Støjberg, de 500 kvoteflygtninge og den populistiske indenrigspolitik

af

ANALYSE – Hvorfor lader statsministeren Inger Støjberg begå så mange, internationalt set, pinlige handlinger, der stiller Danmark i et lidet flatterende lys? Senest med de 500 kvoteflygtninge, hvor der er langt mere international goodwill at hente end indenrigspolitisk badwill? POV Internationals Jakob Brønnum prøver at finde en sammenhæng.

Mens dette skrives, holder FN’s sikkerhedsråd krisemøde efter Nordkoreas meningsløse og efter alt at dømme selvdestruktive affyring af et missil over Japan. Ligegyldigt hvad der besluttes, og hvordan det udmøntes, og hvad det videre forløb bliver, vil Danmark ikke have nogen stor stemme i det. Danmark kan ikke længere på nogen måde ses som foregangsland i FN-samarbejdet. Den tid, da en tidligere statsminister som Poul Hartling blev tilbudt en toppost som leder af FN’s Flygtningehøjkommissariat, er forbi.

Det skyldes, at Danmark, eller rettere integrationsminister Inger Støjberg (V) moralsk set har sat landet udenfor det gode selskab, senest ved at nægte at modtage kvoteflygtninge. Kvoteflygtninge er særligt udsatte flygtninge, som FN har givet en officiel status. Danmark har hvert år siden 1979 modtaget disse flygtning, men nu er det slut.

Kvoteflygtninge er en slags håndslag på, at man er med i verdens humanitære arbejde, og FN’s flygtningehøjkommissariat kender ikke andre lande, der ikke vil modtage disse. Der er nogle teknikaliteter omkring Støjbergs beslutning, som gør, at Danmark ikke formelt er trådt ud af ordningen.

Men hvorfor? Det er det meget svært at forstå, hvorfor vil Danmark ikke tage imod et beskedent antal meget hårdt ramte mennesker? Hvorfor vil man sætte sin goodwill på spil? Hvorfor lader statsministeren det ske?

Der var så mange kalorier i den kage, at den kunne have opretholdt livet for anslået 75 passagerer på en flygtningebåd på Middelhavet i 96 timer, hvis ikke flødeskummen var blevet sur i varmen

Kvoteflygtninge er ikke migranter, ikke mennesker, det ikke er lykkedes at opnå integration i deres fødeland, almindeligvis pga. manglende infrastruktur, som så søger andre steder hen. Kvoteflygtninge er ikke marokkanske gadebørn, hvis regering hellere vil udelukke dem fra de spritnye turistområder end at tilbyde dem lærepladser og jobs, og som lader dem gå for lud og koldt vand, hvorfor de selvfølgelig søger andre steder hen.

Kvoteflygtninge er ikke bulgarske, ungarske og rumænske romaer, der systematisk sættes udenfor samfundet i de lande, hvor de bor. Kvoteflygtninge er ikke krigsramte syrere, palæstinensere, afghanere og libyere, hvis traumatiske oplevelser er af en sådan karakter, at de ikke anser en bådtur over middelhavet i en gammel, overfyldt storjolle for værre, end hvad de tidligere har oplevet.

Alle dem laver man lovgivninger for at afvise, og det går så fint med det, at antallet af asylsøgere er det laveste i mange år, hvad integrationsministeren da også har fejret ved at give kage til sine medarbejdere. Der var så mange kalorier i den kage, at den kunne have opretholdt livet for anslået 75 passagerer på en flygtningebåd på Middelhavet i 96 timer, hvis ikke flødeskummen var blevet sur i varmen.

De, der har det allersværest

Nej, kvoteflygtninge er de mennesker, der har det allersværest. De mennesker, et internationalt sammensat råd har udpeget som dem, der helt åbenlyst, og uden at man behøver stille spørgsmål, har behov for hjælp nu og ikke i morgen. Dem har Inger Støjberg, med sin egen begrundelse, brug for ”et pusterum” fra.

Vi forstår, at rent humanitære hensyn er hun ikke meget for. Men at Støjberg ikke kalkulerer med, at en kvoteflygtning er verdens lykkeligste menneske og verdens største, nationale forbundsfælle, det kan man undre sig over. En kvoteflygtning er et menneske, der er blevet reddet af et helt land og vedkommende vil til evig tid være dette land dybt hengivent.

