Stresset? Gå din vej!

af

Stresset? Tag og gå din vej! Claus Ankersen skriver om mirakelmidlet mod folkesygdommen, der tærer på det moderne menneske. Der er en vej ud. På to ben. Her er hans bud.

Det er godt at gå, og en af de nødbremser, mennesket altid har gjort brug af, når stress, ulykke eller pludselig død rammer, og selv den mindste mønsterafvigelse eller skærmydsel bliver altædende monstre eller uoverstigelige forhindringer. Hvad gør man så? Man går sin vej. Simpelthen.

Og i den idéelle verden fortsætter man med at gå, indtil man har gået sig rask, når sol, vind og regn har vasket kulslaggerne af ædelstenen, så at sige. Kortere ture end pilgrimmenes Camino Francés gør også godt. Faktisk skulle du tage og gå din vej minimum en gang om dagen, kære læser. Jeg lover dig. Walking is the shit!

Stress er et sundhedstegn

Stress. Selvom symptomklyngen er en invaliderende, livskvalitets-ødelæggende dræber af en civilisationsbåren lidelse, er der er ingen tvivl om, at stress dybest set er et sundhedstegn.

Klyngen af stresssymptomer er psykosomatikkens nødskrig over ikke at kunne komme væk fra en sygdomsfremkaldende kontekst. Det er den fangede rottes udslæt, det er afmagtens angstfremkaldende signatur sat i sind og væv. Et stresset menneske, er således dybest et sundt menneske i nød. Eller et sundt æble, fanget i en rådden kurv, det ikke kan komme op af, om man vil.

Som med så mange andre af livets ekstremiteter, er forestillingsevnen heller ikke hér, i stand til at yde oplevelsen retfærdighed. Og det gælder om at lytte til advarselssignalerne før det bliver for sent.

Gå ud og gå en tur, glem dig selv, vær i verden, mærk den, vær den. Dyk ned i den navnløse tilbliven i et med universet, og kom skridt for skridt nærmere dit skidedejlige selv

Slår stressen først ud, og pisker med sin hale af nervesammenbrud, depression og dødsangst, er det for sent, og så er der kun en ting som for alvor hjælper: Tag og gå din vej. Tag dit gode tøj – eller eventuelt en overlevelsesdragt i orange af den slags som også kaldes Hirtshals-habitter – og gå din vej. Jo, det kan du godt.

Du kan endda gøre det længe, før det bliver livsnødvendigt. Mennesket har nemlig gjort sådan lige siden det lærte at stå, og gå, på to ben. Taget en tobenet enkeltbillet langs vejen ad hvilken kvinde som mand kan møde sig selv, skaber, skæbne og genfødsel.

Man går til man er helet

Vismænd og eneboere har altid gjort det, pilgrimme, yogier og galninge. De søgende, de uforløste, de desperate, de sindssyge og…bingo, de stressede. Gået deres vej, simpelthen. Til skovs, til bjergs, til ørkens, til verdens ende om så skal være. Man går indtil man er helet, simpelthen.

MERE POV
Manden, der rejste efter døden

Til ånd, sind og krop er lutret og helet af solen, vinden og vejret. Af vejenes bugtninger gennem landskabet, af landskabet, vidderne og vildskaben, af den store stilheds stemme, og det indres, ekkoet som bestandigt opstår i mødet mellem menneske og univers.

Slår stressen først ud, og pisker med sin hale af nervesammenbrud, depression og dødsangst, er det for sent, og så er der kun en ting som for alvor hjælper: Tag og gå din vej

Spejlingen af det store i det små og det små i det store. Når afstanden mellem det livstruende og livet er stor nok og har varet længe nok, kan man overveje at vende om og gå tilbage. Men når man først hertil, er det tvivlsomt, om det forgangnes appel er stærk nok til at hive den gående tilbage i folden, og skulle man endelig vende om og gå hjem i sine egne fodspor, vil man ikke være den samme, når man ankommer, som man var, da man gik.

Videnskaben bakker instinkt og forhistorie op. Kreativitet og problemløsning blomstrer mangenfold, når man rejser sig op og går. http://news.stanford.edu/2014/04/24/walking-vs-sitting-042414/

Og gang er ikke bare bedre end sidning, men også end løb. Der synes simpelthen at være en kompleks indbygget forbindelse mellem gang og skabelse, så at sige. Når man går, har man lettere ved at genskabe sig selv som at være i verden. De to ting følges af helse og fødder. Skridt efter skridt. Step by step, come on. http://bigthink.com/21st-century-spirituality/walking-and-creativity

Man tænker bedre i gang

Man tænker bare bedre, når man går. Forbindelsen til hypervers og hyperselv er simpelthen bedre i gang. https://www.sciencedaily.com/releases/2017/04/170424141340.htm

Du behøver ikke være rig, eller smuk, have det rigtige gear, eller gå den rigtige pilgrimsrute. Du kan gøre det i land og by, på hverdage og i weekender, morgen og aften. Lad din telefon ligge, tag dit gode tøj, eller din lille røde kuffert – og gå så din vej. Du behøver hverken kort eller kompas og slet, slet ikke smartphone. Bare dig selv og dine to ben.

Så gå din vej. Og gå helt væk for at komme hel tilbage. Fiktionens Forest Gump, løb godt nok, men han var jo også idiot. Så ham behøver du ikke efterligne. Tag den hellere med ro.

Ethvert ordentligt samfund, bør i sin basis rumme plads til denne naturligt kreative selvhelbredelse og terapi. Borgeren bør levnes rum, tid og ressourcer til at kunne gå sin vej, når og hvor som helst behovet måtte indfinde sig. Og med åben returbillet.

Alt andet er et uundskyldeligt indreb i såvel den menneskelige, som i den fællesmenneskelige trivsel. Men hvad så med jobbet, stønner du, allerede stresset. Well, jobbet er jo sikkert en stor del af årsagen til, at du står foran dit livs længste gåtur. Og robotterne har alligevel overtaget det om få år, så gå du roligt din vej. Livet er vigtigere end lønposen.

MERE POV
Kunsten at grine i eget selskab

Gå, så går den

Men hvad så med familien? Tag dem med dig – eller gå selv. Din familie elsker dig, og elsker dig helt sikkert endnu mere, når du har det godt og kan være der med- og for dem, hel, stærk og sund.

At gå er nemlig både quickfix og slowfood på en gang. Det er symptomlindrende årsagsbehandling både som daglig praksis, som fritidsforteelse og som one way ticket to ride til helse, trivsel og genfødsel.

Gå ud og gå en tur, glem dig selv, vær i verden, mærk den, vær den. Dyk ned i den navnløse tilbliven i et med universet, og kom skridt for skridt nærmere dit skidedejlige selv.

Vi ses derude, gåben.

Foto: Solopgang på Tippen i Københavns Sydhavn. (Foto: Eva Zelander).

Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du støtte forfatteren og hans arbejde med et beløb på: MobilePay +4571844591.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Claus Ankersen

Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du støtte forfatterens arbejde med et beløb på: MobilePay +4571844591.
Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 11 sprog. Han har udgivet syv bøger, hvoraf den seneste Et Pludseligt Sammenfald netop er blevet fremhævet som en af årets syv bedste oversatte digtudgivelser i Ukraine. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, dato og Murmur.

Seneste indlæg fra

Gå til Top