Søren Krarups freudianske fortalelse

af

Søren Krarup kaldte mandag den kommende franske præsident for bøsse på landsdækkende tv i den bedste sendetid. Krarup gjorde det ikke, fordi Macron vitterlig er homoseksuel, men som et skældsord. Hvorfor gjorde han det? Hvorfor var det det, der røg ud af ham i en ophedet debat?

Søren Krarup kaldte i går den kommende franske præsident, Emmanuel Macron, for bøsse. Det har, for det første, en interessant praktisk implikation: Krarup har åbenbart så lidt respekt for det land og den nation, han har tjent i et langt liv, at han uden videre sætter landets ledelse i en mindre diplomatisk konflikt.

Når statsministeren skal ringe til Macron og lykønske ham, ved han, at Macrons embedsmænd under orienteringen om danske forhold naturligvis har fortalt ham, at et særdeles veltjent medlem af regeringens støtteparti har kaldt ham bøssekarl. Det er virkelig pinligt på et meget højt politisk niveau.

Det er med rette straks blevet opfattet som et meget alvorligt brud på god etikette, og landets aviser har bragt historien. Det er imidlertid interessant på et værdipolitisk plan og særdeles afslørende for Søren Krarups menneskesyn, at han kommer til at sige det.

Det faldt i en debatudsendelse på public service-tv, i Debatten på DR. Efter at have udtalt sin ærgrelse over, at Marine Le Pen ikke vandt valget, udtalte Krarup, ”Jeg ville aldrig stemme på den der lille pæne bøssedreng.” Så tilføjer han, ”havde jeg nær sagt” – efter han har sagt det.

Den androgyne udstråling

Det vigtige er at forsøge at finde ud af, hvorfor det er ordet bøssedreng, der falder Krarup i munden. Ingen er i tvivl om, at han mener det, ligegyldigt, hvor meget han bortforklarer, som han bagefter gjorde det. Men hvorfor siger han det?

Der er intet som helst bøsset eller androgynt over ham i moderne forstand. Han ligner en mindre sportstrænet udgave af Platini

Er det fordi han har læst en historie om Emmanuel Macron i avisen, hvor han blev anklaget for at være homoseksuel. Det har blandt andet stået i større russiske aviser. Macron har afvist rygterne, og de er da også typiske for den aktive misinformation, som højrekræfter afsløres i at udøve, snart sagt ved hver eneste demokratiske anledning i den vestlige verden.

Eller er det fordi Macron måske ser ud som en typisk, karikeret homoseksuel? Har han den der androgyne, seksualiserede udstråling, som vi husker så godt fra f. eks. David Bowie i begyndelsen af 1970’erne?

Det kan det ikke være. Der er intet som helst bøsset eller androgynt over ham i moderne forstand. Han ligner en mindre sportstrænet udgave af Platini. Hvorfor siger Søren Krarup så, at Macron er en bøssedreng, når han ikke tænker over det, men er underlagt sin egen bevidsthedsstrøm?

Den orfiske uskyld

Er det fordi han selv er tiltrukket af ham, at han ubevist kommer med en sådan tungebidende fortalelse? Er det Krarup, nu i sit politiske otium, hvor han kan hellige sig sit forholdsvis omfattende forfatterskab og sin tænkning, der har en adfærd som en antik græsk vismand, der er træt af kvinders umandige adfærd og ligesom de platoniske filosoffer og visse engelske digtere nu vender blikket en anden vej, som dybest set er indad, nemlig tilbage mod sin egen ungdom. Mod dengang Søren Krarup selv spillede 2. divisionsfodbold for Fremad Amager og var sportstrænet og lækker?

Der er ganske rigtigt en vis orfisk, storøjet uskyldighed over Macrons blik, selvom den vældige selvoptagethed, der kom til syne i et stjålent øjeblik, da han råbte Vive la France og skuede opad mod himlen efter at have vundet første valgomgang, også viser et stort, politisk leder-ego.

