Sociale medier: Offensimentum er lukket – hvor skal unge så skeje ud?

af

Har du hørt om Offensimentum? En nu lukket, hemmelig gruppe på Facebook med 105.000 fortrinsvis unge medlemmer, som havde til formål at gå helt over stregen og være ligeglade med alle regler. Både Facebooks officielle regle og alle sociale normer for, hvad der normalt er sjovt og hvad der må betegnes som chikane, racisme og hadefuld tale. En gruppe med det erklærede formål at have det sjovt, mens de testede grænser – og altså primært andres grænser.

I sidste uge fik Facebook nok og lukkede gruppen – efter at nogle medlemmer havde chikaneret en journalist, fordi hun skrev et kritisk blogindlæg om ulovligheder i gruppen.

Så nu er Offensimentum lukket, men har det nogen effekt? Stopper det internetmobning? Har vi set det sidste til grænseløs adfærd overfor sagesløse ofre, der “bare skal se at få sig noget humor” og er det mon så slut med at dele nøgenbilleder, true lærere på livet og spolere andre mennesker online-liv?

Ganske givet ikke. Offensimentum var selvfølgelig på mange måder et ekstremt sted. Dels fordi gruppen voksede sig så stor, at det er svært at karakterisere den som et samlet fællesskab – og dels fordi den “offensive” stil til tider var ret vild i den gruppe.

Gruppens medlemmer har selv understreget (blandt andet i interviews med Format – der som ungdomsmedie har dækket sagen ret stærkt), at de fleste opslag jo bare var gak og løjer. Men mellem de mange sjove eller ligegyldige, fjollede opslag fandtes så helt ekstreme opslag, som var blottet for empati – og som gang på gang fandt vej ud af gruppen og ind i den offentlige debat.

Tidligere har der for eksempel være en trist historie om en handicappet ung fyr, der blev mobbet i “Offen” fordi et medlem tog et billede af ham på Holbæk station og fandt det helt ok at lægge det ud i gruppen med det ene formål at grine af, at han er født uden hage.

Eller historien om de to unge fra Køge Handelsgymnasium som blev anholdt på skolen, fordi de havde lagt et billede op af deres lærer og en pistol (det viste sig at være en attrap, men der er hele pointen jo at det er svært at se forskel!) med en tekst om, at hvis billedet fik 5000 likes, så ville de skyde læreren.

Hertil kommer de mange historier om deling af nøgenbilleder, trusler om repressalier og så altså denne uges tophistorie, hvor nogle medlemmer fra gruppen udråbte sig selv til en “Offen hær” (ikke hele gruppen, men en solid skare) og besluttede at “kneppe” en journalist og bloggers liv, fordi hun havde skrevet en artikel på sin blog, hvor hun afslørede nye ulovligheder.

De unge, som nu siger, de vil starte deres eget website (som vist nok skal hedde Offensimentum.dk), er på helt rette spor. Hvis de vil have frihed til at tale grimt og selv lave reglerne, må de selv tage magten over platformen

I det følgende har jeg samlet en række af de argumenter for og imod Facebooks lukning af gruppen, som jeg har læst i ugens løb og knyttet nogle kommentarer til dem. Jeg synes overvejende at Facebooks beslutning om lukning er glædelig, men jeg synes bestemt også det er helt naivt at tro, at det løser de overordnede problemer med grænseløs adfærd på nettet.

Det er knægtelse af ytringsfriheden at lukke gruppen

Argumentet: Unge har brug for et frirum siger nogle af administratorerne. De har brug for et sted uden regler, hvor de kan gå helt til kanten og langt udover og hvor der ikke er løftede pegefingre og krav om politisk korrekthed i spandevis. Og hvorfor må voksne mennesker flå hovedet af hinanden i grimt sprog i debattråde rundt om på Facebook, når unge nu ikke længere må ytre sig frit i Offensimentum.

Jeg kan med min bedste overbevisning ikke se det som knægtelse af ytringsfriheden at Facebook lukker en gruppe der overtræder fællesskabsreglerne og som derudover ødelægger andre menneskers liv med mobning, udhængning, deling af (ulovlige) nøgenbilleder og senest altså trusler mod en journalist. Det er ikke knægtelse af ytringsfriheden at stille folk til ansvar for det, de siger og gør.

Og hvis de unge virkelig vil have absolut ytringsfrihed og et frirum for dårlig humor, er Facebook da nok det værste sted, de kan vælge. Dels fordi Facebook er ret snerpede (mange annoncører og mange kulturer = ikke ret stor båndbredde for frisind) og dels fordi de ikke er kendt for at lytte, hvis man forsøger at få dem til at nuancere deres synspunkter.

