mm

Ole Blegvad

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet. Allerede i praktiktiden kom Ole til DR - det hed dengang Danmarks Radio. I næsten 25 år - kun med et års afstikker til Nordisk Film og TV2 Lorry - har Ole været tilknyttet DR. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m. Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000. Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur. Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk Samtidig anmelder han teater på XQ28, der er Danmarks største site for LGBT-personer. Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Se alle skribentens artikler
FOTO: KAROLINE TIARA LIEBERKIND. Presse fra betty Nansen Teatret.

Sublimt samtidsteater på Betty Nansen

Tårerne presser sig på, da skuespilleren Özlem Saglanmak fremsiger forestillingens sidste replik. På smukkeste vis og med ganske få ord sættes Europas integrationsproblemer, klasseforskelle og kærlighedens sande væsen i perspektiv. Sort Vand af den tyske samtidsdramatiker Roland Schimmelpfennig, som spiller på Betty Nansen Teatrets Edison scene, er teater, når det er absolut bedst. Teksten, scenografien og skuespillerpræstationerne får kabalen til at gå op. Stykket får topkarakter: Seks stjerner fra Ole Blegvad.

SORT VAND af Roland Schimmelpfennig  –  Edison, Betty Nansen Teatret  –  Instruktør: Anja Behrens –  Scenografi: Christian Albrechtsen  –  Sidste forestilling: 12. februar 2017

De står linet op på bagscenen, de seks skuespillere, som er med i stykket. De står i undertøj, med fødderne i vand. Scenegulvet er lavet om til en firkant af vand. Sort Vand. De stirrer ud i scenerummet, mens publikum indtager deres pladser. Vi er i det offentlige friluftsbad for 20 år siden. De er unge, smukke og fyldt med håb, forventninger og drømme. Denne sommernat, hvor de er kravlet over hegnet ind i friluftsbadet, er nattevagten den eneste, som kan spolere deres utopi.

To af personerne træder frem på scenen. Nu er vi i nutid. 20 år efter turen i friluftsbadet. De to personer, der er trådt frem, får opmærksomheden. Men alle seks skuespillere har ord i følgende replikskifte. Både regibemærkninger, sætninger i tredje person og replikkerne bliver fremført af skuespillerne:

Med næseblod, står en mand på cirka 40 år i døren til sin bolig.
Hans kone spørger:
”Hvad er der sket,”
spørger hans kone.
Og manden siger jeg.
”Jeg”
siger manden.
Men han ved ikke, hvordan kan skal færdiggøre sætningen.
”Hvad er det med dig, du er helt våd?”
Manden siger:
”Jeg.”
”Jeg har mødt én.”
(Tekst fra ”Sort Vand”)

 

Hovedpersonerne mødes en sommernat i byens friluftsbad.
FOTO: KAROLINE TIARA LIEBERKIND

Replikkerne er sceneskift. Snart er vi tilbage i friluftsbadet. 20 år tidligere.

Hvad vil I her?
Vi kom her først.
Det her sted tilhører alle eller ingen.
(Tekst fra ”Sort Vand”)

Det er Frank for 20 år siden. Advokat 20 år senere i Indenrigsministeriet. Og om få dage minister, som faren, farfaren og oldefaren var det.

Det er Murat. Hvis far har et kebabsted. Som Murat vil have 20 år senere.

Det er friluftsbadet en sommernat. Frank, Olli, Cynthia møder Murat, Karim, Leyla og Aishe. Tyske og tyrkiske unge møder hinanden. De er tæt på at komme op at slås, men ungdommens nysgerrighed stopper dem. Denne nat skal de være sammen. Denne nat skal deres fælles drømme foldes ud. I friluftsbadet mødes de unge i en verden uden nutid, fortid og fremtid. I denne nat er de syv unge – der spilles af seks skuespillere – sammen om en fælles utopi. Kærligheden gnister. Mellem Frank og Layla. Mellem Cynthia og Karim. Mellem Olli og Aishe.

