mm

Steffen Groth

Steffen Groth er cand.mag i dansk og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han er kandidat fra RUC og bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn. Du kan støtte Steffens arbejde som skribent ved POV på MobilePay 31902272.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Steffen Groth
på Mobile Pay: 31902272

Støjberg og The Book of Muslims

KOMMENTAR – Inger Støjberg slår populistisk plat på problemet med islamistisk fundamentalisme og terror samt på den frygt, der eksisterer i befolkningen. Islam bliver i Støjbergs retorik en monolitisk enhed, så der kastes et suspekt skær over alle religionens tilhængere. Det bidrager ikke til løsningen af noget problem, tværtimod, skriver Steffen Groth, der også peger på, at ministeren bevidst benytter sig af opflammende retorik og hypotetiske scenarier, der lægger sig som et røgslør over den konventionsstridige praksis i hendes eget ministerium.

Integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg fandt forleden en ny anledning til at rette det retoriske skyts mod islam og muslimer. Under overskriften ”En trist sandhed om islam” udbasunerede hun i BT og på facebook (hvor hun følges af 138.000) blandt andet denne bombastiske påstand: ”Pointen er, at vi har tabt. Vi har ladet os skræmme af en religion, hvis fanatikere har truet os til tavshed.”

Baggrunden var ikke, som man kunne forledes til at tro, nye eksempler på censur eller selvcensur pga. trusler, vold og terror fra islamistiske ekstremister.

Nej, baggrunden var et ministerielt tankeeksperiment. Tændsatsen for Støjbergs tankespring var Det Ny Teaters musicalforestilling The Book of Mormon, som satiriserer over mormonernes tro og praksis.

Der er den faktuelle kerne i Støjbergs associationer, at islamistiske ekstremister de seneste tiår flere gange har truet og angrebet personer og institutioner, der i forskellige former har satiriseret over Muhammed; med massakren mod Charlie Hebdoe for tre år siden, som en tragisk kulmination

Integrationsministeren havde ikke set forestillingen, men det hun havde hørt havde sat gang i associationerne. Og nu udmalede hun et tænkt scenarie for, hvad der var sket, hvis det var muslimer og ikke mormoner, der havde været genstand for en satirisk musical:

”Vi ved alle, hvad der ville ske. Hysteriske protester om krænkelse af muslimers religiøse følelser. Demonstrationer mod teatret. Hærværk. Dødstrusler mod skuespillere og instruktør. Sådan et stykke ville aldrig blive sat op.”

Selvom det i sagens natur er hypotetisk at forestille sig, hvad der var sket, hvis Det Ny Teater havde opført The Book of Muslims i stedet for The Book of Mormon, er det ikke kun fri fantasi.

Der er den faktuelle kerne i Støjbergs associationer, at islamistiske ekstremister de seneste tiår flere gange har truet og angrebet personer og institutioner, der i forskellige former har satiriseret over Muhammed; med massakren mod Charlie Hebdoe for tre år siden, som en tragisk kulmination. Det har medført både selvcensur, frygt, begrænsninger og snerrende sikkerhedsforanstaltninger for nogle mennesker. Det er et alvorligt problem.

Men Støjberg slår med sit tankeeksperiment populistisk plat på problemet og på den frygt, der eksisterer i befolkningen. Hun tager ikke afsæt i en konkret aktuel situation, men i et konstrueret forestillet scenarie.

Hvad hun ikke har i konkrete eksempler, kompenserer hun for ved at skrue op for den overspændte patos: ”Vi har tabt…vi har ladet os true til tavshed”.

Og mens denne omsiggribende tavshed fremmanes som et nationalt spøgelse, taler og taler integrationsministeren og hendes følgere uafladeligt om truslen fra islam, sandheden om islam, problemet med islam.

Der rejser sig et brøl af vrede mod muslimer, en kakofoni af stemmer giver frit løb for frustration, modvilje, væmmelse og aggression.Markante modstemmer blander sig i koret. Men den overvældende majoritet istemmer en antimuslimsk sang, der skingrer og smælder ned gennem den dybe skakt af kommentarer

Islam bliver i Støjbergs retorik en monolitisk enhed, så der kastes et suspekt skær over alle religionens tilhængere. Som når hun i sin afsluttende fanfare taler om, at det ”primært er den religions følgere, der går og kalder sig for Fredens religion, Islam, der faktisk griber til våben, vold og terror.”

Kommentarsporets kakofoni
Fra kommentarsporet under Støjbergs opslag på Facebook rejser der sig et brøl af vrede mod muslimer, en kakofoni af stemmer giver frit løb for frustration, modvilje, væmmelse og aggression.

Markante modstemmer blander sig i koret. Men den overvældende majoritet istemmer en antimuslimsk sang, der skingrer og smælder ned gennem den dybe skakt af kommentarer og flere steder kondenserer sig i krav om stramninger, handling, flere udvisninger og opgør med konventioner.

Et par populære eksempler fra kommentarsporet:

”Vi har opgivet vores land for længst. Folk tør ikke være andet end tavse, når det kommer til at være kritisk overfor muslimer. Det er bare et spørgsmål om tid før vi bliver til Danmarkistan ligesom Sverige desværre”.

”Få det nu stoppet, Inger Støjberg, tror flertallet i Danmark er rigtig godt træt af Muslimer, næsten alt drejer sig om disse mennesker, tag nu og saml et flertal i folketinget for at opsige de nødvendige Konventioner. Hvis du vil gøre noget godt for den danske befolkning, inden landet bliver totalt smadret af migranter og kriminelle. ”

”Al den falden på maven for muslimerne og Islam er til at brække sig over. Hvis de ikke TÅLER den måde, vi lever her i landet, så kan de bare fise af igen. Vi har ikke bedt dem om at komme!!!!!!!”

