Skam

Skam, Skam, Skam

af

Skal du se SKAM? DR3 sender nu Julia Andems norske ungdomsserie, hvor vigtige temaer springer så lystigt som kilderne i fjeldet om foråret. Man skal være lavet af sten for ikke at føle sig (ulykkeligt) forelsket, misforstået, usikker, glad, skoletræt, fredagskåd, skamfuld, forvirret og alt muligt andet, skriver Cathrine Rasch. Måske er du allerede afhængig af det følelsesmæssige rendez-vous med dine teenageår, måske har du det til gode? Hvis du endnu ikke er overbevist om, at du skal tilbringe de lange vinteraftener med nogle cute nordmænd, er her fem gode grunde.

1. SKAM er coming of age for alle

Hvis man tror, at man allerede er voksen, kan man med SKAM blive som barn igen. Eller teenager. Der er ikke det emne, serien ikke tager kærligt under behandling: Seksualitet, identitet, skam ift. snart sagt alt, spiseforstyrrelser, skilsmisse, forelskelse, usikkerhed, og så videre.

Nu det er jo ikke fordi disse temaer ikke er blevet behandlet tidligere. Og undertegnede falder i en journalistisk fælde nu ved at sige, at det faktisk er svært at forklare med få ord, hvorfor lige netop SKAM pt. er verdens bedste sere til at mejsle identifikationsmuligheder i seerens hjerne. Men det er den.

Disse små Maggi-terninger af fornuft, erkendelse og sandhed ligger i forlængelse af så megen undertekst, så mange blikke, og så mange tanker.

Seriens popularitet skal helt overordnet findes i den rene, udogmatiske tilgang til en række menneskelige kerneproblematikker koblet med overgangsfasens lige dele uskyld og skam. Og det lader til, at det virker: En opgørelse fra Politiken i oktober 2016 viser, at 28 procent af seriens seere er danskere, og de er ikke teenagere alle sammen. På norsk TV. Alle københavneretablissement med respekt for sig selv tilbyder SKAM-arrangementer, fra Absalon til Politikens Hus, og den samlede medieflade fra Information til Soundvenue har været oversvømmet af alenlange hyldestartikler til serien, ligesom såkaldte kose-grupper for voksne på FB tilbyder de mange fans fælles-fora, hvor de døgnet rundt kan reflektere over serien og blive enige om, at SKAM skyder med erkendelsespile, der både smerter og fryder. Disse små Maggi-terninger af fornuft, erkendelse og sandhed ligger i forlængelse af så megen undertekst, så mange blikke, og så mange tanker.

Så vidt mængdeargumentet. Når man ser SKAM, vil man opleve, at serien er argumentet i sig selv: Den tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas ville nok løfte et øjenbryn, hvis han hørte mig tage hans berømte tese om ”det gode arguments tvangsløse tvang” i brug i forbindelse med nogle norske teenageres fiktive hverdagsliv, men det er altså her, vi er.

2. Det æstetisk-kunstneriske er niveauer over de serier, du plejer at se

SKAM er sogså muk for øjet og for hjernen. Referencerne til andre værker står i kø, og soundtracket er en ode til 1990´erne. Mest synlige er de mange hilsner til Baz Luhrmanns Romeo+Juliet, men der er masser af intertekst at dykke ned i både musikalsk og filmhistorisk. Din hjerne vil elske det.

SKAM benytter overlegent en række filmtekniske virkemidler, der giver den sin egen æstetik. Farverne er konsekvent smukt kolde og lyse, nærbilledets æstetik genopfundet og brugen af lange sekvenser hyppig. Det hele synes realistisk. Også når den suveræne brug af ekstradiegetisk musik kommenterer og uddyber enkelte scener med lige dele ironi og dybtfølthed; der er gangsterrap, når skolens seje drenge i slowmotion entrerer skolegården, Peaches´ feministiske klassiker, Dick in the Air, når pigerne gør det samme, og Des’ree-romantik a la Romeo+Julie, der får seeren til at eksplodere af med-forelskelse ved det første ud-af-skabet-kys. Og også når sms´er popper op på skærmen, som om dit fjernsyn var en telefon, og du føler dig sært indviet, fordi figurerne ikke kan se beskederne.