Der skiftes hele tiden mellem nu og for 20 år siden. I replikkerne flettes personernes stemmer sammen. Det er teater som en collage. Det er teater mellem drøm og virkelighed. Det er teater om kærlighed, frygt, religion, ulighed, muligheder og klasseskel. Fortalt i nutid og for 20 år siden, hvor det sorte vand var stedet for drømmene, som når Frank og Layla hopper i poolen og svømmer sammen under vandet:

Frank og Layla – Jakob Femerling og Özlem Saglanmak – før eller efter de hopper i poolen og svømmer sammen under vandet.
FOTO: KAROLINE TIARA LIEBERKIND

Og så dykker begge
Ned i det sorte vand
fuld af stjerner

De dykker
Lydløst,
De dykker
sammen side om side
ned i en verden
uden sprog
uden fortid og nutid
og uden Rembrandt
og uden Barbarossa,
og uden nattevagt og uden hegn.

Uden herkomst, bankkonto, fars stilling, uddannelse,
Parabolantenne, Jesus
Og Mohammed
Ned i en verden
Uden advokater,
Bolighajer,
Kebabsteder,
Industribagerier,
Kødimperier,
og uden skoleafslutninger,

ned i en verden,
hvor det eneste der tæller
er luften i dine lunger,
hvor det eneste der tæller
er den tid,
du har inden du skal hente
luft.
(Tekst fra ”Sort Vand”)

Mesterlig instruktion, skuespil og scenografi

Det er lykkedes teaterdirektør Vibeke Windeløv at sammensætte et helt perfekt hold til Sort Vand. Stykket er iscenesat af den unge instruktør Anja Behrens. Hun er uddannet på Den Danske Scenekunstskole i 2014. Inden da arbejdede hun med teater i Berlin. Det er måske en af grundene til, at hun med ekstrem sikker hånd har instrueret de seks skuespillere i Roland Schimmelpfennigs stykke og bruger elementer af den tyske ekspressionistiske teatertradition.

Skuespillerne fremstår som en enhed, et ensemble som teksten lægger op til – i øvrigt ækkert oversat af Karen-Maria Bille. De seks skuespillere er Marie Louise Wille, Ernesto Piga Carbone, Gerard Carey Bidstrup, Özlem Saglanmak, Christine Sønderris og Jakob Femerling. Ingen fortjener at blive nævnt fremfor andre. Samspillet gør replikskift og indhold til en ekstraordinær oplevelse.

FOTO: KAROLINE TIARA LIEBERKIND

Det samme et tilfældet med scenografien. Igen har Vibeke Windeløv fat i et af de helt store danske talenter, nemlig Christian Albrechtsen, der blev færdig på Scenekunstskolen i 2015. Med fantasi og mod har han forvandlet scenen på Edison til stort vandbad. 5000 liter vand er der på scenen. Skuespillerne bevæger sig helt tiden i vand. De står, går, danser, sprøjter med det, ligger i vandet. Det ene øjeblik er vandet i ro, så skvulper det, så i oprør. Fra publikums vinkel fremstår vandet samtidig som et spejl. Christian Albrechtsen visuelle udtryk understøtter teksten på en genial måde.

Skuespillerne fremstår som en enhed, et ensemble som teksten lægger op til – i øvrigt ækkert oversat af Karen-Maria Bille. De seks skuespillere er Marie Louise Wille, Ernesto Piga Carbone, Gerard Carey Bidstrup, Özlem Saglanmak, Christine Sønderris og Jakob Femerling. Ingen fortjener at blive nævnt fremfor andre. Samspillet gør replikskift og indhold til en ekstraordinær oplevelse.

For at bryde teksten er der tre gange indlagt tableauer. Skuespillernes kroppe, spejlbillederne i vandet, sprøjten, et lyddesign (Søs Gunver Ryberg) og lysinferno (Christian Alkjær) bombarderer publikum med smukke billeder og indtryk. I det ene tableau bruges et stort stykke rødt stof som rekvisit. Kærlighedens og blodets farve.

Stjernerne i det mørke vand

På scenen foregår det stadig i nuet og i sommernatten for 20 år siden. De unge fra den tyske overklasse mødes i friluftsbadet med børnene med indvandrerbaggrund. De tager videre sammen på Roxy Bar, Tequila Pop og til Döner-butikken, som Murats far ejer. Det er de unge fra byens velhaverkvarter, som drøner gennem byen i dobbeltdækkerbussen til steder, de hver især ikke har været før. 20 år senere mødes personerne igen på kryds og tværs. Byen er stor, men ikke større end de mødes igen.

