mm

Amalie Keren Maarbjerg

Amalie er freelancejournalist og videnskabsredaktør på Point of View International. Hun interesserer sig for videnskab, religion og kultur og har skrevet til bl.a. Weekendavisen, Information og Kristeligt Dagblad. På POV skriver hun om kultur og videnskab. Amalie er født i 1986 og uddannet webdesigner og webfilminstruktør fra Kort- og Dokumentarfilmskolen i Lyngby. Kunne du lide artiklen? Så har du mulighed for støtte Amalies skriveri på POV direkte via Mobilepay på: 42209468

Donér, hvad du selv synes er rimeligt. Eller lad være, det er ganske frivilligt.

Se alle skribentens artikler

Stemmer fra Underdanmark 2: Tre digte om Danmark

Kontanthjælpsreformen og reglerne om integrationsydelse har gjort en i forvejen hård dagligdag hårdere for en lang række udsatte danskere og deres børn. Desuden har den politiske kurs over for mennesker på overførselsindkomster sammen med fortællingerne om Dovne Robert og Fattigkarina skabt et debatklima, hvor de mennesker, det hele handler om, ofte ikke tør at stå frem. Det er et problem, for det betyder at vi kun sjældent hører deres stemmer. I denne serie giver POV’s Amalie Keren Maarbjerg ordet videre til nogle af dem. Flere har betinget sig anonymitet for at deltage – og det har vi valgt at respektere. Skribenternes navne er kendt af redaktionen.

God læsning & god sommer!

——————————————————————————————————————————————————————-

Af Frederik Kargaard

FALDET

Der var engang i det smukkeste land,
Fyldt med de frieste fugle,
Hvor der både var plads til den rappende and,
Men også til den klogeste ugle,
Der priste man gerne den driftige mand,
Og ingen tanker behøved’ man skjule.

Men driftighed tog overhånd,
Og klogskab blev aldeles forbuden,
Frihed blev bundet med snævre bånd,
Og angsten gemte sig utryg bag ruden,
Den skræppende and med sin ignorante ånd,
Tog sig kærligt af uglerne uden.

Et fællesskab, hvor alle kan enes,
Kom i bekneb for plads til os alle,
Og pludselig må kun én ting menes,
Mens de kønne idealer må falde,
Nu sandheden er alene de renes,
Og skamløst kanonerne kulturen knalde.

Hvor sammenhold og hjælp fra næsten,
Blev anset for borgerlige dyder,
Med lidt solidaritet, og måske hjælp fra præsten,
Blev enhver yder også hurtigt til nyder,
Men dyden blev prompte kastet af hesten,
Og sadlen istedet fyldt op med en snyder.

Både de rige og dem, der måtte trænge,
Istemmer hult de gamle slidte sange,
Om den nye gud, der har levet længe,
Og som evigt elsker at tugte sin fange.
Sangene om alle de forbaskede penge,
Som gør os alle så helvedes bange!

Så nu hvor alle snart tager skraldet,
Og illuminationen kaster sit skræmmende lys,
Mens intelligentsiaen langsomt bliver knaldet,
Og næsten får det “kærlige” frys,
Bliver jeg liggende, hvor jeg er faldet,
Og skælver et frygtsomt gys!

ANGSTEN

Som en skælvende smerte,
Fra det dybeste dyb,
Som en stik i mit hjerte,
Som at være et usselt kryb

Tomt – så usigeligt tomt for glæde,
Fyldt med tanker, der ikke slår rod,
Jeg trænger sådan til at græde,
Men der kommer stadig ingen flod

Og næstekærlighed til trods,
Så fyldes alt med jammer,
Ingen hjælp – sgu kun på klods,
Her er ingen kærlig krammer

Ensomhed bliver tryghedens vugge,
En flugt fra tåbernes tyranni,
Der alle ønsker stjernerne at slukke,
De håb, fra en tid, der er forbi!

Det tunge savn om de svundne sejre,
Om kampen for pyramidens top,
Af helvede til med begge lejre,
Kun sammen rejser vi os op!

