Sort maskulinitet og seksuel identitet

af

Moonlight sprænger rammerne for, hvad en afrikansk-amerikansk film kan være, skriver Frederik Bojer Bové. Vi er hovedsaglig vant til to ting i genren: Historiske dramaer om racisme, ofte med en beroligende pointe om, at verden er en anden i dag. Eller urbane, energiske film, gerne om hiphop og gangsterkultur. Barry Jenkins præsenterer os for noget andet og noget nyt: en indfølt, visuelt eksperimenterende fortælling om maskulinitet og seksuel identitet, en film, der er overraskende svær at få hånd om.

Barry Jenkins: Moonlight – drama – premiere 9. februar 2017

Moonlight fortælles i tre dele, tre hændelser i en ung mands liv.

Som lille dreng i den fattige del af Miami reddes Chiron, kaldet Little, af Juan, en lokal drug pusher spillet af Oscar-nominerede Mahershala Ali. Juan bliver en mentorfigur for den faderløse dreng, hvis mor – Naomie Harris, også oscarnomineret – er afhængig af det stof, Juan sælger. Som teenager må Little lære at stå på egne ben, i forhold til Juan, moren, de voldelige klassekammerater og vennen Kevin. Og som voksen, nu med det simple kaldenavn Black, må han håndtere konsekvenserne af de ting, der skete i hans opvækst.

Det er en relativt simpel struktur, en forenkling af Tarell Alvin McCraneys skuespil In Moonlight Black Boys Look Blue, hvor alle tre aspekter af hovedkarakteren var på scenen samtidig. Men samtidig kompleks: De tre dele har alle deres eget plot og struktur – Juan er reelt hovedpersonen i den første – men vender og drejer samtidig de samme spørgsmål: Sort maskulinitet, Chirons seksualitet, hans forhold til sin narkoafhængige mor.

Det er tre historier om én historie, som slaglinjen for Pulp Fiction engang lød.

Filmens sorte hud

Men det unikke ved Moonlight er filmens æstetiske eksperimenter. Fra første klip, en lang cirkulær bevægelse rundt om Juan, der patruljerer et af sine drug corners, og til det sidste mange-facetterede billede, er det en ekstremt nyskabende film, der ofte rammer helt utroligt rigtigt.

Når Jenkins rammer et unikt billede, så bliver han ved det: Scenen, hvor Juan lærer Little at svømme vil komme til at stå som en nyklassiker, et næsten ikonisk look med to sorte mænd i hovedrollerne.

Barry Jenkins synes eksempelvis ikke, at film skildrer sort hud, som han husker den fra sin egen opvækst i Florida. Til Moonlight bad han sminkøren om at gøre alting mere glinsende for at ramme den rigtig effekt. Lys og farvelægning ændrer sig subtilt, filmen igennem, og fortællingens tre dele imiterer hver sin form for specifikke kamera.

Og når Jenkins rammer et unikt billede, så bliver han ved det: Scenen, hvor Juan lærer Little at svømme vil komme til at stå som en nyklassiker, et næsten ikonisk look med to sorte mænd i hovedrollerne.

Det er nyt.

Eller tag musikken. For fans af hiphop vil den første musikbrug synes ganske velkendt, eftersom Every N****r is a Star også åbnede Kendrick Lamars seneste opus To Pimp a Butterfly. Men hurtigt bevæger vi os i andre retninger. Mozart spiller, mens unge drenge render rundt, og komponist Nicholas Britells soundtrack lyder henad Arvo Pärt, men forvrænges og fordybes pludselig som i hiphop-genren chopped’n’screwed. Da Black vender tilbage til Miami er det til Caetano Velosos kendte fortolkning af Cucurrucucu Paloma, hvilket for arthouse-fans unægteligt bringer tankerne hen på Pedro Almodovars Tal til Hende, men jo sådan set også fungerer upåklageligt som markør af en tilbagevenden til latino-influerede Miami. Sådan er Moonlight: Det meste giver mening. Vi er bare ikke vant til at tænke på den måde.

