Tæt på filmhistorisk

af

Sieranevada er ulig stort set noget andet, Frederik Bojer Bové har set af film i den rumænske nybølge. Filmhistorisk er instruktøren Cristi Puiu tæt på noget stort. Portrættet af en familie i en forstad til Bukarest er et lille mesterstykke. En film, hvor man ikke får tingene foræret, men hvor man til gengæld selv kan dykke ind og fokusere på, hvad man har lyst til. En film der bliver hos dig længe.

Der er så meget uforglemmeligt fantastisk ved Cristi Puius Sieranevada, at jeg nærmest slet ikke ved, hvor jeg skal begynde. Jeg har set den to gange: Én gang under Göteborg Film Festival i februar og igen til pressevisning for nylig, og det var, ganske passende, som at mødes med en gammel bekendt, måske et familiemedlem man ikke havde set længe. Ganske passende, eftersom filmen omhandler en familiekomsammen i en matriarks lejlighed, og så meget af filmens styrke ligger i dens almene genkendelighed.

Utallige detaljer er værd at fremhæve, eksempelvis hovedpersonen Larys øjne fanget i et bilspejl, mens han diskuterer Disney-kostumer med sin kone. Lary, spillet af Mimi Branescu, har købt et forkerte kostume i protest, fordi hans datters skole opsætter en teaterforestilling baseret på Disney-figurer i stedet for karakterer fra Brødrene Grimms eventyr. Det er sjovt i sig selv, men det er hans øjne, jeg ikke kan glemme: Tænksomme øjne i en komplet stupid situation. ‘Hvordan kommer jeg ud af det her,’ synes de at fortælle, mens hans kone skælder ud.

Åh jo, og den gamle kones pelshat! Sjældent har jeg set så uforglemmelig en pelshat. Så isnende hvid en pelshat, så umanerlig passende til personen. Foto: Natlys Film.

Eller Larys vredesudbrud mod sin mor, da hun spørger ham, hvor meget en gave har kostet. ‘Hvorfor spørger du om det? Har du tænkt mig at betale tilbage?’ Et tonefald, der afslører, at han er blevet spurgt om det samme utallige gange før, og at de begge to udmærket ved, hvordan samtalen herefter kommer til at forme sig.

Eller den helt bizarre detalje, at det eneste sted i lejligheden, der må ryges, er i køkkenet, så folk konstant står og oser indover de fyldte gryder. Netop denne detalje kan jeg ikke genkende, noterer mig den i stedet som en etnografisk indsigt i studiet af den bizarre rumænske verden.

Åh jo, og den gamle kones pelshat! Sjældent har jeg set så uforglemmelig en pelshat. Så isnende hvid en pelshat, så umanerlig passende til personen.

Kaotisk familie i en kaotisk virkelighed

Således bevæger Sieranevada sig mellem det alment menneskelige og det specifikke for lige præcis den her familie. Vi kastes ind i det uden for mange forklaringer og må selv finde rundt i de mange familieforviklinger. Selv efter to gennemsyn er jeg ikke helt sikker på, jeg ved, hvem samtlige personer er, men det gør ikke så meget.

Det bliver til tider en nærmest forbløffende velkoreograferet dans med mange deltagere. Selv når plottrådene begynder at blive forvirrende, er bevægelserne og stemningen fortsat medrivende.

Selve præmissen er let nok at forstå: Larys far er død, og efter en sørgeperiode skal der afholdes en traditionel ortodoks mindehøjtidelighed. Det er ikke helt ukontroversielt, eftersom kirken var undertrykt under kommunismen, og heller ikke er voldsomt velanset blandt familiens yngre medlemmer. Generelt er det de færreste, som helt forstår, hvad det handler om, eftersom traditionerne er blevet svækket af landets tumultariske politiske virkelighed.

Ligesom vi kastes ind i et kaotisk familiefællesskab, så agerer personerne også i en kaotisk virkelighed. Filmen foregår ganske kort tid efter angrebet på Charlie Hebdo. Terrorismen fylder i verdensbilledet, og især den unge nevø er dybt optaget af diverse konspirationsteorier, og forsøger at overbevise sine fætre med diverse YouTube-videoer.

