Sjældne daguerreotypier bliver i Danmark

af

En samling sjældne gamle fotografier fra Dansk Vestindien, der har vakt opmærksomhed både hjemme og i udlandet, forbliver i Danmark. Ved en auktion hos Bruun Rasmussen blev de såkaldte daguerreotypier solgt tirsdag aften for 60.000 kr. – det dobbelte af vurderingen – og køberen var Det Kongelige Bibliotek.

”Som fagnørd er jeg rigtig glad for, at de er kommet ind i en offentlig institution. Var de gået til en privat samler, risikerede vi, at de var blevet gemt væk. Og det havde været ulykkeligt”, siger Sarah Giersing fra Det Kongelige Biblioteks nationale fotomuseum.

Her råder man i forvejen over Skandinaviens største samling af daguerreotypier – en meget tidlig form for fotografier. Så da auktionshuset Bruun Rasmussen – som omtalt af POV International – i januar meddelte, at man stod foran at sætte den sjældne samling fra Dansk Vestindien under hammeren, vakte det særlig interesse på Det Nationale Fotomuseum.

Samlingen var vurderet til mellem 20.000 og 30.000 kr. Den består af 12 daguerreotypier, nogle helt tilbage fra 1840’erne. De viser den danske søofficer Levin Jørgen Rohde, hans familie og, hvad der er nok så interessant, to af hans sorte tjenestefolk.

Rohde-familiens amme, Nanna. Antageligt 1840’erne.

Dette sidste var en af grundene til, at også udlandet har vist interesse for denne auktion.

”Der var mange interesserede bydere fra både ind- og udland. Både private samlere og institutioner. Hele paletten”, fortæller Christine Almlund, leder af auktionshuset Bruun Rasmussens afdeling for fotokunst.

Hun kalder hammerslaget på de 60.000 kr. for ”rigtig flot”.

”Det var også en unik samling. I udlandet har man set sådanne daguerreotypier af slaver gå for 10.000 kr. stykket”, påpeger hun.

På Det Kongelige Bibliotek er man godt tilfreds med udfaldet.

”Da daguerreotypier er ret dyre, så er 60.000 kr. for denne samling ikke specielt. Vi synes, at det var en rimelig pris”, siger Sarah Giersing, der med spænding fulgte netauktionen tirsdag aften.

I forbindelse med 100-året for salget af Dansk Vestindien, står Det Kongelige Bibliotek foran at præsentere en stor udstilling af bl.a. fotografier og daguerreotypier fra de gamle danske øer. Udstillingen, der får titlen ”Blinde Vinkler”, åbner 19. maj.

”Det er klart, at da vi formidler Dansk Vestindien resten af året, er det oplagt at denne samling bliver tilgængeliggjort i forbindelse med denne udstilling. Men i første omgang skal vi sørge for, at de bliver digitaliserede, så at folk nu kan få adgang til dem på nettet”, siger en glad og tilfreds Sarah Giersing.

Glæde hos danske efterkommere og i Caribien

Meddelelsen om, at Levin Jørgen Rohdes gamle daguerreotypier er endt på Det Kongelige Bibliotek i København, vækker stor glæde hos en af hans efterkommere.

“Det er jeg glad for at høre”, siger Anne Julie Arnfred, da POV International kontakter hende.

Hun er tip-tip-tip-oldebarn af den gamle søofficer.

“Vi havde jo frygtet, at de gamle daguerreotypier ville ryge til en privat samler i udlandet. Så dette er den allerbedste løsning. Enten at de gik til Det Kongelige Bibliotek eller til et museum i tidligere Dansk Vestindien”, siger Anne Julie Anfred, der som selvstændig kurator, er kendt med museumsverden.

På U.S. Virgin Islands, det tidligere Dansk Vestindien, havde man helst set, at Rohde-daguerreotypierne var endt på et museum på øerne. Men var samtidig også bange for, at de ville havne hos en privat samler. Som en af øernes førende lokalhistorikere, tidligere senator Wayne James, siger til POV International:

”Jeg er glad for, at Det Kongelige Bibliotek i København fik dem. For med vore dages teknologi og digitaliseringen, betyder det, at disse daguerreotypier nu vil være til rådighed for den brede offentlighed i al fremtid”.

Hvem sælger af den sjældne samling var, har Bruun Rasmussen ikke kunnet oplyse. Som auktionshusets Christine Almlund sagde til POV International i januar: ”Vi har fået den indleveret af en kunde, der har arvet den fra sine forældre. Og det er en person, der har interesseret sig for Dansk Vestindien”.

Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Philip Sampson

Philip Sampson, født 1959 på Frederiksberg, er uddannet journalist. Han har arbejdet på Politiken, DR og Ritzau. På sidstnævnte virkede han på bureauets udlandsredaktion fra 1988 til 2011. Philip er opvokset i London som søn af en ghanesisk far og en dansk mor. Han har gennem årene beskæftiget sig indgående med racisme og højreekstremisme, bl.a. i samarbejde med antiracistiske organisationer som Expo i Stockholm og Searchlight (i dag Hope not Hate) i London. På baggrund af sin mangeårige tilknytning til den københavnske motorcykelverden, har han gennem årene kunnet levere ganske præcise analyser af konflikterne i bikermiljøerne både i ind- og udland. Philip er i dag selv medlem af Harley-Davidson Club Herlev. Journalistisk set er Philip Sampson graver af natur. Denne interesse bruger han i dag især på historisk research.

Seneste indlæg fra

Toppen af guleroden

I december måned blev en progressiv udvekslingsaftale af wastefoods mellem en række københavnske
Gå til Top