Kan Storbritannien ende med en norsk EU-model?

af

Theresa May er svækket efter valget, og et stort flertal af vælgerne er positive overfor markedsløsninger og åbenhed i Europa. Vil EU-lederne på den baggrund kunne tænkes at tilbyde Storbritannien et EØS-medlemskab – ligesom Norge, Liechtenstein og Schweiz har – hvor medlemslandene forbliver uden for EU’s institutioner, men accepterer de fleste EU-forpligtelser og udgifter i bytte for de handelsmæssige fordele ved det indre marked? Det spørgsmål ser Anatole Kaletsky på i en analyse.

LONDON – En tilknytning til EU svarende til Norges er den eneste model, der vil kunne opnå folkelig og politisk tilslutning i Storbritannien uden at true EU’s principper eller påføre nogen af parterne alvorlige økonomiske omkostninger.

Kort tid efter Storbritanniens premierminister, Theresa Mays, beslutning om at udskrive et uventet “Brexit valg,” skrev jeg, at EU-tilhængerne i Storbritanniens stadig kunne nå at vende nederlag til sejr.

Men jeg forestillede mig en tidshorisont på fem år, ikke fem uger.

Det er umuligt at forudsige, hvor længe May vil overleve som premierminister. Hendes skæbne vil afhænge af personlige vendettaer og indviklede politiske intriger, ikke bare i London men også i Edinburgh og Belfast. Men når man skal prøve at forudsige resultatet af Brexit-forhandlingerne, har det ikke længere meget at gøre med Mays politiske overlevelse.

En tilknytning til EU svarende til Norges er den eneste model, der vil kunne opnå folkelig og politisk tilslutning i Storbritannien uden at true EUs principper eller påføre nogen af parterne alvorlige økonomiske omkostninger

Er det britiske parlament med dets nye sammensætning og den offentlige mening for eller imod den “hårde Brexit” – drastiske stramninger af indvandring og tilbagetrækning fra EU’s toldunion, det indre marked og retslige samarbejde – som May havde planlagt før valget?

Og hvis briterne vender sig mod Mays dagsorden, vil EU-lederne så tilbyde dem et udglattende kompromis svarende til aftalen med Norge, der forbliver uden for EU’s institutioner, men accepterer de fleste forpligtelser og udgifter som ved et egentligt medlemskab i bytte for de handelsmæssige fordele ved det indre marked?

En tilknytning til EU svarende til Norges er den eneste model, der vil kunne opnå folkelig og politisk tilslutning i Storbritannien uden at true EU’s principper eller påføre nogen af parterne alvorlige økonomiske omkostninger.

EØS findes allerede som alternativ til EU

De institutionelle ordninger for denne løsning eksisterer allerede i form af European Economic Area (EEA) – på dansk, EØS-samarbejdet. Dette kan ses som en slags venteværelse forud for fuldt EU medlemskab og rummer i øjeblikket tre små men velstående europæiske lande: Norge, Island og Liechtenstein.

Disse lande overvejede EU medlemskab i slutningen af 1980’erne, men besluttede sig af forskellige grunde til ikke at tilslutte sig. De ønskede alle at samordne deres økonomi og arbejdsmarked med EU, og efter Brexit afstemningen forventede man, at Storbritannien vil forsøge at få en aftale på linie med Norges EØS ordning i stedet for det brud, som May har foreslået.

Det var først i september sidste år, tre måneder efter hun tiltrådte som premierminister, at May overraskede verden ved i bund og grund at afvise EØS muligheden, da hun i en tale ved  the Conservative Partys årlige landsmøde sagde, at de, der kalder sig selv “verdensborgere”, i virkeligheden “ikke er borgere nogen steder”, og at arbejdskraftens fri bevægelighed, der kræves for EØS medlemsskab, derfor er uacceptabelt.

MERE POV
Tyskerne: Merkel har mistet grebet

I januar erklærede hun officielt, at Storbritannien ikke ville søge medlemskab af det indre marked, fordi det ville kræve fri bevægelighed, en holdning der blev bekræftet i de konservatives valgmanisfest.

Briterne er liberale og pro-marked

Men er Mays modvilje mod immigranter stadig relevant, nu hvor valget den 8. juni har gjort hende handlingslammet, og Brexit forhandlingerne vil blive styret af en ustabil parlamentarisk situation og skiftende holdninger i befolkningen?

Befolkningen holdning til immigration bliver afgørende for Storbritanniens europæiske politik i de kommende måneder. Og det uventede valgresultat, der bakkes op af meningsmålinger, viser, at befolkningens holdning til den fri bevægelighed er mere nuanceret og mindre afvisende end Mays retorik og det konservative manifest havde antaget.

Med den nuværende politiske situation er det muligt, at EØS medlemskab bliver den britiske ledestjerne i Brexit forhandlingerne i de kommende måneder. Spørgsmålet er, hvordan EU vil reagere på en sådan model?