Familien har ikke meget tiltro til autoriteter, de forsøger hver især at finde noget at holde fast i; de ældre i kirken eller de gamle kommunister, de unge i internettet, i udlandet, i parforholdet. Heller ikke den afdøde patriark kunne sige sig fri for at have skelletter i skabet, hvorfor hans mindehøjtidelighed aldrig bliver andet end tragikomisk.

Æstetikken er fod i hose

Lige præcis derfor passer Puius æstetik også som fod i hose til indholdet. Bredt set er kameraet placeret på et fikspunkt, men drejer så frem og tilbage mens familien render ind og ud af døre, ind i køkkenet, ud af køkkenet, ind på toilettet, der er låst, tilbage til stuen, en anden går ud i køkkenet, så ringer det på døren, etc. Det bliver til tider en nærmest forbløffende velkoreograferet dans med mange deltagere. Selv når plottrådene begynder at blive forvirrende, er bevægelserne og stemningen fortsat medrivende. Vi drives igennem næsten tre timers festforberedelse, og deler til sidst måske også lidt personernes frustrationer over de evindelige forsinkelser. Men som i den ligeledes ganske lange Min Far Toni Erdmann bliver forløsningen, når den kommer, så meget stærkere, fordi vi har arbejdet for den. De to film, de to bedste på sidste års Cannes-festival, har en del til fælles i deres tragikomiske grundtone og vilje til at finde et eget visuelt sprog til at skildre en omskiftelig verden. Det er kunstfilm, når det er bedst: Søgende, satirisk, opmærksom og fri.

Et mesterstykke i den rumænske nybølge

Sieranevada er den anden rumænske film, der kommer til Danmark dette forår efter Cristian Mungius Prøven. Den film var en stor skuffelse for mig, der ellers har været stor fan af næsten samtlige rumænske film. jeg har set det sidste årti. Den rumænske nybølge, der blev indvarslet af Puiu’s Hr Lazarescu’s Død i 2005 og for alvor brød igennem med Mungius Guldpalmevinder 4 Måneder, 3 Uger og 2 Dage i 2007, har været i gang i snart tolv år – til sammenligning kom Dogmefilmene i en femårig periode, og derefter rykkede dansk film tilbage til start. Men Prøven var første gang, jeg følte metaltræthed, en hvis form for formel i den strenge æstetik, det depressive plot og de mange ret fortærskede forsøg på symbolik. Det var en film uden nye idéer.

Sieranevada er, ganske kort fortalt, et lille mesterstykke. En film, hvor man ikke får tingene foræret, men hvor man til gengæld selv kan dykke ind og fokusere på hvad man har lyst til. En film der bliver hos dig længe.

Sieranevada, derimod, er ulig stort set noget andet. Puiu bygger bestemt videre på den stil, han brugte i sine to tidligere film, Hr Lazarescu’s Død og Aurora – om henholdsvis en gammel mands møde med et haltende hospitalssystem og en vred mands hævn over omverdenen – men denne film har en komisk grundtone og en flerstrenget fortællestruktur, som er helt unik i hans filmografi. Han har selv sagt, at han forsøger at lave en serie på seks film fra udkanten af Bukarest, hvoraf Sieranevada altså er den tredje. Hvis anden halvdel bliver lige så stærk som første, så kan det filmhistorisk blive rigtig stort.

Sieranevada er, ganske kort fortalt, et lille mesterstykke. En film, hvor man ikke får tingene foræret, men hvor man til gengæld selv kan dykke ind og fokusere på, hvad man har lyst til. En film der bliver hos dig længe.

Premiere: 15.06.2017
Originaltitel: Sieranevada
Genre: Drama
Spilletid: 2 Timer 53 Minutter (Ekskl. Reklamer Og Trailers)
Copyright: Natlys

Hovedillustration: Natlys.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste indlæg fra

Gå til Top