mm

Ole Blegvad

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet. Allerede i praktiktiden kom Ole til DR - det hed dengang Danmarks Radio. I næsten 25 år - kun med et års afstikker til Nordisk Film og TV2 Lorry - har Ole været tilknyttet DR. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m. Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000. Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur. Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk Samtidig anmelder han teater på XQ28, der er Danmarks største site for LGBT-personer. Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Ole Blegvad
på Mobile Pay: 53 64 44 13

Søren Pilmark, som Napolini, Olaf Johannessen i midten som Hynkel og Peter Gantzler som Heering fra Diktatoren. Foto: Büro Jantzen for Nørrebro Teater.

SKAM, Diktatoren og Vildheks – slapt adoptionsteater eller vedkommende scenekunst?

Teatret skal som minimumskrav altid gå efter at fortælle de bedste historier. En gang imellem er det de klassiske stykker, som er bedste til at spejle nutidens tendenser, andre gange går vejen til forståelse af os selv gennem teateradoptioner af forlæg fra bøger og film. Netop nu er den danske teaterscene fyldt af stykker, vi kender fra andre sammenhænge. Giver det et dovent og slapt teater, eller er det tidens bedste fortællinger, som er på repertoiret? Ole Blegvad har set på tendensen.

Inden for den seneste uges tid har jeg været tre gange i teatret. En god tur rundt på paletten med en børneforestilling, en ungdomsforestilling og en voksenforestilling.

Jeg har set Vildheks på Østre Gasværk, SKAM på Aveny-T og Diktatoren på Nørrebro Teater.

Vildheks: Nærværende hverdagstanker i fantasy-forklædning

Vildheks på Østre Gasværk er baseret på forfatteren Lene Kaaberbøls forlæg. I bogform findes der seks bøger om den skønne 12-årige pige Clara. Ildprøven er første bind, som teaterversionen tager udgangspunkt i. Her føres vi ind i en fantasy-verden af drømme, gys, magi og overnaturlige fænomener.

Clara er vist det man vil kalde en sund, rask og fornuftig pige. Almindelig, lidt genert og måske lidt leverpostejsagtig, som der står i beskrivelsen af bøgerne.

Men når hun møder den sorte kat, bliver hun som forvandlet. Ligesom hun kan drømme sig hen med sin bedste ven, den sjove Oscar. Clara og Oscar spilles fremragende af de to unge – ikke uddannede – skuespillere Thit Aaberg og Laurids Skovgaard Andersen. Den sidste med en præcis timing, en god repliklevering og et humoristisk touch, som sjældent ses i den alder.

Fra Vildheks her Thit Aaberg som Clara og Jens Schyth Brøndum som katten. Foto: Østre Gasværk.

Katten – der ikke har nogen replikker – spilles farligt og kærligt på samme tid af Jens Schyth Brøndum. Han er sammen med den onde Kimæra, sikkert spillet af Michiel Tange Van Leeuwen, med til at give forestillingen den uhygge, som findes i bogen.

Det er i øvrigt en fornøjelse at se, at det ”traditionelle” teater har hentet danseren Jens Schyth Brøndum, som er uddannet i moderne dans fra Den Danske Scenekunstskole, og artisten Michiel Tange Van Leeuwen, der er fra AFUKs artistlinie, ind til de to roller. De er i den grad med til at give Vildheks en energi og vitalitet.

Mads M. Nielsen har med sikker hånd iscenesat forestillingen, så den både rammer fantasy-genrens magi og de hverdagstanker, som enhver pige og dreng tumler med

Det smukke, store teaterrum i Østre Gasværk udnyttes optimalt i Benjamin la Cours scenografi, når Vildheks transformeres fra bog til teater. Som i Gasværkets teaterversioner af Lene Kaaberbøls Skammerens Datter, så er det trekløveret Lasse Aagaard, Sune Svanekier og Thomas Høg, der står bag dramatiseringen og sangene i forestillingen.

Mads M. Nielsen har med sikker hånd iscenesat forestillingen, så den både rammer fantasy-genrens magi og de hverdagstanker, som enhver pige og dreng tumler med. En sten i skoen på forestillingen er, at de fleste sangnumre udføres playback. Det bremser tempoet og fjerner det, for scenekunsten, så vigtige live-element.

SKAM: Ungdommelig ensemble-præstation på Aveny-T

I ugens teater-tour-de-force bevægede jeg mig fra Vildheks, som vel har en primær målgruppe fra cirka 9-15 år, til SKAM, hvor gymnasieårene – 15-19 år – er den tænkte målgruppe.

Siden SKAM sæson 1 kom på nettet/tv i 2015, har det danske sprog været fyldt med norske udtryk som kødde, teit, drittkul, russebus og føkke. Ligesom enhver dansk teenager med hang til SKAM ved, at en hyggelig person er en god person, og en rar person er en mærkelig én.