Peter Øvig Knudsen fik reprimander og trusler om at få lukket sin profil, fordi han havde billeder af nøgne hippier fra 70erne liggende på Facebook – og  billeder af amning har været til stor debat, fordi bryster sådan helt generelt var forbudt. Selv et billede (der senere af Facebook blev anerkendt som ikonisk og historisk og derfor også blev godkendt) blev slettet igen og igen – nemlig billedet af den lille vietnamesiske pige, der efter en angreb med napalm løber nøgen og skrigende gennem krigsområdet.

Derfor er de unge, som nu siger, de vil starte deres eget website (som vist nok skal hedde Offensimentum.dk) på helt rette spor. Hvis de vil have frihed til at tale grimt og selv lave reglerne, må de selv tage magten over platformen. Dog skal de stadig være opmærksomme på at ytringsfrihed ikke er uindskrænket frihed til at krænke andre mennesker  – heller ikke selv om man har forældre der er ligeglade eller kender voksne, der også taler grimt på sociale medier.

Handlinger har konsekvenser – også online og hvis det bare siver ind, så mener jeg, at meget opnået.

Det er bedre at have alle bøllerne samlet et sted

Argumentet : Nu hvor Offensimentum er lukket (og den nye gruppe Offensimentum 2.0, som nåede at få 10.000 medlemmer også er lukket igen) vil bøllerne bare samle sig i nye hemmelige, lukkede grupper med navne vi ikke kan gennemskue. Fordelen ved, at der var 105.000 medlemmer i den oprindelige gruppe var, at den var let at infiltrere og “holde øje med”.

Argumentet er blandt andet blevet fremført af Pulterkammerets Aktivister som er en gruppe unge på Facebook, der forsøger at gribe ind overfor andre unges ulovligheder – blandt andet ved at sladre til deres forældre – men også ved at melde ulovligheder til politiet.

De eksempler der har været fremme, har klart har demonstreret at én stor gruppe ikke nødvendigvis er nogen fordel, når det gælder om at “have styr” på hvor grænserne går

Jeg synes ikke, det er et argument, der holder. Offensimentum var en gruppe, som det kunne være rædsomt at komme i kløerne på. Og selv om Pulterkammerets Aktivister og andre “voksne” eller de mere ansvarlige administratorer på siden, forsøgte at slå ned på ulovligheder, chikane og grov mobning, så var det stadig en gruppe, der gik langt over stregen og som viste sig ret umulig at styre.

MERE POV
Sådan undgår du at blive deprimeret af Facebook

Den oprindelige administrator forlod selv gruppen for 3-4 måneder siden, fordi han mente, det havde taget overhånd. Og en af de andre administratorer har selv deltaget i chikanen, som han nu fortryder og undskylder.

Reelt set er administratorer i en gruppe som Offensimentum på Facebook jo bare voksne eller unge, der har ret til at slette opslag eller udelukke personer, og på den måde kan forsøge at foretage civile indgreb, hvis reglerne (som de selv har lavet) overtrædes.

Men administratorer har ingen reel eller juridisk magt (de kan for eksempel ikke indstille til Facebook at brugere blacklistes eller får en mere generel advarsel, hvilket måske ellers ville være hjælpsomt – og de har heller ikke bedre kontakt til myndighederne end alle andre). Administratorer får ikke løn og har ikke faste arbejdstider, så det er en vanskelig og stor opgave i en gruppe med 105.000 medlemmer.

De eksempler der har været fremme, har klart har demonstreret at én stor gruppe ikke nødvendigvis er nogen fordel, når det gælder om at “have styr” på hvor grænserne går.

Nu går bøllerne bare under jorden

Argumentet: det bliver sværere for myndigheder, forældre og ofre at gøre noget ved det, fordi de der vil mobbe og skade andre bliver anonyme og mere forsigtige med at blive opdaget.

Mit håb er, at mange af de 105.000 var passive deltagere, nu har fået nok af at være ufrivillig del af chikane

I forhold til om bøllerne nu bare vil re-organisere og være at finde i mange andre fora og fortsætte deres adfærd, så kan man selvfølgelig frygte det. Men det ændrer ikke på, at når man opdager én hashbule, så lukker man den – også selv om man godt ved, at der vil dukke en ny op. Signalet er jo netop, at det skal være mere besværligt og en større risiko at overtræde reglerne. Man skal virkelig ville mobbe eller chikanere eller begå ulovligheder, hvis man opsøger de meget skjulte og mere hemmelige steder.

Og lige præcis med Offensimentum var det helt klart en del af fascinationen, at der var så mange, der likede.

Det var også let at gemme sig i mængden og påstå at man jo “bare kiggede med”. For politi, voksne og myndigheder gjorde det forhold, at der var så mange medlemmer i gruppen det formodentligt også mere vanskeligt at gennemskue, hvem der var venner med hvem og hvem der styrede, planlagde osv. Lidt som at finde en nål i en høstak.