De mødes i byen, hvor der tales over 200 sprog, og hvor alle religioner findes. 20 år senere er de mere grå. Advokater, rektor, politiker, kassedame, kebabsælger og bager. Det er et socialt møde. Det er klassekamp og kærlighed. Og kun i det mørke vand i svømmebadet for 20 år siden skinner stjernerne.

Schimmelpfennig er barn af tysk teatertradition

Dramatikeren Roland Schimmelpfennig (født 1967) er tidens mest benyttede på den tyske teaterscene. Siden debuten i 1996 er det blevet til over 30 stykker. Hans dramatik er opført i over 40 lande.

Der tales om en helt speciel Schimmelpfennig-teknik, hvor personerne ofte tildeles flere roller. Den litterære tekst er motoren i dramatikken, hvor Roland Schimmelpfennig på sin helt egen facon har udviklet det fortællende teater. Han er på en og samme tid en samfundsdebattør, der åbner sine historier gennem de følelser, der opstår mellem stykkernes karakterer.

Schiller og Goethe

Roland Schimmelpfennig er et barn af den stolte tyske teatertradition. Helt tilbage til de to store i 1700-tallet, da Tyskland har to dramatikere fra samme tid med samme internationale teaterdramatiske niveau: Friedrich von Schiller (1759-1805) og Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832). De to har haft samme betydning for teatret i Tyskland, som Shakespeare har haft i England, Molière i Frankrig og Holberg i Danmark.

Både Schiller og Goethe var nærmest lidenskabeligt inspirerede af William Shakespeare. Johann Wolfgang Goethe ernærede sig som filosof, videnskabsmand, digter, politiker og teaterdirektør og var ufattelig produktiv. Hans debutroman fra 1774, Den unge Werthers lidelser, gjorde med et slag Goethe berømt i Tyskland.

Romanen om en ung mand, der begår selvmord, fordi tidens normer strammer så hårdt, betragtes som det første litterære ungdomsoprør i historien. Romanen var et forvarsel om spændingsfeltet mellem det patriarkalske samfund og de spirende individualistiske menneskeidealer, der kom til at kendetegne Goethes senere dramatik. Goethe gjorde op med datidens rokokoromantik, blandt andet ved at bringe elementer fra religion, matematik og fysik ind i sine stykker. I 1791 blev Goethe leder af hofteatret i Weimar.

I dag står hans hovedværk Faust stærkest. Det spilles stadig på teaterscener rundt om i verden. Videnskabsmanden Heinrich Faust tilbyder djævlen Mefisto at sælge sin sjæl til ham, hvis djævelen vil tjene ham en tid. Med det udgangspunkt formår Goethe at behandle de fleste af livets store spørgsmål. Faust er blevet tolket på mange måder og er stadig referenceramme for megen anden kunst.

Schiller havde mod sin vilje uddannet sig til militærlæge, men fascinationen af teaterscenen fik ham i gang med at skrive, og i 1782 debuterede han som dramatiker på Nationalteatret i Mannheim med stykket Røverne. Efter uropførelsen kom Schiller 14 dage i fængsel for at opfordre til oprør. Ligesom Goethe satte han moral og samvittighed op imod menneskets dyriske og åndelige natur. Hans mest kendte værker er Kabale og kærlighed fra 1805, Maria Stuart fra 1800 og Don Carlos fra 1787. Schiller var ikke kun dramatiker men også teoretiker. Han mente, at teatrets vigtigste rolle var at tage stilling til tidens problemer. Grundidéen med teatret – “Ej blot til lyst“ – står stadig på facaden på mange teatre.

Friedrich Schiller så teatret som Die moralische Anstalt. Teatret skulle være en dannelsesanstalt, ikke et underholdningsmaskineri. Det har præget den tyske tradition helt fundamentalt, og den tankegang lever stadig. Teatrene hylder ikke skuespillerne eller dramatikeren, som vi gør i Danmark. I Tyskland er dannelse og kritik i højsædet. Er der en vigtig filosof i byen, aflyser man forestillinger og arrangerer foredrag på en af de store scener. På den måde tager teatret del i det politiske liv.

