Steffen Groth: Messerschmidt og kampen mod menneskerettighederne

af

Morten Messerschmidt er en af Danmarks mest populære politikere – og blandt de mest belæste og intelligente. Men hans synspunkter hvad angår menneskerettigheder er ikke blot en hån mod menneskeretsjurister, det er en hån mod historien. Han sætter lighedstegn mellem racetænkning og menneskerettighedstænkning, mellem nazisme og humanisme, og mellem totalitarisme og frihedsrettigheder. Det er en provokation fuld af paradokser. Men det er også en fordrejning af fakta, og en regulær historieforfalskning, skriver Steffen Groth. Menneskerettighederne skal netop beskytte det enkelte individ mod folkestemninger og diskriminerende flertalsbeslutninger.

Dansk Folkepartis 36-årige EU-parlamentsmedlem, Morten Messerschmidt, er en af Danmarks mest populære politikere. Det blev manifesteret eftertrykkeligt ved EU-parlamentsvalget i 2014, da han fik 465.758 personlige stemmer. Det var knap 60.000 flere end den hidtidige højdespringer Poul Nyrup Rasmussens historisk høje stemmetal i 2004.

Messerschmidt er lynende intelligent, vidende, kultiveret og retorisk raffineret. Han kender sin Danmarkshistorie, citerer klassikerne, jonglerer med juridiske paragraffer og dyrker operaens pompøse patos.

Hans attituder kan have et nærmest aristokratisk anstrøg, men han formår at forene det med en stor folkelig appel. Han kan være rasende arrogant og provokerende over for modstandere og i samme bevægelse mobilisere masserne med sin veltalenhed og sine forførende forenklinger.

Hæder fra Heltberg

De fleste politiske modstandere anerkender hans dygtighed.

Det var sigende, at Politiken-veteranen Bettina Heltberg, som Messerschmidt i sommers havde sat stævne i 24syv-programmet Bedste fjender for evigt, momentvis var ved at strømme over af komplimenter til DF-politikeren: ”Du (Morten) som er så intelligent… du som er sådan en nydelig mand, du som taler så dannet og så pænt, du som har gode interesser, du som lytter til klassisk musik, du som kan lide en god debat, du som er super, super, super, du ville ikke alene indhente 450.000 stemmer, du ville indhente en halv million stemmer ved næste valg, hvis du dog bare skiftede parti.”

Et kardinalpunkt i Messerschmidts kritik af menneskerettighederne er, at de forvaltes og fortolkes af dommere i Strasbourg, ved Menneskerettighedsdomstolen. Dermed er det, i Messerschmidts patriotiske optik, mørke internationale kræfter, der griber ind i fædrelandets og folkestyrets suveræne fællesskab

Det vidner om Messerschmidts ubestridelige talent og forføreriske evner, at han kan modtage dette skudsmål fra sin kulturradikale yndlingsaversion, Bettina Heltberg, som han i en indledende svada i samme radioprogram havde beskyldt for at lide af et ”åndeligt mindreværdskompleks” og være ramt af ”noget nær racisme”.

Messerschmidt er en dygtig demagog. Han ofrer gerne fakta på følelsernes alter. Manipulerer med historien, hvis det kan tjene hans sag. Og tegner så grove fjendebilleder af minoriteter og modstandere, at det kan vække vreden og tænde hadet hos tilhørerne.

Kampen mod menneskerettighederne

De seneste år har Messerschmidt udvidet sin kamp mod EU og sin antiislamiske fædrelandskamp med en målrettet kampagne mod menneskerettighederne.

Den unge politiker bærer faklen videre fra Søren Krarup, som allerede i 2000 skrev bogen ”Dansen om menneskerettighederne”; et flammende kampskrift mod humanismen og menneskerettighederne, der af Krarup blev fremstillet som roden til totalitarisme og knægtelse af ”det enkelte menneske” og ”det enkelte folk”.

Messerschmidt har en helt anden folkelig rækkevidde end Krarup, og han er da også en medvirkende faktor bag det jordskred, der er ved at ske med befolkningens holdning til menneskerettighederne.

Krarups kritik, som var gennemsyret af hans særlige tidehvervsteologi og det vanlige krarupske krakileri, var forbeholdt de få.

Messerschmidt har en helt anden folkelig rækkevidde, og han er da også en medvirkende faktor bag det jordskred, der er ved at ske med befolkningens holdning til menneskerettighederne.

