Solen skinner i Austin. Jeg går ned ad gaden gennem en tilsyneladende uendelig strøm af mennesker. De har allesammen et stort adgangskort i en snor om halsen og de taler alle mulige sprog. Mange af dem griner og endnu flere kikker skiftevis på deres telefon og på vejskilte, de skal afkode for at finde vej. Stemningen er forventningsfyldt venlig – for nu ikke at sige kriblende opstemt. Af gode grunde. Austin, Texas , huser dette års udgave af SXSW (South by South West). SXSW er verdens ledende festival og konference for interaktive medier, musik og uafhængige film. I løbet af de 10 dage festivallen varer, er der hundredevis af foredrag, koncerter, paneldebatter og filmvisninger at deltage i. Og præsidenten himself – Obama altså – og Michelle er her også. På Facebook kan jeg se, at andre danskere end jeg er med; en af dem, den digitale trendanalytiker Christiane Vejlø kom helt ind i salen – der var lodtrækning om pladserne – da Obama talte. Så heldig var jeg ikke.
Men jeg er også nybegynder. I stedet ser jeg talen på YouTube. Her er den:
Og ja, jeg indrømmer gerne, at jeg også er overvældet over alle tilbuddene her. Der så mange, alt alt for mange, hvis man, som jeg, er bange for at gå glip af ting. For programmet har, i løbet af årene, spredt sig over mange flere emner end de tre overordnede. Underkategorier som Comedy, Sports og Eco (som i øvrigt også har sin helt egen konference i oktober) fylder også i programmet og jeg er i vildrede om, hvad jeg skal vælge.
Det er meget amerikansk – et overflødighedshorn at mæske sig med. Og jer er jo fra Jylland – hvor man gerne går to gange til buffeten for at få det hele med. Det kan jeg vist godt droppe 🙂
Biohacking er det nye sort
For ikke at løbe rundt som en hovedløs høne mellem de forskellige hoteller, hvor foredrag og paneldebatter holdes, vælger jeg ét emne og ét sted. I dag er det ‘bio hacking’ på hotel Westin.
Jeg hører tre debatter og indser at bio hacking er det nye sort. Teknologien hedder CRISPR og er – som Edward Perello fra Desktop Genetics beskriver det – copy/paste for gener. Med CRISPR er det muligt at fjerne uønskede gener og erstatte dem med gener, der har de egenskaber du ønsker dig. Ikke bare cool, men et muligt kæmpe fremskridt i sundhedens tjeneste.
Og ja, der menes faktisk de egenskaber du ønsker dig. For det er muligt at lave denne slags gensplejsning hjemme i din egen garage. Eller i hvert fald i en garage nær dig. Bio hacker labs skyder op over hele verden. Her kan du eksperimentere med at hacke E. Coli bakterier, så de bliver selvlysende – eller kaste dig ud i andre eksperimenter.
Bliver det verdens undergang?
Det spørgsmål, eksperterne i bio hacking får stillet oftest er, om man så kan sidde i sin garage og gensplejse en virus, der kan slå verdens befolkning ihjel? Det korte svar er: Nej! Som molekylær biolog Sarah Richardson siger ved seancen: “Det første, folk der prøver bio hacking, finder ud af er, hvor svært bio hacking er. Ja, du kan få E. Coli bakterier til at lyse grønt, men der er langt derfra og så til at kunne gensplejse en virus.”
Desuden eksisterer der oftest en høj etik blandt bio hackers og fællesskabet fører – heldigvis – en høj grad af selvjustits. Nye hackere lærer takt og tone af de gamle hackere og bliver opdraget til at opføre sig ordenligt. Og fordi alt er offentligt og delt, kan alle holde øje med alle. Crowd learning med andre ord.
Lidt ør i hovedet og med et nyopdaget behov for et lokalt bio hacker space i det jyske går jeg ud for at finde frokost.
De sødeste mennesker bor i Austin
Jeg sidder i baren hos Annies – en lokal restaurant, som jeg fandt tilfældigt. Ved siden af mig sidder Megan. Megan arbejder for Texas Tennis Association og fortæller passioneret om, hvordan hun er med til at rekruttere nye tennisspillere blandt områdets børn. Hun inviterer mig til at komme og besøge deres stand på det tradeshow, der åbenbart også er en del af SXSW. Der kan man bare se.
Megan er meget venlig. Det er man i Austin. Stemningen er meget afslappet og da jeg researchede byen, inden jeg tog afsted, læste jeg også flere steder, at jeg godt kunne lade de højhælede blive hjemme. I Austin er man friendly casual.
Inden Megan går, giver hun mig sit kort med en formaning om, at hvis der er noget som helst, jeg mangler, skal jeg bare kontakte hende.
Jeg spiser min burger og bevæger mig igen ud i solen og den endeløse strøm af mennesker på jagt efter nye eventyr.
Topfoto: IbenLouise Birkkjær.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her