mm

Claus Ankersen

Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du støtte forfatterens arbejde med et beløb på: MobilePay +4571844591.

Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 11 sprog. Han har udgivet syv bøger, hvoraf den seneste Et Pludseligt Sammenfald netop er blevet fremhævet som en af årets syv bedste oversatte digtudgivelser i Ukraine. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, dato og Murmur.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Claus Ankersen
på Mobile Pay: 71844591

T.S. Høeg – Très 60

Faktisk havde jeg forpligtet mig selv til at levere en reportage fra T.S. Høegs store maximestermonstermillionjazzede Très 60 jubi-lubi-læumsfødselsdagskoncert i sidste uge. Men det er allerede gjort andetsteds. Det var et brag af en fest, hvor hovedpersonen, som en allestedsnærværende tornado i hvidt, var sin kunsts perfekte avatar. Til gengæld drømte jeg om ham forleden. Måske igen. Det er måske slet ikke så underligt. Vi har trods alt kendt hinanden i 25 år, og begge svømmet en del baner på både ordkunstens ret- og hybridernes vrangside.

Jeg drømte, jeg mødte T.S. Høeg.

Som altid var han slank, nærværende og i absolut topform. ”Der må ikke gro mos på klokken…ding-dingeling-ding-ding”, bedyrede han og var med ét momentan luft-janitshar iført rød piccolouniform med guldknapper og megen prydelse. Naturligvis med tilhørende knæbukser og lange multikolorerede strømper i harlekindesign.

Selvfølgelig skulle han spille sax, mens vi snakkede. Og mens vi drak kaffepunch. Først med Cognac, og så med noget polsk finsprit han havde fået i fødselsdagsgave inde på Jazzhouse til sin Très 60. ”Det er alligevel vildt, du ikke bliver ældre, gamle”, sagde jeg. ”Det er da, fordi jeg har min finmandshud på”, sagde han og blinkede skælmsk til mig. Jeg kunne ikke slippe fornemmelsen af, at vi havde mødtes før.

”Det er jo tirsdag”, ivrede han. ”Hver tirsdag mødes alle dem, som laver mere end én ting. Og som ingen forstår af samme årsag. Alle dem som ikke er helt stuerene, men som alligevel er der. Modsat kulturministre, du ved”. Det sidste vidste jeg godt.

Det første havde jeg virkelig ingen erindring om. Jeg tænkte på, om man kan være drømmesenil? T.S. rystede på hovedet, så forårsluften rundt om os blev fyldt med små saxofonspillende elefanter i piccolouniformer.

”Husk det nu”, sagde han. ”Der må ikke gro mos på klokken”. Og så spillede han igen på lufttrommer. Ding-dingeling-ding-ding.

Teksten om T.S. Høeg er en prøvesmag fra Claus Ankersens bog “Pendæmonium,” som udkommer senere i år.

Illustration: Michaël Dorbec – som du kan donere til via Mobile Pay: 3131 8234

Kategorier