Man vil sikkert kunne opvise eksempler på det modsatte, men grundprincippet er der naturligvis ikke tvivl om. Hvem ville ikke elske et land, der har reddet en? Den goodwill, man opnår ved at agere grundlæggende humanistisk, human-etisk kunne man også sige, ved at modtage sine kvoteflygtninge, evt. øge antallet marginalt, som Sverige gør, kan ikke gøres op i penge.

Statsministeren har i dag brug for agitation i modsat retning af det traditionelle politiske spektrum, mod det ydre højre, og der er Støjberg et scoop. Hun er rap i replikken og hun har ikke noget imod at få snavsede hænder

Det kan kun være et udtryk for, at Inger Støjberg ikke på et eneste punkt vil åbne for modtagelse at et eneste menneske fra sydligere lande end Belgien, og helst kun det flamske Belgien. Hvis hun gør det, vil hun modtage kritik fra Dansk Folkeparti for at være blevet for slap.

Som tidligere tilflyttet fodboldfar på de mudrede baner i Nordjylland ved jeg af bitter, bitter erfaring, at en dreng fra Spanien og Frankrig, blandt de øvrige fædre anses for “swåt”. Jeg hørte dem aldrig en eneste gang omtale udlændinge anderledes, som i: aldrig en eneste gang. Og jeg påtalte det som tilflytter kun de første to gange. De troede, jeg var ironisk.

Støjberg har mødt mennesker, der stemmer på Dansk Folkeparti, som hun har lovet at bremse folkevandringen i form af mennesker, der kommer til landet og får kontanthjælp, så der kun er råd til at sende deres gamle mor på plejehjemmet i bad hver anden lørdag.

Og det holder hun fast i. Også selvom sammenhængen er det rene sludder, for ikke at sige løgn, eftersom reduktionen i velfærdsydelser i Danmark har med Venstres neoliberale politik at gøre, som jeg skal komme tilbage til om et øjeblik.

Der er næsten altid noget kikset over det, Inger Støjberg foretager sig, netop fordi hendes politiske udsyn er så begrænset

Men det er nu engang hendes politik. Hun skyer ingen personlig latterliggørelse, forhånelse af mennesker i andre lande, tilsidesættelse af Danmarks internationale moralske forpligtelser og tradition for at holde fast ved det. Hvad udadtil tabes, må indadtil vindes, som Enrico Dalgas sagde, da Danmark mistede Sydslesvig, og han iværksatte en opdyrkning af den jyske hede.

Inger Støjberg har lagt et imponerende lovgivningsarbejde i at reducere antallet af asylansøgere og simpelthen ved at fremstille Danmark som et koldt, surt møgland, der ønsker at fremmede bliver, hvor de er, nemlig der, hvor peberet gror.

Det begrænsede udsyn

Der er næsten altid noget kikset over det, Inger Støjberg foretager sig, netop fordi hendes politiske udsyn er så begrænset. Som da hun vitterlig svækkede regeringens troværdighed som lovgiver ved – mod lovens ord og ministeriets embedsmænds råd – at forlange, at man skød først og spurgte bagefter i sagen om de flygtningeægtepar, hvor kvinden ikke opfyldte dansk ægteskabslovgivnings aldersgrænser. Derved gjorde hun unge mennesker, der har valgt hinanden af kærlighed, ubodelig skade og såede et frø af had mod samfundet. For det var stort set, hvad man kunne finde.

Man havde troet, man ville finde levendegørelsen af myten om 46-årige overvægtige, armsvedslugtende mænd med grimme tænder, der pillede i 12-årige pigers kønsdele, de havde købt for en slik på det lokale barnebrudemarked i Samarkand, og som var kommet til landet for at kunne pille i fred på kontanthjælp.

Eller som da Inger Støjberg vitterlig blev til grin over hele verden ved at indrykke antiflygtninge-annoncer i libanesiske dagblade, som hun regnede med, at en million syriske krigsflygtninge, hvis tidligere samfundsledere havde anvendt klyngebomber og kemiske våben i deres boligkvarterer, ville gå ned i flygtningelejrens aviskiosk og købe.

Det er så hjerteløst, at man græder indvendigt. Men det er også tankeløst. Det viser en lovgiver i sine følelsers vold

Eller som da Inger Støjberg forlangte, at man ikke længere måtte anvende de varme og tørre flygtningelejre, man under stor møje havde opbygget, men skulle placere folk i teltlejre i vinterkulden – helt uden nogen som helst anden begrundelse, end at de ikke skulle have det for godt. Eller som da hun med samme begrundelse fandt et sted i den dybeste skov, hun kunne støve op, hvor afviste asylsøgere kunne sidde og trille tommelfingre, knapt uden mobildækning, selvom en fodlænke kunne have klaret det, men så var der ingen signalværdi i det. ”Umenneskelige forhold,” blev det kaldt.

