mm

Odile Poulsen

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution. Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."
Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset. Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/
Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes Mobile Pay: 3064 3538

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Odile Poulsen
på Mobile Pay: 30 64 353 8

Solen går til psykolog

ESSAY – “Måske er det for at berolige os herhjemme, at hun smiler. Måske er det for at finde vej tilbage til glæden. Måske har hun læst forskningen om, at ved at smile selv uden glæde, aktiveres hjernen til sande smil – at kopi-smilene kan lede til ægte smil”. Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 14, der lider af alvorlig angst. I dag bringer vi afsnit 11.

’Åh, det er jeg glad for at vide.’ K sidder foran mig og lytter koncentreret, mens jeg læser op af en klassiker, ’Kvinder med ADHD’, skrevet af verdensanerkendte Sari Solden.

’Ja, hold fast i det her, skat, ADHD er en neurokemisk lidelse – ikke en psykologisk! Okay?’, siger jeg med et hurtigt kig over på K, mens jeg fortsætter:

’Tre af hjernens neurotransmittere – dopamin, norepinefrin og serotonin – er hos mennesker med ADHD ineffektive.’

Jeg stritter med tre af mine fingre ud i luften, som for at understrege min oplæsning. ’Der er ikke sket nogen skade på hjernen, ofte er mennesker med ADHD ret kloge og kreative! Der kan du se, det har jeg jo altid sagt –  klog og kreativ!’ griner jeg til K.

’Så det er ikke fordi, jeg er doven. Eller dum.’ K’s ansigtsmuskler syntes at slippe deres ellers så fastlåste greb om hendes smukke træk.

Hvor ofte har hendes skønhed ikke overrumplet mig, og hvor ofte har hendes følelse af at være alt andet end smuk ikke også overrumplet mig.

Før i tiden ville hendes smil få en til at holde vejret. I dag er hendes smil mere som frosne træk fra en forgangen tid. Som forsøger de at huske, hvordan et glædens smil føles, men opgiver og blot hænger, som tomme kopier.

Bogens forside.

Måske er det for at berolige os herhjemme, at hun smiler. Måske er det for at finde vej tilbage til glæden. Måske har hun læst forskningen om, at ved at smile selv uden glæde, aktiveres hjernen til sande smil – at kopi-smilene kan lede til de ægte af slagsen.

Smil det smitter. 

K er tydeligt imponeret over, at Sari Solden har magtet at skrive en bog trods sit handicap – det er et spektakulært lysshow på himlen af håb, for K har aldrig kunne læse en bog. Det er blandt andet derfor, hun har følt sig dum.

’Nej! Du er sgu da på ingen måde hverken doven eller dum.’ protesterer jeg mod det absurde selvbillede, der dagligt spadserer frit rundt i hende uden den mindst trussel mod dets eksistens. Den uhindrede promenade hjernevasker hende som guruen, der forfører sine tilhængere med dysfunktionelle budskaber. Der er stunder hvor jeg frygter, jeg er alt for ubetydelig mod denne gurus magt.

K gentager sit ’Åh, det er jeg glad for at vide.’ Hun har stort behov for gentagelser i næsten alt. Hun gentager to eller tre gange, forholdsvis korte udtryk lige efter hinanden. Det er ikke ekkolali. Før i tiden troede jeg, at hun mistænkte mig for ikke at høre efter. Nu ved jeg, at hun gentager for sin egen skyld, for at føle, hun har sagt det.

Lettelsen over at høre, at Sari Solden – der selv har ADHD hypo ligesom K og som hundredetusinde, måske millioner andre – er vidende og har forstået sin lidelse, bryder en lem ind til K’s ensomhed. Og ved at skrive sig ind til K og til alle de hundredetusinde, måske millioner andre, formidler Solden den nødvendighed, der forløser og værner mod fordommene og myterne.

K er tydeligt imponeret over, at Solden har magtet at skrive en bog trods sit handicap – det er et spektakulært lysshow på himlen af håb, for K har aldrig kunne læse en bog. Det er blandt andet derfor, hun har følt sig dum.

Det er ikke fordi, hun ikke rent teknisk kan læse eller forstå sprogets substans. Men hun har næsten ingen mulighed for at fastholde sin koncentration, medmindre alle andre sanseindtryk er ekskluderet. Koncentrationen kan ikke holde og bære hende gennem en hel bog.

Ligesom sømandens globus hvor tegnestifterne breder sig overalt i verden – en tegnestift sat i hver en havn han har lagt til i – har K en myriade af tegnestifter overalt i sit sind

Det kan synes modsætningsfyldt, at hun nørder i timevis på nettet, når hun som en muldvarp graver sig ned i et emne. Det kan tage flere døgn, uger, måneder, uden hun ænser andet – det er uinteressante krusninger på den havoverflade, hun for længst har brudt og dykket dybt nedenunder.

