mm

Maziar Mazor Etemadi

Filosof, maler, digter og fordragsholder. Født i Iran, har boet i Danmark siden 1980'erne. Efter mange års forskning og undervisning på Aalborg Universitet er jeg blevet mere involveret i malerkunsten og mine digte. Med udgangspunkt i den humanistiske tradition orienterer jeg mig bredt og interesserer mig nærmest for alle aspekter af vores tilværelse. MobilePay: 20993173

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Maziar Mazor Etemadi
på Mobile Pay: 20993173

Situationen i Mellemøsten kritisk efter Trump trækker USA ud af Iran-atomaftale

ANALYSE – Indholdet af den retorisk hårde tale, præsident Donald Trump holdt mod Iran-atomaftalen i går, efterlader ingen tvivl om, at et regimeskifte i Iran er det ultimative mål for USA, skriver Maziar Mazor Etemadi. De sidste dages begivenheder kan have overbevist regimet i Iran om at sikre sin eksistens ved at opføre sig som Nordkorea, bygge en atombombe så hurtigt som muligt og lave et strategisk partnerskab med Rusland og Tyrkiet. Skal vi undgå dette scenarie kræver det, at EU kan overbevise iranerne om det gode ved ikke at trække sig helt væk fra Vesten.

USA står lige nu i et dilemma, som kan afspejles i tre sætninger:

A) USA giver et internationalt løfte og underskriver en atom-aftale med seks andre partnere.
B) USA’s præsident erklærer, at han holder, hvad han lover.
C) USA’s præsident trækker USA ud af sit internationale løfte.

Som præsident for USA repræsenterer Trump landet og skal derfor respektere et løfte, som landet har afgivet i en multinationalaftale indgået i 2015. Ved at trække USA ud af atomaftalen med Iran viser Trump, at det politiske system i USA lider af en strukturel og systematisk svaghed, der potentielt kan reducere USA til en ikke- troværdig part i ethvert muligt internationalt forhold.

Som komikeren Stephen Colbert forklarer dette, er Trumps uklare forståelse af et løfte som at sige: “Jeg benægter ikke længere min alkoholisme. Lad os skåle på det!”

Med alvorlig mine og barske ord trak USA’s præsident landet ud af aftalen, selv om der ikke er noget tegn på, at 1) Iran ikke overholder sin del af aftalen, 2) EU, Frankrig, Tyskland, Rusland, Kina skulle være ramt af en momentant naivitet ved blindt at acceptere Irans forsikringer og undlade at kontrollere landets atomfaciliteter, 3) Det Internationale Atomenergiagentur skulle have udvist uansvarlighed ved at glemme at kontrollere landet.

På nær få forudsigelige støtteerklæringer fra lande, som har været meget engageret i lobbyarbejdet for at få atomaftalen til at lide skibsbrud, står USA’s præsident særdeles alene med denne beslutning.

Den 26. april i år, altså for få dage siden, roste USA’s forsvarsminister James Mattis visse dele af Irans nukleare aftale, selv om præsident Trump med sin sædvanlige sans for drama kaldte denne multinationalaftale gentagende gange for den værste aftale i historien.

Indholdet af den retorisk hårde tale, præsident Trump holdt mod aftalen i går, efterlader ingen tvivl om, at præsidenten og hans stab ser enhver aftale med Iran forkert… Talen var en direkte erklæring om, at USA agter at bekæmpe regimet til det bryder sammen. På godt dansk: Et regimeskifte i Iran er det ultimative mål for USA

Adspurgt ved Senatets Armed Services Committee-høring forklarede James Mattis, at aftalens bestemmelser tillader “temmelig robust” tilsyn med, hvad Iran gør. “Jeg har læst det nu tre gange … og jeg vil sige, at det er skrevet næsten med en antagelse om, at Iran ville forsøge at snyde.” Han forklarer videre: “Kontrollen, om hvad der er derinde, er faktisk ret solid i forhold til, hvad Det Internationale Atomenergiagentur er i stand til at udføre af kontrol med, om Iran overholder aftalen eller ikke. Han tilføjede: ”Hvorvidt det er tilstrækkeligt eller ikke, er et gyldigt og væsentligt spørgsmål at stille”.

På trods af sin kritik af dele af aftalen mente Mattis, at det ville være i USA’s nationale sikkerhedsinteresse at forblive i aftalen og arbejde med sine europæiske partner til at forbedre disse dele.

Indholdet af den retorisk hårde tale, præsident Trump holdt mod aftalen i går, efterlader ingen tvivl om, at præsidenten og hans stab ser enhver aftale med Iran forkert. For enhver aftale, uanset dets indehold, vil i kraft af at være en aftale give det iranske regime en legitimitet og forlænge dets liv; to konsekevenser som præsidenten på ingen vis billiger.

Talen var derfor ikke kun en påpegning om visse tekniske svagheder, som kunne forbedres undervejs, men en direkte erklæring om, at USA agter at bekæmpe regimet til det bryder sammen. På godt dansk: Et regimeskifte i Iran er det ultimative mål for USA.

Trumps tale en national fornærmelse

Lad os vende blikket mod Iran og overveje, hvad et bestialt despotisk regime, som det iranske vil gøre. Hvad vil en rationel reaktion på situationen, set fra det islamiske regimes optik, være?

