Familien fik aldrig en chance – den boede i Blokkene

af

“Jeg voksede op i 70’ernes og 80’ernes Jylland, hvor udsatte børn i bedste fald blev ignoreret. Familierne var gemt væk i ‘Blokkene’ i behørig afstand fra de nye parcelhuskvarterer,” skriver Mette Nexmand. Behandlingen af disse mennesker er noget, som danskerne bør skamme sig kollektivt over. Og i dag er det kun blevet værre. Det handler om agtelse og menneskelighed.

Jeg har ikke mange præcise erindringer om dem. De står for mig som spøgelser, der pludselig en dag – efter flere års glemsel – kan anes som diffuse skikkelser i hjørnet af et skolefoto fra 1979. De er der, og de er der ikke.

Hele familien hed Snot foran deres navne. Snot-Berit, Snot-Jan, Snot-Ulla. Der
fandtes sikkert også en Snot-Far og Snot-Mor, men de forblev usynlige og uden for vores begrebsverden.

Når jeg tænker efter, betragtede jeg disse børn som forældreløse. Der var aldrig nogen, som pudsede deres næser eller lærte dem, at det var en god idé at gøre, inden man gik ud i verden. Deraf øgenavnene.

Dansk hængepats-socialisme, når den var allerværst. Noget, nogen havde lært på et kursus, men aldrig overvejet konsekvensen af. Dovne voksne, der hver dag kunne kigge ned i voldgravene mellem os børn og alligevel lod snotungen drukne med en sæk sten bundet til anklerne.

De boede i Blokkene. Ingen, hverken voksne eller børn, indrømmede nogensinde at have været på besøg hjemme hos Snot-familien. Men der eksisterede kun ét logisk hjem til dem, Blokkene. Sådan var reglerne i 70’ernes og 80’ernes mellemstore jyske byer.

Snot-familien lå nederst i borger-hierarkiet

Snotterne lå nederst i borgerhierarkiet, lige under de tyrkiske gæstearbejdere, som også levede i Blokkene. Set i bakspejlet var tyrkerne dog i en kategori for sig. De fungerede fint med deres små virksomheder og store familier, og Blokkene var bare det sted, de havde fået anvist af kommunen.

Jeg befandt mig trygt i funktionærsegmentet med to lærerforældre og et selvbygget gasbetonhus i den ‘nye del af byen’. Vi havde kun én gruppe over os i statuspyramiden: Læger, advokater, selvstændigt erhvervsdrivende og måske borgmesteren, men der var ingen nævneværdige kløfter mellem de øverste lag. Ikke som den ned til bunden.

Vejen fra nederst til øverst i lokalsamfundet var som Frodos rejse til Mordor og tilbage til Herredet igen, en myte, umulig at gennemføre i virkeligheden.

Ketchupmaden …

Min første kontakt til et Snot-barn var i børnehaven. Pædagogerne var meget optagede af at dele – det var jo i 70’erne, hvor den slags skulle afprøves. På børn først.

En dag blev vi alle bedt om at aflevere vores madpakker til det store delebord, hvor madderne blev blandet som et sæt kort. Pædagogernes egne madpakker indgik i øvrigt ikke i forsøget.

Det var intet mindre end traumatisk. Vi skulle efter tur tage et stykke mad – dét, som lå foran os. Snot-Jans ketchupmad pegede på mig som et lille, blodrødt skilt – og jeg kunne bare ikke. Om de så havde spærret mig inde i Stillerummet i 80 år, var den forældreløse mad aldrig nået til mine læber. Jeg endte med at kampvræle og blev hentet tidligt af min forvirrede far.

Som voksen holder jeg hændelsen i udstrakt arm og gør det til en halvsjov anekdote, fordi situationen stadig står for mig som væmmelig og grænseoverskridende. Jeg har dårlig samvittighed, og det tror jeg faktisk også, jeg havde dengang.

Dansk hængepats-socialisme

For jeg ser Jan for mig, og ham kan jeg ikke længere tage afstand fra.

Han sad på den anden side af delebordet med front mod Guldlok fra Kløvervej, 5-årige mig, der gik i hysterisk bro over det stykke mad, hans storesøster havde bakset sammen om morgenen.

Pædagogernes deleeksperiment resulterede dermed i en udstilling af Snot-familiens uformåen og en total ydmygelse af Jan, der aldrig nogensinde kunne hæve sig over dette stykke rugbrød med ketchup igen.

Pædagogerne vidste udmærket godt, at madpakkerne var signaturer, bevismateriale, på forældrenes ressourcer og mangel på samme. Hvis de havde haft den mindste omsorg for Jan, kunne de selv have byttet madpakke med ham.

For mig at se, var det dansk hængepats-socialisme, når den var allerværst. Noget, nogen havde lært på et kursus, men aldrig overvejet konsekvensen af. Dovne voksne, der hver dag kunne kigge ned i voldgravene mellem os børn og alligevel lod snotungen drukne med en sæk sten bundet til anklerne.

Velfærdssamfundet var en naiv vårhare i 70’erne

Snot-familien kom til at optræde i mange af byens sladder- og gyserhistorier, for de børn var alle vegne. Staklerne måtte gå flere klasser om i deres skoleforløb, og vi stiftede stort set alle sammen bekendtskab med mindst én af dem gennem vores opvækst.

Igen en naturlov, der dels opstod af magelighed, dels af berøringsangst. Mange danskere har af en eller anden grund aldrig rigtig lært at tage sig af hinanden

Jeg kan ikke huske konkrete episoder, hvor de blev mobbet, men der er ingen tvivl om, at det blev de. Mest af alt var disse børn dog overladt til sig selv. De tilhørte kategorien: ‘Sådan er naturen, man kan ikke flaske alle forældreløse killinger op’.