Dansk eller engelsk, det er ikke afgørende, når hun er i internettets ocean. Hun har lært sig selv langt det meste i den ensomhed hun fordrer, for at lære.

Det var også sådan, hun lærte sig selv at regne – isoleret som deltog hun i en tv-quiz fra halvfjerdserne og var blevet sat i en lydtæt boks med glasruder. Hun befandt sig blot i sin egen hjernes boks, hvor hun opfandt sin unikke måde at regne på. De klassiske metoder er ulogiske og ubrugelige for K – jeg fatter intet af hendes måde at regne på, men vi lander alligevel med samme bundlinje.

I mødet med definitionen af ADHD, hyper eller hypo, føles det som om K oplever en professionel redningskrans, der giver mening for hende, for første gang .

Diagnoserne er ikke fyldestgørende for, hvem K er. Selvfølgelig er de ikke det. Men de er ikke desto mindre vigtige for mig, for at jeg kan forstå K bedre. Og de er vigtige for K for at forstå sig selv, så hun kan formidle, hvem hun er til sin omverden.

Det at indse hvem min K er, kræver også, at jeg selv evner at se angsten, som den breder sig overalt i hendes sind. For ligesom sømandens globus hvor tegnestifterne breder sig overalt i verden – en tegnestift sat i hver en havn han har lagt til i – har K en myriade af tegnestifter overalt i sit sind.

Når vi forstår K i diagnoserne og diagnoserne i K, kan vi finde det sikkerhedsnet, hun behøver. Alle behøver sikkerhedsnet, men K behøver et andet end det klassiske. Et sikkerhedsnet eksisterer også, når det ikke er synligt, det er spændt ud under os.

Jeg er K’s sikkerhedsnet. Hver dag spændes jeg et par millimeter mere ud. Strækmærkerne træder frem, men der er endnu ingen revner. På det sidste har der lydt små bristende lyde.

Ingen forælder skal være sit barns professionelle, uanset hvor godt ens profession egner sig til netop ens eget barns lidelser. Ingen kirurg opererer på sit eget barn – det er alt for farligt

For mine dage, mine tanker og følelser, næsten alt hvad jeg gør, kredser om K. Min koncentration er spaltet til klaustrofobiske små intervaller, hvor uroen kun akkurat ligger underneden.

Uroen arbejder myreflittigt og lader aldrig min underbevidsthed tage sig ubetalte pauser, den presser sig uempatisk op mod mine kræfter og æder af min tålmodighed.

Samtidig sender selv de mindste udsving i min fysiske eller psykiske tilstand hende til tælling. Jo mere stabil, det vil sige uforanderlig, jeg er, jo mere tryg og rolig er K. Det er et uopfyldeligt dogme.

’Bare ærgerligt, Sonny Boy’, for jeg er K’s altafgørende mor og professionelle.

Det siger sig selv, det er uholdbart. Ingen forælder skal være sit barns professionelle, uanset hvor godt ens profession egner sig til netop ens eger barns lidelser. Ingen kirurg opererer på sit eget barn – det er alt for farligt.

Jeg tror på, at angsten kan pilles ud af hende, som tegnestifter kan pilles ud af en globus og ikke at komme igen.

Jeg tror på, min datter kan blive fri af angst, uden hendes sjæl er ædt op forinden.

Jeg tror på, hendes intelligens og modenhed og vilje vil gavne hende i hendes senere ungdoms- og voksenliv.

Min sol er stadig min sol.

Men selv solen har ind i mellem behov for hjælp. Til hun står op igen, har jeg hende på min ryg i det tandemspring, vi hver dag begår, hængende i ingenting og uden at kunne skimte sikkerhedsnettet.

Jeg stoler på, at nettet er der. Jeg stoler for os begge. Og jeg gør det gerne.

Men mine hænder ryster, blot jeg tænker på, at jeg dagligt opererer mit eget barn. De ryster så meget, at jeg næsten er holdt op med mit arbejde med andre voksne som børn. Og selvom jeg ikke kan arbejde og dermed ikke længere kan opretholde indkomst til at betale for den professionelle, der skal sikre, at jeg kan strækkes langt nok, længe nok, kommer der intet kavaleri til undsætning.

Alligevel er jeg nødt til stadig at stole på, at sikkerhedsnettet er her – på den ene eller den anden måde.

Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538.

Topillustration: Flickr.

Læs de 10 første essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her, afsnit 9  Pushermama findes her og 10. del, Historien om K – Det siger sig selv kan læses her.

Kategorier