mm

Maiken Skeem

Maiken Skeem er 46 år, journalist og kommunikationskonsulent. Sammen med sin familie er hun flyttet tilbage til Danmark fra en fransk landsby tæt på Genève. Maiken har af flere omgange boet i Frankrig, men også i Bangladesh, Cambodja og Myanmar, hvorfra hun har skrevet for danske medier og været konsulent for Folkekirkens Nødhjælp.
Maiken er uddannet cand. mag i fransk og kommunikation. Efter flere år som kommunikationsmedarbejder i både humanitære organisationer og i medico- og medicinalbranchen, er hun nu journalist på fuld tid og med hele hjertet. Her på POV.International skriver Maiken ofte om Frankrig - og gerne om religion, tro, etik og ligestilling.
Kunne du lide, hvad du læste, satte det nogle tanker i gang – er du velkommen til at lægge et bidrag på Mobilepay: +45 2222 2636

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Maiken Skeem
på Mobile Pay: 22 22 26 36

Skriv, tegn, mal, dans – lev!

Vi lever med turbo, tryk og smæk på – og det er nødvendigt at vi er robuste, målrettede og resultatorienterede. Risikoen er, at vi i farten glemmer at lege, drømme, tænke og sanse. Det har konsekvenser for os som enkelte individer – og for samfundet.

Engang drømte børn om at blive frisører, sygeplejersker eller astronauter. I dag vil selv yngre børn være læger, advokater – eller ’bare’ millionærer. De rækker ud efter stjernerne.

At have ambitioner om at ‘blive til noget’ er der absolut intet galt i. Men så måske alligevel. Medierne er fulde af historier om medicinerede 12-tals studenter, som lider af præstationsangst, anoreksi og depressioner og voksne karriere-mennesker, som går ned med stress og falder som domino-brikker.

Er vi på rette spor – eller løber vi med hovedet under armen ned ad en dunkel blindgyde?

Igennem pølsefabrikken

Eksperterne råber stop, holdt og vent. Kravene til os alle, men især til den unge generation, er tårnhøje, højere end tidligere – og afregningen er kontant, føler de, hvis ikke de lever op til forventningerne. De forsvinder ned i den grå masse og bliver ikke til ’noget.’ Der er ikke plads til fjumreår og fejltrin.

De unge skal passe ind i normen og leve op til standarden: De skal, ligesom resten af befolkningen, tage ansvar for eget liv, gå efter succes og kold kapital. De skal hurtigst muligt igennem pølsefabrikken og ud og hjælpe med at træde hamsterhjulet, få det til at køre hurtigere, velsmurt, uden grus i maskineriet. Når de vælger uddannelse, skal de derfor helst vælge den sikre model, som indeholder alt det, der kan måles og vejes og er nemt at forholde sig til. Det som samfundet har brug for, for at accelerere.

Magre eksport-svin

Kulturen og kunsten og dem, der lever af den, lever på trods, men ofte under trange endda kummerlige kår. Kunstnere, forfattere og musikere er udråbt til at være det nye proletariat. På landets universiteter bliver humaniora for eksempel skåret til benet. Flæsket bliver smidt ud, for hvem har i dag gavn af at sidde og sygne hen i et dunkelt lokale i selskab med Kirkegaard, Sartre eller Goethe? Klassisk dannelse er passé. Man kan opfede mange magre, danske eksport-svin med arbejdsløse humanister, så hvorfor uddanne flere, er argumentet, som i et samfundsøkonomisk perspektiv selvfølgelig giver rigtig god mening.

Men det ene udelukker vel ikke nødvendigvis aldeles det andet? Og måske handler det også en smule om, at værdierne i en eller anden forstand er skredet og til stadighed under forandring?

Et mørkt sted på den rådne banan

Kreativ, fabulerende eller filosoferende, ja endda eftertænksom – det er noget man kan være i sin fritid – hvis man altså vel og mærke har tid. Hverdagen handler i dag mest om at stige opad i hierarkiet, sprænge glasloftet og tjene penge. Folk læser mindre og kortere, aviser og bøger skal være tynde og skrevet med store bogstaver.

Er mangfoldighed og forskellighed ikke længere en styrke i et samfund, der bliver mere og mere homogent og ensrettet i anstrengelserne for at accelerere, konkurrere og generere?

TV-programmerne skal helst være let fordøjelige: ’Kender du typen’ og ’I hus til halsen’. Her kan vi enten blive tilskyndet til at tage os sammen ved at smugkigge ind i andre mennesker succesfulde liv – eller ånde lettede op over, at det ikke er os, der sidder i en bunke smuldrende mursten et eller andet mørkt sted på den rådne banan.