Det er så hjerteløst, at man græder indvendigt. Men det er også tankeløst. Det viser en lovgiver i sine følelsers vold, og det er der også andre eksempler på, som da hun lovede en forbryder ”utålelige forhold” og skingert råbte på de sociale medier, at ”vi aldrig tilgiver” optøjer på Nørrebro, hvad der tydeligvis er en dybt uværdig og barnagtigt umoden adfærd af en politiker med lovgivningsmagt.

Det viser blandt andet, at hun overhovedet ikke forstår karakteren af retsvæsenet. Forfatteren Knud Vilby gjorde forleden opmærksom på på sin Facebook-side, at Inger Støjberg har fremsat fire forslag om småændringer til udlændingeloven siden midten af august, og at processen foregår helt uden, at man kan skaffe sig et overblik over, hvad disse bestandige lovjusteringer betyder for det samlede fagjuridiske indhold af den konkrete lov, ligesom der indgår det udemokratiske moment, at høringsprocessen vanskeliggøres urimeligt af samme grund. Ingen høringspart til en detalje i loven aner, hvordan loven samlet ser ud, for hun ændrer i den hele tiden.

Det er udelukkende signalpolitik, udført af hensyn til den tredjedel af de lavestlønnede, som stemmer på Dansk Folkeparti og aldrig åbner en seriøs avis

Alle disse ting er ikke kun gjort i ren ukundskab, men bevidst i forsøget på at overbyde Dansk Folkepartis skånselsløse indvandrerpolitik – og samtidig holde dem til fadet, når der skal bruges stemmer til skattelettelser, nedsættelse af afgiften på luksusbiler og øvrige komplekse, finanspolitiske tiltag.

Regeringen agerer populistisk

Deraf kan man se, at den danske regering på det værdipolitiske område agerer populistisk. Populisme er en styreform, hvor enheden nationalt er vigtigere end den faktiske sandhed. Der er ingen, eller næsten ingen, praktiske gevinster ved denne form for politik.

Det er udelukkende signalpolitik, udført af hensyn til den tredjedel af de lavestlønnede, som stemmer på Dansk Folkeparti og aldrig åbner en seriøs avis. 500 kvoteflygtninge kan overhovedet ikke ses nogen steder i nogen statistik, bortset fra i målinger over Danmarks internationale goodwill. Sverige modtager i øvrigt 5000.

Men det konsekvente og vandtætte nej til flere flygtninge kan ses i meningsmålingerne, der måler balancen mellem Venstre og Dansk Folkeparti. Sagde Støjberg ja tak til de 500 og høstede den store internationale, moralske gevinst, det ville være at sige, ”nej, vi vil gerne have lov til at modtage 600, vi øger med 20 procent”, ville der straks komme kulsorte og brunsorte racistiske tråde under opslaget på de sociale medier, som beskyldte hende for at åbne en ladeport for muslimske horder, og læserne af trådene ville hælde mod Dansk Folkeparti og det, der er værre.

Det har altid glædet mig, fordi jeg er søn af en krigsflygtning fra Berlin i 1933, hvor min mors barndom blev brat afbrudt, da min morfar, Kurt Heinig, der sad i Rigsdagen for Socialdemokratiet måtte flygte sammen med min mormor, der var jøde

Det er dog ikke kun regeringen, men også dens embedsmænd, der falder i suppedasen. Som da man fløj til det klanstyrede, krigshærgede Somalia uden skyggen af infrastruktur, for at dokumentere, at landet var sikkert at hjemsende afviste asylsøgere til, også selvom de ikke kender en levende sjæl og er opvokset på Europas landeveje. Så stillede de sig op i lufthavnens ventesal og kiggede ud gennem vinduerne med en kikkert de havde taget med. ”Det ser fredeligt ud,” sagde de til hinanden. ”Det skriver vi til ministeren, så bliver hun glad.”

”Men var I ikke inde i Mogadishu eller en af de andre byer,” spurgte en begavet journalist senere. ”Kørte I ikke rundt lidt?”  ”Er du rigtig klog,” sagde de, ”tror du vi ville have knoppen skudt af?”