Chirons identitet, Moonlight’s identitet

Når filmen er bedst, passer form og indhold perfekt sammen. Et markant tema er Chirons behov for at agere og fremstå på en bestemt måde for at passe ind socialt. Han må ikke gå så ‘underligt’, ej heller tale sådan. Simpelt fortalt fornemmer de fleste, at han er homoseksuel, og vil tvinge ham til at skjule det bedre. Chiron må lære at tale, gå, se ud på en helt anden måde, må søge efter en identitet, han selv kan være i, og som andre kan acceptere, men hvad kommer først og hvad er vigtigst?

På samme måde er også filmens identitet søgende og eksperimenterende. Passer den her kameragang, det her stykke musik? Kameraet føres på måde, vi ikke har set før; farverne, lyset, huden, ser anderledes ud. Lyden er ikke den, vi er vant til i denne type film.

Selvom Barry Jenkins synes i dyb kontakt med såvel afrikansk-amerikansk liv som filmhistorie, så forholder han sig også kritisk. Det er både politi og fattigdom, der sætter grænser for Chirons liv, men det er også hans sorte venner, lærere, familie. Det er både filmindustrien som sådan, der sætter grænser for, hvad afrikansk-amerikanske kunstnere ‘kan’ lave af kunst, men måske er det også kunstnerne selv, der skal søge nye veje. Jenkins vil i hvert fald noget mere, og om ikke alt fungerer, så laver han stadig en film, hvor såvel tekniske detaljer som kunstnerisk tilgang bør blive en inspiration for unge instruktører i årene fremover.

En nyskabende klassiker

Jenkins, der debuterede med Medicine for Melancholy i 2008 og siden blandt andet har arbejdet på serierne The Leftovers og Dear White People, har mange gange sagt, at han er inspireret af asiatiske instruktører som Wong Kar-wai og Hou Hsiao-hsien. Alligevel er Moonlight, i det mindste i Europa, blevet hyldet for at have et såkaldt ‘europæisk’ art look. En del af dette er simpel provinsialisme: De fleste vestlige anmeldere har stadig ikke erkendt, at Asien har haft teten indenfor filmkunsten siden omkring 1990. Men det er heller ikke helt uforståeligt i forhold til Moonlight, der har ubestemmeligt, noget globalt over sig, som paradoksalt nok måske er det mest amerikanske ved den.

Moonlight vil blive udforsket, undersøgt, genopdaget i mange år fremover.

Mens Moonlight på så mange måder sprænger rammer og vil stå som en nyskabende klassiker i amerikansk film, så kan den dog stadig ikke helt flygte fra, at det er en amerikansk indie-film, skabt på et begrænset budget og filmet endog overordentlig hurtigt. Hvor en asiatisk film ofte hviler i sig selv, flyder rundt i sin egen poetik, så har amerikanske indie-film ofte et behov for netop at markere deres independence, deres æstetiske, kulturelle, økonomiske uafhængighed, og antager derfor ofte et strejf af påståelighed. Især i filmens midterdel har Moonlight ganske smukke sekvenser, der dog føles en tak umotiverede i forhold til filmen indhold.

Det er dels i disse sekvenser, og dels i de sekvenser hvor man fornemmer filmen støde imod budgetmulighederne, at man for alvor forbløffes over de mange Oscar-nomineringer. Moonlight er en film, der normalt ville spille til stående ovationer på Sundance, for så at køre om efteråret uden ret megen opmærksomhed, måske med en enkelt Oscar-nominering eller to. I stedet er filmen blevet noget nær en sensation, en milepæl i afrikansk-amerikansk filmhistorie, og den eneste reelle konkurrent til La La Land’s forventede Oscar-dominans. Det kan den måske ikke helt bære, og udover Mahershala Ali må de mange nominerede nok realistisk set indstille sig på at komme til at gå hjem uden statuer. Men Moonlight vil blive udforsket, undersøgt, genopdaget i mange år fremover.

Topillustration: Fra filmen.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste indlæg fra

Gå til Top