Den – for danskere pludseligt opståede kærlighed til vores landsmænd fra Norge – kom til os gennem figurerne fra Hartvig Nissens gymnasium i Oslo. Hurtigt var det ikke kun målgruppen, der kunne navne som Noora, Isak, Vilde, Sana, Eva, Jonas, Eskild, Even, William og Penetrator-Chris. NRK-serien er kaldt den bedste ungdomsserie nogensinde og har behandlet alvorlige emner som religion, seksualitet, druk, venskab, kærlighed og overgreb på en både oplysende og nyskabende måde.

De otte unge skuespillere fra teaterforestillingen SKAM. Foto: Aveny-T.

SKAM-kendere vil vide, at første sæson handler om den skrøbelige Eva, der efter skiftet til gymnasiet har mistet sin tidligere venindeflok. Hun bliver kærester med Jonas samtidig med, at hun kæmper en kamp for at skabe nye relationer og få styr på sin moral i forhold til parforhold og venskab.

Den norske tv-succes var teaterdirektør – og min i øvrigt gode ven – Jon Stephensen fra Aveny-T ikke længe om at smede på. Han sikrede sig teater-rettighederne til alle fire sæsoner.

Det musikalske tema fra tv-serien var dårligt slået an før – især det unge – publikum brød ud i jubel og klapsavler

Første sæson havde så premiere på Aveny-T fredag den 15. september. På scenen stod otte unge mennesker. To af dem i praktik fra Danmarks Scenekunstskole, seks af dem uden decideret erfaring med at stå på en scene.

Publikum i salen var en blanding af gængse københavner-premieretyper og så medlemmer af Facebooks Kosegruppe for SKAM-fans – og så i øvrigt de to norske SKAM-skuespillere Ulrikke Falch (Vilde) og Josefine Frida Pettersen (Noora).

Det musikalske tema fra tv-serien var dårligt slået an før – især det unge – publikum brød ud i jubel og klapsavler. Vi var tydeligvis kommet i teatret for at få en fest. Der krydses, som man kender fra tv-serien, mellem (sam)taler, musiksekvenser og sms’er, der dukker op på bagtæppet. Det unge hold af skuespillere kæmper en brag kamp på scenen i den fine, minimalistiske scenografi, som teaterchefen selv har stået for.

Tv-seriens sæson 1 om Eva er fint bearbejdet og skrevet sammen til en dramaturgisk tekst. Der er masser af genkendelighed fra tv-serien, som i perioder bærer stykket videre, men især de unge skuespilleres ensemble-energi gør, at SKAM, som teater, er en fest (SKAM bliver senere anmeldt af vores unge skribent Philip Yazdani).

Diktatoren: Teater-legebarnet Cederholm giver Chaplin sceneliv

Min uges sidste forestilling var Diktatoren på Nørrebro Teater. Nu rykker alderen op i målgruppen til Charlie Chaplins filmmesterværk fra 1940, der er gjort til teater af teater-legebarnet Nikolaj Cederholm, der står for både dramatiseringen og instruktionen.

Filmforlægget af Chaplin er stærkt inspireret af mellemkrigsårene i Hitlers Tyskland. I filmen hedder landet Tomainia, og her regerer diktatoren Adenoid Hynkel. Han drømmer om at udrydde jøderne og at overtage verdensherredømmet.

Tilfældet vil, at der i Tomainia er en jødisk barber, som ligner Adenoid Hynkel på en prik. Herfra kører en forvekslingshistorie. Barberen ender på Hynkels talerstol foran millioner af radiolyttere, hvor han taler for fred og samhørighed i verden.

Når det er sagt, så er det Olaf Johannessen, der i dobbeltrollen som Adenoid Hynkel og den jødiske barber/Chaplin er forestillingens helt store oplevelse

Nikolaj Cederholm har været meget tro over for filmen. Diktatoren er Chaplins overgangsfilm fra stum- til talefilm. Det er første gang, man hører Charlie Chaplins stemme i filmen, der dog stadig har mange af stumfilmens elementer og tricks med. Her har Cederholm hevet ned fra alle hylder. Kim Witzels scenografi giver associationer til et filmset i 1940’erne. Det samme gør den geniale og dygtige pianist og lyddesigner, Olivier Antunes. Fra sit klaver i scenekantens højre side spiller han uafbrudt stumfilmsmusik og laver lyden af flyvemaskiner, kæberaslere og dørsmæk.

Tilsammen understøtter scenografien og lydkulissen illusionen om, at en film er lavet om til teater.

Det er intet mindre end et stjernecast, der optræder på Nørrebro Teater. Olaf Johannessen, Peter Gantzler, Søren Pilmark, Jimmy Jørgensen, Jesper Hyldegaard, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Peter Zandersen og Julie Agnete Vang. Alle nævnt. Alle husket…

Olaf Johannessen som barberen/Chaplin i Diktatoren. Foto: Büro Jantzen for Nørrebro Teater.

Men når det er sagt, så er det Olaf Johannessen, der i dobbeltrollen som Adenoid Hynkel og den jødiske barber/Chaplin er forestillingens helt store oplevelse. I min optik er Johannessen en af landets bedste teaterskuespillere i sin generation. Hans diktion, timing, trin, mimik, tilstedeværelse.