Det er ikke derfor Søren Krarup forfalder til at kalde ham en lille bøssedreng i tv. Han er næppe tiltrukket af ham. Han foragter ham så inderligt, som tænkes kan.

Er det nok til at kalde ham bøssedreng som skældsord, når man ikke tænker over det, og det ryger ud af munden på én? Der må være en dybere logik, man kan hænge det op på. Noget ubevidst, der kan forbindes med noget andet.

Normbruddet som fællesnævner

Det er der også. Det er en freudiansk fortalelse. Macron er gift med en ældre kvinde. Han er mere end noget andet, mere end sin Hillary Clinton-agtige forbindelse til bankverdenen, og mere end sin politik som finansminister under en tidligere regering, der minder om Det Radikale Venstres, kendt for som 16-årig, muligvis endda 15-årig, at være blevet kæreste med sin 24 år ældre gymnasielærer, som han nu har været gift med en del år, uden at de har børn sammen.

Hvad er ligheden mellem at gifte sig med sin gymnasielærer og være ”en bøssedreng”?

Normbruddet har været et så stort og langvarigt tema i Macrons offentlige karriere, at det må siges at være beundringsværdigt, at han har orket at gennemføre den. Senest forlyder det, at selv den offentlige smag i hjembyen har taget ham til nåde.

Hvad er ligheden mellem at gifte sig med sin gymnasielærer og være ”en bøssedreng”? Det er, at de begge groft forbryder sig mod normer i samfundet for kærlighedens skyld. At de handler stik imod lydighed og pligtetik for kærlighedens uregerlige og uberegnelige skyld. For det man tidligere kaldte ”selvrealisationens” skyld. Og det er det værste Søren Krarup ved.

Sammenbruddet af alle værdier

Det er ”sammenbruddet af alle værdier og af enhver lov, fordi mennesket er blevet sin egen lov og sin egen Gud, den selvrealiserende moderne verden, sensationernes og effekternes hensynsløse fremtrængen, menneskefornedrelsens århundrede under dække af omsorg for mennesket,” som Krarup skriver et sted (Søren Krarup: Det moderne sammenbrud, Gyldendal 1984/2001, s. 21)

Søren Krarup opfatter menneskerettighederne som del af ”godhedsindustrien”, som han ligeledes foragter. Han opfatter alle det moderne menneskes muligheder for normbrud mod de klassiske patriarkale strukturer som samfundsnedbrydende og derved en trussel mod nationens enhed, og kristendommens også i øvrigt.

Om det så er næstekærlighedens smukkeste fortælling, Lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,25-37), som ethvert barn i snart 2000 år har vidst handler om, hvordan et menneske fra det ene folk overskrider de klassiske etniske normgrænser og hjælper et menneske fra et andet folk, så omformulerer han den til kun at gælde hjælpen til sine egne.

Derfor kalder han Macron en bøssedreng. Macron går ind for alle disse ”normbrud”, han går ind for menneskerettighederne og vil i det hele taget gå i en helt anden retning, end det populistiske højrenationale parti, Dansk Folkeparti, som Krarup har repræsenteret og formet værdipolitisk.

Hvad er ligheden mellem at gifte sig med sin gymnasielærer og være ”en bøssedreng”? Det er, at de begge groft forbryder sig mod normer i samfundet for kærlighedens skyld. At de handler stik imod lydighed og pligtetik for kærlighedens uregerlige og uberegnelige skyld. For det man tidligere kaldte ”selvrealisationens” skyld. Og det er det værste Søren Krarup ved.

Valget af Macron er en lettelse for de fleste mennesker i verden, slet og ret. Det betyder, at den overhængende fare for, at Europa skal falde i populismens mørke søle som for 70 år siden, nu, med valgene i Østrig, Holland og Frankrig synes overstået. Det kan også forstås som noget, der må føre til den endelige erkendelse af, at Søren Krarups livsprojekt er mislykket, og det gør, at han rækker rigtig dybt ned i det ubevidste landskab, når han skal finde en metafor, der skal rumme hans ærgrelse.

