mm

Cecilie Marie Meyer

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte. Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter. Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet.
Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige. Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige?
Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede.
Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside:
http://ceciliemariemeyer.dk

Se alle skribentens artikler
Går der en brise igennem træets krone blinker det med sølvpletter i luften, for bladenes underside har et metallisk skær.

Syditalienske vidundere: Det fantastiske oliventræ – del 2

ESSAY – Har du nogensinde set et oliventræ dele sig? Det har du måske, uden dog at være klar over det. Delingen sker nemlig henover århundreder, og det flygtige, uerfarne blik kan hurtigt tro, at der er tale om en gruppe vilkårlige oliventræer, der blot knejser ærbødigt ind mod hinanden.

Men træerne er imidlertid i færd med at hilse hverandre endegyldigt farvel, for de kommer fra det samme rodsystem og befinder sig i en stille men dog konstant dans væk fra midten i en sønderrivende deling af deres fælles moderstamme.

Først ligner delingen tilfældige flænger ned igennem veddet. Senere begynder revnerne at gabe som flaben på de ulve, der visse steder stadig lusker rundt på Syditaliens højdedrag, inden de endelig løber helt ned til rødderne og stammen deles for altid.

Når et oliventræ naturligt deler sig og bliver til flere, bærer det imidlertid dødens stigma. Delingen er en del af træets naturlige udvikling fra vugge til død, og resulterer i skrøbelige og udsatte dværgtræer, der langsomt alle forgår

En nyligt delt stamme ligner en opretstående krukke med knuste sider. Den er nemlig hul indvendig, og i mørket mellem de mørnede hjørner af bark opstår der hurtigt et nulpunkt, som gradvist fyldes med jord og nedfaldne blade og udvides indtil det oprindelige oliventræ er blevet til en håndfuld små, stædige træer med hver deres lille krone.

Den hemmelige kærlighedsaffære mellem oliventræ og menneske

Hvis der er noget, som igennem naturens udviklingshistorie kendetegner succesfuld adfærd, så er det strategien om, at flere er bedre end én. Det synes at præge dyre-og planteriget som en slags universel regel, der på flere niveauer sikrer arternes og genernes overlevelse: løverne på savannen jager i flok for at højne chancen for mad. En frø lægger tusindvis af æg på en enkelt nat og gør dermed en gedigen indsats i videreførelsen af sin art, mens langt de fleste pattedyr føder minimum to unger ad gangen for at opretholde det positive fortegn i livets evindelige ligning om overlevelse.

Når et oliventræ naturligt deler sig og bliver til flere, bærer det imidlertid dødens stigma. Delingen er en del af træets naturlige udvikling fra vugge til død, og resulterer i skrøbelige og udsatte dværgtræer, der langsomt alle forgår. Beskæres en olivenstamme i stedet af en kyndig hånd, vil den aldrig dele sig, men beholde sin sunde og intakte kerne i årtusinder.

Når et oliventræ deler sig sker det over århundreder.

I Syditalien kredser der mægtige historier om ældgamle oliventræer, der tilsyneladende ikke tilhører nogen, men alligevel står rankere end nogensinde. De befinder sig dybt inde i Calabriens langstrakte nationalparker, der for længst har slugt tidligere tiders plantageanlæg og glemte linjer af ejerskab og tilhørsforhold, men hvis fysiske grænser gang på gang overskrides af følelsernes kontinuitet.

Ukendte, syditalienske gerningsmænd har nemlig igennem århundreder sørget for, at parkernes frønnede oliventræer løbende beskæres. Ingen ved hvem de er, eller hvor de kommer fra.

Men friske snit rundt omkring på stammerne vidner om, at træerne bliver kyndigt inspiceret af eksperter, hvis familier måske engang ejede disse bakkedrag, og hvis efterkommere stadigvæk opsøger Calabriens kæmper for at tilse deres helbred.

En broget træfamilie af medløbere, teenagere og patriarker

Oliventræet er det perfekte sindbillede på det syditalienske paradoks: få steder i Europa finder man så tydelige tegn på forfald og forgængelighed som i Syditalien, og få steder så piblende en frodighed, at landsdelen blandt biologer er verdensberømt for sin biodiversitet.

Her ligger ruiner fra glemte civilisationer side om side med højteknologiske vindmøller og arkitekttegnede luksushoteller, og denne kontrast mellem fortid, nutid og fremtid, mellem det klassiske og det moderne, mellem livet og døden rummer oliventræet bedre end noget andet træ fra Middelhavsregionen.

