mm

Maiken Skeem

Maiken Skeem er 46 år, journalist og kommunikationskonsulent. Sammen med sin familie er hun flyttet tilbage til Danmark fra en fransk landsby tæt på Genève. Maiken har af flere omgange boet i Frankrig, men også i Bangladesh, Cambodja og Myanmar, hvorfra hun har skrevet for danske medier og været konsulent for Folkekirkens Nødhjælp.
Maiken er uddannet cand. mag i fransk og kommunikation. Efter flere år som kommunikationsmedarbejder i både humanitære organisationer og i medico- og medicinalbranchen, er hun nu journalist på fuld tid og med hele hjertet. Her på POV.International skriver Maiken ofte om Frankrig - og gerne om religion, tro, etik og ligestilling.
Kunne du lide, hvad du læste, satte det nogle tanker i gang – er du velkommen til at lægge et bidrag på Mobilepay: +45 2222 2636

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Maiken Skeem
på Mobile Pay: 22 22 26 36

Skrabede tilbud til børn i sorg

At forebygge er bedre end at behandle. Men når det handler om at arbejde med børns sorg over at miste en forælder gælder den regel tilsyneladende ikke, selv om sorggrupper og dermed mødet med andre børn i samme situation kan betyde en verden til forskel for barnets måde at leve med sorgen på. I Danmark findes der bare ikke samme tilbud til børn som til voksne, skriver Maiken Skeem, der selv stod med problemet tidligere i år, efter at hun mistede sin mand og hendes to drenge mistede deres far til en kræftsygdom. Her fortæller hun sin historie og spørger: Kan det ikke gøres bedre?

Vi lever i et højt udviklet videnssamfund, og vi er og har længe været bevidste om, at det til enhver tid er bedre at forebygge end at behandle. Det er almen viden, at forebyggelse gavner både den enkelte borger og samfundsøkonomien som helhed. At behandle skader på krop og sjæl er nemlig i reglen langt dyrere end at forebygge, at skaderne opstår.

Forebyggelse frem for behandling synes desværre ikke umiddelbart at være en politik som organisationen Børn, Unge & Sorg er omfattet af. I hvert fald er det ikke det indryk, jeg sidder tilbage med efter min families personlige møde med organisationen.

Det kan der være flere særdeles gode og gyldige grunde til. Blandt andet organisationens begrænsede adgang til midler. Sandsynligvis er de, som alle andre organisationer, tvunget til at prioritere, når det handler om at tilgodese deres målgruppe – og naturligt er det, at de udvælger den gruppe, som er hårdest ramt. Men for os familier, der kommer i berøring med organisationen og særligt for vores børn, kan det synes ganske uforståeligt, at der ikke findes andre tilbud end en enkelt kort, afklarende psykolog-samtale. Der findes nemlig i organisationens regi kun yderligere tilbud til de børn, som lider af det, organisationen benævner som ’kompliceret’ sorg – men altså ikke til de børn, som blot gennemgår en almindelig eller ’normal’ sorgproces.

Normal eller kompliceret sorg?

Det er væsentligt at huske på, at sorg i sig selv ikke er en sygdom. Det er en naturlig følelse på linje med vrede og glæde. Men når vi voksne kan blive tilbudt sorggruppe-terapi gennem blandt andre Kræftens Bekæmpelse, uanset om vi lider af kompliceret sorg eller ej, hvorfor findes der så ikke samme tilbud til vores børn, som om muligt er endnu mere sårbare end vi voksne er?

Stiller man Børn, Unge & Sorgs ledelse netop det spørgsmål, anerkender de, at der er et et ’hul’, som ingen dækker. De fortæller også, at de har taget initiativ til at udvikle sådanne tilbud i fællesskab med Kræftens Bekæmpelse. Men de ved endnu ikke, hvor lange eller korte udsigterne til de tilbud er – eller hvad de helt præcist omfatter.

Videre i livet

Børn, Unge & Sorg fik i 2016 tildelt en stor bevilling fra Sundhedsstyrelsen og har også i samme år modtaget Kronprinseparrets sociale pris. Formålet er blandt andet at etablere et nationalt sorgcenter, herunder at udføre det vigtige arbejde for at bedre forholdene for de børn, der hvert år mister en eller begge forældre. Og igen, især med henblik på at bedre forholdene for de børn og unge, som lider af kompliceret sorg.

