ANALYSE – Den store tyske koalition, GROKO, synes på vej mod opløsning efter at søsterpartiet til forbundskansler Angela Merkels CDU, det bayerske CSU er gået i åbent oprør og kræver en helt ny flygtningepolitik. Det er en strid, der har historiske traditioner, skriver Nils-Chr. Nilson, der konstaterer, at der for første gang i 13 år stilles spørgsmålstegn ved, om Angela Merkel kan overleve som forbundskansler.
Forbundskansler Angela Merkel, CDU, fik sit krisemøde med 16 EU-lande i Bruxelles i et forsøg på at redde sit politiske liv og sin regering. Men hun fik ikke meget med hjem, og koalitionspartneren, det bayerske CSU har givet hende frist til mandag 1. juli. Senest da kræver partiet, at de tyske grænser mere eller mindre bliver lukket.
Angela Merkel befinder sig mellem en ambolt og en hammer.
CSU med indenrigsminister Horst Seehofer i spidsen vil afvise alle asylansøgere, der tidligere er blevet registreret i andre EU-lande. De kommer især fra Middelhavslandene, og i 2017 kom der 40.000 af dem til Tyskland.
Der har vist sig meget god vilje, sagde Angela Merkel sent søndag aften. Men konkrete resultater fik hun ikke med
Heroverfor står Middelhavslandenes krav om, at bådflygtningene skal fordeles mellem alle EU-lande. Det vil hverken Danmark eller autoritære lande som Polen eller Ungarn være med til.
– Der har vist sig meget god vilje, sagde Angela Merkel sent søndag aften. Men konkrete resultater fik hun ikke med.
Det voldsomme opgør om flygtningepolitikken mellem forbundskansler Angela Merkel, CDU, på den ene side og indenrigsminister og CSU-formand, Horst Seehofer, plus Bayerns ministerpræsident, Marcus Söder, også CSU, på den anden, har til dels dybe rødder til tiden efter 2. verdenskrig, men den kan også koges ned til en enkelt matematisk formel: ’50 plus x’.
Lokalpolitikken i Bayern er nådesløs og har historisk været fyldt med intriger, men også af en evig krig mellem München og først Bonn, senere Berlin.
Den kristelige sociale union, CSU, betragter sig som det bærende statsparti i Bayern, og kravet til den til enhver tid siddende ministerpræsident eller partiformand er det absolutte flertal ved landdagsvalg. ’50 plus x’, som partiets nestor, Franz Josef Strauss, formulerede det, og der er landdagsvalg søndag 14. oktober.
CSU har været i panik, siden partiet måtte nøjes med ydmygende 38,8 procent ved forbundsdagsvalget i 2017, en tilbagegang på 10,5 procentpoint.
En stor del af stemmerne gik til det fremmedfjendtlige (fremmedkritiske er ikke en tilstrækkelig betegnelse), Alternative für Deutschland. Igen har CSU-ledelsen fundet et svar hos Strauss: ’Der må ikke være plads for et parti til højre for CSU’.
Det ligger dybt i bayrerne, at de ser ned på alt, hvad der er prøjsisk, og dermed menes stort set alt tysk uden for Bayern … da dannelsen af en tysk forbundsstat var under overvejelse i 1946, sagde den fremtrædende CSU-politiker Ernst Falkner: ’Jeg vil hellere gå sammen med hottentotterne end med prøjserne’
Efter mange års indbyrdes tilsvining og magtkamp er Söder og Seehofer nu enige om, at den bedste måde at vinde stemmerne tilbage på er et åbent opgør med forbundskansler Angela Merkel og et kraftigt ryk mod højre.
’Intet forener CSU så meget, som når vi går i krig mod CDU’, sagde Markus Söder i et interview med ’Taz’ i 1997. Det ligger dybt i bayrerne, at de ser ned på alt, hvad der er prøjsisk, og dermed menes stort set alt tysk uden for Bayern.
Der er stadig dybt nag over, at Bayern ved dannelsen af forbundsrepublikken i 1949 fik forbud mod at få en folkevalgt statspræsident. Og da dannelsen af en tysk forbundsstat var under overvejelse i 1946, sagde den fremtrædende CSU-politiker Ernst Falkner: ’Jeg vil hellere gå sammen med hottentotterne end med prøjserne’.
Man siger om Bayern, at ’urerne går anderledes’ og at delstatens karakteristik er ’Laptop und Lederhosen’. En blanding af hightech og en næsten middelalderlige traditioner og religionsopfattelse. På trods af bestemmelser i den tyske forfatning, var en af Markus Söders første handlinger som ministerpræsident at beordre korset hængt op i alle offentlige lokaler.
Nu har CSU rettet skytset mod Angela Merkel. Kravet er, at enhver flygtning, der kommer fra et andet EU-land skal afvises ved grænsen
Når det gælder den ubestridte magt i Bayern og udsigt til regeringsmagt i forbundsrepublikken, er CSU hensynsløst i omgangen med CDU. Og partiet har tradition for at gå på barrikaderne, hvis det synes, at CDU’s partiformand er for svag.
I 1973 intrigerede CSU mod den daværende partiformand, Rainer Barzel. Da han blev afløst af Helmut Kohl var Franz Josef Strauss lige så hård i sin kritik. ’Han mangler evnerne, han mangler alle de karakterlige egenskaber. Han bliver aldrig forbundskansler’, spottede Strauss i 1975.
Det var det år, hvor Strauss opsagde fraktionsfællesskabet med CDU i Forbundsdagen, men han havde undervurderet Kohl. Han truede med at oprette CDU-afdelinger i Bayern. Det bayerske oprør varede kun tre måneder.
Nu har CSU rettet skytset mod Angela Merkel. Kravet er, at enhver flygtning, der kommer fra et andet EU-land skal afvises ved grænsen. Efter tysk forfatning har forbundskansleren ’Richtlinienkompetenz’, det vil sige retten til at fastsætte de store retningslinjer i politikken, uanset hvad de enkelte fagministre måtte mene.
For første gang i 13 år stilles der spørgsmålstegn ved, om Angela Merkel kan overleve som forbundskansler
Det vil indenrigsminister Horst Seehofer sætte sig ud over. Dermed opstår der en hidtil uset strid. Hvis Seehofer giver politiet ordre til at lukke grænserne og Merkel giver politiet ordre til at åbne dem, hvem retter politiet sig så efter?
’Det vil være uhørt. Kansleren gør en Mickey Mouse til et monster’, siger han.
Det tredje parti i koalitionen forlanger et topmøde tirsdag og kræver, at de to kristelige unionspartier enes. Det er der lange udsigter til. For første gang i 13 år stilles der spørgsmålstegn ved, om Angela Merkel kan overleve som forbundskansler.
Nils-Chr. Nilson, årgang 1945, er pensioneret efter 52 år i Politikens Hus. I 1977-1981 arbejdede han som Tysklands-korrespondent for Politiken. Bidrag til pensionistens farvepatroner kan sendes til 20333031.
Topillustration: CSU’s landsmøde i 2015: Horst Seehofer kommenterede Angela Merkels tale før hun forlod scenen, og krævede en øvre grænse for hvor mange flygtninge, Tyskland skulle modtage. Kommentaren blev opfattet som et forsøg på at ydmyge kansleren. Foto: Harald Bischoff, Wikipedia.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her