Mit håb er, at mange af de 105.000 var passive deltagere, nu har fået nok af at være ufrivillig del af chikane. Og selv om Offensimentum 2.0 ret hurtigt nåede op over 10.000 medlemmer, så efterlader det os jo stadig med ca. 95.000 medlemmer fra den oprindelige gruppe, som ikke havde vanvittigt travlt med at fortsætte. Det er da gode nyheder.

Vi må lære at leve med, at der findes mobning online

Argumentet: Mobning har altid fundet sted. Det er blevet endnu lettere på nettet. Det kan vi simpelthen ikke løse, ever.

Det tog også ret lang tid før vi begyndte at tage mobning i skoler alvorligt. Det var i mange år også bare noget “man måtte leve med” og havde man rødt hår eller briller var det sådan set bare at dukke sig.

I dag er det påbudt ved lov, at skolebestyrelser skal udarbejde antimobbe-strategier – og selv om alle skoler ikke er helt med (og dermed ikke overholder loven), så har det skærpet fokus på problemet at politikere og kronprinsesse Mary og andre notabiliteter har været ude og sige stop og insistere på, at vi selvfølgelig kan gøre noget.

Udfordringen i fællesskaber som Offensimentum er, at de unge netop søger derhen for ikke at være overvåget af deres forældre og for at “prøve grænser af” og altså i det her tilfælde meget bevidst ikke overholde nogen regler for god, korrekt opførsel

Det er da også for slattent at sige, at fordi noget er nyt og svært og anderledes, end vi er vant til, så lad os da smide de fælles menneskelige værdier over bord og lade være med at forsøge at finde løsninger? Jeg minder om at nogle af ofrene for den her adfærd bliver ret ødelagte.

Læs evt. Berlingskes dækning, hvor 11 piger, der ufrivilligt fik delt nøgenbilleder, stod frem. Det har jo haft urimeligt store konsekvenser for flere af dem, nogle af dem kan ikke passe deres skole og nogle er flygtet ud af landet. Det kan simpelthen ikke være sådan, at fordi vi ikke med et snuptag har en løsning, så giver vi bare op?

En af de gode ting ved Offensimentum-sagen var efter min mening at det lykkedes medier og meningsdannere, herunder Journalistforbundet (og måske også politiet på sidelinjen?), at få Facebook til at lukke gruppen og tage det alvorligt, at der simpelthen er konsekvenser af online tilværelsen, som vi ikke bare “skal lære at leve med”.

Mit håb er at resultatet af sagen her kunne blive, at de, der mobber, må lære at leve med, at det også kan få konsekvenser for dem.

Det hele er forældrenes skyld

Argumentet: Unger der chikanerer andre, deler nøgenbilleder og truer journalister med tæsk, er bare dårligt opdraget og kommer fra hjem uden sunde værdier. Så længe forældrene ikke griber ind, kan man ikke løse problemerne. Værdierne smuldrer og verden er af lave.

Det er for letkøbt. Når de unge når en vis alder, så er det vennerne der påvirker, hvad de synes er smart eller godt eller rigtigt. Forældre har selvfølgelig haft mulighed for at forsøge at give deres værdier videre til ungerne og det gør de fleste jo også, så godt de overhovedet kan.

Mange forældre lægger stor vægt på god opførsel, at man er ordentlig overfor andre mennesker – eller i det mindste kan finde ud af bare at lade dem være i fred, hvis man ikke gider dem.

Som jeg ser det er Offensimentum et klasse-eksempel på, hvordan grupper kan presse individer. Unge mennesker er ikke altid lige stærke, deres identitet er ikke færdig dannet og det letteste, når man er usikker er at følge med strømmen

Udfordringen i fællesskaber som Offensimentum er imidlertid, at de unge jo netop søger derhen for ikke at være overvåget af deres forældre og for at “prøve grænser af” og altså i det her tilfælde meget bevidst ikke overholde nogen regler for god, korrekt opførsel.

MERE POV
Litt. #2 // Territoriet, del 2 //

Som jeg ser det er Offensimentum et klasse-eksempel på, hvordan grupper kan presse individer. Unge mennesker er ikke altid lige stærke, deres identitet er ikke færdig dannet og det letteste, når man er usikker er at følge med strømmen.

Det er pinligt at stå udenfor, at læse bøger, hvis de andre ikke gør det – eller at synes YouTube er spild af tid, når alle andre samles om de nyeste film om en pige, der lige har været i Matas. Hvis man siger fra, nægter at deltage i ekskluderingen, så sætter man sig selv i en yderposition – og risikerer at blive det næste offer og hvem gider det, når man ved, hvor ubehageligt det er?

