Slaveejerens sommerbolig

af

Der er så idyllisk i Øregaard Park i Hellerup, hvor svanerne svømmer rundt i den lille sø, som den franske arkitekt Joseph Ramée var så betænksom at anlægge, da han i 1806 tegnede den nyklassicistiske sommerbolig til Johannes Søbøtker. Hvis da lige man kan abstrahere fra, at Johannes og hans far, Adam Søbøtker, havde tjent deres penge på sukkerplantager i Dansk Vestindien og var nogle af de mere afstumpede af de vestindiske slaveejere, der dengang for nu godt to hundrede år siden flashede med deres rigdom hjemme i moderlandet.

Øregaard Museum, som man finder i Søbøtkers gamle landsted, har netop åbnet en udstilling – ”Citizen X – Human, Nature, and Robot Rights”. Stablet på benene i forbindelse med, at Danmark markerer 100-året for salget af vores sukkerkoloni i Caribien. Jeg er taget forbi for at se udstillingen, men også for at opleve de højloftede sale og stuer, hvor Johannes Søbøtker levede i sus og dus og i sidste ende formøblede alle sine penge.

Ødselheden på Øregaard

Som politikeren Johan Christian Drewsen, en af Søbøtkers samtidige, da også skrev i sine memoirer: ”Alt, hvad der var smaat og beskedent hos Svigerfaderen, blev stort og elegant hos Svigersønnen”. (Johannes Søbøtker havde giftet sig med Johanne Margrethe Larsen, mest af alt fordi hun var datter af den utroligt rige, men noget bondske grosserer og skibsreder Lars Larsen). Og som Drewsen fortsatte: ”Vaaning, Møblement, Kontor, alt kom paa en stor Fod. Statens fornemste, Ministre og deslige blev Hr. Søbøtkers Selskab. Elegante Selskaber – thi man maa tilstaa, at Hr. Søbøtker var en Mand af Smag – blev givne. Ekvipage og Kammertjener fattedes ej heller, og ved hans Dinéer turde ingen komme uden Sko og Silkestrømper, thi Værten kunne lugte, om bare et Par Støvler var i Stuen”.

Ajay Kurian: ”Feast of the Mau Mau”

Efter at være trådt ind på Øregaard og hængt overtøjet i garderoben i kælderen, tager jeg udstillingen i nærmere øjesyn. Det første, jeg støder på i de nordvendte gemakker,  er en frø, der har tabt sine bukser. ”Feast of the Mau Mau”, hedder værket. Af amerikanske Ajay Kurian. Han er en af de syv unge samtidskunstnere, der her på Øregaard ”lader nye og anderledes stemmer blive hørt i en nutid præget af globale former for dominans, udnyttelse, inklusion og eksklusion”. Altså i forlængelse af hele debatten om kolonialisme, slaveri og racisme i lyset af 100-året for salget af Dansk Vestindien.

Eckhourts kannibalkvinde

Jeg forstår ikke, hvor ham frøen kommer ind i billedet dér, og begiver mig videre til det tilstødende lokale, hvor jeg genkendte det altdominerende værk. Det er den hollandske maler Albert Eckhouts mere end to en halv meter høje oliemaleri af ”Tarairiu-kvinden” fra 1641. Eckhourt var en af de første europæiske kunstnere, der malede scener fra Den Nye Verden. I dette tilfælde Hollandsk Brasilien, hvor han skabte en række etnografiske billeder. Og da Tarairiu-kvinden angiveligt var menneskeæder, blev hun afbildet stående med en afhugget hånd. Så kan jeg bedre lide Eckhourts maleri fra samme rejse af den afrikanske kriger, der stolt holder sit spyd i vejret. (De europæiske søfartsnationer var allerede på dette tidspunkt begyndt at købe slaver i Afrika og sende dem til deres nye besiddelser på den anden side af Atlanten).

Albert Eckhouts ”Tarairiu-kvinden” fra 1641.

Eckhourt malede billederne til Johan Moritz, fyrste af Nassau-Siegen, som var manden, der havde inviteret ham til Hollandsk Brasilien. Fyrsten var generalguvernør for det Nederlandske Vestindiske Kompagni, og overså Hollands slaveeventyr på de kanter. Han var samtidig også i familie med Danmarks kong Frederik III, hvilket er grunden til, at Eckhourts enestående samling af etnografiske malerier endte i København – hvorfor ”Tarairiu-kvinden” altså nu kan beses på Øregaard.

Adam og Susanne Søbøtker

Jeg går videre ind i storstuen, der vender ud mod parken, Hellerup Strandvej og Øresund. Bliver straks mødt af to store portrætmalerier. De er malt af Jens Juel i 1792. Det ene er af Adam Søbøtker, ham der ejede plantagerne Constitution Hill og Høgensborg på St. Croix. Og skønnes i den forbindelse at have ejet omkring 470 slaver. Det andet er af hans hustru, Susanne van Beverhoudt. Denne intrigante kreolerinde, der var drivkraften bag, at Johannes, deres eneste barn, giftede sig med datteren af den bondske, men hovedrige skibsreder Lars Larsen.