En pulserende, kreativ åre

Vi har ikke længere tid at spilde på at være kreative, drømme, lege, sanse – og tænke os om. For vi skal tjene penge, levere og præstere, så vi kan overleve, skinne og føle os som ’noget’ eller ’nogen.’ Men hvad gør det mon ved et samfund og ved de enkelte individer, herunder de håbefulde unge mennesker, der lever i det, at pladsen til at udfolde sine kreative sider bliver mere og mere trang?

Hvis man nu uheldigvis er født med et eftertænksomt sind, en krøllet hjerne – eller bare en almindelig pulserende kreativ åre, duer man så ikke og passer man ikke ind – og er der slet ikke tid til overs til at pleje den kreative passion, end ikke i fritiden? Er mangfoldighed og forskellighed ikke længere en styrke i et samfund, der bliver mere og mere homogent og ensrettet i anstrengelserne for at accelerere, konkurrere og generere?

Højesteretsdommer, atomfysiker eller hjertekirurg

I det store perspektiv betyder det vel, at vi får et samfund rigt på rå kapital, men fattig på åndelig kapital – og i det mindre perspektiv betyder det måske, at samfundet bebos af knap så lykkelige mennesker, som endda i højere grad end nu går ned med stress, angst og depressioner, fordi de ikke kan klare den ufiltrerede most eller glemmer at lytte til sig selv. Og det har hverken individet eller samfundet gavn af.

At vi løber rundt som hovedløse høns og jagter bonusordninger, koster nemlig ofte på den personlige konto i det lange løb – men i sidste ende kan det også koste i kroner og ører for samfundet.

Det er en rigtig god ide, hele livet igennem, at holde et fast greb om sin kreative åre, og ofte lade den bløde – og det er ikke afgørende, om resultatet er perfekt, middelmådigt eller decideret ringe.  Og man kan i øvrigt sagtens gennemgå et krævende studie eller have et ’rigtigt’ job som højesteretsdommer, atomfysiker eller hjertekirurg – og samtidigt være kreativ, tegne, male, skrive, danse – leve. Man skal vel bare huske at gøre det.

Udfordringer, kriser og tragedier

Kreativiteten kan nemlig være den motor, den faldskærm eller redningsbåd, som gør at vi bliver stående i stormvejr. Når vi bliver ramt af livet, kan kreativiteten have helt afgørende betydning for, om vi holder os oppe og kæmper – eller giver op og går til bunds. At være kreativ kan paradoksalt nok i den grad øge den ’robusthed’, som arbejdsmarkedet efterspørger i stor stil.

At skrive, male, tegne og lege kan være blød, fed balsam for sjælen. Det kan være en form for trøst og udfylde et gabende tomrum. Lad os genoplive de kreative, skabende sjæle, som lever et stille, hengemt liv i mange af os og give dem den plads de fortjener – også selvom og måske især fordi produktet eller resultatet ikke altid er perfekt og kan måles og vejes.

Et menneskes liv leves modsat vores umiddelbare forventning sjældent lineært fra A til B uden bump på vejen – og det uanset uddannelsens længde og størrelsen på pengepungen. Der vil være udfordringer, kriser og måske personlige tragedier, som kræver sin tid, sit rum og sin plads. Perioder, hvor der skal luftes ud og rørene skal renses. At skrive, male, tegne og lege kan her være blød, fed balsam for sjælen. Det kan være en form for trøst og udfylde et gabende tomrum.

Når kreativiteten får lov at udfolde sig, når der bliver komponeret, malet, tegnet eller skrevet med hjertet, risikerer der også at bliver ’skabt’ i en eller anden form. Det har nok først og fremmest betydning for den, der skaber – men måske også for de som ser, lytter eller læser med. Alt i alt har det uvurderlig værdi.

Tag hjertet med

Når ord ikke helt rækker eller bare bliver for små og ubetydelige, kan den kreative intelligens også få afgørende betydning.  Og jeg tror på, at den – hvis vi giver den tilstrækkeligt med plads og er lydhøre for den – i det lange løb kunne komme til at gøre en forskel for vores velbefindende og endda vores lykke. Lad os genoplive de kreative, skabende sjæle, som lever et stille, hengemt liv i mange af os og give dem den plads de fortjener – også selvom og måske især fordi produktet eller resultatet ikke altid er perfekt og kan måles og vejes.

Den spirende ungdom har på mange måder frit valg på de fleste hylder. Hvis de samtidig husker at tage deres hjerter med – og ikke bare ligger under for normer og krav – får vi med garanti i fremtiden både en stærkere, mere kompetent og langt mere robust arbejdsstyrke bestående af hele, ‘runde’ og velreflekterede mennesker.

Topfoto: Flickr.com – Creative Commons – ‘There is something about facing the sea’ – Chamko Rani.

Hvis du holder af Maikens artikler, kan du betale hende direkte ved at donere et beløb, som du selv finder rimeligt. Maikens MobilePay-nummer er: 2222 2636.

Kategorier