For nylig viste en Norstat-måling, at næsten hver anden vælger (48 procent) i dag mener, at Danmark bør træde ud af den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvis ikke den danske regering kan få ændret konventionen, så den flugter med de folkelige ønsker på udlændingeområdet. Kun 34 procent mener, at vi bør forblive i konventionen under alle omstændigheder. Det er et opsigtvækkende skred.

En trojansk hest i den kulturradikale højborg

Messerschmidt rullede 9. oktober en slags trojansk hest ind midt i den kulturradikale højborg, Politiken. I debatspalterne kunne man læse indlægget, ”Menneskerettighederne er en parasit på retsstaten”, forfattet af jurist og politiker Morten Messerschmidt.

Teksten er et frontalangreb mod alt det, Politiken inkarnerer; med særligt sigte på den retslige manifestation af humanismen – menneskerettighederne. Indlægget er et koncentrat af Messerschmidts dyder og laster. Det er velskrevet og vidende, polemisk og udfordrende, men det er også manipulerende og historieforvanskende.

Et kardinalpunkt i Messerschmidts kritik af menneskerettighederne er, at de forvaltes og fortolkes af dommere i Strasbourg, ved Menneskerettighedsdomstolen. Dermed er det, i Messerschmidts patriotiske optik, mørke internationale kræfter, der griber ind i fædrelandets og folkestyrets suveræne fællesskab

Rettigheder, der normalt opfattes som ubetinget positive, bliver i Messerschmidts troldspejl omformet til totalitære diktater, der bør fylde os med ”rædsel” slet og ret:

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

”Runde formuleringer om, at enhver har ret til familieliv og ytringsfrihed kan måske for den enfoldige fremstå som indladende, men bør i øvrigt vække rædsel. Thi hvem skal definere dette familieliv – og vore andre friheder?”

Et kardinalpunkt i Messerschmidts kritik af menneskerettighederne er, at de forvaltes og fortolkes af dommere i Strasbourg, ved Menneskerettighedsdomstolen. Dermed er det, i Messerschmidts patriotiske optik, mørke internationale kræfter, der griber ind i fædrelandets og folkestyrets suveræne fællesskab.

Men det er netop grundtanken i menneskerettighederne, at de skal fungere som internationale rettesnore, der garanterer en basal frihed og retssikkerhed for ethvert individ, uanset hvilke nationale eller nationalistiske vinde, der måtte blæse i det enkelte land.

En hån mod historien

Messerschmidt nævner ”bekymrede jurister, som advarer mod konsekvenserne af et opgør med menneskerettighederne.” Dem bør man ikke fæste lid til. Deres bekymring er forudsigelig, mener Messerschmidt. Og så følger en miskreditering af menneskeretsjuristerne, som er så monumental, at den skal citeres i sin helhed:

”Det er ikke overraskende [at juristerne advarer]. Ethvert totalitært regime har gennem historien fundet dygtige jurister til at legitimere regimet selv; og ligeledes har dygtige jurister gennem historien fundet næringsvej gennem det totalitæres legitimitetsbehov. De lever af hinanden.

Nazisternes racelove legitimeret i racetænkningen, kommunisternes ekspropriationer legitimeret i klassetænkningen og radikalisternes angreb mod folk og fædreland legitimeret i menneskerettighedstænkningen.”

De moderne menneskerettigheder er udviklet som et værn mod de statslige overgreb mod det enkelte individ, som nåede et forfærdeligt historisk lavpunkt med holocaust. Menneskerettighederne er med andre ord den absolutte antitese til nazisme og totalitarisme – tankesystemer, der er kendetegnet ved at sætte racen, ideologien, systemet eller nationen over det enkelte menneske

Messerschmidts analogier er ikke blot en hån mod menneskeretsjurister, det er en hån mod historien. Han sætter lighedstegn mellem racetænkning og menneskerettighedstænkning, mellem nazisme og humanisme, og mellem totalitarisme og frihedsrettigheder.

Det er en provokation fuld af paradokser. Men det er også en fordrejning af fakta, og en regulær historieforfalskning.

Holocaust, nazisternes maskinelle folkedrab på seks millioner jøder, var det uhyrlige brud på menneskets iboende værdighed som ledte til FN’s Menneskerettighedserklæring og den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Aldrig mere, lød det moralske imperativ. Aldrig mere må en stat, en nation, en majoritet i et land, lade hånt om menneskers rettigheder. Diskrimination, forfølgelse, deportation og tilintetgørelse. Aldrig mere.

