MIN FAIBLE – Nogle svælger i Marmite, andre tænker alle ord bagfra, mens andre igen ikke kan bladre en avis igennem uden at nærlæse dødsannoncerne. På POV møder læserne de fagnørdede sider af skribenterne, når de skriver om deres specialer. Men ligesom alle andre har POV-skribenterne også deres overraskende sider, hvad enten det er en vild passion, en besættelse, en interesse eller en skæv hobby. Igennem hele juli fortæller de om deres ukendte sider i en fejring af den menneskelige og journalistiske biodiversitet. I dag røber Mette Holm sin enorme viden om og kærlighed til Anders And.
Den efter min mening fornemste hæder, der kan overgå en skribent, blev for nylig min gode udenrigsjournalistkollega, krimiforfatter og også kollega her på POV International, Lone Theils, velfortjent til del!
Lone blev opfordret til at skrive en historie til Anders And-bladet, og ikke nok med det, hun fik lov at tilføje en ny karakter til A. Ands univers, nemlig kamæleontyven Elvira Gåsefod, der gik i klasse med Georg Gearløs på opfinderskolen i sin tid, men blev smidt ud. For hvad ved jeg ikke, men det har nok ikke været godt, for vi har fat i en personlighed, en gåselighed, i galleriet af skidtfolk som Bjørnebanden, Sorteper, Hexia og andre af samme skuffe.
Ingen af disse prægtige chefer stillede spørgsmål ved mine kvalifikationer – spurgte end ikke om mit eksamensbevis fra Journalisthøjskolen. Det må have været tilstrækkeligt for dem, at jeg kendte min Anders And
De fleste gange, jeg er blevet ansat som journalist, af den ene fremragende chef med baggrund i udenrigsstof efter den anden, blandt dem Peter Schäffer på Ritzaus Bureau i sin tid, på TV-Avisen af Ole Sippel og på Jyllands-Posten, dengang der var noget ved avisen, hos Nils Thostrup og Tor Tolstrup, har jeg som noget af det første fremført, at alt hvad jeg vidste, vidste jeg fra Anders And og Tintin (som jeg ikke kommer ind på i denne artikel, selvom jeg er denne journalistkollega megen tak skyldig for fx Tintin i Tibet).
Ingen af disse prægtige chefer stillede spørgsmål ved mine kvalifikationer – spurgte end ikke om mit eksamensbevis fra Journalisthøjskolen. Det må have været tilstrækkeligt for dem, at jeg kendte min Anders And.
Peter Schäffer fortalte mig siden, at han oprindeligt var stærkt kritisk over for A. And, men at han måtte moderere sin holdning, da han blev far.
På Bernadotteskolen, hvor jeg gik i sin tid, havde vi ikke megen historie og geografi, så mine tegneseriekammerater var mig til stor nytte. Min lærer i P, Produktive Fag, Nina, var fuld af foragt for Disneys tegneserieunivers, for som hun sagde så sandt, ’dyr kan jo slet ikke have personlighed på den måde.’
Det havde hun jo så evigt ret i, men den slags skal man ikke hænge sig i. Jeg har i hvert fald aldrig gjort det.
Da jeg flyttede til Hongkong i 1991, solgte jeg hele min samling af Anders And-blade til en postordreforhandler i Aalborg, eftersom bladene, der var i pæn stand, ville være gået til i fugten. Der var virkeligt fugtigt i Hongkong, fx udviklede mine CD’er fugtsvamp
I stedet blev Anders And, hvis fulde navn er Anders Fauntleroy And (eller måske snarere Donald Fauntleroy Duck) og karaktererne omkring ham for mig et billede på menneskelighed i alle dens afskygninger, fundamentet for mine senere antropologistudier og videre vej ind i journalistikken.
På nær et par eksemplarer af første årgang, som var 1949, havde jeg engang alle A. And-blade fra nummer 1 fra 28. marts 1949 t.o.m. 1972, da historierne begyndte at få frelste moraler – og Mickey Mouse var holdt op at gå med pistol og havde mistet halen eller i hvert fald altid holdt den inden for buksekanten i de danske blade.
I originalversionen mistede han halen tidligere. Tegnerne faldt også af på den. Som tilfældet er for de fleste donaldister, er Carl Barks min absolutte yndlingsskaber i dette fine univers.