Brecht og Piscator

Også teaterfolk fra sidste århundrede har inspireret Schimmelpfennig. Det moderne tyske teaterudtryk, det politiske og ekspressionistiske teater, som stadig kendetegner tysk scenekunst, opstod i begyndelsen af det 20. århundrede.

Det er teater, når det er absolut bedst.

I årene omkring år 1900 tog ekspressionisterne som noget nyt udgangspunkt i mennesket og det indre i en verden, hvor industrialiseringen i stigende grad fremmedgjorde det enkelte menneske. I ekspressionismen farves eller forvrænges den omgivende verden af individdets mentale tilstand.

Den tyske teatertradition og det politiske teater, som vi kender i dag, blev grundlagt i starten af det 20. århundrede, især omkring Bertolt Brecht og Erwin Piscator. For dem betød formen lige så meget som indholdet i teatret.

FOTO: KAROLINE TIARA LIEBERKIND

Bertolt Brecht (1898-1956) og Erwin Piscator (1893-1966) regnes som fædre til det episke teater, der har rødder i ekspressionismen. Erwin Piscator var instruktør, han blev senere teaterdirektør i Berlin og skabte det proletariske, dokumentaristiske teater, der bragte verdenspolitik og klassekamp ind på scenen. “Kunst ist Scheisse!” blev en af hans paroler i kampen for at få den almindelige tysker til at gå i teatret. Han fornyede teatret ved at bruge filmiske virkemidler og lysbilleder side om side med kulisser og skuespillere.

Bertolt Brecht var iscenesætter, dramatiker og teaterdirektør. Hans teaterstykker opføres stadig verden over: Skillingsoperaen, Laser og pjalter, Mutter Courage og hendes børn, Den kaukasiske kridtcirkel, Svejt i Anden Verdenskrig og Det gode menneske fra Sezuan for at nævne nogle få.

Brecht og Piscator arbejdede i perioder sammen om at skabe den ny genre, det episke teater. Brecht har sagt, at for Piscator var indholdet det vigtigste, mens formen var vigtigst for Brecht. Piscators teater var mere følelsesladet end Brechts, der måske var mere ligefrem i sin form. Publikum skulle ikke bjergtages af følelser, men af form og holdninger. Begge var dog enige om, at den borgerlige kunst, og specielt teatret som institution, var forældet. Brecht arbejdede med begrebet Verfremdung, som kan oversættes til distance eller fremmedgørelse. Tilskueren skulle forholde sig kritisk til teaterstykket i stedet for at lade sig suge ind i en illusion.

Hvis vi tager flere teaterfolk med som Peter Stein, Botho Strauss , Thomas Ostermeier, Frank Castorf, Ida Müller, René Pollesch og Michael Thalheimer, så er der plukket ideer hist og pist, så Roland Schimmelpfennig fremstår som endnu en lysende tysk teaterstjerne.

Teater til hjerte, hjerne og tårer

Det kræver mod og styrke at sætte Sort Vand op på teatret i en tid, hvor mange andre teatre hellere vil underholde på den lette måde. Men Roland Schimmelpfennigs samtidsdramatik på Betty Nansen Teatrets Edison-scene smelter teksten, scenografien og skuespillerpræstationerne sammen til poesi.

Det er teater, når det er absolut bedst.

Tårerne presser sig på, da skuespilleren Özlem Saglanmak siger forestillingens sidste replik. På smukkeste vis og med ganske få ord sættes Europas integrationsproblemer, klasseforskelle, social arv og kærlighedens sande væsen i perspektiv.

Kilde: Berlindk af Ole Blegvad og Rasmus Funder, People’s Press.

Foto: KAROLINE TIARA LIEBERKIND. Presse fra Betty Nansen Teatret.

mm
Ole Blegvad

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet. Allerede i praktiktiden kom Ole til DR - det hed dengang Danmarks Radio. I næsten 25 år - kun med et års afstikker til Nordisk Film og TV2 Lorry - har Ole været tilknyttet DR. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m. Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000. Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur. Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk Samtidig anmelder han teater på XQ28, der er Danmarks største site for LGBT-personer. Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Kategorier