Målt i kroner og ører er SKAT den største skandale i nyere tid, men målt i menneskelig lidelse, ledelsesmæssig kynisme og politisk svigt er Sundhedsplatformen værre. Hvorfor har politikere og ledere gennem et helt år ikke taget de 40.000 medarbejderes frustrationer og kritik alvorligt, spørger Bjarke Larsen.
Der er så mange vinkler at tage fat på, når man skal skrive om skandalen om Sundhedsplatformen. Hvor skal jeg starte?
Med de mange beretninger om den absurde indretning af Sundhedsplatformen, jeg de seneste måneder har hørt på fra familie og venner, der er ansat på et af Region Hovedstadens hospitaler?
Hovedstadens hospitaler? Med fortællingerne om stress-sammenbrud, mennesker, der går grædende hjem fra arbejde, eller patienter, der bliver glemt eller ikke får den behandling, de har krav på? Med det terrorregime, der er skabt, så de ansatte ikke tør udtale sig offentligt om, hvordan tingene virkelig fungerer?
Med den kyniske og arrogante ledelse i Region Hovedstaden, der bagatelliserer problemerne og giver de ansatte skylden, eller med de politikere, der svigter medarbejderne og nu oven i købet vil ”gevinstrealisere” en besparelse, der kun findes i DJØF’ernes regneark? (”Gevinstrealisere” er DJØF-bullshit for at fyre).
Et par historier fra hverdagen
De følgende historier og eksempler stammer fra mennesker, jeg enten er i familie med eller har kendt i flere år. De er dygtige, engagerede, yder en kæmpe indsats hver dag og er sjældent syge. Mønstermedarbejdere, kort sagt.
Hvorfor accepterer den politiske ledelse – regionsrådet – at medarbejdere, der udtaler sig kritisk, trues, chikaneres og sanktioneres?
Jeg tør ikke fortælle, hvad de hedder, eller præcis hvor de arbejder, for sådan er hverdagen i dag i det, vi ved festlige lejligheder kalder et af verdens bedste demokratier og mest åbne samfund: De risikerer at blive indkaldt til tjenstlige samtaler og/eller få karrieren ødelagt, hvis de kan genkendes.
Politikere og ledelse vil sikkert benægte det, men sådan oplever de ansatte det. Derfor er de alle anonymiseret.
Det er den privatpraktiserende læge, der fortæller, at hun nu ser markant flere patienter med alvorlig stress og langvarige sygemeldinger, som er ansat på Gentofte Hospital – det sted, hvor man har arbejdet med Sundhedsplatformen længst.
Det er overlægen, der er kommet grædende hjem fra arbejde. ”Kun én gang,” skynder hun sig at sige, da hendes mand fortæller det – for hun er en af de sejeste arbejdsheste, jeg kender, og når hun kommer grædende hjem, ringer alle mine alarmklokker.
Det er den privatpraktiserende gynækolog, der ikke henviser sine patienter til et hospital i Region Hovedstaden, hvis der er mistanke om kræft eller noget andet alvorligt.
Det vil være uansvarligt i øjeblikket, fortæller han. I stedet sender han dem til Aarhus – ”og det vil jeg gøre under alle omstændigheder, hvis det drejer sig om en af mine nærmeste,” tilføjer han.
Resultatet af, at vores kritik ikke tages alvorligt, er, at vi vender det indad og skammer os over, at vi ikke kan finde ud af det. Det er simpelthen så urimeligt
Det er jordemoderen, der alvorligt overvejer at søge over i det private, selv om hun hele sit liv har været modstander af privathospitaler. Men hun orker ikke det offentlige mere.
Det er overlægen, der har fået seneskedehindebetændelse (”musearm”) af de absurd mange klik, hun hver dag skal lave for at skrive patientjournaler og bestille undersøgelser.
For ud over, at Sundhedsportalen har gjort en række arbejdsgange mere besværlige, har Region Hovedstaden gennem flere år sparet lægesekretærerne væk, så de højtspecialiserede og dyre læger skal bruge kostbar tid på rutineopgaver. Derfor er det nu helt almindeligt, at lægerne arbejder over hver dag for at nå det, de ikke når i arbejdstiden. Uden at få løn.
Det er sygeplejersken, der er ansat på et af de hospitaler, hvor Sundhedsplatformen først blev rullet ud, og som oplevede, at patienter ikke blev indkaldt til ambulant behandling, eller ikke blev hentet i deres hjem, og hvor det ville forværre deres tilstand alvorligt, hvis behandlingsforløbet ikke blev fulgt. Og som samtidig kunne opleve, at ledelse og politikere i medierne malede et rosenrødt billede af situationen, hun slet ikke kunne genkende.