Det er, mener jeg, absolut velfortjent, for organisationen påtager sig en stor og vigtig opgave, som ingen andre organisationer i Danmark varetager: De er med til at sikre, at en gruppe særligt sårbare børn kommer videre i livet. Og intet kan være mere vigtigt end netop det.

Men også og måske især derfor skal de tage deres opgave yderst alvorligt. Og det er desværre langt fra den fornemmelse jeg og mine børn sidder tilbage med efter vores møde med en psykolog i en af organisationens afdelinger.

En hjælpende hånd

I Børn Unge & Sorg tilbyder de som standard, at børn kommer til en psykolog-samtale nogle måneder efter at have mistet en forælder. Det er et godt tilbud, som jeg understreger, at jeg er yderst taknemmelige for at have været omfattet af.

For mit vedkommende gik jeg derfra med følelsen af, at psykologen ikke havde udvist tilstrækkelig respekt for det stærkt minerede felt, vi sammen bevægede os ind i. At både mine og mine børns grænser var blevet overskredet.

Og det var netop sådan en samtale jeg var til med mine børn for nylig. Mine to drenge mistede deres far til kræft i august. Flere andre forældre i min sorggruppe i Kræftens Bekæmpelse har været til samme samtale i selskab med deres børn. Ingen af os gik desværre derfra og var imponerede. Vi mødte op med en forventning om, at vores børn, kunne få en hjælpende hånd ud over den, vi selv rækker dem. Men sådan forholder det sig desværre ikke.

Krydsforhør og brikjuice

Samtalen med psykologen var nemlig ikke nogen nævneværdig oplevelse. Hun var enten ikke ret god til børn, eller måske var hun snarere offer for nogle rammer, som er særdeles svære at udfylde. Vi blev installeret på række i en sofa, og her fik børnene stillet en mængde spørgsmål i en lettere skarp, skyndsom og irettesættende tone. I øvrigt havde vi netop i et langt spørgeskema besvaret mange af de samme spørgsmål hjemmefra.

Situationen blev kun blødt en smule op af tilbuddet om en brikjuice. Rammerne var langt fra optimale, og der var i højere grad tale om et interview eller endda en slags krydsforhør end en egentlig samtale. Hele situationen bar stærkt præg af, at psykologen havde til opgave at komme igennem spørgsmålene inden for præcis en time for herefter egenhændigt at afgøre, om børnene foran hende lider af eller under såkaldt “kompliceret sorg” eller blot er i gang med en “normal sorgproces.”

Når man taler med et barn om tabet af en forælder, rører man naturligvis ved en dyb smerte. Derfor var det også betænkeligt, at der kun tyve minutter inde i interviewet blev spurgt meget direkte til, hvordan børnene huskede deres far, da han var død. De blev helt konkret bedt om at beskrive hans udseende, og hvilket indtryk, det havde gjort på dem.

Jeg spørger nu mig selv som forælder, om det er professionelt forsvarligt at stille børn så direkte et spørgsmål, når man for børnene endnu er en fremmed person og derfor endnu ikke har gjort sig fortjent til deres tillid? Jeg tvivler. Måske ville spørgsmålet have været naturligt at stille, hvis psykologen havde mødt børnene flere gange, og hvis der var opnået en vis grad af fortrolighed. Men ikke efter tyve minutters overfladisk samtale.

En mekanisk og rutinepræget præstation

Samtalen bar desuden stærkt præg af, at psykologen sad med et spørgeskema foran sig. Hun udførte sit arbejde, men der var tale om en mekanisk og rutinepræget præstation uden særligt engagement i de mennesker og især i de børn, der sad foran hende. Sandsynligvis fordi hun var under tidspres.

Børnenes reaktion var lidt forskellig. Den ældste søn svarede pligtskyldigt, som et barn gør, når en voksen spørger. Men hans adfærd signalerede hverken tillid til den voksne overfor ham eller noget synderligt engagement. Hans fornemmelse var, efter hans eget udsagn efterfølgende, at der overfor ham sad en voksen, som lettere utålmodigt skulle have ’afklaret’ noget (hans tilstand). Ikke en voksen som forsøgte at se ham som den, han er, ej heller en, der gjorde sig nogle særlige anstrengelser for at vinde hans tillid.