Da jeg flyttede til Hongkong i 1991, solgte jeg hele min samling af Anders And-blade til en postordreforhandler i Aalborg, eftersom bladene, der var i pæn stand, ville være gået til i fugten. Der var virkeligt fugtigt i Hongkong, fx udviklede mine CD’er fugtsvamp.
Så det var godt, at jeg ikke tog samlingen med, det havde ikke været til at bære, hvis bladene gik i opløsning. Siden er min samling indskrænket til et par reolmeter indbundne bøger med tegneserierne, Carl Barks samlede værker mm. Jumbobøgerne har aldrig sagt mig noget. Jeg kræver substans!
Ingen and – eller noget menneske formentlig heller – i verden besidder så mange af menneskets egenskaber, de dårligste såvel som de elskeligste, som Anders And! Han er doven, ofte dum, arrig, misundelig, drillesyg, pralhals
Alt dette for at forklare om ikke alvoren, så betydningen af denne bukseløse and i matrostøj for mig.
Alle menneskets egenskaber i én and
Ingen and – eller noget menneske formentlig heller – i verden besidder så mange af menneskets egenskaber, de dårligste såvel som de elskeligste, som Anders And! Han er doven, ofte dum, arrig, misundelig, drillesyg, pralhals.
Uheldig er han også – og så er han uforbederlig deltager i vældige potentielt indbringende quizzer, som han uvægerligt taber, fordi han har øvet sig for meget og ikke fået sovet.
’Se mig, unger, jeg kan uden hoved,’ siger han, da han har fået valget mellem en hel tønde med penge eller en trehjulet cykel i en quiz – og valgte cyklen, fordi han var helt rundt på gulvet. Blandt andet var han, så vidt jeg husker, ikke i stand til at svare på spørgsmålene, ’hvad form har en rund mønt?’ og ’hvor mange ører har en kanin?’
Og Andersine, der får det absolut bedste – og mest kedelige – frem i den kære and, der, når han skal afgøre, om en kniv er skarp, plukker en af sine egne halefjer og lader den dale ned over knivsæggen, og deler den sig i to, er kniven skarp.
Men Anders And er også kærlig, se bare hans evige kurmageri til Andersine, når han spidser næbbet og forsigtigt kysser hende i bly ly af en parasol, eller hvis ungerne er kommet galt afsted. Selv over for Onkel Joakim kan han udvise næstekærlighed.
Han elsker at synge, selvom han ikke ejer en tone i livet. Tænk bare, da han kører med ungerne i sin røde bil med nummerpladen 313 i et smukt alpelandskab og skråler sit rædsomme pophit, ”Den hulkende sømand”, Oh, skænk mig en grav ved det isgrønne hav, hvor kun bølgerne hører min gråd, så det ender med at udløse århundredets lavine.
Og så er der ydmygelserne …
I en historie er Anders ridder til karneval med Andebys pinger, stolt klædt i rustning; arrogante gæster vrider næbbet op på ham og asker i det i den tro, han er et vandrende askebæger. Rige mennesker er ikke bedre end os almindelige ænder!
På en måde er Anders And som et kinesisk tegn, sammensat af en række strøg, der tilsammen danner ordet 鸭, yā, eller på dansk, and. Hans andlighed er sammensat af en lang række træk, der tilsammen skaber denne mangfoldige and.
Verdenshistorien driver heller ikke ubemærket hen over Andeby
Og han er omgivet af figurer, der får hans forskellige træk til at blomstre:
Mickey Mouse, der er så artig, klog og dygtig, at det halve kan være nok. Fedtmule, som er dum og godmodig, hunden Pluto, der kan få det værste frem i Anders, Onkel Joakim, der udnytter ham og piner ham, ungerne der udstiller hans dumhed, men også i de mest dramatiske situationer, hans godhed. Fætter Højben, der kan gøre ham så aldeles rasende misundelig og jaloux, Bedstemor And, der beroliger med bagværk og moraler.
Og Andersine, der får det absolut bedste – og mest kedelige – frem i den kære and, der, når han skal afgøre, om en kniv er skarp, plukker en af sine egne halefjer og lader den dale ned over knivsæggen, og deler den sig i to, er kniven skarp.
Historiens andevingesus
Verdenshistorien driver heller ikke ubemærket hen over Andeby.
