god_3

Spøgelset i maskinen

af

DISCLAIMER: Hvis du opfatter dig selv som en sjælløs biologisk maskine styret af signalstoffer, skal du nok ikke bruge din tid på at læse videre. For tobenede multidimensionale lysvæsner, som er i færd med oplevelsen at være menneske, er læsning derimod absolut påkrævet, skriver Claus Ankersen.

Vi kender det alle sammen. Vi vågner om morgenen, mere eller mindre udhvilede og genopladede efter et par ture frem og tilbage mellem sengen og drømmeland. Som noget af det allerførste tænder vi vores maskiner og lader os bade i det kølige blå lys fra skærmene. Vi tjekker Facebook, Instagram, Twitter og Snapchat. Vi tjekker mails, læser måske morgenaviserne. Vi surfer lidt rundt. Der går en halv times tid, og vupti: Energien er forsvundet. Pist væk. Suget ud af kroppen. Humøret er dårligt og vi er ærlig talt så drænede, at vi er parate til at gå i seng igen. Og alligevel bliver vi ved med at gøre det. Morgen efter morgen efter morgen.

Men hvad er det, der sker med al den energi? Og nu taler jeg ikke så meget om den individuelle energi, men om den kumulerede. Hvad sker der med den samlede menneskelige livsenergi som hver morgen – og i dagens løb –  forsvinder fra milliarder af mennesker over hele kloden? Hvor forsvinder den hen? Hvor bliver den af? Og hvad bliver den til?

For vi ved jo fra fysiktimerne i skolen, at energi ikke kan forsvinde men kun ændre form. Sådan fastslår den klassiske fysik i loven om energiens bevarelse. Med andre ord. Din livsenergi suges ind gennem skærmen og bliver til noget andet.

Ædt. Fortæret. Konsumeret.

Det, som kommer retur, er simulakra. Efterligning. Kopi. Genskin. Lys uden varme. Bevægelse uden liv. Langt overvejende er de følelser, nettets lys leverer, negativt lys. Det er desensitiverende, dissocierende, og gør os magtesløse, trøstesløse, rasende, vrede og afmægtige.  Slet ikke underligt, når man tænker på, at der er tale om tvunget interferens mellem to væsensforskellige elektromagnetiske felter; maskinernes kølige, anaerobe elektricitet og vor eget ilt, lys og varme-afhængige biofotoniske kraftværk. Kulslagge og rosenknop.

I esoterisk forstand bliver menneskeheden hver dag malket for lys og fyldt med mørke. Malket for optimisme og håb og fyldt med frygt og angst. Malket for kærlighed, fyldt med had. Malket for empati, fyldt med hævntørst.

Måske er det denne dynamik, som producerer de svovlende eder og diabolske dialoger, som er vokset sammen med båndbredden. Måske er der dybe åndelige kræfter, som samtidigt bærer ved til dette bål og næres af det. Er der, med andre ord, et spøgelse i maskinen?

Svaret er ligeså enkelt, som det er langt ude.

Der er et spøgelse i maskinen – simpelthen

For mig personligt er mine negative følelser direkte afledt af min interaktion med nettet, primært med Facebook. Og så er jeg blevet afhængig af det, som af natlige mare-knald eller blodsuger-besøg. Og det er det samme, der er tale om her. I esoterisk forstand bliver menneskeheden hver dag malket for lys og fyldt med mørke. Malket for optimisme og håb og fyldt med frygt og angst. Malket for kærlighed, fyldt med had. Malket for empati, fyldt med hævntørst.

Mørke som på det individuelle niveau virker selvdestruktivt, og på det kollektive – bingo – artsdestruktivt.

Den opvakte læser vil allerede nu ane et sammenfald mellem markedskræfter, rovkapitalisme og dette åndsstormende maskinspøgelse. Det er ikke helt forkert. Også ånden har sine kræftceller: Troen på, at vi er enkeltceller uden forbindelse med hinanden. At vi er gudløse materielle væsener uden ånd. At vi er styret af primære drifter som egennytte og grådighed. At det er alle mod alle. At konkurrencesamfund og økonomiske stavnsbånd er naturgivne idealvilkår.

Altsammen dybt skadelige illusioner, som dels bærer ved til den fortsatte udbytning af superorganismen Gaia og alle organismer på hendes overflade, dels holder os hjælpeløse i guldtudsens store hamsterhjul, og dels nærer dette åndens antistof. Negationen af alt, hvad der gør liv og menneske så mirakuløst.

Vi ved det godt inderst inde, de allerfleste af os. Og derfor gør det ekstra ondt. For når vi ikke længere har nogen mulighed for at kanalisere ondet bort, endsige for at rense os for det, vender vi det indad og begynder at hade os selv for ikke at favne lyset. Ligesom når vi har brugt en time på at scrolle gennem den ene dårlige nyhed efter den anden, den ene slagge af svovlende eder og syrlig troldegalde efter den anden.

Lyder det for flippet, apparatjik? 

Jeg sagde jo, du ikke skulle læse videre.

Allerede for hundrede år siden, var esoterikeren og åndsforskeren Rudolph Steiner forvisset om at visse kraftfulde energifelter, eller ærkedæmoner, ville inkarnere i modernitetens levned og teknologi. Ahriman, Sorath, Lucifer, kaldte han dem, og lånte termer fra persisk religion. Ahriman står for materialismen og rationalismen.

I dag er de levendegjort af evolutionærpsykologi og ateisme, som propaganderer troen på, at vi er biologiske robotter styret af kemiske signalstoffer i et åndløst materielt univers. Lucifer er intellektualismens krystallinske lys, og Sorath, soldæmonen. Det anaerobe sorte lys. Måske er der noget om snakken? Tanken er i hvert fald uhyggelig, ikke sandt?

Men måske er det slet ikke Steiners gamle ærkedæmoner, som spøger i maskinen. Måske er det magiske maskiner i den anden ende af skærmene. Måske er det en alien AI som suger hele lortet op, og fodrer os med elektroniske Wunderländer i stedet? Hvem siger, at bevidsthed ikke kan udvikles i silicium?

Uanset hvad. Indsigt sætter fri, siges det. Så næste gang du tænder skærmen, ved du, hvad du går ind til. Måske kan du vende strømmen og suge lidt sort lys, gøre det hvidt og gøre det til dit.

Rigtig godt nytår.

Illustration: Michaël Dorbec. Originalt foto: Wikimedia/Denys.  (Støt tegneren med en skilling – Mobile Pay 3131 8234)

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden. Vi har ikke noget reklamebudget.

Claus Ankersen
Claus Ankersen

Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 11 sprog. Han har udgivet syv bøger, hvoraf den seneste Et Pludseligt Sammenfald netop er blevet fremhævet som en af årets syv bedste oversatte digtudgivelser i Ukraine. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, dato og Murmur.

Seneste indlæg fra

Gå til Top