Sofie Maria Brand: Sådan holder de jul i andre lande

af

BOG – På Hawaii ankommer julemanden i en kano trukket af delfiner, og i Italien kommer en smilende heks med gaver. I andre lande efterlader Sankt Nikolaus eller De Tre Vise Mænd gaver i børnenes sko. I Grækenland er frække juletrolde fra jordens indre på spil, og i Polen svømmer der en fisk rundt hjemme i badekaret, inden den ender på julebordet. Sofie Maria Brand fortæller om jul i andre lande.

For to år siden talte min dengang otteårige datter og jeg om, hvordan man mon holder jul i andre lande. Det gav mig idéen til at skrive en børnebog, der tager både forældre og børn med på en julerejse rundt i 24 forskellige lande – ét til hver dag i december. Bogen hedder “Jul i andre lande”, og jeg vil gerne dele nogle af historierne med jer på POV.

Det er nemlig både forunderligt og fascinerende at opdage alle de skøre og smukke juletraditioner, der findes rundt omkring i verden. En hel masse binder os sammen samtidig med at traditionerne har fået sit eget præg, afhængig af landets historie, den dominerende kristne retning og ikke mindst vejrforholdene.

Den surfende julemand

I glohede Australien bliver der i stedet for rensdyr spændt kænguruer foran julemandens kane, og julemanden hopper også gerne i et par shorts og ankommer på et surfbræt på stranden. På Hawaii kan han finde på at tage hawaiiskjorte og klipklapper på og ankomme i en kano trukket af delfiner.

Rundt omkring i verden er der heller ikke hel enighed om, hvor julemanden bor. Og så er der hele vildfarelsen om, at Coca Cola har opfundet julemanden.

”Der er går rygter om, at julemandens udseende stammer fra en amerikansk Coca Cola-reklame i 1931. Men det passer ikke helt. Allerede lang tid før havde amerikanske tegnere og forfattere givet ham rødt tøj på, sat rensdyr foran hans kane og sendt ham ned igennem skorstenen.”

“Han begyndte dog først at sige ‘ho ho hooo’ i en Disney-tegnefilm fra 1932 om julemandens værksted på Nordpolen. Der er lidt uenighed om, hvor julemanden bor. Nogle mener, at han bor på Nordpolen, andre mener, at han bor i Grønland eller Rusland, og der er endnu flere steder. Spørger man finnerne, er der ingen tvivl. Han bor her. Nærmere bestemt i Lapland på fjeldet Korvatunturi, helt oppe ved polarcirklen.” 

Jul i Finland – Fra bogen – illustration ved Rasmus Juul

Sankt Nikolaus putter gaver i skoen

I mange katolske lande er det ikke den tykke, hoho’ende julemand, der er den vigtigste gavegiver – men i stedet Sankt Nikolaus. Han kommer den 6. december, hans dødsdag, og ofte får han hjælp af en skræmmende hjælper, der tager sig af de uartige børn.

Her er det Tysklands version:

”Natten til den 6. december kommer Sankt Nikolaus i sin lange, røde bispekåbe. Han rejser på hesteryg hele natten, og inden børnene lægger sig til at sove, stiller de en sko ved døren, som han kan lægge slik og appelsiner i. Tit får han hjælp af Krampus, en behåret dæmon med gedehorn i panden og en lang rød tunge. Han indfanger frække børn, putter dem i tasken og drukner dem! Andre gange får han hjælp af Knecht Ruprecht, som har et stort sort skæg og er klædt i en brun kåbe med hætte. Han tager sig også af de uartige børn og lægger kul i deres sko.”

I andre katolske lande er helligtrekongersdag den 6. januar en vigtig gavedag. For ligesom De Tre Vise Mænd bragte gaver til Jesusbarnet, kommer de med gaver til børnene. Aftenen inden stiller børnene en sko frem og efterlader hø og vand til kamelerne, der slæber på både vismænd og gaver.

Det katolske land Italien har dog deres helt egen særlige gavegiver – en smilende heks på et kosteskaft, der også kommer med gaver til børnene natten til den 6. januar.

”Inden børnene går i seng, hænger de en julesok ved kaminen og stiller et glas vin og en tallerken mad frem til hende. Om natten kommer hun flyvende og kravler ned igennem skorstenen for at fylde alle julesokkerne med slik og gaver. Men har børnene været frække, får de hvidløg og kulstykker – eller et stykke kulsort slik.”

Juletrolde fra jordens indre

Især i de nordiske lande spiller drillesyge nissevæsener en fremtrædende rolle i julen, og særligt Island har en overraskende tradition.

”De sidste 13 dage inden jul er 13 drillesyge julenisser på spil. Der kommer en ny nisse hver dag, og den sidste kommer juleaften. Det siges, at de kommer ned fra deres grotter i de islandske bjerge for at lave løjer, synge i gaderne og belønne artige børn”.

“Om aftenen stiller børnene en nypudset sko i vindueskarmen, hvor nisserne kan lægge små gaver og lækkerier – men har man været næsvis, får man en rådden kartoffel. Julenisserne begyndte at dukke op for flere hundrede år siden som sønner af børnespisende trolde. Især deres mor, Grýla, hadede julen og spiste mange børn, og det samme gjorde hendes kræsne kat”.

“Men kun børn, der ikke fik tøj i julegave, så det gjaldt bare om at give hinanden tøj, også selvom det kun var én sok. Med tiden blev nisserne mere børnevenlige, og i dag er de søde drillenisser med hver deres navn, der siger noget om deres frækheder. De hedder fåreskræmmer, mælketyv, pandemadtyv, skeslikker, grydeslikker, skålslikker, dørsmækker, skyrspiser, pølsesnupper, vindueskigger, sprækkesnuser, kødhapser og lystyv.”

