Hvad er det at være dansk? Når man er udvandrer, bliver man uvægerligt tvunget til at tænke over forskelle og ligheder. Lighederne er flest. Til gengæld er det særligt dansk at opfatte kærligheden til fædrelandet som et trekantsdrama, hvor man er utro, hvis man holder af andre.
Fra den lille plads under mig bølger fado gennem gyden, intenst og insisterende. Jeg kigger over Tejo, som er natsort nu, men på den anden side af floden, som her snarere er en fjord, glimter lysene og fortsætter op mod de lave bjerge, som svagt kan skimtes.
For kort tid siden var jeg nede i mit lille, lokale supermarked, som lugter helt anderledes end danske supermarkeder, først og fremmest fordi der er frisk fisk og stabler af klipfisk. På vejen hjem gik jeg forbi et palmetræ og kakkelbeklædte byhuse, mens de små restauranter lokkede med sardiner stegt på trækulsgrill, den fede røg hængte lavt under tage og udhæng.
Overalt er jeg omgivet af fremmede lyde, fremmede lugte, fremmede ord, fremmede planter … og alligevel føler jeg mig hjemme i den portugisiske hovedstad, Lissabon.
Talrige er de forsøg, jeg har gjort på at forklare det. Over for mig selv, over for andre. Hvordan er jeg endt her, på kanten af Atlanten, som jeg plejer at kalde det – i et land, som jeg knapt nok kendte for fem år siden og med et sprog, som jeg knapt nok kender endnu? Hvordan kan jeg føle mig hjemme?
De store værdier
Det har fået mig til at tænke en del over, hvad det vil sige at være dansk. At flytte land er også at åbne for en erkendelse af, at meget af det, der lige nu i debatten nævnes som danske værdier, kan findes andre steder.
Demokrati? Tjek. Portugal har været demokratisk siden 1975, et af de første medlemmer i parlamentet havde endda dansk afstamning: Sophia de Mello Breyner Andresen, Portugals mest elskede kvindelige digter. Oldefaren var den Andresen, som grundlagde portvinshuset af samme navn.
Kristendom – som nogle finder er en uafvendelig del af den danske kultur? Tjek. Godt nok er de katolikker her, og kirke og stat er adskilt og har de facto været det i et par hundrede år, men ca. 85 procent af befolkningen bekender sig til kristendommen. Det er så kun hver femte, der regelmæssigt går i kirke. De fleste er afslappet festkristne. På det punkt minder de også om danskere.
Deres overdådige helgenfester er til gengæld noget helt for sig selv. Sankt Antonius fejres hele juni i gaderne med masser af musik, mængder af stegte sardiner og fadøl i stride strømme. Saintstortion har jeg døbt det.
Ligestilling? Tjek. Rent formelt er her ligestilling mellem kønnene. Virkeligheden er, ganske som i Danmark, mere broget. Men kvinderne her får oftere chefjob (hver tredje lederstilling her er besat af kvinder, i Danmark er det kun hver fjerde), og løngabet mellem mænd og kvinder er mindre her end i Danmark. Til gengæld deltager færre kvinder på arbejdsmarkedet.
Rettigheder for homoseksuelle? Tjek. Portugals love ligner de danske. Homoseksuelle kan gifte sig, få børn gennem kunstig befrugtning og adoptere. Lissabon er et populært mål for homoseksuelle og regnes for en af de mest “gay friendly” byer i verden.
Fred? Tjek. Danmark er verdens 2. mest fredelige land ifølge Global Peace Index. Men Portugal er nr. 5, og jeg går tryggere gennem gyderne her om natten end ned ad Strøget og Studiestræde.
Frisind? Tjek. Altså afhængig af hvordan man definerer det. Faktisk er Danmark lige nu nok mindre frisindet end Portugal, hvor selv oldemødre med rynkehud og hængemave halvvejs til knæene uden blusel går på stranden i tandtrådsbikini. Det er meget befriende at se så mange aldre og kropstyper i fri dressur.
Svinekød (som åbenbart er selve lakmusprøven på danskhed i nogle kredse) – tjek. Masser af svin. Man kan købe pattegrise hele og vakuumindpakkede i det lokale supermarked. Kaninerne har også stadig hoved og øjne og ører og det hele, når de ligger i disken. Her har man ikke noget problem med at vise, at kød kommer fra døde dyr. Kaninerne, de hele dyr og det friske kyllingeblod, der følger med landkyllingerne, er ikke noget, man finder i Danmark. Det er det elendige bacon heller ikke. Jeg savner ordentligt bacon, men min danskhed sidder godt nok ikke i en saltet og røget flæskeside.
På de store linjer er Danmark ikke så unikt, som vi bilder os ind. Man kan sagtens have demokrati, fred, ligestilling, tolerance, frisind (og svinekød) uden en lutheransk statskirke, selv om den ofte blandt højrenationale nævnes som forudsætningen for danskheden. Men faktisk er de danske værdier, som vi fremhæver dem, oftere blevet til på trods af kirken end i kraft af den.
Aargh, hammer og segl!
Og sådan kan jeg blive ved. På de store linjer er Danmark ikke så unikt, som vi bilder os ind. Man kan sagtens have demokrati, fred, ligestilling, tolerance, frisind (og svinekød) uden en lutheransk statskirke, selv om den ofte blandt højrenationale nævnes som forudsætningen for danskheden. Men faktisk er de danske værdier, som vi fremhæver dem, oftere blevet til på trods af kirken end i kraft af den.
Til gengæld giver det stadig et gib i mig, når jeg ser hammer og segl i gadebilledet. Det kommunistiske parti, PCP – Partido Comunista Português, er stort og aktivt og erklæret marxistisk-leninistisk.