Hvor de millioner af sorte og fugtige korkege, som dækker Sardiniens, Siciliens og Calabriens højeste bjerge ofte er fulde af mosbegroede grene og algeagtig bark a la overfladen på en grønlandshval, står oliventræet glat og tørt tilbage.

Oliventræet lever udspændt i sin egen virkelighed mellem livet og døden og forstørrer disse kontraster med sin blotte tilstedeværelse

Skønt korkegene kan blive ældgamle er de ofte spinkle og fulde af bugtende kviste, der medløberagtigt griber efter nabotræet og sammen med dette indgår i en flettende pagt, der gør korkplantagerne til regulære tæpper, hvor et enkelt træ sjældent står ud som unikt, men helst består i geled med sin sidemand.

Morbærtræet er et andet af Syditaliens typiske træsorter, hvis hjerteformede, saftige, lysegrønne blade gør det til den træfamiliens sociale teenager. Håbefuld efter samtale og kærtegn lader træet sine grene vokse lavt, så italienerne kan plukke af de sorte, saftbulne bær, og lykkeligst fornemmes planten at være, hvis stole og borde trækkes ind under dens brede krone, så det kan agere vært.

Oliventræet synes imidlertid at være skabt til majestætisk ensomhed. Selv i Apuliens enorme plantager, hvor de flimrende rækker af oliventræer udgør et insisterende, uafbrudt hegemoni, lader træerne til at være isolerede patriarker, der mere består i synergi med solen, jorden og fuglene end hverandre.

Skabt til majestætisk ensomhed, isolerede patriarker der består i synergi med solen, jorden og fuglene.

Der er en sær malplacerethed over denne maniske gruppering, som mennesket fra tiderenes morgen har tvunget oliventræet ind i, og som det kan finde på at kompensere for ved at lade sine grene tager på anarkistiske udflugter i egen krone, når pladsen bliver for trang i geledderne.

Oliventræet lever udspændt i sin egen virkelighed mellem livet og døden og forstørrer disse kontraster med sin blotte tilstedeværelse. I modsætning til korkegens mørkegrønne blade og morbærtræets lyse løv er oliventræets blade grålige. Går der en brise igennem træets krone blinker det med sølvpletter i luften, for bladenes underside har et metallisk skær, der kun synes at fremhæve træets farveløse nuance, som på hvilken som helst anden plante ville indikere sygdom.

Samtidigt findes der ikke et træ i Middelhavskulturens historie, der symboliserer livets kraft så godt som oliventræet: selv med tusinder af år på bagen kan det stadigvæk give tonsvis af frugter, hvis olie i gammel tid helbredte sår og betændelse og har betydet økonomisk stabilitet for millioner af familier.

Sardiniens dødsengel

Alligevel er l’accabadoras hammer lavet af oliventræ. Sardiniens dødsengel, som hun også kaldes, dukker op når et familiemedlem ligger uhelbredeligt syg, og de fattige pårørende ikke længere har ressourcer til at tage sig af den dødsmærkede. L’accabadora er altid en kvinde, og hun klæder sig i sort og gemmer under kappen på sin tunge hammer, der skal bruges til at lempe den lidende ind i Paradis.

Det siges, at hver landsby på Sardinien engang havde sin egen accabadora, og mens den makabre men nødvendige praksis i dag mestendels tilhører fortiden, lever historien videre – blandt andet på et museum i Gallura, hvor de lokale endnu kan fremvise et eksemplar af den dødshammer, som engang udfriede områdets syge fra deres pinsler.

Hammeren har et groft tilsnit og skinner som en nyplukket kastagne og er for århundreder siden blevet skåret ud af et massivt stykke oliventræ.

Sådan mødes både livet og døden i denne ukuelige træsort, der mere end noget andet tegner Syditaliens evne til at modstå, modtage og slå igen. Som en alrunerod ligner oliventræet et menneske, en knudret olding, der selv på de fjerneste bakkedrag nyder sit otium blandt kærlige slægtninge.

Illustrationer: Pixabay.

Kan du lide mine skriverier? POV International udbetaler ikke honorar til sine bloggere, så har du lyst til at give mig et bidrag efter endt læsning, er du velkommen til at gøre det med et frivilligt beløb direkte via MobilePay på mit telefonnummer 4098 9707. Du kan også lade være – det er helt op til dig. Tak fordi du læste min tekst.

Kategorier