Alt det ville være morsomt, hvis det ikke var så usigeligt sørgeligt, at jeg jævnligt overvejer om at bede om mine skolepenge tilbage fra den gode, konservative, borgerlige privatskole på Frederiksberg, hvor jeg lærte, at jeg lever i et samfund, hvor hensynet til andre mennesker er en grundlæggende del af samfundets sammenhængskraft, og at vi udlever dette hensyn i respekt for mennesket som sådan, uden hensyn til hudfarve, religion, sexuel udformning, etnisk herkomst eller politisk overbevisning.

Det har altid glædet mig, fordi jeg er søn af en krigsflygtning fra Berlin i 1933, hvor min mors barndom blev brat afbrudt, da min morfar, Kurt Heinig, der sad i Rigsdagen for Socialdemokratiet, måtte flygte sammen med min mormor, der var jøde. Det kom hun sig aldrig over, min mor, og en række af mine mange sociale og andre brister og mangler, kan henføres til hendes arbejde med de traumer, det påførte hende.

Det var ikke det, at hun skulle betale 3500 kr. ved Kasse 1 til de danske fiskere, der 10 år senere hjalp hende til Sverige, der knuste hende, det var de afbrudte livsforløb, den tvungne omdefinering af virkeligheden, både som 11-årig og som 21-årig.

Det er længe siden nu, og Danmark har en integrationsminister, som synes at have som motto at ”gå til grænsen af (de internationale humanitære) konventioner” og som modus vivendi at handle således, at landets internationale anseelse skades. Selvfølgelig gør den det, hvis man har en minister for humanitær indsats, der modarbejder ånden i landets internationale aftaler. Man kan undre sig over, hvorfor statsministeren lader hende gøre det.

Den ideologiske vagthund

Der har været en tradition i Venstre for, at næstformanden var den ideologiske stemme. Den, der stod og gøede og bed modstanderne i haserne med ideologiske ytringer, mens formanden bedrev realpolitik.

Det var, hvad Anders Fogh-Rasmussen gjorde, som næstformand under Uffe Ellemann-Jensen, da han udsendte den rå, neoliberale bog, der gør op med det socialliberale velfærdssamfund, Fra socialstat til minimalstat (1993), hvor han argumenterer for, at markedet skal være altings målestok.

Statsministeren har forstået, at det ikke er den neoliberale agitation mod en fagbevægelse, der er stækket af globaliseringens opløsning af arbejdsmarkedet, og mod et ideologisk formummet og forvirret socialdemokrati, der er brug for

Synspunktet opfattes i dag af Den internationale Valutafonds (IMF) forskningsenhed som samfundsnedbrydende. Lars Løkke-Rasmussen selv havde en lignende rolle selv under Anders Fogh, som den der kom med de ideologiske markeringer. Han er blot en betydeligt større forhandler end ideolog, så det blev ikke helt så tydeligt.

Jeg tror, der er en ganske bestemt og forståelig grund til, at han holder Støjberg ud. Statsministeren har forstået, at det ikke er den neoliberale agitation mod en fagbevægelse, der er stækket af globaliseringens opløsning af arbejdsmarkedet, og mod et ideologisk formummet og forvirret socialdemokrati, der er brug for.

Han godter sig formentlig stadig over SF’s spektakulære implosion, da partiet gik i regering. SF forstod ikke, hvor langt Socialdemokratiet var fra den gamle socialliberale samfundsmodel, SF til nød kunne acceptere, og hvor aktiv en del af neoliberalismens markedsideologi, som SF ikke kan acceptere, S selv var blevet.

Statsministeren har i dag brug for agitation i modsat retning af det traditionelle politiske spektrum, mod det ydre højre, og der er Støjberg et scoop. Hun er rap i replikken og hun har ikke noget imod at få snavsede hænder.

Myten om Nørrebro

Det er lykkedes Dansk Folkeparti og nogle decideret radikaliserede nationalistiske småpartier at skabe en myte om, at Nørrebro er tabt og faldet i hænderne på rabiate indvandrere, og at horder af muslimer er på vej til landet for at overtage det, forbyde svinekød, indføre fredagsbøn, lukke kirkerne, aflyse julen og bedrive anal voldtægt mod vore døtre og muligvis også sønner.

Hvis der skulle være en enkelt læser, der ikke har forstået, at det mener mindst 20 procent af den voksne befolkning i byområder med mindre end 5000 indbyggere og i landområderne som sådan, vil jeg opfordre til at læse en enkelt debattråd i Ekstrabladet eller Den korte avis. Hvis der skulle være en enkelt læser, der tror på at Nørrebro er faldet, så tjek boligpriserne. De er ikke faldet. Enhver, der har været på landet i Jylland ved, hvor sejlivede myter om København er dér.

