mm

Elmas Berke

Elmas Berke er forfatter og foredragsholder. Tidligere nyhedsvært på radio, journalist, tolk ved Rigspolitiet og nu erhvervskvinde. Forfatter til romanen "Tavshedens Pris", der udkom maj 2015. Indstillet til Blixenprisen for ytringsfrihed, 2016. Nomineret til "Danners Ærespris 2015" og "Årets Dansker 2015". Blogger hos Berlingske Media/ Den Politiske Puls, Politiko. Hun har skrevet manuskript til en spillefilmskomedie om en dansk-tyrkisk familie, hvor intet er for helligt til at blive rusket igennem på en kærlig måde. Arbejdet med dette er påbegyndt de indledende faser om en kommende filmatisering. Elmas Berke er tegner og kunstmaler i sin sparsomme fritid. Hun er ikke bange for at sige fra over for sit baglands forældede syn på kønsroller, kulturelle handlemønstre eller religiøse dogmer, der måtte spænde ben for ellers velfungerende familier, og hun bryder gerne med tabuer og gør det personlige offentligt, for på den måde at sætte fokus på den undertrykkelse og/eller diskrimination, en gruppe medborgere lever under i Danmark. Elmas Berke er gift og mor til 4.

Se alle skribentens artikler

Små piger skal ikke seksualiseres – et trist vildskud fra DSU

DSU Ballerup ønsker at sende et klart signal. Afdelingen af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom vil gerne bakke op om muslimske pigers ret til at gå med tørklæde. Og det har den politiske organisation gjort gennem en kampagne, der er blevet delt på dens Facebook-side, som en reaktion på DF’s forslag om et tørklædeforbud i folkeskolen. Al ære og respekt for dét. Og det er faktisk svært for mig at kritisere initiativet, fordi jeg ikke er i tvivl om, at det er blevet til med de bedste intentioner for øje. Men netop grundet intentionerne, bliver det ekstra vigtigt at forklare, hvorfor jeg må ende med at kritisere det alligevel.

Mine bevæggrunde har flere årsager, og jeg håber, jeg kan gøre mig forståelig, uden at blive taget til indtægt for andres holdning i det principielle spørgsmål om tørklæder.

For det første er det vigtigt for mig at understrege, at jeg sondrer kraftigt mellem tørklæder på børn og tørklæder, som voksne kvinder frivilligt vælger til på et bevidst og oplyst grundlag, der ikke bunder i tvang. Jeg er fortaler for, at vi fokuserer på, hvad kvinder har i hovedet. Ikke, hvad de har hovedet.

Muslimske kvinder, der går med tørklæde, skal kunne færdes i fred og nyde samme frihed til at gå klædt, som de vil, som enhver anden borger i dette land, uden at skulle føle sig som udstødte i eget hjem. Når vi taler om voksne kvinder, der har valgt tørklædet til på et bevidst og velovervejet grundlag, mener jeg derfor ikke, det tilkommer nogen at blande sig i, hvad disse kvinder vælger at tage på af tøj. Det er deres krop og derfor også suverænt deres beslutning.

Men i tilfældet med skoleelever taler vi ikke om voksne kvinder. Vi taler om børn. Deri ligger der en ikke ubetydelig og væsentlig forskel. Det er sondringen i denne ikke ubetydelige og væsentlige forskel, jeg håber, DSU og andre forsvarere af børns ret til at gå med tørklæde, vil gøre sig klart. Sammen med mig.

For det andet protesterer jeg mod DSU-kampagnen på grund af devalueringen af, hvad man kunne kalde for ”pagten” mellem menneske og Gud. Jeg protesterer, for når børn vælger tørklæde til, så er det ikke et valg, der er foretaget på et bevidst grundlag. Børn kender ikke de bagvedliggende årsager til hele tildækningskravet, og de kan ikke overskue konsekvenserne på længere sigt, skulle de ønske at tage tørklædet af igen.

Det spørgsmål kræver omhu, kendskab og viden. Der er meget at tage stilling til, og hvis man ikke ved, hvad man har at gøre med, risikerer man at smide barnet ud med badevandet. For børn skal have lov til at være børn. Det sidste, jeg ønsker, er, at små børn stilles til ansvar for, hvorfor de vælger at gå med tørklæde, hvis det blot er et ønske om at ligne alle de andre piger og kvinder i nærmiljøet eller familien. Det er ikke unormalt, at børn gerne vil ligne andre i deres omgivelser. Lad os skåne børnene og koncentrere os om de voksne.

