Tal dansk, for pokker!

af

Nu er hele debatten om, hvad det vil sige at være dansk oppe at vende igen igen. Og i den forbindelse rejste juristen Mary Consolata Namgambe et interessant spørgsmål i et indlæg i Politiken fredag. Nemlig, hvorfor er det, at etniske danskere så ofte henvender sig til ikke-hvide mennesker på engelsk. Som Mary, der er født i Uganda, men har boet det meste af sit liv i Danmark, spurgte: ”Hvorfor tror I, at jeg ikke kan tale dansk?”

Jeg tog mig “I” straks at lade tankerne flyve tilbage. På alle disse tilforladelige, sjove, besynderlige, pinlige, oprørende oplevelser, jeg selv har oplevet gennem årene med danskere, der absolut synes, de skal tale engelsk til mig. Af Facebook-reaktionerne på Marys indlæg kunne jeg se, at det er noget, utallige mennesker med afrikansk baggrund har oplevet her i Danmark. Men også, at der fortsat er mange etniske danskere, der ikke fatter problemet. Der ikke kan se, at de ved som udgangspunkt at tale et fremmedsprog til folk, de møder rundt om i det ganske danske land, sender et signal om, at disse mennesker må være ”fremmede”.

Dansk er mit modersmål

Jeg er født her i landet. I 1959. Som søn af far fra Ghana i Vestafrika og en dansk mor. Dansk er mit modersmål – bogstavelig talt. Men i og med, at jeg er farvet, er jeg naturligvis vokset op med folks evindelige forestilling om, at jeg nok ikke taler dansk. Ligesom jeg selvfølgelig også har hørt sætningen ”Hvor taler du godt dansk” til bevidstløshed. Hver gang en dansker forbløffede over, at jeg faktisk talte landets sprog.

Men jeg må sige, at det – for mit vedkommende i hvert fald – er sjældnere og sjældnere, jeg støder på denne reaktion. Folk er efterhånden ved at forstå, at Danmark i stigende grad er et multietnisk samfund, og at indbyggerne og borgerne her i landet nu engang kommer i alskens farver og størrelser.

Især har de unge, der er vokset op med klassekammerater med rødder udenfor Europa, forstået dette. Det er mere hos de ældre årgange, det stadig halter. Det dér med automatisk at henvende sig til ikke-hvide mennesker på engelsk, er først og fremmest et generationsspørgsmål. Lidt ligesom det også forholder sig i ”neger-debatten”. Hvor det også først og fremmest er de ældre generationer, der ikke kan forstå, at sidste salgsdato for længst er overskredet for det forkætrede N-ord. At Danmark ikke længere er som en Morten Korch-film.

Gamle fordomme

Født i dette Danmark for 57 år siden, har jeg selvklart fulgt udviklingen på egen krop gennem alle disse år. Og jeg må også sige, at det med, at folk henvender sig til mig på engelsk, er aftagende. Jeg begyndte at lægge mærke til denne udvikling for måske 10-15 år siden. Hver gang en person, der var lidt oppe i årene, henvendte sig til mig på dansk. Altså fremmede mennesker på gaden. Der for eksempel ville spørge om vej eller lignende. At de som udgangspunkt oftere og oftere bare snakkede dansk, var noget, jeg bed mærke i. Det glædede mig, at der var flere og flere af disse ældre mennesker, der ikke per automatik slæbte rundt på gamle fordomme.

Men da jeg gik op ad Folketingets trapper og skulle ind i bygningen, blev jeg stoppet af en civilklædt politimand. ”You can’t come in”, erklærede han i et tonefald, der signalerede, at dette ikke var til diskussion.

Jeg vil sige, at de folk, der mest stædigt har holdt fast på at snakke engelsk til mig, er myndighedspersoner. Politifolk, ikke mindst. Igen, det er aftagende. Men eksemplerne har været grelle. Og der er en erindring – efterhånden med nogle år på bagen – som automatisk fløj gennem hovedet på mig, da jeg så Marys indlæg i Politiken.