Faktisk støtter de fleste britiske vælgere den frie bevægelighed, vel at mærke hvis det er en rettighed, som både briter og EU-borgere gensidigt har og ikke et udemokratisk diktat fra udenlandske bureaukrater.

I maj var YouGov det britiske meningsmålingsinstitut, der bedst forudsagde valgresultatet.

Instituttet lavede en tillægsundersøgelse lige før valget blandt 1875 vælgere med følgende spørgsmål:

“Når Storbritannien skal forhandle udmeldelsen af EU, mener De så, at regeringen skal tilbyde EU borgere ret til at rejse, arbejde, studere eller lade sig pensionere i Storbritannien, hvis britiske statsborgere får samme rettigheder i EU?”

(Jeg vil anstændigvis oplyse, at spørgsmålet blev foreslået af Best for Britain, en organisation som jeg var med til at etablere og nu er formand for.)

Svarene gik imod, hvad man hidtil havde troet.

Blandt vælgerne i denne omhyggeligt vægtede stikprøve var der fire gange så mange for fri bevægelighed som imod. 62 procent sagde “ja,” 17 procent “nej,” and 21 procent svarede “ved ikke.”

Desuden var der klart flertal for fri bevægelighed i alle underkategorier, hvadenten det var alder, region eller politisk partitilhørsforhold, på nær en: det lille mindretal, der støttede anti-immigrationspartiet UK Independence Party.

Et stort flertal vil bakke op om en norsk løsning

Facit er altså, at en ny tilknytning baseret på EØS modellen ville lade Storbritannien beholde fordelene ved toldunionen og det indre marked sammen med den fri bevægelighed, og det vil ikke bare være mindre økonomisk smertefuldt end en hård Brexit, det vil også have opbakning fra et stort flertal af vælgerne.

Kombinationen af medlemskab af det indre marked og den fri bevægelighed vil være særlig populært blandt de unge, der i stort tal stemte for første gang i forrige uge, og som betragter muligheden for at bo, arbejde eller studere hvorsomhelst i Europa som en stor fordel ved EU og ikke som en omkostning.

Et EØS medlemskab vil ikke medføre britisk “cherry picking” i EU – altså give landet selektive fordele, hvilket de andre medlemslande forståeligt nok har afvist.

Med den nuværende politiske situation er det muligt, at EØS medlemskab bliver den britiske ledestjerne i Brexit forhandlingerne i de kommende måneder. Men hvordan vil EU reagere?

MERE POV
Gud, var det dét, vi aftalte?

For de andre EU lande vil Brexit forhandlinger baseret på EØS medlemskab være fuldkommen acceptable, endda velkomne. For et EØS medlemskab vil ikke medføre britisk “cherry picking” i EU – altså give landet selektive fordele, hvilket de andre medlemslande forståeligt nok har afvist.

Det er, fordi et EØS medlemskab er inferiørt i forhold til fuldt EU medlemskab. Udover at skulle acceptere fri bevægelighed, skal EØS medlemmer også følge EUs handelsbetingelser og acceptere afgørelser fra EU Domstolen uden at have en formel rolle i udformningen af disse regler og afgørelser.

Da EØS blev dannet i 1994, var det derfor kun tænkt som en midlertidig overgangsordning for lande – så som Østrig, Sverige, Finland og Norge – der planlagde EU medlemskab men endnu ikke var klar til at tilslutte sig.

Østrig, Sverige og Finland blev fulde medlemmer, som det var tiltænkt. Men i Norge afviste vælgerne EU medlemskab ved en folkeafstemning og gør det stadig. Norges “midlertidige” EØS medlemskab har nu varet i 23 år. Kunne det danne præcedens for Storbritannien?

Se en anden interessant og særdeles grundig analyse af Storbritanniens mulige norske løsning her.

Oversættelse: Lisa Rasmussen

Copyright: Project Syndicate og POV International

Topbillede: Open Europe.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Anatole Kaletsky
Cheføkonom og vicepræsident at

Anatole Kaletsky (1952) er født i Moskva og opvokset i USA og Storbritannien. Han er uddannet økonom fra Harvard University og journalist med base i London. Siden 1976 har han været fast bidragyder til bl.a. The Economist, Financial Times og The Times i London, før han i 2012 sluttede sig til Reuters og The International Herald Tribune. Han har været kåret som "Årets kommentator" af  BBC i "What the Papers Say award", og har to gange modtaget the British Press Award for Specialist Writer of the Year. Kaletsky har også arbejdet som økonomisk konsulent siden 1997 og driver investerings- og rådgivningsvirksomheden GaveKal sammen med Louis og Charles Gave. Han blev valgt som bestyrelsesmedlem i The Royal Economic Society i 1998. Han har skrevet flere bøger herunder  Capitalism 4.0, The Birth of a New Economy,  I 1985 skrev han bogen, Costs of Default, som blev en håndbog for flere latinamerikanske og asiatiske regeringer, da disse under 1980'ernes gældskrise skulle håndtere forhandlingerne om en restrukturering af deres økonomier overfor bankerne og IMF.
 

Seneste indlæg fra

Gå til Top