Tag nu ”Donald Duck in Nutzi Land” (bær over med den ganske korte intro), siden kendt som ”Der Fuehrer’s Face” fra 1943. Her arbejder Anders på en våbenfabrik, og vi er ikke i tvivl om, hvem vi holder med, og hvad den lille mand og ganske almindelige ænder var oppe imod …
Siden kom Anders And og Atombomben fra 1947 – som jeg er den lykkelige ejer af i en fotokopieret version af originalen, “Donald Duck’s Atom Bomb,” den eneste som, mig bekendt, er udgivet som stribe. En ”giveaway” af den navnkundige og allerbedste tegner, Carl Barks. “Donald Duck’s Atom Bomb” var gratisgave i det amerikanske morgenmadsprodukt Cheerios.
Jeg mener, en dansk udgave blev vedlagt Ota Solgryn herhjemme, men den har jeg aldrig set.
Anders fremstiller en atombombe, der siger ’fut’ i stedet for ’boom’, ungerne er ved at dø af grin. Men professorerne Mollicule og Sleezy forstår, at det er alvor, især Sleezy, der viser sig at være tysk spion med dertilhørende accent.
”Jul i Pengeløse” viser tilværelsen blandt de fattige på skyggesiden på den anden side af jernbane
Hele Andeby taber håret – men ænderne ikke deres fjer, nogen retfærdighed er der dog til.
Anders vil ikke arbejde videre med sin ødelæggende bombe. Næh, han opfinder i stedet en ny hårmikstur til alle byens skaldede mænd, kvinder, pelse og hunde.
”Jul i Pengeløse” viser tilværelsen blandt de fattige på skyggesiden på den anden side af jernbanen. Sneen er så beskidt, at det bliver de fattige børn umuligt at vinde årets snemandskonkurrence, selvom deres snekunst er fornem.
Sneen er så sort, at de snobbede dommere vil kassere børnenes sneskulptur … Men ungerne og hele familien And træder i karakter, så det også bliver jul i Pengeløse.
Jeg elsker den gamle, udslidte og gigtplagede slædehund Barko, der redder den gamle guldgraver, Onkel Joakim, et sted i Arktis, hvor ungerne også kommer ham til hjælp
Vennerne kommer vidt omkring, i historien om de firkantede æg i Andesbjergene, hvor familien And bliver taget til fange og måske skal ofres til guderne – og først bliver sluppet løs, når tyggegummityggende Rip, Rap og Rup lærer at blæse firkantede tyggegummibobler.
De tager mig med til den afrikanske jungle, hvor Anders tager enestående og uforglemmelige fotografier af de vildeste og mest sjældne dyr – og kommer hjem til Andeby og opdager, at alle billederne er kulsorte, fordi han har glemt at tage dækslet af objektivet, mens han fotograferede …
Den indre biograf
Jeg elsker den gamle, udslidte og gigtplagede slædehund Barko, der redder den gamle guldgraver, Onkel Joakim, et sted i Arktis, hvor ungerne også kommer ham til hjælp; de har fundet deres grønspættekolleger i ødemarken og kommer til undsætning på hundeslæde, trukket af en isbjørneunge.
For en gangs skyld løber Onkel Joakims gode hjerte af med ham og ovetrumfer griskheden – og heldigvis taber onde Fup Fupson alligevel til sidst. Når nøden er størst, står vi hinanden nærmest.
Og meget højt på min liste er historien, hvor Onkel Joakim, gnieren over dem alle, finder ungdommens kilde, som han drikker af så grådigt, at han bliver til et æg! Men måske mit indre Anders And-kompas spiller mig et pus.
Hvad er vel i grunden større end at få sin egen historie i den indre biograf, når ingen nogensinde vil spørge én om at bidrage med en ny Anders And fortælling og en ny figur til galleriet?
Måske har jeg tillempet historien min egen erindring eller måske blandet den sammen med nogle andre: det kunne være den med Anders And og Ungdommens Kilde, eller den med Onkel Joakim og ungerne – hvor de finder ungdommens kilde i Florida og spejler sig i den. Her bliver Joakim til en ung flot and, mens ungerne bliver til æg.
I min indre biograf vil Onkel Joakim i sin grådighed altid være den, der ender som et æg – også selvom det måske ikke lige var sådan det gik i ’virkeligheden.’
For hvad er vel i grunden større end at få sin egen historie i den indre biograf, når ingen nogensinde vil spørge én om at bidrage med en ny Anders And fortælling og en ny figur til galleriet?
En hæder, jeg for en ordens skyld her endnu engang vil understrege, at jeg på det inderligste under Lone. Mig falder misundelse fjernt. Det er Anders’ domæne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her