Men stille ligger jeg stadig her,
Og nedbrydes langsomt af angsten,
Og mørket sidder stadig der,
Og frydes over fangsten

Jeg dirrer i mit sorgramte indre,
Mine muskler sitrer min stille kval,
Mit mørke sind kan intet lindre,
I sin søgen efter den frelsende gral

I nattens befriende mørkes skær,
Jeg håb vil strikke – og drømme sy,
Mens dagen trodsigt bevæger sig nær,
Og brydes med solens skræmmende gry

FRELSEN

I livets store gåder – gemmes mange svar,
Og på mange måder – også dem vi ikke har!
De svirrer rundt på må og få,
Og kun de færreste kan vi nå

Vi higer og søger – men finder aldrig vejen hjem,
Og de støvede bøger, finder kun sjældent nyset frem.
Viden i retræten, på hastig flugt fra ignoranters hærgen,
Mens vi målløse betragter de riges ustoppelige bjergen

Og tror vi på troen – med dens befriende befalen,
Eller går vi på kroen – og falder på halen,
Så klinger svaret hult, thi krukken er tom,
Og ingen svar kan findes udenom

I selvet, der lever vi alle – i jeg’et er alting gemt,
Men alene vil også guder falde – og i evigheden blir alle glemt,
Så sammen er vi stærke, og kan fremtiden skabe,
Mens alene vi kæmper forgæves og drømmene kun vil tabe.

De fem sider af livet – de er nemme for nogle at se,
For nu’et er vist næsten givet – noget er ovre, og noget vil ske,
Og i kroppen og i sjælen, findes de dele,
Der i nu’ets forening, gør selvet et hele.

Fra dengang kommer vor viden – lineær og fast,
Det er noget, der kommer med tiden – og sjældent med hast,
Men erfaring er blot nu’ets byggesten – ikke dets dommer,
Så lad fortiden fare – du får ikke en ommer

Til fremtiden knyttes vore håb, vore drømme – sanseligt og kaotisk,
I bølger vor viden løssluppent svømmer – i nu’ets fokus, næsten erotisk,
Mønstrene skimtes og skabelsens lys bliver mulighedernes holder,
Mens angsten skjuler sit enfold bag fortidens fastfrosne folder.

Vor krop, den er vort faste bånd – udi den fysiske verden,
Med hjernen, der styrer vor hånd – og al vor øvrige færden,
I politik dens behov og frugter blir magtfuldt fordelt,
Måske retfærdigt, men sjældent helt

I øjets spejl ses verdens reflektion – en kig bag kroppens bur,
En sjælens forudseende reaktion – før man selv en dag står for tur,
Empati og spirituel er selvet, men kontrol af andre er religion,
Find dit eget hellige lys – og derudover rager det ikke nogen

Fortid og fremtid, krop og sjæl – de fire dele af nu’et
Fordeler du dit fokus mellem dem vel, så er din lykke ej truet,
Erfaring og drømme, fysik og ånd – det er dit nu, i ét og alt,
Og evigt det lever for at kreere, unikt og universalt.

Alt i nu’et er afgjort af to – din verden og dig selv,
Giver du andre plads og ro – gør din verden dig livet vel,
Skab balance i alt du gør, og tag hensyn til din næste,
Plads til behov, plads til at skabe – og også plads til at feste

Spild ikke tid på frygt og splid – og lad skabt være viden,
Byg en fælles verden op med flid – og lad drømmene styre tiden,
Diversitet er evolutionens styrke, og samspil dens forudsætning,
Og kun med demokrati får fremtiden en fælles retning.

Vi kan forandre med magt og vold – eller med oplyst valg,
Begæret har det første i sin fold – og sætter gerne alt til salg,
Det frie valg er skabt af viden – og forståelse af det man gør,
Så lær og tænk, for ellers knuses vi af dem, der ikke tør

Stridens vej har ingen vinder – kun undertrykkelse og langsom død,
Og blodet flyder fra alle fjender – hvad enten adelig blå eller folkelig rød,
Kun sammen kan vi bygge op og hadet langsomt fjerne,
Lad os samles om hinanden og ledes af en fælles stjerne.

I fred og frihed er fremtiden svøbt – hvis blot vi det tænker,
For med tankens magt er alting støbt – også dens egne lænker,
I samspil med hinanden finder vi altid svar,
Det er oftest alene, at vi intet har.

Kunne du lide artiklen? Så har du mulighed for støtte Amalies skriveri på POV International direkte via Mobile Pay på: 42209468

Topfoto: Dimitar Atanasov2

Kategorier