MERE POV
En tølper

“You can’t come in”

Jeg er journalist. Og skulle i den forbindelse – som medarbejder ved det nationale danske nyhedsbureau – dække et statsbesøg. Den pågældende statsleder skulle blandt andet besøge Christiansborg. Men da jeg gik op ad Folketingets trapper og skulle ind i bygningen, blev jeg stoppet af en civilklædt politimand. ”You can’t come in”, erklærede han i et tonefald, der signalerede, at dette ikke var til diskussion. Jeg hev mit pressekort frem og forklarede – på dansk – at jeg kom fra Ritzau og skulle ind og dække statsbesøget. Men lige meget hvad jeg sagde og gjorde, så svarede han bare på engelsk. ”You can’t come in”. Dette besynderlige optrin fortsatte, indtil andre journalister, der uden videre blev lukket ind på Christiansborg, gjorde politimanden – der antageligt var fra PET – opmærksom på, at han var helt på afveje. Hvorefter jeg slap ind på tinge.

Det var helt surrealistisk. Og oprørende. Mest af alt, fordi statslederen, hvis besøg jeg skulle ind at dække, var Sydafrikas præsident Nelson Mandela. Manden, der om nogen var symbolet på kampen mod racediskrimination. Jeg havde dækket Mandela i Sydafrika i tiden op til, at han blev landets første sorte præsident. Og ikke engang i den forbindelse, havde jeg oplevet noget, der bare mindede om det, jeg blev udsat for på trapperne til det danske parlament.

Det er disse indgroede, forudindtagede meninger, nogle mennesker har om medborgere, der ikke er hvide, som er problemet. At de, så snart de ser en person med en anden hudfarve end hvid, automatisk tænker ”ikke dansk”. Politimanden på Christiansborgs trapper var helt og aldeles i dette tankesæts vold. I sådan en grad, at han end ikke kunne registrere, at jeg faktisk talte dansk til ham. Ikke ænsede, at jeg stod og viste ham et dansk pressekort komplet med Dannebrog og det hele.

MERE POV
Der er bånd imellem Pinocchio og provinsens børn

Fra situation til situation

Heldigvis er det nu nogle år siden. Heldigvis er det sjældnere og sjældnere, jeg overhovedet oplever, at folk her i Danmark henvender sig til mig på engelsk. Men når det sker, må man bare takle det fra situation til situation.

Oplevede for ikke så forfærdelig længe siden en færdselsbetjent, der snakkede til mig på engelsk. Fordi han samtidig var lige lovlig brysk i sin adfærd, besluttede jeg mig for at pille ham ned. På uforfalsket københavnsk sagde jeg til ham: ”Jeg forstår altså ikke, at dansk politi ansætter alle disse folk, der kun kan engelsk. I burde ansætte flere, der også kan lidt dansk”.

Så blev han fornærmet. Men jeg fik da ret hurtigt lov til at køre videre.

Generelt må jeg dog sige, at jeg tager det der med, at folk taler engelsk til mig, med et smil. Når man svarer folk på dansk, så tager de det pænt. Og hvis en enkelt stadig fyrer den dér af med: ”Åh, du taler da godt dansk”, så svarer jeg bare: ”Tak. Dit er egentlig heller ikke så slemt”.

Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Philip Sampson

Philip Sampson, født 1959 på Frederiksberg, er uddannet journalist. Han har arbejdet på Politiken, DR og Ritzau. På sidstnævnte virkede han på bureauets udlandsredaktion fra 1988 til 2011. Philip er opvokset i London som søn af en ghanesisk far og en dansk mor. Han har gennem årene beskæftiget sig indgående med racisme og højreekstremisme, bl.a. i samarbejde med antiracistiske organisationer som Expo i Stockholm og Searchlight (i dag Hope not Hate) i London. På baggrund af sin mangeårige tilknytning til den københavnske motorcykelverden, har han gennem årene kunnet levere ganske præcise analyser af konflikterne i bikermiljøerne både i ind- og udland. Philip er i dag selv medlem af Harley-Davidson Club Herlev. Journalistisk set er Philip Sampson graver af natur. Denne interesse bruger han i dag især på historisk research.

Seneste indlæg fra

En tølper

Af den byge af skældsord, som Pernille Vermund, leder af Nye Borgerlige,

Ellas danske eventyr

Tirsdag ville Ella Fitzgerald, en af verdens gennem tiderne betydeligste jazzsangerinder, være

Hvor ‘du fra?

Tilhørsforhold – For to måneder siden rykkede jeg med min familie på
Gå til Top