Skal vi spejle?

af

Yayoi Kusama udstiller i Washington DC sin største retrospektive udstilling til dato. Akkurat som ved andre af Kusamas udstillinger er der opstået en utrolig hype. Folk står i kø i timevis eller er online på minuttet for frigivelsen af dagsbilletter, man besøger udstillingen i polkaprikket outfit og tager uendelige mængder af art selfies, der straks postes. Jeg var her også.

Mange mennesker på museum er godt, flere mennesker er endnu bedre. Museerne er til for at blive brugt, og de kan i bedste fald bringe nye erkendelser, knytte an til vores historie, kultur og værdier. De kan sætte en dagsorden og optræde som fyrtårne i et kulturpolitisk landskab. Museerne er ikke hellige haller, den tid er heldigvis for længst forbi. Kunstmuseerne har dog en særlig rolle, eller forpligtigelse, hvis man skal gå så vidt. Der skal være rum og tid til at betragte, sanse, fornemme – værket. Man behøver ikke forstå værket, men det skal være mulighed for at møde det.

Hirschhorn skiller sig ud. Her er ingen udstoppede dyr, rumskibe, præsidentfruers indsættelsesrober eller en café med et indiansk menukort. Hirschhorn er lig med samtidskunst.

Når kunst bliver et fænomen afløses lige præcis den fordybelse af noget helt andet, nemlig socialitet og selskabelighed. Det vigtigste bliver, at man er del af noget større, man bidrager til eventen og man deler sine art-selfies.

Yayoi Kusama: Dots Obsession – Love Transformed Into Dots, 2007, at the Hirshhorn Museum and Sculpture Garden. Mixed media installation. Courtesy of Ota Fine Arts, Tokyo/Singapore; Victoria Miro, London; David Zwirner, New York., © Yayoi Kusama. Photo by Cathy Carver.

Hirschhorn og Smithsonian

The Hirschhorn Museum er ét museum i rækken af mange i Washington DC, der er del af The Smithsonian Museum, den agtværdige og gamle institution der med gratis entre åbner dørene for millioner af museumsgæster hvert år. Nærmere betegnet 30 millioner besøgende på samtlige museer.

Hirschhorn skiller sig ud. Her er ingen udstoppede dyr, rumskibe, præsidentfruers indsættelsesrober eller en café med et indiansk menukort. Hirschhorn er lig med samtidskunst. Læg dertil en udpræget brutalistisk arkitektur, der absolut ikke byder hvermand indenfor. Som en stor hinkesten i beton, uden vinduer ud mod gadeplan, virker bygningen som lukket land for de uindviede. Man mødes af en Chrysler – knust under et enormt klippestykke. Så er tonen slået an.

I disse dage er alt dog anderledes. De lange køer, der altid er foran Air and Space Museum, foran vitrinen med fugleedderkopper på Natural History Museum eller foran caféen på American Indian Museum, står også foran Hirschhorn. Den japanske kunstner Kusama vises i en stort anlagt, retrospektiv udstilling: Yayoi Kusama, Infinity Mirrors. Og det gør hele forskellen.

Yayoi Kusama. Infinity Mirrored Room – Love Forever, 1966/1994, at the Hirshhorn Museum and Sculpture Garden
Wood, mirrors, metal, and lightbulbs. Photo by Cathy Carver.

Verdens mest populære kunstner

For et par år siden blev Kusama bedømt til at være den mest populære kunstner på verdensplan af The Art Newspaper, og sidste år blev hun af Time Magazine udnævnt til at være blandt de 100 mest indflydelsesrige personer. Det kan man blandt andet læse i udstillingens katalog, der dermed er med til at cementere kunstnerens ikoniske status.

MERE POV
Vredens druer

Kusamas udstillinger er en sikker vej til et utroligt besøgstal for museet. Ydermere kan hendes kunst åbne museets døre op for et publikum, der ellers ikke ville komme, for hvem tiltrækkes ikke af et polkaprikket univers med oppustelige, svævende kloder af lyserødt; installationer med kæder af lys, der spejles og strækker sig i det uendelige, skulpturer i skinnende satin og gule græskar? Sanseligt, fantasifuldt og meget appellerende. Er det her Hello Kitty og My Little Pony mødes til en snack?

Når man begiver sig ind i en af hendes mange installationer, hvor spejlinger af lys ophæver rummets grænser, er fornemmelsen af vægtløshed og uendelig udstrækning af tid og rum meget stærk. Næsten fysisk.