I dag er nogle af de værste fejl udbedret, men hun oplever det stadig på mange måder som et håbløst system, fordi det er udviklet til det amerikanske sundhedsvæsen (mere om det senere). ”Jeg skal f.eks. bruge 47 klik for at bestille en blodprøve,” sukker hun.
De ansatte får skylden
Det er … det er foruroligende mange historier bare fra min lille omgangskreds om et sundhedsvæsen, der ikke fungerer betryggende. Og det er eksempler, der desværre kun passer alt for godt ind i det billede, medierne nu tegner. ”Det er blevet hverdagskost at se læger bryde sammen under presset,” skrev Information således i en artikel i første del af juli. Samme dag kunne bladet fortælle, at ”Patientdata går tabt i Sundhedsplatformen”. Nogle dage tidligere kunne Politiken fortælle, at ”Kræftkontrol er brudt sammen i hovedstaden”.
Det er samtidig en ledelse – både politisk og administrativ – der konsekvent og gennem hele forløbet, siden Sundhedsplatformen begyndte at blive rullet ud i maj sidste år har bagatelliseret problemerne.
Region Hovedstadens koncerndirektør, Jens Gordon Clausen, indrømmer ganske vist over for Information, at ”… speciallægernes kritik … er alvorlig”, men han fortsætter så: ”Vi skal fokusere mere på både uddannelse af lægerne, så de bruger systemet rigtigt, og på videreudvikling af Sundhedsplatformen som sådan”.
Sundhedsøkonom Jes Søgaard, der er afdelingschef og professor hos Kræftens Bekæmpelse, kalder forventningerne til, hvor hurtigt der kan høstes en gevinst af det nye system, for ”grænsende til naivt”
Det er kort sagt de dumme lægers skyld. Min overlæge-veninde spruttede af raseri, da hun læste citatet: ”Hvad f… bilder han sig ind? Det er så arrogant og nedladende. Vi knokler løs. Det er Sundhedsplatformen, der er noget galt med. Ikke os”.
Da Sundhedsplatformen blev indført på Rigshospitalet, var meldingen fra vicedirektør Susanne Poulsen således, at hun ”stort set” kun var ”stødt på positive personalereaktioner”, og at det meste fungerede fantastisk, bortset fra nogle printere, der ikke var sat korrekt op:
”Nogle mener, at det er guds gave – og andre, ja – de synes, det er svært, men det er ikke overraskende, og vi skal nok få alle med”.
Det har været den grundlæggende holdning hele vejen igennem, siger dem, jeg har talt med. Problemerne er konsekvent blevet talt ned, og man har forsøgt at lave et billede af, at kritikerne er bagstræberiske, ikke-omstillingsparate og ”de sædvanlige brokhoveder”.
”Resultatet har været, at vi vender det indad og skammer os over, at vi ikke kan finde ud af det. Det er simpelthen så urimeligt,” som en af mine bekendte siger.
Sundhedsplatformen er bygget til USA
Det helt fundamentale problem er, at Sundhedsplatformen er udviklet i USA. Til et sundhedsvæsen, der fungerer helt anderledes og bl.a. i langt højere grad hviler på brugerbetaling.
Det betyder bl.a., at det er opbygget til, at alt skal registreres, godkendes og kvalitetssikres i et omfang, vi ikke er vant til herhjemme. Både for at kunne udskrive fakturaer for den mindste vatpind, og for at have enhver tænkelig dokumentation i orden for at kunne gardere sig mod de hyppige sagsanlæg, der hærger USA.
Det betyder også, at mange arbejdsgange er anderledes, bl.a. overgangen fra indlæggelse til ambulant behandling og hvilke personalegrupper, der udfører hvilke opgaver.
Alt sammen noget, der har skullet tilrettes og ændres i den danske version. Det skete bare ikke i tilstrækkeligt omfang, inden udrulningen begyndte, og de knap 40.000 ansatte blev gjort til forsøgskaniner og gidsler i det videre forløb med det beskrevne kaos til følge og de mange menneskelige lidelser i form af dårligere patientforløb og medarbejdere, der går ned med stress eller har oplevet et markant forværret arbejdsmiljø.
Sundhedsplatformen (eller Sundhedslabyrinten, som den også kaldes) ændres og rettes hele tiden, knapper får nye funktioner og farver, så medarbejderne hele tiden skal omstille sig. De mange ændringer gør også, at undervisningsmaterialet ikke svarer til skærm-virkeligheden.