Der hvor forældrene måske svigter, er ved ikke at interessere sig nok for ungernes liv online. Der er flere grunde, for eksempel at man som forælder synes, det er svært at finde rundt i de mange online fællesskaber, at man synes det er kedeligt eller at kodesproget er for indforstået (hvilket jo er en del af fascinationen for de unge).

Jeg ved ikke, hvad løsningen er, men jeg tror, at den blanke afvisning af det digitale som noget overfladisk og dumt er en fejl. For de unge er det digitale liv alvor – det er som skolegården fra vores barndom på speed og 24/7 – og hvis man som voksen afviser at tage den del af deres liv alvorligt, afskærer man sig også fra at blive spurgt til råds og at kunne hjælpe dem, når noget – som i Offensimentum-grupperne – går over stregen.

Ungerne mener jo ikke noget med det, så lad nu være med at skælde dem ud

Argumentet: De er usikre, deres hjerner er ikke færdigbagt, de keder sig. Skolen er ikke udfordrende nok. Eller presset er for hårdt fra alle sider. Uanset hvad, så har ungdommen lige som altid nok om ørerne og det at de mobber lidt og går lidt over stregen er vi selv udenom, med de strukturer vi har bygget op omkring dem.

Jeg er uenig. Selv om man er usikker og selv er bange for at blive næste offer eller keder sig, så har man stadig et personligt medansvar, hvis man har deltaget i mobning, udstødelse og delt nøgenbilleder – eller bare liket, at andre gjorde det. At være usikker eller bange for at skulle stå på mål for egne værdier, kan ikke undskylde, at man sårer andre mennesker og ødelægger deres liv.

I min optik er det også nogle gange på sin plads at kræve, at de siger undskyld. Ansigt til ansigt og direkte til dem, de har opført sig katastrofalt idiotisk overfor. For det er virkelig en god egenskab at træne – at kunne give en ordentlig undskyldning

Derfor synes jeg også det er ok at sige til ungerne, at man er skuffet over dem, hvis det viser sig, at de er aktivt involveret i online mobning – og at forklare dem, at man som forælder overvejer, hvad man så skulle have lært dem. Det er ikke ok at råbe dem ind i hovedet og at tage deres mobiltelefoner fra dem eller at tro, man kan få lukket internettet for altid. Men en smule skuffelse og derudover et ægte løfte om altid at ville forsøge at hjælpe dem, hvis de oplever noget online, der er over grænsen en anden gang, er da fint.

Og i min optik er det også nogle gange på sin plads at kræve, at de siger undskyld. Ansigt til ansigt og direkte til dem, de har opført sig katastrofalt idiotisk overfor. For det er virkelig en god egenskab at træne – at kunne give en ordentlig undskyldning. Det er let at sige undskyld til sin sure mor – og forhåbentligt lettere at få tilgivelse af hende. Men i andre af livets relationer, kan man jo også få brug for at kunne sige undskyld til folk, der ikke er så lette at overbevise om, at man er en guttermand.

Og jeg taler selvfølgelig ikke om, at børn skal sige undskyld, hvis de har været meldt ind i gruppen og grinet af nogle lalleglade vittigheder eller har fniset over en skoleveninde med en dårlig hårdag.

Jeg taler om, at hvis man som forælder virkelig synes ens barn, har gjort noget skamfuldt (været aktivt med til at ødelægge livet for et andet ungt menneske), så er det billigt sluppet, at brænde af skam i kinderne, fordi man skal give en undskyldning. Og jeg tror, man lærer noget af det – nemlig fremover at lade være med at bringe sig selv i en situation, hvor man skal tage ansvaret for at have været en idiot.

Sammenfattende håber jeg, at sagen om Offensimentum bliver starten til en bedre og mere nuanceret debat om, hvad sociale medier gør ved vores fællesskaber på godt og ondt – og om, hvad vi skal tolerere og hvor grænsen går. Jeg håber også, at det giver anledning til en snak om, hvad det er for en ungdomskultur der trives og hvad vores rolle er som voksne.

Hvis det kan få flere voksne til også at tænke lidt over, hvordan de selv skriver til andre, så er det en god bonus.

Topillustration: http://educainternet.es/users/alumno39, Creative Commons.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Trine-Maria Kristensen

Trine-Maria Kristensen er cand.scient.soc (PR) og har siden 2005 rådgivet virksomheder om sociale medier.
Trine-Maria underviser og holder foredrag og har i 2017 udgivet bogen "Få mere ud af (den tid du spilder på) sociale medier" på forlaget Gyldendal. Bogen sætter fokus på de mange forskellige måder vi bruger sociale medier på.
Her på POV skriver Trine-Maria om vores muligheder og udfordringer med den digitale udvikling og i sær de sociale medier, der fylder både i voksnes liv og hos de unge.

Seneste indlæg fra

Gå til Top