MERE POV
Seeren

Et greb, der indirekte bryder med realismen, er, at de mange og korte scener faktisk fremskynder en slags telling fremfor showing, som der dog også er vanvittigt meget af. Men det ultrakorte format gør, at figurerne ofte må koncentrere deres udsagn og nærmest tale i små sandheder. Men det virker vildt overbevisende, fordi disse små Maggi-terninger af fornuft, erkendelse og sandhed ligger i forlængelse af så megen undertekst, så mange blikke, og så mange tanker.

SKAM viser tematisk og formmæssigt en verden, hvor det er ok at tage fejl, og hvor problemerne ikke løses fra afsnit til afsnit, men hvor alting flyder i en heraklitisk strømmen, ligesom i det virkelige liv.

SKAM viser tematisk og formmæssigt en verden, hvor det er ok at tage fejl, og hvor problemerne ikke løses fra afsnit til afsnit, men hvor alting flyder i en heraklitisk strøm ligesom i det virkelige liv. Det specielle format – hver dag sendes et lille klip på et vilkårligt tidspunkt – giver abstinenser og er en nytænkning af serieformatet, der virker så overbevisende, at det kan undre, at ingen har set muligheden i denne form før.

Sana svæver over vandene i sin blanding af Magic Hijab og sindssyg coolness.
Sana svæver over vandene i sin blanding af Magic Hijab og sindssyg coolness.

3. Pigen med tørklædet gennemskuer alt

SKAM har sympati for alle sine figurer, og der er mange af dem. Hver sæson har én hovedperson. 1 blev båret af Evas historie, 2 af Nooras og 3 af Isaks. Pigen med tørklædet, Sana, har ikke haft sin egen sæson, men hun fungerer som en stærk og gennemgående figur.

Hvis SKAM opererede med orakler ville dens orakel være hende. Sana er den smukkeste punk-vølve med læber mere mørkerøde end størknet blod. Hun udgør et genialt konglomerat af den anden og den ideelle samme.

Hun svæver over vandene i sin blanding af Magic Hijab og sindssyg coolness, der ironisk set – men tag ikke fejl, figuren er på ingen måde ironisk, hvilket er dens største styrke – er garant for både de værdier, vi i Vesten anser for kristne, og for et etisk og vist blik på de andre, på Norge, og på Vestlig selvforståelse. Hun er Lessings oplysningsideal, men vist også i familie med den burkaklædte hævnervampyr fra filmen A Girl Walks Home Alone at Night. Hun gennemskuer høj og lav og er verbalt en one-liner-dronning.

Kvinder i Norge bytter hver dag deres krop for mad, bolig og tryghed, og at ”kapitaliseringen” (som ikke er reel prostitution) i virkeligheden er lig med at få fortjent gevinst af en vare, der sådan set er i omløb forvejen. Empowerment.

Da veninderne f.eks. i sæson 1 til et møde afsøger deres muligheder for at blive en del af in-crowden på skolen, vurderer Sana, at der må noget seksuel kapital i spil: De andre piger protesterer, mens Sana nøgternt og kort overbeviser dem ved at påpege, at kvinder i Norge hver dag bytter deres krop for mad, bolig og tryghed, og at ”kapitaliseringen” (som ikke er reel prostitution) i virkeligheden er lig med at få fortjent gevinst af en vare, der sådan set er i omløb forvejen. Empowerment.

Vigtigst af alt er Sana resilient. Om end det populære mantra om modstandsdygtighed ikke er uden diskursive knaster, er det befriende, at den i europæisk optik konstante anden (indvandreren, muslimen) er positioneret som en ret begavet og fri figur. Og som den, der faktisk forstår og gennemskuer cirka alt, hvad der foregår, samtidig med at hun elegant lader racisme og sexisme prelle af sig.

4. Beverly Hills synes pludselig at være den mest urealistiske ungdomsserie nogensinde

SKAM ligner en smuk dokumentarfilm. Scenen er sat i Oslo, og mange seere troede faktisk i første sæson at have fundet et dokumentarisk produkt, hvilket dels skyldes formen: Håndholdt kamera, et lille snapshot af de unges daglige virkelighed hver dag. Og dels medieformerne: Figurerne har Facebook- og Instagramprofiler og et chatrum, der også eksisterer uden for den egentlige sendetid, men som fungerer som en slags mellemtekst i et andet format.

