Strandskaller, solcreme og storpolitik

af

Hvilke spor efterlod Danmark sig i de Vestindiske Øer, vi solgte til USA i 1917? Det har M/S Museet for Søfart i Helsingør sat sig for at undersøge, og resultatet af dets medarbejderes besøg på St. Croix, St. Thomas og St. John kan ses i en særudstilling, Vestindien Revisited, der åbner torsdag.

”Vi er jo et søfartsmuseum, så vores udstilling tager udgangspunkt i havnen på St. Thomas, der havde en hel central position for skibsfart gennem århundreder”, forklarer museets chefformidler Marie Ørstedholm, da POV International besøgte udstillingen inden åbningen.

De tre kvinder bag ”Vestindien Revisited”. Antropolog Nathalia Brichet, billedkunstner Camilla Nørgård og chefformidler Marie Ørstedholm.

Sammen med antropolog Nathalia Brichet og billedkunstner Camilla Nørgård besøgte hun ved årsskiftet U.S. Virgin Islands, som øerne hedder nu, for at nærstudere arkiver, interviewe lokalbefolkningen og indsamle genstande til udstillingen. Genstande, der kan fortælle historien om ikke mindst St. Thomas havns rolle efter salget af øerne i 1917. Det være sig som anløbshavn for først store dampskibe, der skulle have kul til at kunne sejle videre, og siden enorme krydstogtsskibe, der har sat millioner af turister af i havnebyen Charlotte Amalie – på godt og ondt.

Spillet om havnen på St. Thomas

Som Marie Ørstedholm udtrykker det, så er havnen på St. Thomas ligesom ”en Maggi-terning” af Dansk Vestindiens historie. Og denne enestående dybvandshavn var såmænd også en af de væsentligste årsager til, at øerne overhovedet blev amerikanske for nu 100 år siden.

Hele det storpolitiske skakspil, der under indtryk af Første Verdenskrig førte til, at Danmark afhændede dets danske besiddelser i Caribien til amerikanerne, er noget, Nathalia Brichet har set nærmere på.

ØK – Østasiatisk Kompagni – havde kort inden salget investeret stort i havnen på St. Thomas. Det skyldtes de fremtidsmuligheder, som ØK’s direktør, H.N. Andersen, havde set i St. Thomas som transithavn. Særligt da, fordi Panamakanalen åbnede i 1914, hvilket kunne betyde øget skibsfart, forklarer hun.

”Men i 1915, midt under Første Verdenskrig, anmodede Tyskland den danske regering om at måtte udvide sit havneanlæg på St. Thomas. Anmodningen kom fra Hamborg-Amerika Linjen, hvis dampskibe lagde til i Charlotte Amalie”, forklarer Nathalia Brichet.

Indberetningen til Udenrigsministeriet om tyskernes anmodning i 1915 om tilladelse til at udvide deres havneanlæg på St. Thomas. (Rigsarkivet).

Det førte til, hvad hun betegner som en ”meget prekær situation” for det neutrale Danmark.

Anmodningen fra Hamborg-Amerika Linjen kunne ses som et forspil til tyske planer om at anlægge en flådestation og ubådsbase på St. Thomas. Endog til helt at overtage de danske øer.

”Den danske regering sendte ØK’s direktør, H.N. Andersen, til Berlin for at vejre stemningen. For at få svar på spørgsmålet ’Hvad vil tyskerne?’ Det var virkelig storpolitik det her”, fortæller Nathalia Brichet.

Fortrolige telegrammer, man kan se på udstillingen, viser, hvordan Danmark snarere end direkte at tilbyde øerne til USA for at hindre tyskerne i at overtage dem, foretog diplomatiske skridt, der fik det til at se ud som, at det var amerikanerne, som var den udfarende kraft.

Danske særrettigheder efter 1917

USA købte som bekendt De Vestindiske Øer for 25 millioner dollar og overtog dem den 31. marts 1917. Hvad få er klar over, er, hvor stor en tilstedeværelse danskerne fortsatte med at have på St. Thomas. I egenskab af ØK – eller rettere Det Vestindiske Kompagni, som ØK havde stiftet i 1912. The West Indian Company (WICO), som det hed på engelsk.

”I salgsaftalen fik WICO og andre danske virksomheder indskrevet særrettigheder – treaty rights, som de blev kaldt. Som gav dem nogle fordelagtige betingelser for havnedrift i Charlotte Amalie. Og hver morgen kunne man se Dannebrog blive hejst fra WICO-direktørens embedsbolig på Denmark Hill”, forklarer antropologen på Søfartsmuseet.

Helt frem til 1993 havde Vestindisk Kompagni disse rettigheder. Indtil ØK besluttede at sælge det til regeringen på U.S. Virgin Islands. Prisen, de måtte betale for det danske kompagni, var lidt i den dyre ende, men som en lokal beboer fortalte medarbejderne fra Søfartsmuseet: ”It was a pride thing”.

