Sine Christiane Gerstenberg: Velsignede Sorg hvorfor drager du mig?

af

Boganmeldelse: Som barn fik jeg at vide, at mareridt ikke var entydigt dårligt. Nuvel, de var ikke rare, mens de stod på i al deres mangel på kronologi, genkendelse og sammenhæng. Sine Christiane Gerstenberg anmelder her Caroline Albertine Minors bog “Velsignelser”. Det handler om drømme og sorgens grammatik.

Atmosfæren af utryghed og gru kunne hænge fast i kroppen, som en uønsket sitren timer efter, at jeg var vågnet, havde spist mine Kellogg’s Corn Flakes, var sprunget på min hvide SCO cykel med gedebukkestyr og kørt hen til hjerteveninden, Marie.

Men mareridtene skulle værdsættes. For ligesom skrækfilmene, der blev afspillet på træge VHS-bånd fra tankstationens moviebox, kunne de sikre den katarsis (åndelig renselse), der gjorde 11-årige piger alderssvarende afbalancerede og ikke skingert tøsede. Så jeg prøvede at være taknemmelig for mine mareridt, og nærede dem med Stephen Kings gysere og Steven Spielbergs fantasy.

Grundangst for tab

Som voksen er det ikke længere skyggemænd, troldkonger og karikerede voldsklovne, der ængster mig. Det er sorgen. Jeg er grundangst for tab.

Derfor har det også undret mig, at jeg er så fascineret af litteratur, der ofte mangler et reelt plotforløb eller en tydelig spændingskurve, men som derimod behandler smerten ved afsavn, tab og tragiske dødsfald.

Måske er det fordi netop de bøger, der undersøger sorgens grammatik, virker som den eneste forebyggende kur mod de uforudsete tragedier, livet måtte have i vente. Jeg ruster mig, mens jeg læser.

Af samme grund var jeg stilfærdigt begejstret over at læse Caroline Albertine Minors ‘Velsignelser’. Denne samling af tyst foruroligende noveller driver din læsning frem af stemninger og ikke deciderede forløb.

Der er karakterer som krydser hinandens vej eller er internt forbundne som døtre, veninder eller mødre, men som også er svære at fastholde, fordi de er udspændt i følelser og ikke underlagt organiseret handling.

Vi møder for eksempel Helena, der besøger sin afkræftede, døende far i Sydfrankrig. Hun får hverken sluttet fred med sin far eller sin egen sjæl – hun forbliver uforløst og uroen bliver kun forstærket af en sydfransk flirt og faderens død: “Det var kun et spørgsmål om tid, forstod jeg, og alt i mig var på vagt. Som var jeg ved en fejl løbet ud på det åbne efter længe at have befundet mig i mørket mellem træstammer og buske”.

MERE POV
Hvor er Internets mødre?

Og vi bliver grusomt paralyserede af historien om teenagepigen, Anso, der hænger sig selv i baghaven hos sin australske værtsfamilie under sit ophold som au pair.

Og ud af indre kaos vokser et nyt sprog, volapykkens, som hendes specialevejleder ikke kan tyde, og hendes læge derfor må medicinere

Særligt efter det viser sig, at hun har haft en affære med en familiefar fra nabolaget, Archie Pey. Denne proklamerer perfidt, efter en usexet hyrdetime på et lurvet hotel, at hun ikke må tro, at hun kan fastholde hans interesse over tid. Hvorefter han lader hende søbe i chili sovs og skam foran en emsigt årvågen tjener.

Ensom fremtid på 4. sal

Men den eneste fortælling, der også hjemsøgte min nattesøvn, var historien om Ingeborgs mor. Hun bliver forladt, uden forklaring og uden årsag af Ingeborgs far, Benjamin.

Overladt til en trodsig tumling, et ufærdigt speciale, en modergerning, hun ikke orker, og en trøstesløs udsigt til en ensom fremtid på 4. sal.

Hun er alene om at finde hoved og hale på den situation, hendes fornuft nægter at begribe. Og ud af indre kaos vokser et nyt sprog, volapykkens, som hendes specialevejleder ikke kan tyde, og hendes læge derfor må medicinere.

“Først tænkte jeg, at det var et forsøg på at gå ind i tilstanden af…et slags formeksperiment måske, sagde professoren forsigtigt, men – hvem taler egentlig her, spurgte jeg mig selv. Hvilken form for bevidsthed? Det står heller ikke hundrede procent klart, hvordan det passer ind i forhold til den synopsis, jeg har godkendt.

Nej, sagde jeg.

Jeg må indrømme, at jeg blev bekymret. Du må undskylde, hvis det bliver for personligt, men har du det godt?

Jeg mærkede, hvordan blodet faldt ud af mit ansigt og efterlod huden på mine kinder og over panden mærkbart køligere”.

Momentvis irriterede novellerne mig også med deres indforståede nik til begivenheder, vi ikke hører om eller aldrig rigtigt forstår. Eller når nye fragmenter af handlingsforløb, bryder frem som et vrangvilligt “tak for sidst”, bedst som vi har glemt en tidligere novelles infame birolle eller skæbnesvangre afslutning.

Og så den endeløse og umotiverede mængde af kuriøse fornavne og kælenavne (jeg snubler over Gedske, Anso, Binøe, Aron og Franciska), gør at jeg indimellem blev barnligt sur, over al den energi, jeg lagde i at forstå navnenes symbolik, for så at konstatere, at en sådan måske slet ikke var til stede.

MERE POV
Intet varer evigt

Men det er netop novellernes kantede stridbarhed og tilbageholdte bedrøvelse, der gør dem så forbandet besnærende. Det er det, der gør, at du bør læse dem alle, og leve med konsekvenserne.

Og den urolige nattesøvn.

Forlaget Rosinante har udgivet Caroline Albertine Minors ‘Velsignelser’.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Sine Christiane Gerstenberg
Journalist, forfatter og Nordic PR Lead at L’Oréal

Kærligheden til ord voksede ud af frustration. Frustrationen over, at jeg som fireårig ikke kunne læse bagsidelekturen på OTA Solgryn og underteksterne til søndagens episode af Dollars. Jeg måtte lære mig selv at læse og det omgående. Læsning ledte til skuffeskriverier, og begge dele førte mig ud i sværmerier for Søren Kierkegaard og F. Scott Fitzgerald, Virginia Woolf og Jane Austen. I 2005 sprang jeg ud som cand.mag i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, og startede fluks en karriere, hvor formidling, frankofili og trendforskning er omdrejningspunktet bl.a. som journalist på Politiken, redaktionschef for Vs. Magasin og nu som Nordic PR Lead hos L’Oréal. I dag skriver jeg fortsat uophørligt, læser sultent, har netop færdiggjort min første roman og arbejder på flere bøger. Og så er jeg mor til tre, glædeligt gift og bosat på Frederiksberg. Jeg vil primært bidrage til POV med litteraturanmeldelser: Fra tunge klassikere over flyvske digtsamlinger til sprøde kogebøger, der ikke bare stiller mavens sult men også mætter ånden og tilfredsstiller æstetisk. Tak fordi du læser med.

Seneste indlæg fra

CPH PIX: Custody

SLACK-CHAT – På falderebet nåede POV’s udsendte Emilie Kellberg (EK), Sebastian Cordes
Gå til Top