Det er for at holde disse kræfter i ave, at Inger Støjberg får lov til at drive populistisk indenrigspolitik med Danmarks internationale ry som indsats.

Mens den myte udspiller sig, og det politiske landskab er optaget af, hvem der synes og hvem der ikke synes Socialdemokratiet ligner eller ikke ligner Dansk Folkeparti, kan Venstre så sammen med Liberal Alliance, hvis mest højrøstede politikere som bekendt opfatter kronisk syge mennesker som dovne, dumme eller selv ude om det, fortsætte den stykkevise afmontering af velfærdsstaten, som er årsagen til hele miseren.

Hvis ikke Sønderjylland havde mistet så meget infrastruktur, mens statsministerens tro væbner, tidligere minister Carl Holst (V) var først amtsborgmester, siden regionsrådsformand, at Dansk Folkeparti ved sidste EU-valg fik 30 procent af stemmerne, ville hele det her spil aldrig være foregået.

En lignende udvikling er sket overalt i landet, når vi kommer længere end 20 kilometer fra de fem-seks storbyer. Da valgresultatet forelå, gik lokale sønderjyder ud med en undskyldning, der begrundede valgresultatet i lukninger, flytninger af nærsamfundets infrastruktur og den fortsatte konstruktion af et udkantssamfund mod borgernes vilje.

Jeg mener, at indvandringen i Danmark er folkeligt og kulturelt mislykket de senere omkring 20 år, alene af den grund at et foruroligende stort segment af befolkningen ikke finder, den fungerer. Det kan ikke fortsætte.

Ikke i modstand mod integration og indvandring. Sønderjylland er trods alt et samfund med befolkning fra to nationer. Havde vi haft den infrastruktur, vi havde ved blot den forrige kommunesammenlægning, ville det aldrig være kommet så vidt, at det var nødvendigt at spille hasard med Danmarks internationale anseelse for at holde stemmetallet overfor Dansk Folkeparti.

Hver gang man drøfter disse spørgsmål, kommer der en debattråd under artiklen, hvor skribenten beskyldes for at ville åbne landet for udenlandske horder, der i parentes bemærket ikke findes. Det vil der også komme under denne, alene fordi dem, der laver sådanne kommentarer, sjældent læser artiklerne til ende. Det er der ikke tale om, at åbne alle grænser.

Der er for meget international, social kapital, der forsvinder. Det er efter min bedste overbevisning en fejlkalkulation fra statsministerens side

Jeg mener, at indvandringen i Danmark er folkeligt og kulturelt mislykket de senere omkring 20 år, alene af den grund at et foruroligende stort segment af befolkningen ikke finder, den fungerer. Det kan ikke fortsætte.

Men ikke at modtage kvoteflygtninge for at tækkes populistiske og højre-nationale grupper i landbefolkningen, der alligevel altid helst vil lukke alle offentlige institutioner, inkl. Det kgl. teater og Det kgl. Bibliotek, og som lever i en hverdagsracisme, der mange gange er dokumenteret, det er simpelthen landsskadelig virksomhed. Der er for meget international, social kapital, der forsvinder. Det er efter min bedste overbevisning en fejlkalkulation fra statsministerens side.

POV Internationals skribenter arbejder uden honorar, men modtager gerne bidrag. Jakob Brønnums MobilePay: 53608496

Topfoto: Livet i en flygtningelejr (UNHCR)</em

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Jakob Brønnum

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger og redaktør på Præsteforeningens Blad og nettidsskriftet Den smalle bog. Senest er kommet "Den sidste passion" (Forlaget Eksistensen, digte), den 300 sider store gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger.
I efteråret 2016 udkom bogen "Pengeguden" (Forlaget Eksistensen) og digtsamlingen "Porten til den indre by (Det poetiske bureaus forlag), begge på omkring 300 sider.
De seneste bøger:
* Sange ved himlens port. Bob Dylans bibelske inspirationskilder (essay, 382 sider, 2014)
* Malmö by night (digte, 70 sider, 2014)
* Langsomheden 1.0 (digte, 80, sider, 2015)
* Argumenter mod døden (essay, 162 sider, 2015)
* Lysåret (haikudigte, 148 sider, 2016)
* Fortællinger fra undergrunden (noveller, 146 sider, 2016)
* Pengeguden (essay, 298 sider, 2016)
* Porten til den indre by (digte, 330 sider, 2016)
* Den sidste passion (digte, 286 sider, 2017)
Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.
POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Seneste indlæg fra

Gå til Top