage imod og give dem glad og uden nonsens.
I anfald af afsavn til alt det, der er at savne ved Danmark, kunne man tilbage i først-halvfemserne altid spadsere kilometeren fra taglejligheden på Via Donatello 76 til Den Spanske Trappe, synge med på Kim Larsen og Tøsedrengene, møde gennemrejsende skandinavinder og lade solen og månen gå sin gang.
Efter ni måneder flyttede vi fra bydelen Flaminia til bjerglandsbyen Zagarolo, 35 km sydøst for Rom.
Vakkert at vise dem min gamle by. De får at mærke, at folk her betingelsesløst er sig selv. Folks facader forsvinder. At man kan være lige præcis den, man vil være
Et liv levedes som mindede om Ridley Scotts film ”A Good Year”. Vi flyttede ind i Villa Verde, bygget af grundlæggeren af Nestlé, som må have befundet sig i samme dilemma som Russell Crowe: vinmarker, olivenlunde, en blød brise, Marion Cotillard og tennis på vintage-baner eller overfladisk materialisme i Schweiz?
Jeg forstod ham godt. Besøgte villaen i aftes, og minderne står hugget i granit med caps lock. Dante, den nuværende ejer, der taler let læspende, som Pavarotti, fik mit visitkort, hvis han nogensinde vil sælge.
Glæden, begejstringen, umiddelbarheden. Rummeligheden udi temperamenter, skæve skæbner og alvorlige ambitioner.
Ciao bella
Nu er jeg her med min familie. Pigen fra Den Hvide Sten, som jeg var forelsket i som ind i himmelen, da jeg var lille, der nu er blevet voksen, og som jeg var heldig at møde. De turkisblå øjne og utilnærmeligheden. Meget at opdage. Intet at tage for givet.
Efter syv års intense forsøg lykkedes det endelig af få et ”ja” til en kop kaffe, vi tog fri og rejste fra Chile til Canada i tre måneder, lærte hinanden godt at kende i Andesbjergenes høje nord, bedre i Fransk Guyanas indre, bedst i Key West, vi kom hjem og forløste os i to sønner som får kærlige kys og en duft af jasmin, altid solskin og sødeste min.
Vakkert at vise dem min gamle by. De får at mærke, at folk her betingelsesløst er sig selv. Folks facader forsvinder. At man kan være lige præcis den, man vil være. At man ikke behøver at assimilere. At der er et værn for autenticiteten, ikke imod den. Glæden, begejstringen, umiddelbarheden. Rummeligheden udi temperamenter, skæve skæbner og alvorlige ambitioner.
En eller anden har lært dem at sige Ciao bella, når de ser noget smukt bevæge sig. Kastanjefarvede øjne kaster kærligheden lige tilbage i ansigtet på dem. Og med lidt bredere små skuldre går de videre ud i livet.
Topfoto: Sophia Loren – Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her