En coal token fra St. Thomas

Danske spor

Udstillingen viser mange eksempler på de spor, danskerne efterlod sig på U.S. Virgin Islands. Man kan se gamle flasker med Bay Rum, produceret af den navnkundige danske apoteker på St. Thomas, A.H. Riise. Der er et stykke af det Dannebrogsflag, der blev taget ned for sidste gang paradepladsen i Charlotte Amalie på den historiske dag i marts 1917. (Flaget blev klippet i stykke og fordelt blandt danskere på øerne og besætningsmedlemmer fra det danske skib ”Valkyrien”, der deltog i ceremonien). Blandt udstillingsgenstandene er også såkaldte coal tokens. Det var de mønter, som Vestindisk Kompagni brugte som betalingsmiddel til de mange særligt kvindelige kulbærere, der fyldte kul på atlanterhavsdamperne. De sorte arbejdere fik en mønt, hver gang, de havde tømt en kurv med kul.

En af de kvindelige kulbærere på havnen i St. Thomas. Samtidigt postkort.

”Da vi var rundt på øerne og snakke med folk, dukkede disse mønter hele tiden op fra kommodeskufferne”, forklarer Marie Ørstedholm.

De vestindiske coal tokens er eftertragtede samlerobjekter i dag.

”På en god dag kan sådan en indbringe 300 dollar på eBay”, indskyder Nathalia Brichet.

Trekløveret fra Søfartsmuseet har også været på Hassel Island for at se, hvilke efterladenskaber denne lille ø ud for Charlotte Amalie gemte.

”Vi har indsamlet ting, der er drevet i land her ved den tidligere tyske kulstation”, forklarer billedkunstner Camilla Nørgård.

”Vi har alt muligt med hjem. Kulstykker fra den tid. Kæmpekonkylier. Porcelænsstykker. Det er et tidsbillede af, hvordan det ser ud nu. Vi skulle have tilladelse til at tage det ud, fordi øen er fredet. Og det skal alt sammen afleveres tilbage igen”, fortæller Camille Nørgaard.

Udstillingen ”Vestindien Revisited” tegner et billede af U.S. Virgin Islands helt frem til i dag. Og når man taler øerne i 2017 – i hvert fald St. Thomas – kommer man ikke udenom krydstogtsturismen. Også den har danskerne haft en indflydelse på.

Nathalia Brichet minder om dengang i 1952, da Axel Dessau, Danmarks turistchef i New York, besøgte øerne. Og straks satte fingeren på, hvorfor andre caribiske øer havde bedre held med turismen, end U.S. Virgin Islands.

Fra udstillingen – ukendt kunstner, malet på hajskind. Viser resultatet af den orkan i 1867, hvor omkring 100 skibe forliste ved Dansk Vestindien.

”På de andre øer var de nationale karaktertræk fra kolonitiden tydeligere. Det var de ikke på U.S. Virgin Islands. Så Axel Dessau fremlagde strategien, han kaldte ’Let’s put the background in the foreground’, som betød, at man skulle bruge den danske kolonitid til at promovere øerne”, forklarer Nathalia Brichet.

Dette var med til at lægge grunden til den krydstogtsturisme, som hun kalder ”et tveægget sværd”.

”I dag betyder det, at omkring 1,5 millioner krydstogtsturister besøger St. Thomas hvert år. Og at forretningerne i Charlotte Amalie importerer smykker til disse turister for 2,2 milliarder kroner om året. Det kan man blandt andre takke nogle forudseende danske mænd for”, siger Brichet.

Men påpeger også bagsiden af medaljen. Ikke mindst synlig på Magens Bay Beach, der betegnes som en af de 10 smukkeste strande i verden. En strand, der af samme grund benyttes til omkring 300 bryllupper hvert eneste år.

Krydstogtturisternes efterladenskaber. Nogle af genstandene, man kan se på “Vestindien Revisited”.

Turisterne bruger uanede mængder af solcreme, der indeholder det giftige stof oxybenzon.

”Skyggesiden af dette er, at oxybenzon lægger sig som en fin hinde på korallerne i vandet, så de ikke kan modtage solens stråler. Det ødelægger koralrevet”, forklarer antropologen og fremviser den flaske solcreme, trekløveret fra Søfartsmuseet selv benyttede under besøget i det tidligere Dansk Vestindien.

”Det er hele dette kontrastfyldte paradoks, vi gerne vil vise med særudstillingen”, understreger Marie Ørstedholm.

Særudstillingen ”Vestindien Revisited – i kølvandet på kuldampere og cruiseturister” kan ses på M/S Museet for Søfart, Ny Kronborgvej 1, 3000 Helsingør, fra 6. april til 29. oktober 2017.

Fotos: M/S Museet for Søfart, Rigsarkivet, eBay, Philip Sampson.

Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Philip Sampson

Philip Sampson, født 1959 på Frederiksberg, er uddannet journalist. Han har arbejdet på Politiken, DR og Ritzau. På sidstnævnte virkede han på bureauets udlandsredaktion fra 1988 til 2011. Philip er opvokset i London som søn af en ghanesisk far og en dansk mor. Han har gennem årene beskæftiget sig indgående med racisme og højreekstremisme, bl.a. i samarbejde med antiracistiske organisationer som Expo i Stockholm og Searchlight (i dag Hope not Hate) i London. På baggrund af sin mangeårige tilknytning til den københavnske motorcykelverden, har han gennem årene kunnet levere ganske præcise analyser af konflikterne i bikermiljøerne både i ind- og udland. Philip er i dag selv medlem af Harley-Davidson Club Herlev. Journalistisk set er Philip Sampson graver af natur. Denne interesse bruger han i dag især på historisk research.

Seneste indlæg fra

Gå til Top