Nej tak til et sædelighedspoliti i Danmark

Men jeg er også imod et forbud, fordi jeg mener, vi har forbud og bureaukrati nok i dette land. Det er i øvrigt også nærliggende at spørge, hvad næste skridt efter et forbud ville blive. Et påklædningspoliti, som i Iran og Saudi-Arabien? Virkelig …. Politi, der håndhæver loven ved at patruljere i gaderne for at sikre sig, at den rette målgruppe ikke går med tørklæde og udsteder bøder? Altså Iran og Saudi-Arabien, blot med omvendte anførselstegn. Hvis vi har så mange ressourcer til rådighed inden for ordensmagten, er jeg overbevist om, at de ressourcer er bedre anvendt et andet sted i samfundet.

Uanset om barnet hedder Aisha eller Anita, har det barn krav på, at vi gør vort bedste for at beskytte det mod at blive seksualiseret.

Engang for ikke så mange år siden kæmpede kvinder i Danmark bl.a. for retten til selv at bestemme påklædning. De nægtede, at andre skulle diktere, hvad der var ‘anstændig’ eller ‘uanstændig’ påklædning for dem, hvorfor de også kæmpede for retten til f.eks. at smide tøjet, uden nødvendigvis at skulle blive stemplet ”billige” af den grund. Skulle man så ende med lovpligt til det modsatte: at smide tøjet? Nej – uanset om man betragter et tørklæde som tøj eller ej, udgør det i sin helhed tøj for de kvinder, der har valgt at gå med det.

Jeg går ind for oplysning. For information så forældrenes valg foretages på et bevidst grundlag. For det er ikke børnene, men forældrene, vi skal nå. Der er mange faktorer, der spiller ind i forhold til forældres valg af påklædning til deres børn. Det er ikke kun selve påklædningen, men også forældrenes tradition for at gøre tingene på en bestemt måde, deres livsstil og normer, deres kulturelle baggrund og værdier med videre, som spiller ind.

Uanset religion eller oprindelse

Og i den fortbindelse er det afgørende at understrege, at uanset om barnet hedder Aisha eller Anita, har det barn krav på, at vi gør vort bedste for at beskytte det mod at blive seksualiseret. Og deri ligger også den bagvedliggende årsag til tørklædet, vi skal turde pille ved.

Ved oplysning. Ikke ved at dæmonisere forældrene, der ikke altid handler i ond tro, men også ofte handler som de gør, fordi de vitterlig mener, de gør det bedste for barnet. Vi må operere ud fra præmissen om, at forældre i udgangspunktet ønsker det bedste for deres barn, hvis vi ønsker at varetage barnets tarv, hvorfor vores udgangspunkt i debatten naturligvis må være det samme; det bedste for barnet.

Ligeså meget som jeg kæmper for den enkelte kvindes ret til at gå med tørklæde, hvis det er vigtigt for hende, kæmper jeg for den enkelte kvindes ret til at tage det af, hvis det er vigtigt for hende. Drivkraften for mig er ”den frie vilje” og ”den personlige frihed”.

Det er utrolig nemt at tage tørklæde på. Det er straks sværere at tage det af. Det handler ikke om blufærdighed, som nogle voksne forsøger at få det til at lyde som. Det handler også om decideret social udstødelse af kvinder, der vælger at tage det af. Det er langt fra alle, men for dem, det sker for, er det alvorligt.

Jeg har set eksempler på kvinder, hvis familiemedlemmer nægtede at tale med dem eller så meget som se på dem over en længere periode, fordi de valgte at tage tørklædet af. Jeg har eksempler på fraskilte kvinder, der valgte at tage tørklæde på, efter en skilsmisse, for at kunne færdes i fred og for at signalere ærbarhed, fordi synet på fraskilte kvinder er dybt kritisabelt. Jeg har eksempler på unge kvinder, hvis ægteskabsmuligheder var afhængig af, hvorvidt hun gik med tørklæde eller ej. Det er med andre ord, en “Indremissionsk” version af islampraksis”, man støtter med sådan en kampagne. Og ligeså meget, som jeg kæmper for den enkelte kvindes ret til at gå med tørklæde, hvis det er vigtigt for hende, kæmper jeg for den enkelte kvindes ret til at tage det af, hvis det er vigtigt for hende. Drivkraften for mig er ”den frie vilje” og ”den personlige frihed”. Det er bare ikke altid dét, der er tilfældet – og dette er vigtigt at forstå.

Det er klart min erfaring, at de praktiserende socialt står stærkere. De har “Gud” og teologien på deres side, så tildækningen beundres og efterstræbes af såvel tildækkede som ikke-tildækkede, hvilket også er årsagen til, at en pige eller kvinde, der vælger at dække sig til, mødes med ordene “Masha-allah”. Ordet anvendes ved respekt eller beundring af noget, som udtryk for at Guds vilje er sket.

Tørklædet og debatten om kønsopdelt svømning

Debatten om børn og tørklæder er debatten om kønsadskilte svømmehaller om igen. Jeg blev ufattelig ked af, at så få så ud til at forstå min anke omkring svømmehallerne og nogle af argumenterne, som i fulde alvor lød på, ”at ellers måtte pigerne ikke deltage” og ”at det var en mulighed for dem til at komme lidt ud”.