Kusamas værker virker umiddelbare, næsten påtrængende og inciterende. De skal opleves med hele kroppen, de skal sanses. Farver, refleksioner, former i rummet. Når man begiver sig ind i en af hendes mange installationer, hvor spejlinger af lys ophæver rummets grænser, er fornemmelsen af vægtløshed og uendelig udstrækning af tid og rum meget stærk. Næsten fysisk. For at det møde med Kusamas kunst skal finde sted, kræves det naturligvis, at det fænomenologiske aspekt ved hele Kusamas oeuvre bliver respekteret. Der skal ganske enkelt fordybelse til. Og det klares ikke på afmålt tid.

Du har 20 sekunder

“Du har 20 sekunder i installationen”, siger medarbejderen til mig, hun har et stopur om halsen. Jeg har stået i kø i 25 minutter for at se en af Infinity Mirrors installationer, en hvid boks på ca. 4 km2. Bagefter kan jeg stå i kø til en af de andre installationer, f.eks. Dots Obsession. Her får man dog 30 sekunder.

Succesen på museerne er forståelig, men den er også dræbende for oplevelsen af Kusamas kunst. Det paradoksale ligger i, at alle kommer med ønsket om at opleve og fornemme det helt særlige ved hendes værker. Men selskabeligheden tager overhånd, og alle synes at indgå en kontrakt om, at det er okay, at der er lange køer igennem hele udstillingen, stopure ved hver installation, ventetid ved de særligt gode selfie-værker. Det er en del af oplevelsen.

Alle synes at indgå en kontrakt om, at det er okay, at der er lange køer igennem hele udstillingen, stopure ved hver installation, ventetid ved de særligt gode selfie-værker. Det er en del af oplevelsen.

Fra museets side kan man kanske lave ligningen: Hirschhorn har vist, at selvom det ligner en uindtagelig silo og viser udstillinger, der kræver en affinitet for samtidskunst, så kan og vil museet række ud til flere grupper af besøgende. De er der nemlig i forvejen, på vej til Air and Space Museum eller Natural History Museum, der som topscorere blandt Smithsonian-museerne hver har cirka syv millioner besøgende om året. Ligesom Hirschhorn ligger de andre museer på The Mall, den lange, grønne strækning i byen, hvor museerne, monumenterne og White House ligger.

MERE POV
Nu kommer Marco Rubio – Hillary Clintons værste mareridt

Hirschhorn har markeret sig på det kulturelle landkort. Her kan man møde samtidskunsten, den poppede og farvestrålende og den mere konceptuelle og strenge udgave. Kommer nogle af de mange gæster igen efter Kusama-udstillingen, kan de møde værker, der vækker undren eller værker, der stiller spørgsmål, man ikke umiddelbart kan svare på. Kan være, der endda er tid til fordybelse.

Men lad os håbe, de ikke lægger stopurene ned i flyttekasserne, når Kusama-udstillingen skal videre rundt i USA og Canada. Lad os håbe, de lægger dem på hylden.

FAKTA:
Yayoi Kusama (f. 1929), japansk kunstner, bosat i New York fra 1958 til 1973, hvor hun var del af pop-art miljøet. I dag bosiddende i Japan. Udstillingen Yayoi Kusama, Infinity Mirrors på Hirschhorn i Washington er den største retrospektive udstilling til dato af Kusamas værker. Den blev åbnet d. 23. februar og kan ses frem til d. 14. maj. Derefter skal den vises flere steder i USA samt i Canada. I Danmark viste Kunstmuseet Louisiana i 2015 en retrospektiv udstilling med Kusamas værker. Det blev den tredjemest besøgte udstilling i museets historie med over 340.000 besøgende på fire måneder.

Hovedfoto af Tomoaki Makino: Yayoi Kusama with recent works in Tokyo, 2016.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Ulla Rønberg

Ulla Rønberg er uddannet kunsthistoriker fra Aarhus Universitet og er bosiddende i Washington D.C. med sin familie, hvor hun er "senior visiting scholar" i tænketanken Center for Transatlantic Relations på Johns Hopkins University, School of Advanced International Studies. Foruden at være del af teamet bag udgivelsen Nordic Ways, er hendes fokus på innovation og design-thinking i de nordiske lande. Hun har desuden fungeret som ekstern projektleder på Art in Embassy projektet på Den Danske Ambassade i Washington, et samarbejde mellem ambassaden, Kulturministeriet og Statens Kunstfond. Med et solidt afsæt i museumsverdenen og Kulturministeriet som leder af formidlingsafdelinger og specialkonsulent, er banen kridtet op til seriøst livtag med kunst og kultur.

Seneste indlæg fra

Gå til Top