De moderne menneskerettigheder er udviklet som et værn mod de statslige overgreb mod det enkelte individ, som nåede et forfærdeligt historisk lavpunkt med Holocaust. Menneskerettighederne er med andre ord den absolutte antitese til nazisme og totalitarisme – tankesystemer, der er kendetegnet ved at sætte racen, ideologien, systemet eller nationen over det enkelte menneske.

Fædrelandet over demokratiet

I Messerschmidts tankesystem er det fædrelandet og folket, der står højest over demokratiet og langt over de grundlæggende frihedsrettigheder.

Menneskerettighederne bliver i Messerschmidts patriotisk-populistiske syrebad reduceret til et udefrakommende onde, en ”parasit”, der tærer på landets selvledelse og suverænitet: ”Thi det er jo netop menneskerettighedernes raison d’être: At tage ledelsen af landet bort fra folket.”

Det er ikke menneskerettighedernes raison d’être at tage ledelsen af landet bort fra folket. Menneskerettighedernes raison d’être er at værne om det enkelte menneskes iboende værdighed

Nej, det er ikke menneskerettighedernes raison d’être at tage ledelsen af landet bort fra folket.

Menneskerettighedernes raison d’être er at værne om det enkelte menneskes iboende værdighed. At beskytte alle mennesker, ikke mindst de svageste, mod retslige og statslige overgreb. At fungere som et internationalt bolværk mod vilkårlig magtudøvelse, mod tortur, forfølgelse og brud på retssikkerheden og ultimativt mod etnisk udrensning og folkedrab.

Messerschmidt slutter af med en følelsesladet fanfare om den folkestemning, der begynder at vende sig mod menneskerettighederne:

”Og dog alligevel rumler det i folkedybet. En modstand er på vej. En frihedskamp. Intet totalitært regime kan sove trygt. Uanset hvilke parfumerede paroler det smykker sig med, kan stanken ikke holdes borte. Stadig flere ser det, stadig flere vil ændre det: Menneskerettighederne er et angreb på demokratiet, en parasit på retsstaten.”

Støjbergs kamp med konventionerne

Messerschmidt har, som det fremgår af Norstat-målingen, desværre ret i, at flere og flere er skeptiske over for aspekter af menneskerettighederne. En skepsis, der fodres af populistiske politikere som Messerschmidt selv.

Men den fodres også af regeringens gentagne bevidste udfordring af konventionerne. Anført af integrationsminister Inger Støjberg (V) har regeringen flere gange gjort en dyd ud af at bevæge sig ”til kanten” af konventionerne – og ifølge Institut for Menneskerettigheder og Amnesty International også ud over kanten.

Inger Støjberg – Foto: Folketinget, Steen Brogaard.

Da man i 2015 besluttede at løbe ”en procesrisiko” ved at lade flygtninge inklusive børn vente tre år på familiesammenføring, lød parolen fra Støjberg: ”Det er klart at vi går til kanten af konventionerne, men det er vi også villige til” .

Da man i 2016 besluttede at stramme reglerne for permanent ophold yderligere, var omkvædet det samme: ”Vi mener, at vi går til kanten af konventionerne og gør det med åbne øjne”.

Støjberg bidrager med sin retorik og sin praksis til den tiltagende erodering af fundamentet under menneskerettighederne; hun er en væsentlig motor bag den stigende folkelige modstand mod konventionerne

Og i 2017, da der med opbakning fra Institut for Menneskerettigheder, blev anlagt sag mod Udlændingenævnet for konventionsbrud, gentog Støjberg sit refræn: “… jeg er klar over, at vi går til kanten”.

MERE POV
Frie kvinder, arabiske mænd og afrikanske nætter

I sagerne om tålt ophold, som ifølge Støjberg ”skal være utåleligt”, mener både Amnesty og Institut for Menneskerettigheder, at praksis er i strid med menneskerettighederne. Støjbergs reaktion: ”Jeg er ikke et hak nervøs og imødeser stævningen med sindsro. Det er klart, at vi går til kanten i forhold til de internationale konventioner, men det mener jeg bestemt også, at vi skal”.

Støjberg bidrager med sin retorik og sin praksis til den tiltagende erodering af fundamentet under menneskerettighederne; hun er en væsentlig motor bag den stigende folkelige modstand mod konventionerne.