Første gang havde jeg det næsten, som om jeg så hagekors. Det er en af forskellene på at være vokset op med Østblokken lige på den anden side af vandet og så at vokse op her i Portugal, hvor mindet om Europas længste højrediktatur stadig er levende. Det sluttede først i 1974. Partiet får som regel omkring 10 pct. af stemmerne – lidt flere lokalt og til Europaparlamentet, lidt færre til parlamentsvalget.
Her er altså en forskel. Men den har ikke noget med en eller anden særlig danskhed at gøre – det var i hvert fald ikke noget, som Grundtvig, Aakjær, Blicher eller andre behøvede at have et forhold til.
I virkeligheden er det mest i de små ting, jeg mærker mine rødder (altså når man ser bort fra sproget). Som når jeg bruger en time på at tage i Ikea for at få rugbrødsblanding. Eller går i Tiger-butikken for at hente ordentlige stearinlys. Eller slæber saltlakrids med tilbage fra Danmark.
Og så har jeg skullet vænne mig til åbenheden. Portugal er et af verdens letteste lande for tilflyttere at få venner i, og det er jo en gave. Men mit skeptiske, danske jeg har længe blokeret for invitationer, særligt fra mænd, fordi jeg – meget dansk – synes det er lidt mystisk, det der med bare at invitere en totalt fremmed, og hvad er de ude på? Nu er jeg begyndt at sige ja. Men lige netop dét har lært mig noget om, hvor forbeholdne vi er over for fremmede i Danmark, mens vi til gengæld nærer næsten ubegrænset tillid til “vores egne”.
“En modbydelig forgabelse i sig selv”
Samtidig har jeg tænkt en del over, hvorfor hulen vi er så utrolig optagede af, om der skulle være en rigtig måde at være dansk på. Set her fra den anden del af Europa virker det næsten komisk, og jeg mindes Piet Heins lille gruk om Danmark:
Denmark seen from foreign land
is but like a grain of sand.
Denmark as we Danes perceive it
is so big you won’t believe it.
Det nationale navlepilleri er ikke nyt. Jeg er Bjørnbakker og altså en del af Bjørnbak-slægten, der grundlagde højskoler og aviser og politiske partier (“Bondevenstre” eller “Bjørnbakske Venstre”, der var en slags forløber for Det Radikale Venstre) og folkebevægelser – men i øvrigt også blev beskyldt for udansk adfærd, blandt andet fordi fremtrædende medlemmer af familien var imod krigen i 1864.
Lars Bjørnbak, som sammen med broren Thomas var blandt de mest aktive i bevægelsen under mottoet “Kundskab er magt, uvidenhed er trældom” og i øvrigt var far til politikeren Viggo Bjørnbak, havde ikke meget til overs for nationalismen. I 1856 skrev han:
“Bliver man alt for forgabt i dansk, danskhed, dansk fortid, nutid og fremtid, da bliver nationalitetsfølelsen til en tom ordskvalder, et tomt føleri, en for andre modbydelig forgabelse i sig selv, der føder nationalhad, indskrænket bedømmelse af andre nationer og det gode, der er hos dem”. Amen, forfader.
Kærlighed til flere
Mest af alt har jeg tænkt over, hvorfor vi insisterer på at gøre fædrelandskærlighed til et højspændt trekantsdrama. Som om man kun kan elske én, ellers er man utro. Jeg har to børn, jeg elsker dem lige betingelsesløst og lige højt, selv om de er meget forskellige. De fleste mennesker elsker begge deres forældre lige højt.
Man kan godt dele en kærlighed, uden at den bliver mindre af den grund. Jeg kan elske efterårets gyldne fontæner af birketræer og bøgeskovens flammende afskedssalut. Skærsommernætterne med nattergalens sang i krattet, den danske jul – jeg elsker jul – højskolesangene, Halfdan Rasmussen, Blicher og Aakjær, Tove Ditlevsen …
De mest højrenationalistiske prøver at gøre danskhed til en hjernevasket sekt med sindelagskontrol og strenge ritualer
Og jeg kan elske mit arabiske Alfama, den glimtende flod, bjergene i baggrunden, Sintras grønne magi, solen gennem de blomstrende jacarandaer, klippehederne og marsken med flamingoer og det konstante mylder af små torve med kaffe- og vinho verde-drikkende portugisere og udlændinge.
Jeg elsker ikke det ene mindre, fordi jeg elsker det andet. Og der er ikke én rigtig måde at være dansk på, men lige så mange måder som vi er danskere.
De mest højrenationalistiske prøver at gøre danskhed til en hjernevasket sekt med sindelagskontrol og strenge ritualer, en slags nationalismens svar på Jehovas Vidner med trusler om udstødelse og et Paradis forbeholdt de få. Er det virkelig det, vi ønsker?
En sen aften kørte jeg hjem med en portugisisk taxachauffør. Vi talte om meget (på engelsk), turen var lang, og jeg fortalte om min glæde ved landet, fadoen, den særlige portugisiske længsel, saudade (et begreb der er lige så svært at oversætte i ét ord som det danske hygge), om havet og venligheden, glæden ved digterne osv.
Da jeg stod af, kiggede taxachaufføren på mig i bakspejlet og smilede:
“Du er jo portugiser. Du har bare ikke lært sproget endnu”.
Tænk, hvis vi som danskere kunne rumme udlændinge på den måde?
Bærende foto: Sporvogn gennem Alfama, Lissabon og sti gennem Mols Bjerge. Jeg kan fint elske det ene uden at elske det andet mindre. Foto: Susanne Sayers
Som skribent på POV får jeg kun den betaling, som læserne har lyst til at bidrage med. Er du blandt dem, bliver jeg glad for store og små beløb. Mobilepay eller Swipp på +45 40 99 49 36
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her