Jul i Island. Fra bogen – illustration ved Rasmus Juul

I Grækenland har de ikke nisser. Der får de i stedet besøg af frække juletrolde.

”I de 12 juledage, fra den 25. december til den 6. januar, siges det, at små, frække troldelignende væsener forsøger at komme ind i husene. De er sorte og behårede, har en lang hale og lever af orme, frøer og slanger. De kommer fra jordens indre, hvor de hele året forsøger at save ‘verdenstræet’ ned. Det verdenstræ, der holder jordkloden oppe.”

“Men lige når troldene er ved at have savet træet over, bliver det jul. De bliver helt rundtossede, glemmer alt om at save og kommer op til jordens overflade, hvor de laver masser af ballade. De sniger sig ned igennem skorstenen, tisser i blomsterbedene, fletter hestenes haler, vælter møbler og gør mælken sur. Folk gør alt muligt for at holde dem væk. Mange holder ild i pejsen og smider ildelugtende sko derind, så troldene i hvert fald ikke har lyst til at komme den vej.”

En fisk i badekaret

Der er lande, såsom Japan, hvor julen er vildt kommerciel, og så er der lande, såsom Etiopien, hvor julen er en dybt religiøs begivenhed uden skyggen af julemænd og juletræer. Etiopien har også den særlige tradition, at de ikke spiser med knive og gafler, men i stedet bruger en slags madpandekage til at få fat om en kyllingevinge eller suge sovs op med.

I Japan står der ligeledes kylling på julebordet, men det er en noget anden slags kylling – nemlig dybstegt kylling fra Kentucky Fried Chicken! Det er så populært, at man er nødt til at bestille julemaden flere måneder i forvejen og få den leveret til døren, da det er fuldstændig umuligt at få plads på en af deres fast food restauranter.

Polen tager dog efter min mening prisen for den skøreste juletradition. Nogle dage inden jul anskaffer de sig en stor levende karpe, som svømmer rundt hjemme i badekaret, indtil den skal spises juleaften. Som man kan se lige her, hvor en polsk mand viser sit badekar frem, kan det være svært ikke at blive knyttet til den nye beboer i huset:

Det sidste land i bogen er Danmark – julekalenderlandet. Danske børn har mange julekalendere, både dem med gaver og slik, og dem, der vises på tv.

Sådan har det ikke altid været. For 100 år siden blev julekalenderen lavet af en kartoffel, der blev pakket ind i papir og fik ben, øjne og 24 tændstikker på ryggen. Pindsvinet blev den kaldt, og hver dag tog man en af dens pigge ud. Og fra 1962 til 1990 blev der kun vist én julekalender på landets eneste tv-kanal.

Her kan du se noget af første afsnit af “Kender du Decembervej” med den populære mus, Magnus Tagmus, der var højtelsket – fra 1967, og som blev genudsendt i 1971.

Decembervej repræsenterede det store gennembrud for tv-julekalenderen for børn. Klippet her, der er i farver (det var originalen ikke), er fra en specialudsendelse af Børnenes Legestue på DR fra 1979:

Topillustration fra bogen: Rasmus Juul. Alle tekstuddrag fra Sofie Maria Brands bog er i kursiv.

Om bogen : Sofie Maria Brand:  ’Jul i andre lande’, illustreret af Rasmus Juul, 64 sider, 199 kroner, Gyldendal (udgivet oktober 2017).

Bogen fortæller om jul i Australien, Italien, Etiopien, Argentina, Holland, Frankrig, Norge, Spanien, Finland, USA, Polen, Island, Sverige, Rusland, Mexico, Filippinerne, Indien, Grønland, Tyskland, Rumænien, England, Grækenland, Japan og Danmark. Bagerst kan man læse om højtider i de store verdensreligioner: Islam, jødedom, hinduisme, buddhisme og kristendom. Bogen er henvendt til 6-12-årige. Den kan anvendes som kalenderbog og hyggelæsning derhjemme samt i undervisningssammenhænge.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Sofie Maria Brand
Forfatter og redaktør


Sofie Maria Brand (f. 1979) er uddannet folkeskolelærer og journalist, og hun arbejder i dag som forfatter og freelanceredaktør. Hun er desuden en aktiv klummeskribent og debattør og har skrevet fast for Politiken og ALT for damerne. I 2014 skrev hun kronikken 'Vi har mistet familiebalancen' i Information, der blev det fjerde mest delte debatindlæg i perioden 2011-2015. I 2014 var hun også med til at stifte Familiepolitisk Netværk - et forum hvor forældre, fagfolk og politikere diskuterer og udvikler familiepolitik. Netværket har fokus på balancen mellem familie og arbejde, og i foråret 2016 lancerede de et familiepolitisk idekatalog med 16 anbefalinger til en visionær familiepolitik. Sofie har tidligere beskæftiget sig med kommunikation og projektledelse indenfor kulturområdet, hvor hun har bl.a. arbejdet på Summer Jazz (en del af Copenhagen Jazz Festival), som saxofonisten Benjamin Koppel står bag. Derudover har hun igennem flere år været en del af Ordskælv (tidl. kendt som Hygge Factory); et prisvindende skriveværksted, hvor skrivementorer og kunstnere giver unge en stemme til at fortælle deres egne historier og ruster dem til at skabe professionelle udgivelser. Seneste Ordskælv-udgivelse, 'I morgen er aldrig en ny dag', er skrevet af unge fra hele Norden, der er vokset op i fattigdom. Foto: Jens Ulrich.


Seneste indlæg fra

Gå til Top