Trine Bramsens dynamiske retorik

Ser man til centrum-venstre er der desværre tegn på en vis afsmitning fra holdningerne på højrefløjen. Socialdemokratiets rets- og menneskerettighedsordfører, Trine Bramsen, skrev for nylig et indlæg med den symptomatiske titel ”Den er gal med fortolkningen af menneskerettighederne”.

Trine Bramsen er helt på linje med Messerschmidt i denne passage. Betoningen af det danske fællesskab, påberåbelsen af ”ganske almindelige danskere”, og den næsten groteske sortmaling af Menneskerettighedsdomstolen

Her klager den socialdemokratiske ordfører over Menneskerettighedsdomstolens ’dynamiske fortolkninger’; det vil sige det forhold, at domstolen opfatter menneskerettighederne som et levende instrument, hvor fortolkningerne løbende skal tilpasses en foranderlig virkelighed.

Trine Bramsen – Foto: Folktinget, Steen Brogaard.

Igennem sit indlæg opbygger Bramsen en skarp modsætning mellem dommerne i Strasbourg og vores danske fællesskab, mellem fjerne, anonyme jurister og de nære, velkendte folkevalgte.

Portrættet af domstolen er ensidigt negativt. I Bramsens fortælling får Strasbourg rollen som en fremmed magt, der understøtter mørke kræfter, der truer det ”danske fællesskab”:

”… rigtig mange danskere forstår ikke, hvorfor domstolene i Strasbourg har travlt med at blande sig i sager, der primært er en beskyttelse af dem, der vil ødelægge det danske fællesskab… Når vi igen og igen ser eksempler på, at udenlandske seriekriminelle og rovmordere ikke kan udsendes. Når vi oplever at folk på tålt ophold ikke kan sanktioneres, og at terrorister beskyttes som var de lavet af glas. Så vender ganske almindelige danskere sig imod konventionen…”

Bramsen er helt på linje med Messerschmidt i denne passage. Betoningen af det danske fællesskab, påberåbelsen af ”ganske almindelige danskere”, og den næsten groteske sortmaling af Menneskerettighedsdomstolen: Terrorister beskyttes, rovmordere kan ikke udsendes, og de er primært optaget af at beskytte dem, der vil ødelægge det danske fællesskab.

Trine Bramsen har i mine øjne misforstået essensen af sit ordførerområde. Menneskerettighederne skal ikke modificeres efter … den øjeblikkelige stemning i folkedybet, der skal forme konventionerne. Menneskerettighederne skal netop beskytte det enkelte individ mod folkestemninger og diskriminerende flertalsbeslutninger

Menneskerettighedsordføreren Trine Bramsen har i mine øjne misforstået essensen af sit ordførerområde. Menneskerettighederne skal ikke modificeres efter, hvad ”mange danskere” måtte mene om presseeksponerede personsager. Det er ikke den øjeblikkelige stemning i folkedybet, der skal forme konventionerne.

Menneskerettighederne skal netop beskytte det enkelte individ mod folkestemninger og diskriminerende flertalsbeslutninger. De skal beskytte mindretal mod flertallets luner. De skal beskytte høj og lav, forbryder og forfulgt. Lighed for loven gælder også på menneskerettighedsområdet.

Ekkoet fra det 20. århundrede

Messerschmidt og DF har været en slags populistisk avantgarde med deres angreb på menneskerettighederne.

Desværre følger flere og flere prominente politikere trop og bringer dermed den vigtigste retlige arv efter det 20. århundredes katastrofer i fare.

Lad os håbe, at tilstrækkeligt mange folkevalgte vil værne om menneskerettighederne og stadig kan høre ekkoet fra det 20. århundrede: Aldrig mere.

Tony O Merrey: Universal links to human rights, sculpture, Dubin, Ireland, photo taken in may 2006, Wikimedia Commons.

Topillustration: POV International kollagemed LunaPicEditor – orginalbillede fra Flickr (Human Rights’ Day) og officielt billede af Morten Messerschmidt fra Europa-Parlamentets hjemmeside.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Steffen Groth

Steffen Groth er cand.mag i dansk og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han er kandidat fra RUC og bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn. Du kan støtte Steffens arbejde som skribent ved POV på MobilePay 22722556.

Seneste indlæg fra

Gå til Top