mm

Claus Ankersen

Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du støtte forfatterens arbejde med et beløb på: MobilePay +4571844591.

Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 12 sprog. Han har udgivet ni bøger, hvoraf den seneste digtsamlingen Grab Your Heart And Follow Me udkom i Indien i foråret 2018. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, dato og Murmur.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Claus Ankersen
på Mobile Pay: 71844591

Claus Ankersens curry med ribs i fri dressur

Sommertid er currytid

CLAUS’ CURRYKØKKEN – Drop de syltede grisehaler og insektbøfferne og tilbered i stedet en hurtig, nem og supersund, velsmagende indisk linsecurry på dansk. Tilsæt årstidens grønt fra havens, eller skovens store tag-selv bord, og sig tak, tak, tak. For det her er god mad.

Tillad mig for det første at rydde et par almindelige misforståelser af vejen. Vegetarisk linsecurry er hverken ’kaninfoder’ eller ’kvindemad’. Det er tværtimod pakket med proteiner, vitaminer, fibre, og sidst men størst, en fuldkommen fantastisk smag, rig på nuancer, som snildt kan hamle op med selv den bedste kødholdige simreret. Perfekt og letfordøjelig næring til sommeraktive danere.

De fleste linser indeholder mellem 20-26 gram protein per 100 gram, hvor leverpostej som regel indeholder 10 procent, hvilket, i parentes, er det samme proteinindhold som i mel.

Den curry jeg laver til daglig er nem. Som det bedste mad, laves den på slump. På fornemmelse og intuition.

Simpelthen. Opskriften her fylder en gryde på tre liter til randen. Alle ingredienser er som hovedregel øko. Men det styrer du selv.

Sådan gør du

Olie i gryden. Dernæst en håndfladefuld sennepsfrø, 3-4 laurbærblade, 4-5 nellikker, 4-5 grønne kardemommekapsler, et skvæt korianderfrø, et par hakkede chilier, eller en tsk. chilipulver, 6-8 sorte peberkorn og evt. lidt karrypulver, garam masala eller hvad du nu har.

Imens krydderierne svitser og sennepskornene begynder at poppe, hakker du et par løg, to-tre fed hvidløg og et par centimeter ingefærknold. Ned i gryden med det og ryst gryden lidt. Hak så et par gulerødder. Ned med dem.

Hæld 150-200 gram sorte belugalinser, franske delikatesselinser- eller andre linser efter smag og behag op i et dørslag og skyl dem i koldt vand. Ned i gryden med dem. Tilsæt en god tsk. groft salt, og hakket gurkemeje eller gurkemejepulver, friskhakkede eller konservede flåede tomater (1 ds.), top gryden op med kogende vand, til fire fem cm fra kanten og læg låg på.

Mens retten simrer, kan du gå i haven og se, hvad du kan finde.

Fine små ærter. Brændenældeskud – som lige skal hældes over med kogende vand, så de holder op med at stikke, presses tørre, hakkes og i gryden. Du kan finthakke lidt spidskål og komme i, eller et par nye kartofler. Alt efter smag og behag.

Nu passer curryen sig selv. Se til den en gang imellem. Rør og tilsæt eventuelt mere vand.

Efter en tre kvarters tid er retten færdig. Server med et stykke ristet brød, krydderurter på toppen og måske en håndfuld af havens bær.

Velbekomme.

Kategorier