Skønt, at have Cederholms humor, politiske twist og skøre teaterpåfund tilbage i et stykke, der ikke er båret af musikken

Som en anden fodboldspiller er det som om, at hans udenlandseventyr med roller på blandt andet Schauspielhaus i Düsseldorf har gjort ham skarpere, end han var i forvejen. I Diktatoren ER Olaf Johannessen Hynkel og barberen med samme naturlighed, som Chaplin er det i filmen.

Hvis én mere skal fremhæves, så må det være Nikolaj Cederholm. Nu har han i snart… 250 år eller sådan noget… iscenesat teaterkoncerter – og tak for det. Men det er skønt, at have Cederholms humor, politiske twist og skøre teaterpåfund tilbage i et stykke, der ikke er båret af musikken.

Han er et teater-legebarn, der også i Diktatoren lige prøver en ting eller to af, bare fordi. Man skal turde turde, som Benny Andersen engang skrev, og dét tør Nikolaj Cederholm til glæde for teatret. Nu gad jeg godt se et 100 procent tragisk stykke sat op af Cederholm.

Den kendte scene, hvor Hynkel leger med jordkloden, som er en ballon. Foto: Büro Jantzen for Nørrebro Teater.

Tre adopterede verdenspremierer

Syv dage, tre teaterstykker. Det har været en fornøjelse. Scenekunsten kan, som en koncert, skabe liv mellem scene og publikum. Der var faktisk tale om tre verdenspremierer på teatret. Alle stykkerne har det til fælles, at de er adopteret fra andre kunstarter. Vildheks fra bogen, SKAM fra tv-serien og Diktatoren fra filmen.

Er det udtryk for en slap og doven teaterscene?

De tre stykker viser faktisk, at svaret er nej. Det er ikke dovent at hive fat i stof, der er kendt i forvejen. Det kan i den grad være med til at belyse emner, som giver mening på en levende scene frem for i en bog eller på celluloid.

SKAM er ubetinget den forestilling, som flest har valgt at hade, før de har set den. Faktisk af en grund jeg ikke helt forstår, hvis man ser på andre forestillinger, hvor man adopterer ide/manus.

Sådan her begynder Politikens anmeldelse af teaterforestillingen SKAM:

Hvorfor?! må mange ligesom mig have tænkt, da det i foråret blev annonceret, at den uhyre populære, på én gang æstetisk sofistikerede og bredt appellerende norske tv-serie SKAM skulle laves til en teaterforestilling.

Hvorfor lave en ikke engang 1,5 time lang udgave på en scene af så hyperrealistisk en fortælling som SKAM, der netop ophævede afstanden mellem fiktionens scener og alle dem, der fulgte og følte med karaktererne som virkelige venner?”

Jeg kunne fortsætte i hvorfor-sporet. Hvorfor må man ikke bruge SKAMs fantastiske univers på teatret, når man andre steder må nappe fra bogen, fra filmen og fra tv-serien? Hvad er det, der gør SKAM til noget urørligt? Hvorfor er det lige, at det norske univers ikke oversættes til dansk, når vi i den grad er vant til at se forestillinger, der foregår i USA og England?

Teatret ville være dovent og gå imod sin tid, hvis teatercheferne ikke kiggede ud i verden for at finde vedkommende tekster og fortællinger til scenen

Jeg synes, at tv-serien SKAM er er noget af det bedste ungdoms-tv, jeg har set. Jeg synes, skuespillerne i tv-serien er et af de bedste cast, jeg længe har set. Og jeg synes, serien tager følsomme emner op på en helt ny måde. Men det betyder ikke, at teatret som udgangspunkt ikke må adoptere serien.

Teaterversionen af SKAM er ikke serien, ligesom Vildheks ikke er bogen, og Diktatoren ikke er filmen, men alle historierne har haft en styrke og en genklang, så det giver rigtig god mening at forsøge at gøre værkerne til scenekunst.

Adoption af værker fra andre genrer har altid fundet sted. I øvrigt ikke altid med teatret som den ”stjælende” part. Jeg synes, teatret ville være dovent og gå imod sin tid, hvis teatercheferne ikke kiggede ud i verden for at finde vedkommende tekster og fortællinger til scenen. Og de gode fortællinger vil en gang imellem findes i eksisterende værker, som man så får lyst til at dramatisere.

Jeg vil ikke give de enkelte forestillinger karakterer, men jeg synes faktisk, at de hver især lever op de målsætninger, som er sat fra begyndelsen. Østre Gasværk, der vil lave en børne-/familieforestilling inden for fantasy. Aveny-T, der vil trække de unge i teatret. Og Nørrebro Teater, der som morskabsteater skal finde en humoristiske tone.

(Denne sæson byder på mange andre adoptionsforestillinger blandet andet: Scener fra et Ægteskab (DKT), Efter Brylluppet (Betty Nansen og Musikhuset Aarhus), Oliver Twist (Odense Teater), Fucking Åmål (Teater Vestvolden), Jeg Løber (DKT) og Riget (DKT).

Illustrationer fra forestillingerne.

Kategorier