Bina

Vender mig i stedet mod en af samtidsværkerne i lokalet. I vinduespartiet – mellem to opsatser med hver deres fine, gamle blackamoor-lysestage fra 1790’erne – står en tv-skærm. Et videokunstværk fra 2015 af kunstnerkollektivet DIS. Den viser optagelserne af en talende androide – eller robot – der hedder Bina. ”Det kan da ikke være tilfældigt”, tænker jeg. Adam Søbøtker havde en slavinde, der hed Bina. Som han bragte med sig til Danmark. Til huset, familien boede i inde i Københavns Sankt Annæ-kvarter. En slavinde, der muligvis også har været en tjenende ånd her på sommerresidensen Øregaard.

Men, læser jeg på skiltet, androiden er opkaldt efter Bina Rothblatt, ”der er gift med CEO opfinder og selverklæret ’transfuturist’ og ’transhumanist’ Martine Rothblatt”. Ægteparret, læser jeg videre, “er grundlæggere af Terasem, en transhumanistisk skole for tænkning baseret på fire ’sandheder’: livet er meningsfuldt, døden er valgfri, Gud er teknologisk og kærlighed er essentiel”.

“Bina I don’t, 2015”. Kunstnerkollektivet DIS

Hvad er chancen for et sådant sammentræf? Den mørklødede androide i videoinstallationen hedder Bina. Og den slave, jeg mere end nogen forbinder med Adam Søbøtker, der hænger på væggen overfor, hed Bina. Mildt sagt ikke noget almindeligt navn.

De gamle arkivalier viser, at Adam Søbøtker bragte slavinden Bina Magdelene Jackson med sig til Danmark i slutningen af 1790’erne. Hun blev ikke behandlet pænt. Så skidt faktisk, at der i 1801 blev indgivet en anonym politianmeldelse imod Søbøtker for mishandling og indespærring af hende. Sagen blev henlagt. Men året efter søgte Bina myndighederne om fri proces. Hun ville have ret. I sin ansøgning fortalte hun om, hvordan Adam Søbøtker havde lovet hende ”tjeneste ved fint husligt arbejde”. Men alligevel blev hun sat til ”det grove”. Da hun klagede til ham, blev hun mishandlet med en pisk og anbragt i kælderen på vand og brød i fire dage”. Myndighederne – Kancelliet – kiggede på Binas ansøgning. Men afslog den sorte slavindes bøn om en retssag.

Fordomme 

Mens Bina i videoinstallationen bliver ved med at stå og snakke, og Adam Søbøtker blot kan se tavst til på den modsatte væg, bevæger jeg mig op på førstesalen af Øregaard. Der er kun mig og en af museets medhjælpere. En ung mørklødet kvinde, der er ved at tilse en ledning, der er faldet ned fra en væg. Blandt de mange værker, der er udstillet her, er der specielt et, der fanger min opmærksomhed. Endnu et af Ajay Kurian (ham med frøen nedenunder). Værket hedder ”Prep”.

Ajay Kurians ”Prep”

Det forestiller en dukke, der står og pisser på en anden dukke, som ligger ned. Mens en tredje dukke kigger til – antageligt misbilligende. ”Prep”, der er fra 2015, er tilsyneladende en kommentar til de politiovergreb, ikke mindst sorte i USA oplever. Og aldrig kan få ret ved domstolene. Fordi man ikke tror på dem.

Som Ajay Kurian skriver i en kommentar: ”Racismens synlighed har forandret sig, men den kræver stadig en deltagende betragter. Folk kan se i en videooptagelse, hvad der faktisk sker, men de stiller stadig spørgsmålstegn ved, hvordan den person, som blev dræbt af politiet, selv handlede. (…) På den ene side har vi evnen til at ’se’ alle disse ting, men at se så meget vold påvirker allerede den måde, vi opfatter en sort krop (…) den bliver næsten endimensionel, en krop af smerte og traume”.

Den unge kvinde spørger om, der er noget hun kan hjælpe med. Det er der egentlig ikke. Men senere falder jeg dog i snak med hende. Hun er meget indsigtsfuld. Da jeg spørger, hvad hun hedder, svarer hun Lotte Winther. Det viser sig, at mag.art. Lotte Nishanthi Winther er museumsinspektør her på Øregaard. Faktisk er hun udstillingens kurator.

Menneskerettigheder og robotter

“Vidste du, at Adam Søbøtker havde en slavinde, der hed Bina”, spørger jeg.

“Nej”, svarer Lotte Winther, der er fascineret over at høre beretningen om den sorte kvinde, der forsøgte at sætter sig op mod Adam Søbøtker.