Der er noget paradoksalt ved klagesangen om, at ”alt drejer sig om disse mennesker”; debatten her tager jo afsæt i Støjbergs tankeeksperiment, hvor mormoner af ministeren erstattes med muslimer i en musical, der ikke har det fjerneste med muslimer at gøre.

Det illustrerer eksemplarisk, hvordan en politiker kan igangsætte, formgive og iscenesætte en debat; her er det Støjbergs fiktive musical-manuskript, The Book of Muslims, som danner grundlag for koret i kommentarsporet.

Røgslør eller retfærdiggørelse
Hvordan skal man fortolke ministerens kommunikative fremstød i BT og på Facebook?

Er det et dybtfølt suk fra en patriotisk politiker, der oprigtigt føler, at vi har tabt? Er det et røgslør, der skal lægge sig over de verserende skandalesager i ministeriet og skjule ministerens flossede troværdighed? Eller er det snarere en fremmaning af et fjendebillede, der fungerer som en retfærdiggørelse af hendes politik og praksis?

Det er ikke muligt at lodde dybderne i Støjbergs motivationsmønstre, men ser man på effekten af hendes kommunikation, som den afspejler sig i kommentarsporet på Facebook, fungerer Støjbergs tankeeksperiment først og fremmest som en legitimering af en hård linje over for muslimske migranter.

En linje, der med Støjbergs gentagne mantra går til ”kanten af konventionerne” – og i praksis også ud over kanten. Igen og igen optræder der opråb mod konventionerne i kommentarsporet, som ekkoer af den erodering af opbakningen til menneskerettighederne, som DF og Støjberg er drivkræfter bag.

En populistisk fortælling
Støjbergs musical-indlæg indskriver sig i en større populistisk fortælling.

Hun iscenesætter gerne sig selv som folkets forkæmper i kamp med diverse fjendebilleder: selvgode smagsdommere, elitære menneskeretseksperter og ikke mindst muslimske migranter.

Det var den samme fortælling, der muliggjorde, at hun kunne slippe helskindet fra et klokkeklart lovbrud sidste år, hvor hun i strid med både dansk og international ret havde givet instruks til tvangsadskillelse af unge asylpar. I de efterfølgende samråd afgav hun skiftende og selvmodsigende forklaringer i et forsøg på at tildække realiteterne. Men det var et lovbrud. Og ministeren var ansvarlig.

Nu er en ny sag kommet til offentlighedens kendskab.

Denne gang har ministeriet i modstrid med en afgørende dom fra Menneskeretsdomstolen, i 13 måneder udvist alvorligt syge mennesker uden at sikre, at de havde adgang til livsvigtig behandling i det land, de udvises til.

I processen har Støjberg ifølge professor i forvaltningsret  Jens Elo Rytter misinformeret Folketinget. Og på det seneste samråd om sagen misinformerede Støjberg igen, idet hun forsøgte at forklare ministeriets ekstraordinært lange reaktionstid på dommen med kompliceret jura og eksperters uenighed. Forklaringen viste sig – ifølge de pågældende eksperter – at være forkert.

Måske var det en mere sandfærdig forklaring, man anede konturerne af, da Støjberg på samrådet bedyrede, at hendes embedsmænd havde travlt med at ”stramme igen og igen og igen”. Det er jo netop den politiske motor, der har fortrængt de menneskeretslige hensyn, og muliggjort en forhaling på 13 måneder i ministeriet.

”Landets demokratiske ve og vel”
19. januar skrev chefredaktør på Weekendavisen Martin Krasnik under rubrikken ”Symptomet Støjberg”, at der er grund til ”bekymring for landets demokratiske ve og vel”. Årsagen var, at der i Integrationsministeriet under Støjbergs ledelse ”kommer den ene sag efter den anden, der viser en bemærkelsesværdig respektløshed, ja, nærmest ligegyldighed, over for retsstatens principper”.

Når de ord lyder fra lederplads i Weekendavisen, en borgerlig avis, hvis redaktionelle linje bestemt ikke flugter med hverken venstrefløjen eller Venligboernes kurs, er der grund til at spidse ører.

Og dermed forstår man måske også bedre Inger Støjbergs trang til at søge tilflugt i forestillinger, der kan aflede opmærksomheden fra den substantielle kritik og henlede opmærksomheden på hendes foretrukne fjendebillede.

Fra Støjbergs tankeeksperiment igen:

”Kunne man forestille sig skuespillere i Danmark stå med fuckfingre rakt op mod himlen, mens de råber “dumme svin” efter Allah? Eller en skuespiller udklædt som profeten Muhammed dyrke sex med en frø?”

Når dette fremstår som presserende spørgsmål for Integrationsministeren, er det nok mest af alt fordi, de kan bruges som springbræt for endnu en ophidsende fortælling om muslimerne: ”En trist sandhed om islam”. En fortælling, der på en gang udgør et røgslør over og en retfærdiggørelse af den konventionsstridige praksis i Støjbergs ministerium.

 

POV’s skribenter får ikke honorar; du kan støtte Steffens skriverier via Mobilepay: 22722556. Ethvert bidrag er velkomment.

Topillustration: POV International – kollage med LunaPicEditor – orginialbillede af en koran og billede af Inger Støjberg fra Venstres pressetjeneste.

 

Kategorier