USA ønsker at genskabe den geopolitiske situation, som den var for 15-20 år siden, hvor et postrevolutionært, post Iran-Irak-krigens Iran stadigvæk var meget påvirket af de menneskelige og økonomiske konsekvenser af disse. USA’s ønske forudsætter, at Iran accepterer at lægge sin ekspansive politik til side og stoppe med al støtte til militser og undlade at øve indflydelse i Mellemøsten, skrotte missilprogrammet, holde op med at berige uran.

På den indre front er den samarbejdsvillige linje, der blev defineret af Irans præsident Hassan Rouhani og udenrigsminister Javad Zarif, lagt i graven med Trumps tale. Hardliners lugter ikke kun frisk morgenluft igen, men står i midten af deres forår

Det vil Iran næppe. At sluge så mange kameler på en gang vil kvæle enhver, der giver sig i kast med sådan et forsøg, selv de iranske ayatollaher, der ellers er vandt til at rage til sig og har en udsøgt evne til at kaste sig ud i ædegilder, kan ikke magte denne opgave.

USA’s politiske doktrin bliver i disse dage defineret af John Bolton, der har formuleret disse ord i 2015: “To stop Iran’s bomb, bomb Iran.” I interviewet fra 2015 siger Bolton direkte, at en aftalen ikke er ønskelig, om den bliver indgået eller ej. Bolton sagde således det, som præsident Trump gentog i går, nemlig at en mulig aftale vil lede til et våbenkapløb.

På den indre front er den samarbejdsvillige linje, der blev defineret af Irans præsident Hassan Rouhani og udenrigsminister Javad Zarif, lagt i graven med Trumps tale. Hardliners lugter ikke kun frisk morgenluft igen, men står i midten af deres forår. I talen lovede Trump Irans “hårdt prøvede folk”, at USA er villig til at indgå en ny aftale, som “kommer hele Iran og det iranske folk til gode” i modsætning til det iranske diktatur.

På trods af, hvad man kunne forvente, opleves denne del af Trumps tale ikke kun som en håndsrækning til iranerne, men som en national fornærmelse – et bevis på, at USA er utroværdig og kun kan acceptere vasalstater rundt omkring i verden.

Som en konservativ politisk analytiker i Iran beskrev situationen, rækker præsident Trump sin hånd for at stikke kniven dybt i ryggen på landet. I denne atmosfære vil enhver mulig opposition blive anklaget for spionage og kan se frem til en brutalitet, der vækker mindelser om 1980’ernes slagtninger af de politiske modstandere.

Risiko for en fuldskala-krig

I Mellemøsten er situationen også dybt alvorlig. Haaretz reporterer her til morgen, at Israel har bombet en fabrik i Syrien, som angiveligt skulle tilhøre iranerne. Beskyttelsesrummene i Nordisrael er genåbnet, fordi landet venter et gengældelsesangreb fra Iran. At dette angreb kommer snart, er der ingen tvivl om. De iranske ledere har lovet, at de vil give et stærkt svar tilbage.

De iranske ledere er ikke følelsesbetonede despoter, men nøje beregnende kynikere. De arbejder med en helt anden tidshorisont og mål for øje. Når de lover at gøre gengæld, vil de holde ord efter nøje beregning af situationen til at ramme, hvor det gør mest ondt på Israel.

Rusland-Tyrkiet-Iran er allerede ved at skabe en akse, som kan blive helt dominerende i Mellemøsten… Lad os håbe, at vi kan undgå dette scenarie. Her er det kun EU, der kan overbevise iranerne om det gode ikke at trække sig helt væk. Om EU magter opgaven eller ikke er det centrale spørgsmål i dag.

Situationen i Mellemøsten er derfor meget kritisk med en fuldskala-krig som en reel risiko. Mellemøstens elendighed er ikke Irans skyld alene. Afghanistan, Irak, Syrien, Yemen og Lebanon vidner om mange internationale kyniske spil fra samtlige aktører i disse beskidte krige. Hvis Iran trak sig tilbage fra alle konflikterne i regionen, ville situationen sikkert ændre sig, men til det bedre tvivler jeg på.

De sidste dages begivenheder kan have overbeviset systemet i Iran om at sikre sin eksistens ved at opføre sig som Nordkorea, bygge en atombombe så hurtigt som muligt, lave et strategisk partnerskab med Rusland og tilbyde for eksempel Rusland en havn i Den Persiske Golf.

Siden Iran tabte en stor del af Kaukasus og Centralasien til Rusland i et par store krige for omkring 250-300 år siden, har deres relation været præget af både samarbejde og fjendskab. Rusland har altid ønsket at have adgang til Den Persiske Golf, og hvis Iran indgår et strategisk samarbejde og tilbyder dem landruter til transport af deres faciliteter, vil situationen ændre sig drastisk i Den Persiske Golf.

Rusland-Tyrkiet-Iran er allerede ved at skabe en akse, som kan blive helt dominerende i Mellemøsten. Denne akse kan være så stærk, at det vil gøre Saudi-Arabien irrelevant, og selv Israel vil blive mindre relevant, da Israel-Palæstina-konflikten ikke vil have så meget betydning og vægt i det store perspektiv.

Lad os håbe, at vi kan undgå dette scenarie. Her er det kun EU, der kan overbevise iranerne om det gode ikke at trække sig helt væk. Om EU magter opgaven eller ikke er det centrale spørgsmål i dag.

Foto: Wikimedia Commons

Kategorier