Le Pen fik ikke lov at nedbryde EU og menneskerettighederne, som Krarup eksplicit havde foretrukket, og det svier naturligvis, når man et øjeblik, nogle måneder eller et par år, har set muligheden i horisonten. Dernede i det ubevidste landskab af nationalisme, vrede og kulturkamp, ligger den værste normbryder: Bøssedrengen!

At gifte sig med en ældre kvinde, man ikke kan få børn med, bryder mod samfundets patriarkale normstruktur i en sådan grad, at det får det til at væmmes i en nationalkonservativ, der er tilhænger af disciplin. For Krarup er “omsorg” ikke at sikre menneskets ret til ”selvrealisering”, for nu at blive i citatet fra før, det er forældres ret til at opdrage børn med deres egne midler og at straffe og disciplinere børn med vold om man skønner det nødvendigt.

Homofobiens politik

Krarups udtalelse er led i to større billeder. Dansk Folkeparti har ofte vist homofobiske holdninger. Krarups egne har været blandt de mest påfaldende. I 1991 forsvarede han, at ”tvangsregistrere homoseksuelle” som ”et selvfølgeligt selvforsvar fra samfundets side mod den uhyggelige sygdom”.

I drøftelsen om kirkelige vielser af homoseksuelle, som i dag er tilladt efter en lovgivning, gennemført under Manu Sareen som kirkeminister, sagde Krarup, at ”Homoseksuelle er handikappede, fordi de ikke kan opfylde betingelserne for et ægteskab og skabe en familie. Derfor kan de heller ikke forlange at blive ligestillet på det område”.

Machokulturens politik

Men der er også et andet billede, der er større og som skal ses sammen med den misogyni, som præger den siddende regering og dens støttepartier. Kvindehadet og foragten for homoseksualitet har nogle fællestræk.

At gifte sig med en ældre kvinde, man ikke kan få børn med, bryder mod samfundets patriarkale normstruktur i en sådan grad, at det får det til at væmmes i en nationalkonservativ, der er tilhænger af disciplin

Når boligminister Ole Birk Olesen (LA) mener, at kvinder er svagere og dummere end mænd, har det et fællestræk med homofobien som danner et større mønster. Når justitsminister Søren Pape (K) overhovedet ikke havde tænkt på, at der ikke var kvinder i den centrale del af regeringen og derfor ingen kvinder ved de virkelig vigtige møder, og når kulturministeren helt åbenlyst vil stække KVINFO, fordi hun anser det kvindesyn, der har drevet centret for venstreorienteret propaganda, så er det alt sammen del af indførelsen eller dyrkelsen af en machokultur, som er den naturlige følge af opgøret med menneskerettighederne, som foregår på mange planer i den nationalkonservative bevægelse, som præger ledelsen af det danske samfund for tiden.

Machokulturen vinder også frem i USA, når højrefløjens mest rigide konservative griber ind i abortlovene og derved i en anden af de grundlæggende menneskerettigheder, nemlig kvindens ret til at bestemme over sin egen krop.

Det er en udemokratisk tankegang, at grupper af menneskeheden har mindre værdi end andre. En tankegang, man bør holde øje med.

Topfoto: DR

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Jakob Brønnum

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger og redaktør på Præsteforeningens Blad og nettidsskriftet Den smalle bog. Senest er kommet "Den sidste passion" (Forlaget Eksistensen, digte), den 300 sider store gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger.
I efteråret 2016 udkom bogen "Pengeguden" (Forlaget Eksistensen) og digtsamlingen "Porten til den indre by (Det poetiske bureaus forlag), begge på omkring 300 sider.
De seneste bøger:
* Sange ved himlens port. Bob Dylans bibelske inspirationskilder (essay, 2014)
* Malmö by night (digte, 2014)
* Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
* Argumenter mod døden (essay, 2015)
* Lysåret (haikudigte, 2016)
* Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
* Pengeguden (essay, 2016)
* Porten til den indre by (digte, 2016)
Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.
POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Seneste indlæg fra

Gå til Top