MERE POV
Døden, sorgen og fiskefrikadellerne

SKAM er den ungdomsserie, der altid har manglet. I 90’ernes populæreste teenageserie, Beverly Hills 90210, kunne enhver problematik klares ved, at Jim og Cindy (Brandon og Brendas snusfornuftige og moraliserende forældre) docerede ved køkkenbordet i Casa Walsh. I nutidens Oslo er der langt mellem køkkenbordene, og Beverly Hills (og andre amerikanske ungdomsserier for den sags skyld) har aldrig lignet europæisk virkelighed mindre. Med andre ord kan du glemme alt om tidligere ungdomsserier i dit liv, alt.

Serien sprøjter mangt en tanke om det senmoderne, fragmenterede og idealforestillingsløse samfund lige ud i ansigtet på os. Men den lader også håbet og troen på den demokratiske retsstat gennemsyre de på en gang sarte og cool teenagere.

SKAM-seriens instruktør, den 34-årige Julie Andem har i interviews igen og igen beskrevet, hvordan serien er blevet til efter en storstilet runde af interviews med gymnasieelever for at komme så tæt på et reelt univers som muligt, og at det netbaserede format er valgt for at styre uden om de voksne, og lade serien leve sit eget liv blandt de unge. Det gør den så ikke, men det er ingen skam.

I nutidens Oslo er der langt mellem køkkenbordene, og Beverly Hills (og andre amerikanske ungdomsserier for den sags skyld) har aldrig lignet europæisk virkelighed mindre. Med andre ord skal du glemme alt om tidligere ungdomsserier i dit liv, alt.
I nutidens Oslo er der langt mellem køkkenbordene, og Beverly Hills (og andre amerikanske ungdomsserier for den sags skyld) har aldrig lignet europæisk virkelighed mindre. Med andre ord skal du glemme alt om tidligere ungdomsserier i dit liv, alt.

5. Du vil blive overbevist om, at retsstaten holder

SKAM har i sin umiddelbare coming of age-tematik ikke specifikt noget at gøre med den demokratiske retsstat. Og så alligevel. Religion er fraværende. Forældre og lærere er fraværende. Lektielæsning og fremtidsplaner er byer i Rusland, og penge er ikke rigtigt noget problem, altså ikke andet end et flygtigt samvittighedsproblem i forhold til resten af verden. Teenagerne i serien er på alle måder på egen hånd, de voksne findes simpelthen ikke i nære relationer.

Serien sprøjter mangt en tanke om det senmoderne, fragmenterede og idealforestillingsløse samfund lige ud i ansigtet på os. Men den lader også håbet og troen på den demokratiske retsstat gennemsyre de på en gang sarte og cool teenagere. SKAM er faktisk både skam, håb og retsstats-idealisme. Og en DIY-retsstatsmanual i flere tilfælde.

Da sæson 2´s hovedperson Noora for eksempel tvivler på myndighedernes mulighed for hjælpe hende, refererer veninden Vilde Nooras egen tekst om grundloven i en sjældent patosfyldt scene, der lige minder os alle om, hvorfor borgeren i et demokratisk samfund må hjælpe med at bære grundideen: ”I dette frie demokratiske land må vi tro på, at der findes love og regler, der beskytter os mod et røvhul som ham. Vi må tro på retfærdighed, og på at det gode vinder, for helt seriøst, hvis ikke vi tror på det, hvem skal så?”

God fornøjelse.

Fotos: nrk.no

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden. Vi har ikke noget reklamebudget.

Cathrine Rygaard Rasch
Cathrine Rygaard Rasch

Cathrine Rygaard Rasch (f.1979) er underviser i gymnasiet, skribent for Dansk Kvindesamfunds kønspolitiske blog F-frekvensen og løbende bidragyder til dansk-, tysk- og mediefaglige tidsskrifter. Cand. mag. i tysk og dansk fra KU og Universität Hamburg med speciale i film. Bosat i København og totalt til fals for alle områder, der berører litteratur, feminisme, porno, film, ungdomskultur og visuel kultur. Og Tyskland. Hvis du vi bidrage til Cathrines arbejde herinde kan du sende hende et beløb på hendes MobilePay: 51301116

Seneste indlæg fra

Oliver Starpov. Foto: Signe Roderik.

Seeren

Bid mærke i navnet Oliver Starpov, skriver Alexander Meinertz. For Starpovs koreografdebut
Gå til Top