Den generelle opfattelse var, at der udover socialhjælp ikke var noget at gøre ved de evigt forkølede unger med plasticposer i stedet for skoletasker – hvor skulle man dog begynde? Madpakken? Bihulerne?

Husk på, at velfærdssamfundet var en naiv vårhare i 70’erne, og selvom staten og kommunerne havde overtaget mange af de roller, der tidligere lå inden for privatsfærens rammer, var folkesjælen forblevet tro mod klasseskellene, især i de landlige regioner. 

Bysamfundet var kun et fællesskab for middelklassen

MERE POV
Danmarks Omdømme: Den måske mest effektive rebranding-kampagne i nyere tid

Hvis den berømte kop sukker manglede, gik man måske ind hos naboen og bankede på. Men man satte sig ikke ind i sin Mazda 626 og kørte ned til Blokkene i den anden ende af byen for at høre Jan og Berits mor, om hun ville være med til at arrangere julefesten.

Og håndboldtræneren sørgede ikke for, at Berit kom til håndboldtræning igen efter den ene katastrofale prøvetime, hvor hun mødte op, et hoved højere end alle andre og i gymnastiktøj …

Det går stadig ud over børnene

I dag er udsatte børns vilkår i Danmark stort set uændrede. Der er dog efter min opfattelse sket forværringer.

Jeg har boet i København halvdelen af mit liv, så det giver en anden optik i sig selv, men grundlæggende mener jeg, at vi stadig som samfund og enkeltindivider svigter børn fra ressourcesvage familier.

Velfærdssamfundet er nu tæt på pensionsalderen, førtidspension måske (hvis det kan bevilges) – eller en form for revalidering.

I hvert fald bliver kongstankerne fra efterkrigstidens optimisme fortolket på nye måder, og nu skal der strammes op. 

 Ærlig talt, debatten om fattigdom knuser mit hjerte. For børn som Jan, Berit og Ulla sidder stadig – efter mere end 40 års såkaldt velfærd – og skammer sig alene. Nu i endnu større boligkomplekser.

Reformer har været nødvendige et langt stykke hen ad vejen, det erkender jeg. Men hvad jeg ikke kan acceptere er, at det skal gå ud over børn.

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

Det er, som om Snot-familien får hele skylden for, at vi som samfund ikke længere har råd til den samme service som for 30-40 år siden. Kontanthjælpsloftet skal f.eks. sørge for, at deres forældre ikke bare ‘bruger løs’ af vores penge.

De er ‘skyldige’ i dovenskab og nasseri 

Debatten i bloguniverser og på de sociale medier om overførselsindkomster, fattigdom, relativ fattigdom osv. er ofte direkte ondsindet, formålsløs og frem for alt kun for debattørernes egen skyld.

Og ærlig talt – den knuser mit hjerte. For børn som Jan, Berit og Ulla sidder stadig – efter mere end 40 års såkaldt velfærd – og skammer sig alene. Nu i endnu større boligkomplekser, hvor mennesker fra Tyrkiet og omegn i øvrigt ikke er ‘gæster’ længere, men ligeså langt nede i agtelse.

Disse børns ensomhed og afmagt må være endnu større end deres forældres. Samfundet og meningsdannerne signalerer overfor dem, at de har gjort sig skyldige i dovenskab, dumhed, nasseri med mere, før de overhovedet får en chance for at skabe et liv.

Udsatte børn i Danmark oplever det som en irettesættelse og afklapsning, når deres mor får 3000 kr. mindre om måneden til forbrug. Det betyder, at de endegyldigt ikke kan komme med til fødselsdage i klassen. Eller nogensinde gøre sig forhåbninger om at holde fødselsdag.

De har ikke råd til skoletasker (og plasticposen kommer frem). De holder altid ‘ferie’ i Fritten. De har aldrig gymnastiktøj med. De har ikke en cykel eller et rejsekort, de ved ikke, hvordan man bruger et bibliotek, de er ikke på besøg hos mormor, de ved ikke, hvem der er statsminister, de får aldrig pudset næsen …

Hjælp dem i hverdagen

De er relativt fattige, men set i forhold til omverdenen kan man godt fjerne ‘relativt’. Middelklassen har nemlig stadig deres på det tørre, selvom finanskrisen også har haft sine ofre i de lag.

Vi har mulighederne for at hjælpe dem i hverdagen, og når jeg siger ‘vi’, mener jeg ikke kun det offentlige, men som forældre til deres klassekammerater og mennesker med mulighed for at sætte en dagsorden. Vi skal vise, at vi ser dem.
Jeg ville sådan ønske, at jeg havde spist den ketchupmad..

Topfoto: Privat

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Mette Nexmand

Mette Nexmand, uddannet journalist på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet som redaktør og journalist på flere livsstilsmagasiner, senest som digital redaktionschef hos Benjamin Media. Har desuden arbejdet i client media-branchen og skabt koncepter, kommunikationsstrategier mv. for fagforeninger, ngo-organisationer og private virksomheder.
Personligt meget optaget af historie, litteratur, design, arkitektur og samfundsforhold. Er udpræget nørd, når det kommer til historie/idéhistorie. Er sprogmenneske om en hals, men forsøger også at være i en konstant læringsproces omkring naturvidenskabelige emner. Skriver en litterær blog, hvor alle disse emner kommer i spil.

Seneste indlæg fra

Gentagelsen

Jeg tænkte på dengang, jeg dansede rundt på gulvet med ham i
Gå til Top