Var jeg den eneste, der med gru noterede mig ordene ”ellers må de ikke komme ud”? Hvorfor var der ikke flere, der undrede sig over, hvilke vilkår de piger lever under i en normal hverdags kontekst, hvis eneste mulighed for at komme ud, er forældrenes krav om køns segregation (adskillelse)? Igen var der tale om børn og ikke voksne kvinder.

Svømmegate handlede om noget dybere, og det gør tørklæder på børn også. En ”gøren pigerne parate” til ikke at protestere, når de kommer i puberteten og flere restriktioner, som følge af deres køn, begynder at træde i kraft. De vil ikke protestere, når restriktionerne er blevet gjort til en vane for dem.

Min salige mor gik med det kulturelle tørklæde. Hun var ikke speciel religiøs før på sine ældre dage. Da jeg var teenager – som alle andre teenagere vil jeg tro – syntes jeg, hun var pinlig, fordi hun gik med tørklæde. Jeg spurgte hende én gang, og jeg spurgte hende aldrig siden, da jeg sagde: ”Hvorfor går du med tørklæde, kan du ikke se, der ikke er andre omkring dig, som går med tørklæde? Du bor i et land, hvor det ikke er normalt at gå med tørklæde”. Hun svarede, at hun havde gået med tørklæde, siden hun var en stor pige, omkring de 11-12 år. For hende var tørklædet nu en del af hendes identitet. Hvis hun skulle bevæge sig udenfor en dør uden tørklæde, ville det for hende have svaret til at gå ud uden bukser på. Det vil sige, at hun var formet i billedet af den kulturelle identitet, hun bar på allerede i 11-12 års alderen.

Lad være med at devaluere tørklædet

Jeg er imod en devaluering af tørklædet og vil gerne, når jeg møder en kvinde med tørklæde, have tiltro til, at hun ikke er blevet presset til at bære det, at hun ikke er udsat for social kontrol af sine omgivelser, eller at det er blevet gjort til en del af hendes identitet, fordi hun allerede som barn blev vænnet til at have det på som led i sin opvækst – uden at jeg behøver at spørge hende.

Jeg vil gerne have tiltro til, at min medborger har taget tørklædet på som et bevidst valg, fordi hun spirituelt og åndeligt har søgt og er nået frem til den konklusion, at det for hende, bringer hende tættere på hendes skaber.

Små piger skal have lov til at lege lige så frit og være lige så frie som små drenge. Vil DSU gøre noget godt for muslimske pigebørn, så sæt kræfterne ind på kampagner, der kan oplyse forældrene om pigers ligeværdige rettigheder som kommende medborgere i dette land.

Hver gang, vi har denne debat i Danmark, slår jeg et slag for 15-års alderen. Det er en alder, vi i forvejen har sat som den seksuelle og den kriminelle lavalder. Hvis vi som samfund er nået til den konklusion, at vi mener en 15-årig er voksen nok til at kunne administrere sin seksualitet og til at kunne stå til ansvar for sine handlinger, må vi naturligvis også have tiltro til, at en 15-årig kan administrere til- eller fravalg af et tørklæde.

Børn har ret til – og krav på – at blive beskyttet mod at blive seksualiseret. Vi ved, at tørklædets underliggende betydning er at skjule kvinders seksualitet – som om den på magisk vis forsvinder med et tørklæde om hovedet?

Jeg finder det trist og decideret oprørende, at DSU ikke har sat sig ind i de bagvedliggende mekanismer, før de smider en kampagne, der ikke ser ud til at være gennemtænkt, ud som en aktion/reaktion på DF og Nye Borgerliges forslag om et tørklædeforbud i skolerne. Små piger skal have lov til at lege lige så frit og være lige så frie som små drenge. Vil DSU gøre noget godt for muslimske pigebørn, så sæt kræfterne ind på kampagner, der kan oplyse forældrene om pigers ligeværdige rettigheder som kommende medborgere i dette land.

Hvis jeg skulle give DSU et godt råd, vil det være at finde deres egen stemme og ikke bare en stemme, der taler i trods og som kontrast til DF og Nye Borgerlige. Jeres politik bør ikke tage udgangspunkt i, hvad DF eller Nye Borgerlige siger og gør, for så fører I både debat og politik på deres præmisser. Jeres udgangspunkt må være, hvordan I forholder jer til børns rettigheder. Hvordan handler I med omtanke og omsorg for jeres muslimske medborgere, der forsøger at finde fodfæste i det danske samfund med udgangspunkt i de grundlovssikrede rettigheder, deres børn også har krav på som enhver anden ikke-muslim. Og i forhold til de værdier, vi som samfund har sikret til kønnenes ligeværdighed og ligestilling. Det ville være god politik for unge socialdemokrater.

Topfoto: DSU Ballerups Facebook-side.

Kategorier