Siden samtalen har jeg haft en form for skyldfølelse over, at jeg som voksen og forælder ikke greb ind og anfægtede metoden og formen.

Den yngste søn gik til samtalen med en vis forventningsfuldhed og spænding, og mødte endda op med et lille smil på læben. Mon han ville få lov til at fortælle noget godt om sin far? Det havde han faktisk allerede forberedt. Men både spændthed og smil blev hurtigt omvendt til en perlerække af små sammenbrud og plagen om, om vi ikke skulle hjem snart. Han følte sig alt andet end tilpas i rammerne og ved de meget direkte spørgsmål.

For mit vedkommende gik jeg derfra med følelsen af, at psykologen ikke havde udvist tilstrækkelig respekt for det stærkt minerede felt, vi sammen bevægede os ind i. At både mine og mine børns grænser var blevet overskredet. Det er særdeles vanskeligt for mig at afgøre, om der er tale om manglende professionalisme – men i hvert fald er rammerne for interviewet ikke optimale vel endda kritiske. Siden samtalen har jeg haft en form for skyldfølelse over, at jeg som voksen og forælder ikke greb ind og anfægtede metoden og formen.

Det er ikke godt nok

Der er ikke flere tilbud til mine børn, og heller ikke til andre børn af forældre i min sorggruppe. Ingen af dem udviser nemlig tegn på at lide af “kompliceret sorg.” Det kan man som forælder være både glad for og tilfreds med. Men alligevel undrer det samlede forløb mig.

Det undrer mig for det første, at en organisation, der arbejder med noget så alvorligt og smerteligt som børns tab og den sorg, der følger med ved at miste en forælder, ikke udviser større engagement i det personlige møde med særligt sårbare børn. Det er ikke godt nok.

Sorgen er svær nok at bære, også selv om den ikke er kompliceret, og det er en stor gave at få muligheden for at møde andre i samme situation. For kun i det forum føler man sig fuldstændig forstået, set og genkendt.

Det undrer mig dernæst, at der ikke findes noget egentligt tilbud til de børn, som umiddelbart ikke ser ud til at lide af det, som organisationen kalder for ’kompliceret sorg’. Vi blev sendt af sted med en besked om, at der muligvis var enkelte tilbud i de tilstødende kommuner i nogle af organisationens paraply-organisationer, men det var ikke noget, som Børn, Unge & Sorg havde indsigt i eller overblik over.

Forstået, set og genkendt

Men hvorfor findes der ikke i Danmark samme tilbud til børn i sorg som til voksne?

Jeg er naturligvis bevidst om, at Kræftens Bekæmpelse er en potent organisation med mange midler, og at deres indsats derfor ikke tåler sammenligning med en mindre organisation som Børn, Unge & Sorg, hvis arbejde først nu nyder en vis bevågenhed. Men alligevel vil jeg gerne påpege, at det ikke er acceptabelt, at vi i Danmark ikke kan tilbyde vores børn de samme rammer for det vigtige sorgarbejde, som vi tilbyder voksne. Heller ikke selv om både offentlige instanser og private organisationer naturligvis er underlagt budgetter og derfor må prioritere deres indsats.

Kræftens Bekæmpelse stiller lokaler og terapeuter til rådighed for voksne mennesker som har mistet en ægtefælle til kræft. Kravet for deltagelse er ikke, at man skal lide af kompliceret sorg. Sorgen er svær nok at bære, også selv om den ikke er kompliceret, og det er en stor gave at få muligheden for at møde andre i samme situation. Kun i det forum føler man sig fuldstændig forstået, set og genkendt. For vi voksne i sorggruppen har netop de møder med andre i samme situation været en vigtig komponent i at overkomme den første voldsomme sorg over at miste vores partner og komme videre i livet. Bør vi ikke tilbyde vores børn, som er om muligt endnu mere sårbare end vi er, de samme rammer?