Jeg beder Lotte Winther fortælle lidt om sammenhængen mellem slavehandlerne på Øregaard og den nye udstilling, der netop er åbnet her.

C.W. Eckersbergs “Portræt af Johannes Søbøtkers fire ældste børn i Hummeltofte”. 1806

”Udstillingen tager afsæt i den omstændighed, at familien Søbøtker havde slaver, og at Øregaard var deres sommerbolig”, forklarer hun, mens vi sætter os i den lille infolounge, hvor museets gæster på de opstillede computere kan lave deres egen research om udstillingens temaer.

”Adam Søbøtker tog tilløb til at industrialisere sine plantager. I et forsøg på selvfølgelig at effektivisere sin plantage. Måske også for at lette arbejdet. Det ved vi ikke”, fortsætter Lotte Winther og forklarer dermed, hvorfor udstillingen på Øregaard har så mange robotter.

Udstillingen, forklarer museumsinspektøren videre, har også at gøre med, at slaven på Søbøtkers tid blev anset for et dyr, samtidig med, at det var en tid med Den Franske Revolution og Den Amerikanske Uafhængighedserklæring og dermed med fremkomsten af menneskerettigheder.

Som det hedder på Øregaards hjemmeside: ”Udstillingen opdaterer oplysningstidens debat om slaveri til en nutid, hvor den fortsatte diskussion om borger- og menneskerettigheder også udspiller sig på naturens og teknologiens område”.

Jeg forstår stadig ikke det med frøen nede i stueetagen. Men der har Lotte Nishanthi Winther også svar parat. ”Frøen var grøn, da kunstneren købte den ude i Indien”, forklarer hun. ”Nu er den malet sort. Den er i blackface”.

Der faldt ti-øren. Blackface, ligesom i den sorte ansigtssværte, selv afrikansk-amerikanske scenekunstnere i 1800-tallet blev nødt til at påføre sig. Sådan, at de levede op til det hvide USA’s karikerede opfattelser af dem.

Johannes Søbøtker, 1796

Johannes Søbøtker

Ved den lille infolounge på førstesalen hænger C.W. Eckersbergs portrætmaleri fra 1806 af fire af Johannes Søbøtkers børn. Det var dem og deres mor, han lod i stikken, da han 1820 forlod København og vendte tilbage til Dansk Vestindien. Da havde han ødslet alle sine penge op. Og svigerfaderens formue ligeså. Sin kone og børnene havde Johannes Søbøtker ikke sørget for økonomisk. Så de måtte henleve en tilværelse ”uden det nødvendige” efter at han rejste. Øregaard røg i 1821. Men der var Søbøtker i fuld gang med at indynde sig hos Peter von Scholten, generalguvernøren i Dansk Vestindien. Der da også gjorde ham til guvernør på St. Thomas.

Jeg takker Lotte Nishanti Winther for snakken. Vi kan heldigvis begge grine af, at det kom bag på mig, at en mørklødet kvinde var museumsinspektør. Det er begyndt at småregne, da jeg bevæger mig gennem Øregaard Park. Jeg kigger tilbage på det, der engang var Søbøtkers sommerresidens. Og undrer mig over, om Bina Magdelene Jackson nogensinde havde sin gang i bygningen dér.

Udstillingen “Citizen X – Human, Nature, and Robot Rights” kan ses på Øregaard Museum fra 3. marts til 11. juni 2017. Den er støttet af Bikubenfonden og Statens Kunstfond. Adresse: Øregaard Museum, Ørehøj Allé 2, 2900 Hellerup. Nærmere oplysninger om entré og åbningstider: http://oregaard.dk/

Johannes Søbøtker 1796 (Øregaard Museum); alle øvrige foto: Philip Sampson.

Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Philip Sampson

Philip Sampson, født 1959 på Frederiksberg, er uddannet journalist. Han har arbejdet på Politiken, DR og Ritzau. På sidstnævnte virkede han på bureauets udlandsredaktion fra 1988 til 2011. Philip er opvokset i London som søn af en ghanesisk far og en dansk mor. Han har gennem årene beskæftiget sig indgående med racisme og højreekstremisme, bl.a. i samarbejde med antiracistiske organisationer som Expo i Stockholm og Searchlight (i dag Hope not Hate) i London. På baggrund af sin mangeårige tilknytning til den københavnske motorcykelverden, har han gennem årene kunnet levere ganske præcise analyser af konflikterne i bikermiljøerne både i ind- og udland. Philip er i dag selv medlem af Harley-Davidson Club Herlev. Journalistisk set er Philip Sampson graver af natur. Denne interesse bruger han i dag især på historisk research.

Seneste indlæg fra

Ellas danske eventyr

Tirsdag ville Ella Fitzgerald, en af verdens gennem tiderne betydeligste jazzsangerinder, være
Gå til Top