Skal vi så kun spille Parsifal?

af

Det bedste, vi kan få … eller det mest spændende? Var det mon en ide at anlægge en mere nysgerrig og åben tilgang til klassisk musik og opera, hvis målet ellers også er at udvide horisonten og ikke blot bekræfte eksistensen af en velkendt top ti.

Da jeg for et par år siden blev inviteret med ind i et korprojekt omhandlende kvindelige komponisters værker (fra Byzans til nu), forsøgte jeg at vende ideen med et par ældre mandlige musikvenner. De fleste var nysgerrige og åbne, men tre af dem kom med varianter af den samme kliche.

”De er nok glemt, fordi de ikke var gode nok.” ”Hvorfor ikke bare spille det bedste?” og ”Hvad nu, hvis det er for dårligt?”

Og så kastede jeg et blik på kataloger over koncerter og kunstudstillinger og tænkte mit.

For hvordan i alverden opdager man musik, andet end ved at spille den?

Man kan da læse partiturerne, er modargumentet. Jeg synes ikke, det virker, som om tilgængelige partiturer er nok. Her er mit bevis:

Tilbage i 1960’erne afviste selv musikforskere fuldkommen automatisk barokkens operaer. De var uspillelige, kedelige, musikken var kunstig og udramatisk, og historierne kunne selvfølgelig ikke tiltale moderne mennesker. Om Mozarts tidlige opera Idomeneo kunne man læse, at det var et værk, som måske nok kunne opføres ved festspil, men aldrig komme ind i repertoiret. Der er den ellers solidt forankret nu.

For hvordan i alverden opdager man musik, andet end ved at spille den?

Händel spilles overalt, synges af countertenorer og male altos og spilles af orkestre, der forsøger at komme så tæt på lydbilledet fra år 1700, men det er muligt, samtidig med at vi bevarer 1800-tallets opfindelse, den tolkende dirigent.
De var altså ”gode nok”. Tænk bare på Giulio Cesare og Partenope på Den kongelige Opera. CoCo, Concerto Copenhagens udforskning af musik fra 1500-1800.

Det kendte eller det spændende.

Og hvad er så ”det bedste”? ”Den bedste”? Jeg ved det ikke. Ingen ved det. Inden for kunst findes der ingen OL eller rangordning. Det er så nogenlunde lykkedes os at slippe ud af forskellige former for bias.

Læser man Schepelerns Operabogen (fire generationers operafører), oprindelig udgivet i 1946 og især hans bedømmelser af komponisternes kvalitet, er det tydeligt, at han mener, at fransk opera er feminin og derfor mindreværdig. Italiensk opera er…italiensk og derfor egentlig overfladisk. Wagner, derimod, er den top, operagenren har udviklet sig hen imod.

MERE POV
Sådan undgår du at blive deprimeret af Facebook

Ja, ja, da.

Hvis man gennemførte en afstemning om ”de ti bedste værker” blandt musikkritikere, er det muligt, at man nåede frem til, at Wagners Parsifal var nr. 1. Skal vi så udelukkende opføre Parsifal?

Da den uskønne opdeling af komponister efter nationalistiske ideer om andre folkeslags særpræg opløstes, fik vi chancen for at opleve det sjældne, det glemte, det oversete.

I 1980, hvem havde da hørt Gounods Cinq Mars? Braunfels’ Die Vögel, Donizettis Le Duc d’Albe? Verdis Aroldo? Wagners Liebesverbot? Strauss’ Guntram? Leoncavallos Zaza? Ikke ”verdens bedste”, men værd at opleve.

Går vi tilbage til 1960, kan vi trygt sætte alle Janaceks og Monteverdis operaer på listen over uhørte, og tillægge Mozarts La Clemenza di Tito, Mitridate og Lucio Silla.

Vi opfører jo netop ikke kun det, vi opfatter som nr. 1,2 og 3. Vi opfører det, vi finder interessant. Således var det ikke Händels egen Messiah, vi fik sidste december i DR’s Koncertsal, men Mozarts versionering.

Det samme gælder for kunstnere. Når Bellinis bel canto-opera I Puritani opføres på Den Jyske Opera, er det ikke med hverken Diana Damrau, Olga Peretyatko eller Pretty Yende i hovedrollen, men med mestersopranen Henriette Bonde-Hansen, den bedste danske kandidat til rollen med en fin international karriere, men ikke en sanger, der har optrådt på La Scala eller the Met som Elvira i Puritani.

Vi opfører jo netop ikke kun det, vi opfatter som nr. 1,2 og 3. Vi opfører det, vi finder interessant.

Og Bellini-eksperter er nok temmelig enige om, at Norma er et ”større værk” end I Puritani, men vi, publikum, vil gerne have et bredere repertoire end 30 værker på vore teatre og i vore koncertsale, tak.

Find noget uhørt! Måske er det godt…

Så hvis der stadig findes nysgerrighed i musikkens publikum, er der håb for nyopdagelser af diverse komponister og værker. Det ser ud til at være tilfældet. I de seneste år har en række værker formået at indtage store teatre og et stort publikum: Ligetis Le Grand Macabre, Zimmermanns Soldaten, Szymanowskis Krol Roger, Enescus Oedipe, Dvoraks Rusalka, Korngolds Die tote Stadt, Martinus Julietta. Fælles for dem er, at de er musikalsk spændende, og at de rummer store muligheder for scenisk tolkning. De er, med andre ord, både god musik og godt teater. Og flere af værkerne nåede Den Kongelige Opera. Måske kommer det også til at gælde for værker af kvinder. Kaija Saariahos L’Amour de Loin er en god kandidat. Metropolitan i New York tør godt spille den… og den er opført i Bergen, hvor jeg så den…

Hvis der stadig findes nysgerrighed i musikkens publikum, er der håb for nyopdagelser af diverse komponister og værker.

Fodnote til publikum: den opsætning af Bellinis I Puritani, som når Den Jyske Opera, er et lille mesterværk, et stykke vellykket Regietheater, hvor den originale historie er spundet ind i en moderne historie. Det virker. Instruktøren er en kvinde, Annilese Miskimmon, Den Jyske Operas chef…

MERE POV
Danmarks Omdømme: Den måske mest effektive rebranding-kampagne i nyere tid

Topfoto: Bill Cooper, Rosa Feola i I Puritani, Welsh Opera.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Maria Helleberg

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien ig er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Seneste indlæg fra

Gå til Top