Ensom blandt andre

En enkelt psykologs vurdering af mine og andre børns håndtering af deres sorg afgør altså, om der findes yderligere tilbud til dem. Bestemmes det, at deres adfærd tyder på, at de går igennem en såkaldt normal sorgproces, er der ingen tilbud om samtaler med andre børn i samme situation. Der er ingen mulighed for at møde eller spejle sig i andre børn, som har mærket sorgen og fortvivlelsen på egen krop og sjæl. Dette til trods for, at det er almindelig kendt viden, at en forælders død kan medføre en skævhed i forhold til barnets eller den unges umiddelbare omgivelser.

Barnet kan føle sig ensom blandt andre, fordi det på et tidligt tidspunkt i livet har fået et smertefuldt indblik i, at verden også kan være et barsk sted at være. Kammeraterne lever fortsat i lykkelig uvidenhed, imens man selv er blevet moden, nærmest voksen, med et trylleslag. Det er desuden ikke altid nemt at tale om de svære tanker med den forælder, der står tilbage. Barnet kan være bange for at såre den efterladte forælder eller bange for at gøre moderen eller faderen mere ked af det, end han eller hun allerede er.

At stå magtesløs på sidelinjen som barn og være vidne til at en forælder sygner hen i sygdom eller mister livet pludseligt eller efter en periode med alvorlig sygdom, er måske det værste et barn kan opleve. Kan det være rigtigt, at vi i et samfund som det danske skal lade barnet stå dér på sidelinjen alene? At vi ikke kan rumme at støtte barnet bedre i den situation og i tiden efter?

Hvorfor er vi ikke som samfund i stand til at tilbyde vores børn de samme rammer for sorgarbejde som vi tilbyder voksne?

Selvfølgelig har familien og de nærmeste omgivelser et ansvar, men verden ser ofte anderledes ud, og faktum er, at det kan være vanskeligt at leve op til det ansvar. Tabet og den smerte, der følger med at miste en forælder eller måske begge forældre, vil følge barnet gennem hele livet. Barnet vil blive tvunget til igen og igen at forholde sig til forælderens død, især i mange af livets vigtige øjeblikke. For eksempel, når barnet skal konfirmeres, bliver student, får den første kæreste, bliver gift eller får børn.

Jeg mener, at en organisation som Børn, Unge & Sorg i langt højere grad end det er tilfældet i dag, bør følge barnet eller den unge gennem de udviklingsstadier og som minimum kunne tilbyde at lægge lokaler til samtalegrupper med andre børn og unge. Også selv om barnet ikke umiddelbart vurderes til at lide af kompliceret sorg.

Smerte og en særlig sårbarhed

En overvejelse, der presser sig alvorligt på hos mig og andre forældre til børn, der har mistet en forælder, er desuden denne: Er der ingen tilbud og har barnet ingen steder at gå hen og dele sine bekymringer blandt ligesindede, kan det da ikke føre til, at langt flere børn i løbet af deres barndom og ungdom netop kommer til at lide af “kompliceret sorg” – eller i hvert fald kommer til at stå alene med og bliver ensomme i deres sorg? Måske også de børn som ellers ser ud til at være i gang med en normal og ukompliceret sorgproces.

Hvorfor prioriterer man i Danmark ikke i højere grad forebyggelse af udvikling af kompliceret sorg hos børn? Forebyggelse er en anerkendt tilgang de fleste andre steder i samfundet. Og især: hvorfor er vi ikke som samfund i stand til at tilbyde vores børn de samme rammer for sorgarbejde som vi tilbyder voksne?

Uanset om børns sorg kan kategoriseres som kompliceret eller normal, så har de nemlig alle et behov for at blive set, hørt, forstået og spejle sig i andre børn og unge i samme situation. Det skal der også og måske især til for at lære at leve et godt liv med den smerte og den særlige sårbarhed der følger med at miste en forælder.

Hvis du holder af Maikens artikler, kan du betale hende direkte ved at donere et beløb, som du selv finder rimeligt. Maikens MobilePay nummer er: 2222 2636. Du kan kontakte Maiken direkte på www.maikenskeem.com

Topfoto:  ‘Song to the Siren’ – macfred64 – Flickr – Creative Commons.

Kategorier