Samtidig ser de forskellige personalegrupper ikke det samme skærmbillede, og derfor har man svært ved at hjælpe hinanden.
Et kaotisk skærmbillede
Jeg har fået lov til at kigge med over skulderen, mens en af mine bekendte logger sig ind på Sundhedsplatformen og viser mig de forskellige skærmbilleder og menuer.
Det er umuligt at vise et screendump uden, at der kommer patientfølsomme oplysninger med, og det giver næppe meget mening at beskrive det i detaljer – men det er et uoverskueligt billede med et meget stort antal faneblade øverst og endnu flere menupunkter til højre. Og rigtig mange af dem har tilsvarende mange undermenuer i op til flere lag.
Min bekendte demonstrerer og forklarer, hvordan en række af fanebladende og menupunkterne har ulogiske navne i forhold til det danske hospitalsvæsen, hvordan der nogle steder er alt for mange informationer, og hvordan vigtige informationer andre steder modsat ikke trækkes med over i et nyt skærmbillede.
Selvfølgelig vænner man sig til det efter nogen tid, og der er lavet genvejstaster til nogle af de vigtigste funktioner, men der er stadig lang vej igen, lyder meldingen.
”Gevinstrealisering” – men der er ingen gevinst endnu
Nu har Region Hovedstaden så meldt ud, at der skal sættes gang i den ”gevinstrealisering” (DJØF-bullshit for at fyre personale), der er indbygget i budgettet, og som skyldes en forventet effektivisering som følge af indførelsen af Sundhedsplatformen.
I første omgang 102 millioner kroner, og over de næste tre år samlet 750 mio. kr. Der er bare ikke rigtig nogen gevinst at realisere endnu, og personalets frustrationer, vrede og afmagt er blevet endnu større – det samme er deres frygt og usikkerhed, for der sættes ikke navn på fyringerne før i efteråret.
Hvilken pragtfuld gave at give de ansatte lige op til sommerferien som belønning for at prøve at overleve med Sundhedsplatformens kaos. Det er virkelig udtryk for god personaleledelse, ikke sandt?
Personalet glædede sig til det nye system, men forventningens glæde viste sig mildt sagt at være større end virkeligheden
Hårdt presset af den omfattende kritik, der trods alt er kommet frem, har regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) i denne uge åbnet for, at regionen måske bliver nødt til at lempe på dette krav:
”Det kan meget muligt være,” som hun siger på politiker-dansk til Politiken. Hun erkender samtidig, at beregningerne har været ”meget optimistiske”. Sundhedsøkonom Jes Søgaard, der er afdelingschef og professor hos Kræftens Bekæmpelse, er mere bramfri og kalder Excel-postulaterne ”grænsende til naivt”.
Sophie Hæstorp Andersens lyst til at tale om problemerne er dog stadigvæk ikke stor – og hendes empati med det hårdt belastede personale er ikke-eksisterende i det interview, Politiken bragte med hende den 9. juli.
Hun kan lige strække sig til at sige, at ”det går den rigtige vej, selv om der er mange børnesygdomme, der tager længere tid, end jeg havde regnet med”, og at ”det er ikke alt, der fungerer optimalt endnu”.
Hvis de 40.000 ansatte føler sig overset, hånet og – nåh ja – pisset på af både den politiske og administrative ledelse, forstår jeg dem godt.
Nødvendigt med nyt system – men…
Det var nødvendigt med et nyt it-system. Det gamle fungerede mildt sagt ikke godt – eller rettere de gamle, for før Sundhedsplatformen skulle man ind i flere systemer på én gang. Systemer, der var langsomme, ofte gik ned og ikke kunne snakke sammen.
Derfor glædede personalet sig til det nye system, men forventningens glæde viste sig mildt sagt at være større end virkeligheden.
Sundhedsplatformen vil givet blive en gevinst for alle – om 2-3 år, når systemet endelig er blevet tilpasset det danske sundhedsvæsen og arbejdsgangene på danske hospitaler.
Men hvorfor var den politiske og administrative ledelse i de 14 måneder, der er gået siden Sundhedsplatformen blev rullet ud på de to første hospitaler, ikke mere lydhør over for personalet? Hvorfor evner man ikke at udvise bare en smule empati? Hvorfor accepterer den politiske ledelse – regionsrådet – at medarbejdere, der udtaler sig kritisk, trues, chikaneres og sanktioneres?
Illustration: Michaël Dorbec – POV (Mobile Pay: 3131 8234)
Hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at at donere et beløb til mig. Størrelsen bestemmer du selv. MobilePay 2074 6844.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her